kortkritikrelease

En mikrofon i nervesystemet

IKI: »BODY«

Det lyder, som om man har placeret en mikrofon direkte i nervesystemets elektriske impulser. Det nordiske, elektroakustiske vokalensemble IKI udforsker grænserne mellem krop og teknologi på deres femte og selvproducerede album BODY, hvor de fem sangeres kroppe smelter sammen til én stor, organisk rytmeboks.

Numrene skifter form, når kroppen trækker vejret, danser, vågner, løber, vandrer – i bydeform. Den harmonisk unisone rislen i »Float« får modspil af blinkende modemagtige lyde i »Regenerate«. Det hele indrammes af det genkommende tema »Circuit«, der til sidst samler stumperne til et eneste sammenhængende sprogligt udsagn: »Are you gone when your body is not breathing?«

BODY kræver koncentration. IKI hævder, at alle lyde på albummet er skabt med stemmen – et modsvar til det elektrisk manipulerede, som en slags omvendt version af vokallignende synthesizerlyde. Det er et ubegribeligt mysterium, man kan blive ved at lytte efter: Hvordan kan stemmen frembringe den harmonikaagtige lyd på »Breath«, der panoreres helt ud til venstre og langsomt overtager hele lydbilledet? Det kan den naturligvis ikke alene. Selve indspilningen er i sig selv en elektronisk mediering. De teknologiske værktøjer fungerer som et mikroskop for stemmens udtryk. Det er stærkt, fordi det spørger til overgangene mellem menneske og maskine, mellem liv og efterliv. Men præmissen rummer også et paradoks, der ikke helt lader sig opløse.

playliste

12.07

Mit navn er Vakuumpagten – vil du se min playliste?

»Musik for mig er en mærkelig ting. Jeg synes egentlig, at det er lidt underligt, at jeg ikke bliver mere træt af det, end jeg gør, når man tænker på, at det er overalt hele tiden. Men grunden er nok, at musik er en af de mest alsidige ting, der findes – to stykker lyd kan have fuldstændig forskellige stemninger, rytmer (eller ingen rytme) osv., og alligevel have dét tilfælles, at de begge er musik (hvilket så åbenbart er en form for egenskab, som gør dem begge fede af en eller anden grund). Det er imponerende nok.«

Mikkel Pilgaard producerer musik under navnet Vakuumpagten sideløbende med at prøve at finde ud af, hvordan man træner sig op til at dræbe en drone. Han forestiller sig, at han kender forskel på det virkelige og det uvirkelige. Men hvis selv store tænkere er uenige om alt, hvordan skal han så virkelig kunne vide, hvad der er rigtigt og forkert?

playliste

11.07

My name is Jacob Eriksen – would you like to see my playlist?

»For mig er musik en særlig motor for diversitet, identitet, individualitet og fællesskab. Musik har en umiddelbar evne til både at skabe og forstærke trygge rum og at ekspandere og sønderrive grænserne for eksistens.«

Kunstner, kurator, underviser Jacob Eriksen arbejder mellem Struer og Berlin. Han er leder af Sound Art Lab, festivalleder for Struer Tracks, studieleder for 89 Sound Art School og underviser på Sound Studies and Sonic Arts på UdK Berlin.

playliste

05.07

Mit navn er Mark Solborg – vil du se min playliste?

»For mig er musikken lyset, der strømmer ind gennem vores vinduer og rammer menneskers sind. Musikken er fællesskab – noget vi skaber sammen. Musikken er det andet sprog – der kan tales, når alle ord og samtaler er slidt i stykker.«

Mark Solborg er dansk-argentinsk guitarist, komponist og improvisator med uddannelse fra bl.a. Rytmisk Musikkonservatorium og New School University i New York. Han har udgivet 28 albums med egne værker og samarbejdet med profiler som Evan Parker, Susana Santos Silva og Herb Robertson – ofte på det kunstnerdrevne label ILK, som han er medstifter af. Hans musik er opført i 23 lande og involverer musikere fra 15 nationer. Projekter som TUNGEMÅL og BABEL undersøger elguitarens rolle i akustiske rum, og hans virke omfatter også samarbejder med teater, film og billedkunst. Solborg er Reumert-belønnet, præmieret af Statens Kunstfond og blev i 2024 nomineret til en Danish Music Award som Årets Komponist. Han er aktuel med albummet Confluencia.

playliste

03.07

Mit navn er Halym Kim – vil du se min playliste?

»Musik er for mig som en surdej. Hvis du ikke fodrer den rigtigt, dør den. Hvis du fodrer den korrekt, kan mange mennesker få glæde af den.«

Halym Kim er trommeslager, komponist og projektkoordinator med base i København. Hans musik er primært forankret i fri improvisation og eksperimentel musik, men han optræder også som traditionel koreansk percussionist. Han har en kandidatgrad og et avanceret postgraduate-diplom i musikudøvelse fra RMC i København. Sammen med Nana Pi organiserer han Impro Camp, en musiklejr for fri og struktureret improviseret musik, som finder sted hvert år i Fredericia.

kortkritiklive

03.07

Komposition for stenvægge

Bjarke Mogensen – koncert i udstillingen »Psychosphere«

Cisternerne, 2.07

Louise Steiwer

Kontrasten er mærkbar, når man på årets varmeste dag træder fra Søndermarkens grønne plæner ned under jorden i Cisternerne, Københavns gamle vandreservoir. Luftfugtigheden er høj, lyset sparsomt og fra hvælvinger i loftet hænger stalakitter og kaster skygger i vandpytterne på gulvet. Og så er der lyden: I de tomme søjlesale kan rumklangen vare op til 17 sekunder. Selv den mindste skraben runger hernede.

Siden 2016 har Cisternerne fungeret som udstillingsrum, og i år har Jakob Kudsk Steensen omdannet salene til et undervandslandskab af videoprojektioner, skulpturelle objekter og et soundscape skabt af Lugh O’Neill med Bjarke Mogensen på accordion. Mogensen, som giver koncert denne aften, har en alsidig smag. Måske lidt for alsidig, tænker jeg, da jeg læser programmet for aftenens koncert, der spænder fra Bach til bornholmske folkemelodier. Det skal vise sig at hænge bedre sammen, end man skulle tro. Det er kompositioner, der ligesom trækker i tiden, hvor lange toner – forstærket og forlænget af rumklangen – lægger sig som en murrende bund for helt korte, perlende anslag, som marmorkugler, der rikochetterer fra en stenvæg.

En tindrende smuk, sorgfuld komposition af Nick Martin er inspireret af Michelangelos Pieta – marmor igen – afløses af Frederiksberg-komponisten Martin Lohses meditation over ekko mellem bornholmske klipper. Et andet stykke rejser sig spinkelt og sakralt som høje hvælvinge, mens Mogensens egen Passage knitrer, smælder og knaser som sten, der bliver brudt. Det er Mogensens accordion i konstant dialog med rummet; han kalder og de mørke søjlegange svarer tilbage – eller er det omvendt?

Publikum sidder som forstenet, sunket helt ind i lyden, når Mogensen virtuost får sit instrument til at lyde som alt fra et hastigt åndedræt til et tordenskrald. Da vi kommer op igen, ligger skyerne tungt over Søndermarken, og varmen er væk. Parken er som forandret. Kontrasten er til at føle på.