kortkritikrelease
27.03.2025

Celloen inden for komfortzonen

Josefine Opsahl: »Cytropia«
© Lis Kasper Bang
© Lis Kasper Bang

Der er tolv skæringer på Josefine Opsahls album Cytropia, hver af en rocksangs varighed. Bemærkelsesværdigt nok er der en lige linje fra den første til den sidste – både klangligt, rytmisk, melodisk, i stemningen og i spillet. Ørene omfavnes af en let melankoli skabt af små cellofigurer i lange sekvenser med en langsommelig cellomelodi ovenpå. En del i mol, andet mere åbent. 

Hun får ret meget ros for tiden for sine mange projekter – en opera og en ballet – ved siden af produktionen som cellokomponist, og det må næsten være på grund af den meget tilgængelige, helstøbte, drømmende sound, hun er garant for. Jeg må indrømme, at jeg er blevet lidt skeptisk hen ad vejen. Både for hende som musiker og som komponist vil jeg ønske, at hun udfordrede sig selv med nye tilgange og nye visioner for, hvilke historier hendes musik skal fortælle. På Cytropia nærmer vi os en konstant tilstand af ensartet lyd, der får tankerne hen på new age-komponisternes bevidste inerti. 

Der er ret smukke tilstande undervejs. Nummeret »Cyborg« er glasklart i sin overflade. Et nummer som »Leave« minder i sin mekanik om amerikansk minimalisme, som Philip Glass kan skrive den. Men igen savner man forskydninger og rytmiske tilføjelser, der kan udfordre det statiske lydbillede. De sidste 100 års eksperimenter har udvidet kampzonen for cellospillet. Opsahl bruger nogle af de erfaringer til at skabe sine egne små mekaniske akkompagnementer til sig selv. Alligevel virker setup’et med en sequencer og en cello begrænsende for, at Opsahl kan nærme sig klange og ideer, hvor melankoliens alvor kan mærkes.

kortkritik
25.10.2020

Musikformidling med fikse idéer

DR2: »Her er dit hit«
Carsten Holm og L.O.C. © Thomas Behrndtz/DR
Carsten Holm og L.O.C. © Thomas Behrndtz/DR

Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).

Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.

L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.

Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.