Midori Takada. © Mental Groove Records
essay

New age til en new age

Essaykonkurrence | Japansk new age og ambientmusik fra 1980’erne har de seneste år oplevet en renæssance. Det skyldes både en musikalsk udvikling, nye teknologiske muligheder og et behov i tiden.

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Året er 2020. Hitlisterne domineres som vanligt af pop, hiphop og grime. Den vestlige populærmusik er beviseligt dyster for tiden, og med god grund. I det herrens år 2020 hjemsøges i særdeleshed ungdommen af to tyve, der truer med at stjæle selve vores livsglæde.

Den første er det senkapitalistiske verdenssamfund, der med sine for længst stagnerede lønninger, for evigt stigende priser og forøgede prekære arbejdsforhold ser ud til at give millennials og generation Z’ere markant dårligere leveforhold end dem, deres forgængere til stadighed nyder godt af.

Hvordan endte en flok unge japanske lydnørders kunstneriske projekter fra 1980’erne med at gå fra relativ ubemærkethed til millioner af visninger på Youtube?

Den anden er klimakrisen og den dertil hørende globale nedsmeltning – både politisk og bogstaveligt talt – som truer med at gøre selve planeten lidet beboelig i fremtiden, medmindre verdenseliten snart trækker hårdt i nødbremsen. For ikke at tale om den globale coronaviruspandemi, der i skrivende stund verden over sender folk, undertegnede inklusive, i skjul, hvis da ikke i decideret karantæne.

Hitmagere, -musikere og -lyttere har mange legitime grunde til at føle sig ængstelige i disse tider, og deres musik afspejler i tiltagende grad dette. Men langt fra de glamourøse top-ti-placeringer, platinplader og Grammy-priser er der de seneste år sket en anden, langt mere beskeden, mere stille og rolig, men ikke desto mindre interessant, udvikling: På internettet især lader japansk ambient og new age fra 80’erne til at have gjort et overraskende comeback – med alt, hvad der hører til af genudgivelser og internationale koncerter. Men hvorfor er lige netop denne scene blevet genstand for world wide webs opmærksomhed? Og hvorfor lige netop nu?

Forsinkede hits

Tirsdag den 4. april 2017 gav den japanske percussionist Midori Takada koncert på nu hedengangne Jazzhouse i København. Årsagen til denne udsolgte koncert, der var en del af en større europæisk turné, var genudgivelsen af den på daværende tidspunkt 65-årige musikers album Through the Looking Glass på det schweiziske label We Release Whatever the Fuck We Want (WRWTFWW). Albummet havde haft sin debut i Japan i 1983, men var aldrig rigtig nået ud til et verdensomspændende publikum – i hvert fald indtil nu. Uden Takadas vidende var hendes musik nemlig blevet uploadet på Youtube, hvor det var blevet lidt af en onlinesensation med over to millioner visninger – ikke dårligt for et 34-årigt nichealbum. Den virale succeshistorie gik øjensynligt ikke det schweiziske labels næse forbi, hvilket førte til førnævnte genudgivelse og turné.

Omtrent samme historie gør sig gældende for Hiroshi Yoshimura og hans debutalbum Wave Notation 1: Music for Nine Post Cards fra 1982 (over 750.000 visninger på Youtube) samt hans senere album Green fra 1986 (over 2,5 millioner visninger), der begge er blevet genudgivet henholdsvis af de to amerikanske labels Empire of Signs i 2017 og Light in the Attic i 2020. Og igen cirka samme historie med Satoshi Ashikawas Wave Notation 2: Still Way (over 500.000 visninger), også fra 1982, der blev genudgivet af WRWTFWW i 2019.

Desværre kan ingen af disse to herrer forventes at tage på turné lige foreløbig, da førstnævnte døde i 2003 og sidstnævnte i 1983. WRWTFWW genudgav i november sidste år også den heldigvis meget levende Yoshio Ojimas to albummer Une Collection des Chaînons I (og II): Music for Spiral fra 1988. På dette tidspunkt turnerede han med sin musikalske våbensøster Satsuki Shibano og den amerikanske duo Visible Cloaks, hvor de spillede deres fælles udgivelse FRKWYS, Vol. 15: Serenitatem – en tour, der blandt andet kom et smut forbi det københavnske spillested Alice.

Videoen med Midori Takadas album »Through the Looking Glass« (1983), der nåede to millioner visninger, er taget ned, men en ny version er uploadet. © Midori Takada/WRWTFWW

Den amerikanske musiker Spencer Doran – den ene halvdel af Visible Cloaks, medstifter af tidligere nævnte label Empire of Signs, veritabel japansk-80’er-ambient-feinschmecker og ophavsmand til flere mixtapes med netop dette tema – har sammen med Light in the Attic sammensat et monumentalt opsamlingsværk på tre vinylplader med den mundrette titel Kankyō Ongaku: Japanese Ambient, Environmental & New Age Music 1980–1990, der blev udgivet i 2019.

