Kortkritik

16.03.2023

Blod, sved og Chopin

Jakub Piątek: »Pianoforte«

Andreo Michaelo Mielczarek. © Kåre Viemose

»De er seriøse maskiner. De har trænet hele deres liv. De er som CIA,« lyder det i dokumentarfilmen Pianoforte, som følger en række pianister op til The International Chopin Piano Competition i Warszawa. De er unge, de gennemlever dramaer i musikken, som de endnu ikke har oplevet i det virkelige liv. En vil fejre en eventuel sejr med en Chopin-tatoo. En anden filmer sig selv endeløst med sin iPhone: »Jo mere man ligner Chopin, jo bedre«. Bølget Chopin-hår spiller. Tangent-ekvilibrisme går hånd i hånd med attitude og showmanship, som de følsomme pianistiske maskiner også må kontrollere. Ekstasen og revolutionerne i den polsk-franske pianistiske gurus super-romantiske musik kræver også étude (»øvelse«, »iver«, »interesse«, »syssel«).

Hvordan kan man konkurrere i musik? Jakub Piąteks Pianoforte skildrer råt og bevægende piano-fighterne, zoomer ind på deres svedende nerver under det pæne koncerttøj, backstage – mens de udtrykker, at de ikke har nogen plan B. Lige så meget de elsker de polonaiser og nocturner, de spiller, lige så stor er den næsegruse respekt og frygten for at gå i sort, når det er deres tur til – måske – at skrive det næste kapitel i denne piano-battle, som er foregået siden 1927 og jo er lige så brutal som kampsport på næver. Men også så smuk. Det lyder bare så forbandet godt, når 17-årige Haos delikate klaverfingre rammer klaveret hjemme i køkkenet i Kina, mens hans mor står ved siden af og laver mad. Brød og Chopin – det er livet!

Kortkritikrelease

26.01.2024

Jazzmusiker går hybrid

Nikolaj Hess: »Melody«

Dacapo, 26.01

Jeppe Rönnow

Hybridmusik er en mærkelig størrelse. Engang hed partiturmusikkens møde med improvisationsmusikken crossover. Jazzpianisten Nikolaj Hess genopliver denne genre med sin nyeste udgivelse Melody – skrevet til violinisten Cæcilie Balling og indspillet med Danmarks Underholdningsorkester, komponisten selv og hans faste jazztrio.

De to forskellige genrer udvander tit hinanden, for hvor jazz/pop/rock ofte kræver et tight beat, gør kompositionsmusikken det netop ikke – en for mekanisk rytme kan ødelægge det hele her. Men i »Birds« og »Waves«, der indleder det halv time lange værk, lykkes det faktisk Hess ikke at falde i denne genrefælde. Trommesættet bruges som percussion eller stille baggrund med whiskers og Ballings violinstemme står stærkt og mere klar af kontrasterne. Udtrykket er svævende og stemningsskabende, men i de tre satser med betegnelsen Melody er de musikalske ideer ikke stærke nok i et symfonisk partitur. De rytmiske dele forvirrer mere end de bidrager til helheden, og det bliver for rodet og mister retning, hvor Hess lader alle musikere improvisere frit. Cæcilie Balling fanger dog noget intenst med sin violintone, særligt i den lange cadenza.

I den afsluttende »Choral« opstår der pludselig en helt anden kvalitet. Hess har gennemkomponeret en lille koralmelodi, som både er enkel men også kompleks i stemmeføringerne. I smuk, nyromantisk stil bruger han både orkestret og soloviolinen, så rørende og sårbare musikalske øjeblikke opstår. Mere af det en anden gang! Det er godt at eksperimentere og bryde genrerne op – det har vi brug for i øjeblikket. Så indspilningen bydes velkommen, om end det er en svær størrelse.

Playlist

23.01.2024

Mit navn er Camilla Dayyani – vil du se min playliste?

»Musik er for mig at være i kontakt med noget større. Jeg er ikke religiøs, men med musikken kommer jeg i kontakt med noget spirituelt eller åndeligt, både som musiker og lytter. Samtidig kan musikken skabe unikke møder mellem mennesker. Det nonverbale er en perfekt ramme for kulturmøder, fordi vi med det samme connecter med noget større og vigtigere, som alle mennesker på jorden forstår.«

Sanger og komponist Camilla Dayyani er vokset op i Danmark med sine søskende, sin danske mor og iranske far. Hendes vej ind i musikken er gået via skolekor, violin timer på musikskolen og soulbands m.m. i gymnasietiden. Senere forelskede hun sig pladask i Billie Holiday og de store klassiske jazzsangerinder. Herfra var det jazzens tonesprog, der optog hende i årene på musikkonservatoriet og de første år af hendes karriere. Det udgangspunkt kan man høre på hendes tidligere udgivelser: Silver and Gold (2005), Anadyomene (2007), Come My Way (2009) og Rummet Fyldt (2013).

På det aktuelle album Mine Miniaturer sætter Camilla Dayyani både danske og persiske digtere stævne på tværs af århundreder og store geografiske afstande og samler på den måde både sine kulturelle og musikalske rødder i sine kompositioner. Albummet er tænkt som et samlet værk for ensemblet, som består af strygekvartet, jazzkvartet og to persiske musikere. Hun synger og reciterer på dansk, persisk og engelsk.

