En bilmanual og håndens magi
Ifølge det dramatiske princip kendt som Tjekhovs pistol, bør en pistol aldrig indgå i et skuespils scenografi, hvis ikke den bliver affyret. Jeg kom til at tænke på det under det første værk, som percussionisten Hsiao-Tung Yuan fremførte i Koncertkirken – en uropførelse af Joss Smiths poetiske og sanselige ode til tiden og regnen, the eternal clock has stopped and awaits its moment (2023) – hvor hun i begyndelse sad bag et forhæng. Kun hendes hånd viste sig i glimt for at lokke med små, flygtige melodistumper på marimbaen og forsvinde igen. At sætte fokus på det, der måske i virkeligheden er det primære instrument – hånden – var en fængslende måde at begynde koncerten på. Hvad mon denne hånd skulle bruges til?
Svaret var, at den skulle bruges til utroligt meget i løbet af de fem spændende og afvekslende værker, der udgjorde den fremragende koncert: Hamre forlængerledninger ind i strømudtag, der sitrede og rumlede med en kraft, som styrede de både jordens indre og himmellegemernes bevægelser; styrte over en lilletromme om kap med – eller i protest mod – en metronoms nådesløse taktstok. Særligt betaget var jeg af François Sarhans Home Work (2008-11), hvor Yuan klædt i orange reflekstøj på rablende vis reciterede en bilmanual og trommede på sig selv med sine hænder som verdens mest maniske bilmekaniker. Og af Nina Fukuokas Belgian rare groove & breatbeat (2015), som begyndte med, at Yuan krøllede nodearkene sammen, hældte perler udover marimbaen og strøg dens kanter med en violinbue, inden alting kulminerede i en trommehvirvel af en voldsomhed, der lød som en krigserklæring. BANG!
Et cool kaninhul af fabriksstøj
Teleevangelism
Er man dreven ud i lockdown fever og eksistentielt buldermørke, vil man føle sig hjemme på Scorpionizer, der er fyldt med ensomhed, cravere af menneskelig kontakt, søgen efter frelse og surf på sinusbølger.
Hvem er de, stemmerne på albummet, som taler om kristendom og radioaktivitet i Kina? Det finder vi aldrig ud af. I stykker med titler som »They Came In« og »Static Sun« vokser den underlige følelse af at være lukket inde i et både cool og skørt kaninhul.
Men halleluja, dette album rummer lydguf for podcastfans af okkulte fortællinger om kældermennesker. Det er ganske uhyggeligt, du.
Ind og ud af drømmeland
Fandt mig ikke umiddelbart fanget af de første numres drømmende electronica. Men måske det netop var planen: at lulle mig ind i en form for indifferent tryghed i de elektroniske lyde, for pludselig blev jeg lysvågen og opmærksom, da en klarinets sprøde træklang på tracket »Delicate Memories« gav mig kuldegysninger.
Mønsteret fortsætter det meste af resten af albummet, et gennembehageligt og ufarligt univers af syntetiske lyde, der lejlighedsvis får besøg fra den organiske verden. Højdepunkterne er, foruden føromtalte track, »Fantasia Night«, hvor fuglekvidder spiller en birolle, og »Midnight Angel«, hvor englen med kvindestemmer synger til os.
Og så bliver der skruet op for tempo og intensitet på de sidste tre numre med energi til at skubbe os ud af den drømmetrance, resten af albummet forsøger at sætte os i. Ikke banebrydende, men helt igennem behageligt.
Kom ind i kampen, P2
Et af de ord, jeg lærte i 2020, var dydssignalering. At man udadtil bakker op om en aktivistisk sag, men i praksis fortsætter sit liv som hidtil. Og tak for det ord, 2020, for det beskriver fuldstændig P2’s føljeton om kvindelige komponister, som blev sendt i december.
Landets på papiret mest patriarkalske radiokanal portrætterede navne som Hildegard af Bingen, Else Marie Pade og Louise Alenius. Kvindelige komponister findes, var budskabet. De seks minutter lange montager lød imidlertid, som det ville lyde, hvis Wikipedia stod i spidsen for en folkeopstand.
Ud over en let indigneret intro blev en vigtig kulturpolitisk agenda renset for den mindste smule aktivisme og selvkritik. P2 spiller en nøglerolle i den ulige repræsentation, men tilrettelæggerne greb ikke chancen for at gå mere vovet og konfronterende til værks i serien.
Og effekten udeblev: Mens P2 signalerede fokus på kvindelige komponister, fortsatte kanalen hele december med at spille musik, der i mere end 90 procent af tilfældene var skrevet af mænd.
Men verden er blevet blød
Da verden skrumpede ind, gik kunstnerne ind på deres værelser. I denne samling tekster, grafik og lydkunst om pandemiens kunstneriske, eksistentielle og politiske perspektiver er der fadt føleri a la øget-afstand-binder-os-tættere-sammen.
Måske er det for tidligt at forstå et »nyt nærvær«, som Joalane Cecilie Laurberg Mohapeloa beskriver: »Jeg forsøgte, men mit liv kan ikke være på mit værelse, det er for stort. Vi har brug for hinanden på en anden måde nu.«
Men Giuseppe Pisano går direkte til det pessimistiske stål i essayet »Being an Artist Is Horrible«, og langtidsholdbart er også lydværket Italienske tilstande, hvor poeten Morten Søndergaard telefonerer fra Toscana, så vi fornemmer det kollektive Angsttjernobyls usynlige mælkede lydtåge, mærker Virustonen og Støjsenderen overtage alle frekvenser. Og vi erfarer til sidst, at »den bløde verden kan modelleres til en anden verden«. Præcis.
Usynlige smittedråber lyder ikke af sørgelig elegi i Astrid Sonnes Tread. Hun rapporterer elektronisk, så vi mindes alle de aflyste fester. Fest er denne samling ikke – nærmest sadcore. Men mindst lige så oplysende public service som fællessang hver for sig på DR1.
De mest mystisk dragende strygekvartetter
Siden jeg hørte Dead Wasps in the Jam Jar (iii) ved Gong Tomorrow i 2019, har Iannottas luftigt skrabende strygekvartet ligget og ulmet i min erindring som noget mystisk dragende.
Med de metalliske lyde og den svævende struktur er det som at være fanget på en hjemsøgt asfaltlegeplads en mørk vinteraften. At de her ekstremt detaljerede og nænsomt glitrende støjklange nu findes i en god indspilning med den ellers normalt lidt firkantede Jack Quartet, er tæt på genialt.
Det er længe siden, jeg har været lige så optaget af en strygekvartet. Iannotta er virkelig en af de mest delikat skrivende kammerkomponister i dag, når det gælder blandingen af subtil elektronisk ambiens og støjpotentialet i akustiske instrumenter. Og så er der altså også noget ved hendes uvaklende collageformer, der virker fængende selvsikkert og nutidigt.
Når jeg sidder og hører værkerne på albummet, glemmer jeg næsten, hvad vi overhovedet skal med traditionelle tonehøjder og klangidealer. Skibet er ligesom sejlet, og hvordan er det nu: If you jump, I jump?