kortkritiklive

Børnene er alright

Ligeti Quartet: »Workshopkoncert«

Ligeti Quartet. © Louise Mason

Sune Anderberg. © Alexander Banck-Petersen

Jeg ved det godt. Workshopkoncert på kongekons: snork! Og nej, ikke mange andre end Bent Sørensen var mødt op. Det må folk også selv om. Men jo, I gik glip. I særdeleshed af unge Albert Laubel, der gjorde det, man håber, nogen gør, når man går til den slags koncerter: pludselig markerer sig, lover noget for fremtiden.

Det var engelske Ligeti Quartet, der for syvende gang var forbi DKDM for at arbejde med de studerende. Og det gjorde de med indlevelse og præcision. (Det kunne nogen godt give dem en pris for en dag, fx nogen, der ligger inde med en formue, de helt tydeligt ikke ved, hvad de skal bruge på.)

Lucas Fagerviks Bells & Canons satte hårde modsætninger op mod hinanden, som komponister nu engang gør i stiløvelser: en lys, let ødelagt molakkord over for blid barokpastiche i tiltagende hurtige skift. Siden en sats med brutale/banale glissandi, en anden med drøje strøg og en sidste, hvor strygerne på skift forsøgte at holde en tone i live. Smuk, opbyggelig og Jürg Frey-porøs landing.

Anderledes cirkustrang havde Yifan Shaos ultrakorte Dreams Evaporated Too Soon, der lød som mishandlede klange slæbt hen over et gulv. Ultrateatralsk var slutningen, hvor kvartetten frøs i luften et øjeblik, inden den så kradsede det sidste liv ud af strengene.

»Det kan jeg godt gøre mere krukket,« tænkte Jonas Wiinblad og begyndte sin Strygetrio med bratsch – ikke en kvartet, forstås! – med lydløst spil. Men kliché blev til stille poesi, da små, uskyldige intervaller langsomt voksede frem i strenge mønstre. Da bratschen så endelig fik lov at være med, gik den kontra: virtuos solokadence med buefald, overtoneflimren og temperament. Bum! Flot kontrast. Mindre flot, at værket følte behov for et sidste, unødigt lag af elektronisk forvrængning. Men point for krukkeri.

Tilbage stod Albert Laubels Strygekvartet som koncertens mest helstøbte. Ikke fortænkt, bare en sømløs bevægelse mellem dynamiske yderpunkter. Prægnante triller blev elegant afvæbnet af indskudte knips, glissandi lød som del af en logik i stedet for effekt, og klangen varierede med roligt dramatisk overblik. Substans og modenhed i 2026, jamen altså.

kortkritik

28.06.2023

Future Identity Crisis

Teater I DER: »Hvem er du, når verden går under?«

Institut for X, Aarhus, 26. jun.

Sébastien Doubinsky

Who will we be in the future? It is the rather obscure question the Aarhus-Copenhagen theater group I DER has chosen to pose in their sound-only play presented at the Institut for X in Aarhus. The set is minimal, each spectator/listener sitting alone in a cubicle, surrounded, yet isolated, from the others. Earphones are distributed to each of us, and we are sitting, facing the wall or another spectator. The story unfolds, supported by atmospheric music: Synthesizers, Rhodes-piano, computer sounds. Three characters – hence, voices – reach our ears: the »producer« of the sound »document«, a woman without a name or an identity, an A.I. which feeds on the information transmitted by the female character as she discovers the successive Earths, each reborn after a disaster.

The story is straightforward science-fiction, with an existential twist: can an A.I. become »someone« using another's experience and memories? Can man and machine live together in the future, without one replacing the other? Although slightly limited by its format – the sound effects are quite basic, and maybe more experimental effects could have enhanced the story even more – the experience is pleasant and mind-teasing, reformulating the classic Descartes sentence, »I think, therefore I am« into »I think, therefore I could be.«

kortkritik

22.06.2023

Metalguitar vs. strygekvartet: 3-0

David T. Little: Black Lodge

Cantaloupe Music, 2. jun.

Henrik Friis

Renskuret »nu metal« med pæne, halvtunge guitar-riffs møder spinkle strygere på albumversionen af operaen Black Lodge. Det er den amerikanske grænsegænger-komponist David T. Little, der har skabt den sære fusion. Han har fundet fællesnævneren mellem hård rock og melodisk, klassisk musik – og det er åbenbart storladen, lidt skinger sang med kraftige vibrationer og mod på at gå efter de mest teatralske, højtidelige øjeblikke hele tiden. Det er en horroropera med hilsener til William S. Burroughs opklippede tekster og David Lynchs uhyggelige univers fra Twin Peaks – the black lodge – hvor de døde opholder sig i en slags forgård til helvede.