Hun har før kredset omkring musikken i lyrikken, og bl.a. skrevet musik til og indspillet digte af Pia Tafdrup, Dan Turéll, Johannes Jensen og Piet Hein. Nysgerrigheden har ført Camilla Dayyani rundt i genrerne. Hun har sunget moderne klassiske værker af Morten Olsen med Athelas Ensemblet, indspillet moderne jazz med sine egne kvartetter, sunget børnemusik på YouTube-succesen Sangskattekisten, sunget iransk popmusik fra 70’erne og meget andet.

Playlist

18.01.2024

My name is Charlotte Rowan – would you like to see my playlist?

The English choir conductor Charlotte Rowan took over the position as conductor of the Danish Girls' Choir in August 2023 and is the eighth conductor in the choir's history. She grew up as a chorister at Liverpool Metropolitan Cathedral, where she later became an Organ Scholar, at the same time as she studied singing and conducting at the Junior Royal Northern College of Music in Manchester.

At the age of 19, Charlotte Rowan began studying music at University of Cambridge, where she continued her education as a singer and conductor of The Chapel Choir of Sidney Sussex College. Since 2018, Charlotte Rowan has lived in Denmark, where she has partly continued her education himself as choir conductor at the Jutland Music Conservatory, partly as conductor of Herning Church's Boys' Choir for three years before she became conductor of the DR Girls' Choir.

Playlist

21.12.2023

My name is Teitur – would you like to see my playlist?

Teitur (Tie-tor), left his homeland, the remote, beautiful, wild and weather beaten Faroe Islands in the far North Atlantic as a teenager. He was convinced that if he wanted to follow his dream of making his own music he had to go somewhere with the access to the technology and musical professionalism that he felt wasn’t available at home. His debut album in 2003 was called Poetry & Aeroplanes. He collaborated with German singer Judith Holofernes, the Holland Baroque orchestra and recently recorded the album Songs from a Social Distance with Aarhus Jazz Orchestra. After travelling the world Teitur is again based in the Faroes. In 2023 he was among the 13 artists nominated for the Nordic Council Music Prize.

Kortkritik

16.12.2023

Orgel, ynde og bad ass-minimalisme

Organ Sound Art Festival: Hampus Lindwall, Matt Choboter, Ying-Hsueh Chen, Simon Mariegaard, Paulina Rewucka & Neža Kokalj, Ellen Arkbro, Hanne Lippard

Koncertkirken, 15. dec. (Organ Sound Art Festival 14.-17. dec.)

Rasmus Steffensen

Det er muligt, at julen er hjerternes fest, men det er bestemt også orglets. Mange støder i løbet af december på kirkeorglets mægtige klang i forbindelse med julens mange kirkekoncerter, men i Koncertkirken på Nørrebro er december blevet en helt særlig slags fest med orglet som hovedperson og med et efter fremmødet at dømme til andendagen af Organ Sound Art Festival ganske dedikeret publikum, fascineret af orglets klang, struktur og mangfoldige muligheder.

Aftenen åbnes af den svenske organist og komponist Hampus Lindwall, der også runder aftenens program af i et trioformat med organist Ellen Arkbro og vokalist Hanne Lippard. Solosættet indledes af værket Unmounted / Muted Noun af amerikanske Phill Niblock, som Lindwall præsenterer som en bad ass-minimalist. En form for bad ass-minimalisme, der egner sig godt til orglets rige væld af klange og overtoner, og med langstrakte droner får Niblocks værk da også hele kirken til at knirke og knage, mens Lindwalls eget Music for Organ & Electronics byder på et kvadrofonisk set-up, hvor publikum opfordres til at sætte sig i midten af kirken for at lade sig omslutte af både orglets klang og de elektroniske toner.

I det hele taget er det en aften, hvor publikum opfordres til at flytte sig meget efter, hvad det enkelte værk kræver. I det efterfølgende bestillingsværk, And Then There Were The Sounds of Birds, af den herboende canadiske komponist Matt Choboter, må publikum trække helt ud til siderne for at give plads til to ekspressive dansere, der sammen med to orgler, et præpareret flygel, percussion og elektroniske collager skaber et både melankolsk, legende og meget fysisk rum, der kredser om fugles stemmer og bevægelser. Orglet indtager her en mere tilbageholdende rolle, men værket synes samtidig at indkredse et paradoks ved netop orglet som et instrument, der med sin klang stræber mod det sfæriske, men som samtidig er ladet med en tyngde, som også kommer til udtryk i danserne, der snart nærmest svæver, snart falder klodsede til jorden, samtidig med at de indgår i symbioser med de instrumenter, der er fordelt ud i hele rummet.

At udforske orglet er således også at udforske rum for musikken, både for komponist, performer og publikum, og på sin vis bliver det næsten en del af aftenens oplevelse, at vi, mens vi drikker ud og snakker om aftenens koncerter, er vidner til det franske ensemble Pancrace, der omdanner hele salen til en sand orgelbyggeplads for at gøre klar til deres koncert den efterfølgende dag. Nysgerrigheden bliver i hvert fald vakt på mere.