kortkritik
17.03.2023

Dansende epifani

»Immortal Summit«
© Märta Thisner
© Märta Thisner

Omtrent halvvejs i livet synes man måske nok, man har set det hele, men heldigvis tager man fejl. Tag nu bare det blomstrende københavnske miljø for moderne dans, som jeg har brugt et halvt liv på at overse. Det står klar til at gribe dig med sammenviklede kroppe og nye kompositioner, begge dele med akut antiblasert virkning.

Som nu for eksempel Immortal Summit i aftes, en denimbetrukket duoperformance med flosset musik af Holger Hartvig for forvrænget guitar, dunkende bas og dinglende saxofon.

Her fremmanede to stolte kroppe – BamBam Frost og Lydia Östberg Diakité – en paradoksal mandehørm af arrogant afsky og muskelpositurer, mens de gik i cirkler og kastede med sækkestole. Friskt prikkede Hartvig hul på attituden med en udstrakt rundgang af rockvræl, der langsomt blev centrifugeret til ukendelighed: punkteret testosteron.

Efterhånden indfandt sig i stedet en intimitet. Kroppene viklede sig gulvnært ind i hinanden, og afstumpet guitarstøj blev til famlende ro med nøgen, let ustemt bas i centrum og svag cikadeimitation i baggrunden. Til lyden af drømmende syntharpeggio og en saxofon så fri som et vindspil forvandlede hanekamp sig til akrobatisk tillid og fælles ømhed. Saligt!

Samme opløftende brainstorm mellem musikalsk og koreografisk tænkning har jeg de sidste måneder også set i andre danseprojekter som MYKA’s Regnbuen med absurdistisk MIDI-lyd af Christian Vogel og Antoinette Helbings The Mirror Project med suggererende elektronik af Mads Emil Nielsen.

Danseverden, jeg ser og hører dig nu!

© PR

»Musik er min daglige næring, som hjælper mig med at blive et bedre menneske. Det er en formel af følelser, fuld af energi, der giver mig modet til altid at bevare håbet.«

Nilza Costa er en brasiliansk sangerinde og sangskriver fra Salvador de Bahia, som nu bor i Ferrara i Italien. Hendes nye album Cantigas – udgivet i februar 2026 på Brutture Moderne Records – er inspireret af og dedikeret til cantigas, eller orin: de hellige sange, der er overleveret gennem afrikanske sprog, på albummet yoruba, kimbundu og også brasiliansk portugisisk.

Nilza Costas stemme har i mange år givet liv til et folks revolution – en revolution, der gennem musik og spiritualitet har generobret sin vej mod frigørelse. Hendes sange fortæller historierne om mænd og kvinder, der blev revet bort fra deres hjemland – fortællinger fyldt med både melankoli og håb.

Gennem sin karriere har Nilza samarbejdet med anerkendte kunstnere som Roy Paci, Etnia Supersantos og den senegalesiske musiker Elhadj Demba S. Gueye. Med sit nuværende band har hun optrådt på adskillige internationale scener (Østrig, Tyskland, Kroatien, Ungarn, Bulgarien, Rumænien, Holland, Luxembourg, Polen, Belgien, Slovenien m.fl.) og har desuden spillet på større festivaler rundt om i Italien.

Louise Beck
Louise Beck

Da Louise Beck i 2022 præsenterede sin første opera på Copenhagen Opera Festival, blev publikum bedt om at medbringe skitøj og termodragter. Den Sidste Olie, om koloniseringen af Grønland og rovdrift på naturen, udspillede sig på isen i Østerbro Skøjtehal. Det blev startskuddet til et frugtbart samarbejde om nyskrevne værker, der udvider operaens rammer og rum. Nu går samarbejdet ind i en ny fase: Fra 1. september bliver Louise Beck festivalens nye kunstneriske leder.

»Musik for mig er fred.«

Iris Gold er en dansk sangerinde. Hun er født i London, men opvokset på Christiania. Hun pladedebuterede i 2015 med singlen »Goldmine« og har siden udgivet en række singler. Debutalbummet Planet Cool udkom i 2019. Hun har netop udgivet albummet Sugar on My Lips.

© PR

»Resonans – musik er for mig en uundværlig inspirerende resonans. I musikken falder de store følelser på plads, og de små pibler frem. Min farfar introducerede mig for operaen som barn – så højt, at mit hjerte sprang op i ørerne, og jeg forelskede mig pladask og inderligt i disse storladne og dramatiske kompositioner. Derigennem blev jeg introduceret for de store følelser i verden – i musikken var der plads til dem på en måde, jeg ikke havde oplevet noget andet sted før.«

Astrid Kruse Jensen (f. 1975) er billedkunstner bosiddende i København. Hun har igennem hele sit kunstneriske virke været optaget af fotografiet og dets relation til erindringen. Med sine poetiske forskydninger af virkeligheden udforsker hun grænselandet mellem det tilsyneladende og det skjulte, mellem det virkelige og det imaginære, mellem fortid og nutid.

Hun har udstillet bredt både i Danmark og internationalt, med udstillinger på gallerier og museer – fra solo til gruppeudstillinger i Slovenien, Litauen, Polen, Sverige, Island, Finland, Frankrig, Belgien, Holland, Tyskland, Spanien, Italien, Indien, Kina, Korea, Ghana, Canada, USA og Storbritannien. I Danmark har man kunnet opleve hendes værker på blandt andet Kunstmuseet Brundlund Slot, Esbjerg Kunstmuseum, Heerup Museet, Rønnebæksholm, Brandts, Aros, Kunsten, Skagen Museum, Willumsen Museum, Sorø Kunstmuseum, Odsherred Kunstmuseum og Johannes Larsen Museet. Astrid Kruse Jensen er repræsenteret af Martin Asbæk Gallery i København og Wetterling Gallery i Stockholm & Gøteborg.

kortkritiklive
19.02

Fra Tehran til Husqvarna

Tehran & Saint Abdullah
© PR

Den røde Husqvarna-symaskine stod midt på scenen, fræsende af sted som en utrættelig trommeslager i et endeløst blast beat. »Järnrör«, »Cyanid«, »Tramadol« hvæsede Tehran mellem de hvinende guitarforstærkere og foran videoerne af idyllisk svensk motorvejskunst og billeder af de mange Husqvarna-våben. For bag Husqvarnas uskyldige have- og husholdningsprodukter gemmer der sig en industri af død – et prisme af opvæksten i Jönköbing og en illusion om svensk neutralitet, som den svensk-iranske kunstner Tehran betonede med koncerten Husqvarna The Movie.

Til hvert nummer var der en ny video badet i symaskine, guitar og growl-vokal. Men nummeret »Delam gerefteh« var anderledes afdæmpet, også fordi Tehran lænede sig tilbage på en stol og med en cigaret i munden lod musikken og videoen tale for sig selv.

Aftenens andet navn, canadisk-iranske Saint Abdullah, tilbragte hele koncerten med en tusch i munden, som han indimellem brugte til at notere musikkens gang. Saint Abdullahs koncert var som at se en radiooperatør, der skruer på en skrattende forbindelse – fra fuglefløjt til akustisk guitar, fra nyhedsudsendelser til field recordings var sampleren på midten af bordet et samlingspunkt for fragmenterne af tro, kultur og migration.

Hvor Tehrans koncert var som et indøvet, helende ritual, var Saint Abdullahs som en impulsiv dialog mellem et hav af lydbidder. Begge koncerter kredsede om den iranske arv. Ikke en arv, som vi nødvendigvis skulle kunne forstå, men som en mosaik af modsætninger, der kun kan behandles ét sted – i musikken.