Helt konkret sidder glamrock-sangeren Timur i den sorte hytte og synger sin desperation ud som operaens eneste medvirkende. I selskab med glitterbandet The Dime Museum og strygekvartetten Isaura. En time tager det, før albummet kulminerer i monstrøs falsetsang og alle former for heavyrock-klicheer i lydbilleder, hvor de medvirkende strygere og deres små klangfigurer taber stort til guitarens hvide støj og stortrommens tunge bund.

Det store problem her er, at musikken ganske enkelt ikke er uhyggelig eller vild. Oprindelig er projektet både en mørktonet film og en opsætning på Opera Philadelphias festival O22, og måske kunne værket faktisk noget med sin visuelle side. For sig er musikken ret uinteressant, og man tager sig selv i at overveje, om man har misforstået det hele? Er det egentlig en rock/opera-parodi? I det tilfælde er det måske meget sjovt.

playliste

21.06.2023

Mit navn er Line Tjørnhøj – vil du se min playliste?

Komponist Line Tjørnhøj bygger sin musik op ud fra tanken om, at den menneskelige stemme er et af de mest basale elementer i vores lydunivers – den har en umiddelbar adgang til ører og følelser. Når hun skaber musikalske fortællinger, fokuserer hun på at udforske de beroligende kvaliteter og jamrende skønheder ved instrumenter, stemmer, industrielle betonlyde samt de intime lyde, der er relateret til vores daglige menneskelige aktivitet. Tjørnhøj er kendt for at beskæftige sig med universelle temaer og tidløse problemer gennem nutidige scenerier – og især for sit mod til at tage fat på menneskelig grusomhed og magtmisbrug.

kortkritik

19.06.2023

Statiske vibrationer

Irma Hünerfauth: »Speaking Boxes«

Simian, 19. maj – 9. jul.

Sune Anderberg

Om det er ironisk eller passende, at Irma Hünerfauths mekaniske skrotmaskiner fra 70’erne og 80’erne, som lige nu udstilles på Simian, ikke længere virker, må være en smagssag.

Tyskerens Sprechende Kästen er en satirisk legesyg og spiddende kritik af det accelererende varesamfund, skabt af overflodens egne affaldsprodukter: sammenloddede computerkort, tøjknapper, metalspiraler. I én kasse bræger et får fanget under jorden, i en anden flyver en eroderende sommerfugl af metal hen over en nedbrudt pistol.

Oprindeligt skulle publikum få de ekspressionistiske tableauer til at bevæge sig. »Helft mit!« stod der dengang på udstillingerne. I dag står der, at kunsten ikke må berøres. Så nu står Hünerfauths åbenbart sarte Vibrationsobjekte stille som et unheimlich og melankolsk gravmæle over en socialt indigneret samfundskritik.

I stedet sættes de tilhørende lydspor i gang af sensorer, når man nærmer sig dem hver især. Hurtigt myldrer den gamle cykelkælder derfor med lyde, der bekriger hinanden: en diskant kakofoni af cikader, sfærisk klang, pistolskud og kunstnerens utydeligt hvislende messen om krig, forbrug og tabt natur – det hele oven i hinanden.

Men den tynde lyd er lige så nedslidt som mekanikken, og end ikke en stramt minimalistisk opstilling kan redde udstillingen fra at virke uskarp, uengagerende og en smule meningsløs. Hvor kasserne engang lokkede til interaktion og fordybelse, inviterer de i dag til at stryge direkte ud af det lydlige kaos og over i Field’s.

playliste

17.06.2023

Mit navn er Victor Boy Lindholm – vil du se min playliste?

Digter Victor Boy Lindholms forfatterskab behandler så forskelligt territorium som cykling, hykleri og natur, senest i Isbogen – hvordan isen har formet vores verden og kommer til at forandre alt skrevet sammen med professor i klimaforandringer Sebastian H. Mernild. Hans playliste har tilsvarende spændvidde. Fra bluegrass-fornyeren Billy Strings til Guldimund og Soleima, der begge synger drømmende om de ting, der er tættest på. Victor Boy Lindholm læser op til Deer Bodega-koncerten 20. juni i Byhaven i København sammen med blandt andre G.HO and Emma Lincoln fra DJ-kollektivet Future Female Sound.