Begrebet »kankyō ongaku« betyder, løst oversat, miljø- eller omgivelsesmusik – environmental music – og refererer til, hvad vi på vores breddegrader kender som ambientmusik, men også, som titlen antyder, mere new age-inspirerede kompositioner. Opsamlingen favner derved bredere end blot ren ambient og fungerer som en fantastisk introduktion til disse genrer og denne periode.

Eksempler på den fornyede interesse for denne type musik fra netop denne tid og netop dette sted er der altså nok af, og der er udsigt til endnu flere i fremtiden. Men årsagen til musikkens virale popularitet er stadig uforklaret. Hvordan endte en flok unge japanske lydnørders kunstneriske projekter fra 1980’erne med at gå fra relativ ubemærkethed til millioner af visninger på Youtube, genudgivelser og koncerter verden over?

Længsel efter en aldrig oplevet tid

Fascination af og begejstring for japansk kultur, musik inklusive, har blandt vesterlændinge længe floreret i stor stil på nettet, blandt andet på interessefora såsom Reddit, 4chan og andre steder, hvor nørder af alle slags hænger ud, deler viden og kommer op at skændes om selv de mindste detaljer.

Det er sådanne virtuelle mødesteder, musikgenren vaporwave, der havde sin storhedstid i 2010’erne, i høj grad skylder sin eksistens. Vaporwave – ikke bare musikken, men selve æstetikken omkring den – sampler med arme og ben fra vestlig 80’er-kultur: elevator- og indkøbscentermuzak, kitschede synths, trommer med masser af rumklang, popmusik med højt hår og endnu højere ambitioner, fri markedsøkonomi, massekonsumerisme og meget mere. Også den daværende japanske kultur bliver flittigt lånt: Alt fra skrifttegn og anime til cyberpunk og citypop bliver inkorporeret i genrens sammensurium af referencer.

Populære hits fra hin svundne tid samples med maksimal nostalgifaktor til følge, og disse småbidder manipuleres, ved at vaporwave-produceren skruer ned for hastigheden og op for effekterne – i særdeleshed rumklang og ekko – og derved skaber en form for opiat-drømmeagtig musik, der henleder tankerne til en fiktionaliseret 80’er-verden, der – i hvert fald for dem, der i virkeligheden er for unge til at kunne have oplevet årtiet på egen krop og sind – virker ukompliceret og uendeligt at foretrække frem for den besværlige og ofte uhyggelige tid, vi i skrivende stund befinder os i.

Vi lever i en post-vaporwave-tid, og modreaktionen er en bevægelse mod noget andet, noget mere ‘ægte’ og autentisk

Ret skal være ret: Vaporwave serveres ofte med en ironisk distance så tyk, at man kan skære i den, næsten som om både musikeren og lytteren er 100 procent indforståede med, at denne verden blot er en romantisk drøm, at selv folk i 80’erne havde deres at kæmpe med, men også at vi nogle gange har brug for disse drømme til at koble af og afbøde virkelighedens ubarmhjertighed.

Og denne uholdbare romance måtte da også have sin ende. I takt med at vaporwave er blevet kvast under sin egen vægt af et væld af uinspirerede udgivelser, har fansene måske indset, at den halvironiske begejstring for shoppingcentre, hyperkapitalisme og hjertesorg i neonlysets skær ikke længere har den samme charme over sig, og er derfor begyndt at føle et behov for forandring. Vi lever i en post-vaporwave-tid, og modreaktionen er en bevægelse mod noget andet, noget mere ‘ægte’ og autentisk, en anerkendelse af det faktum, at den virkelige verden måske ikke altid er lige sjov, men at eskapisme heller ikke altid er svaret på ens problemer.

Og det er i dette (selv)erkendelsens øjeblik, at ambientmusik fra 1980’ernes Japan langt om længe finder sit publikum. Musikken er anderledes: Mens vaporwave er blåt, tungt og sløvt som de drømme, man har, lige inden man vågner, så er denne form for ambientmusik ofte grøn, lys, opløftende og rolig – men den verden, den kommer fra, er umiddelbart letgenkendelig. Det er 80’er, det er japansk, det er instrumentalt, det er nostalgisk, det er drømmende, det er kitsch på den helt rigtige måde, og så har det rigtig mange forbindelser til samtidens kapitalistiske model – mange af musikerne komponerede musikstykker direkte til kommercielle formål, for eksempel reklamer og baggrundsmusik til museer, butikker og andre privatejede institutioner.

Men vigtigst af alt, så lader musikken til at have en positiv effekt på sine lyttere.

Terapeutisk musik

Det er selvfølgelig ikke kun tidligere vaporwave-nørder, der nu lytter til japansk ambientmusik, for mens lighederne er mange, så er behovet for musik, der har en opbyggelig virkning, noget, vi nok alle sammen føler fra tid til anden. Afslappende musik er en stor ting på Youtube – hvem er for eksempel ikke stødt på kanalen ChilledCows efterhånden allestedsnærværende konstante liveudsendelse »Lofi Hip Hop Radio – beats to relax/study to« med den ikoniske anime-inspirerede, høretelefonbeklædte, evigt studerende pige som eneste billedside?

Klikker man ind på diverse videoer med uploads af japansk 80’er-ambient, vil man blandt de sædvanlige, i bedste fald intetsigende, kommentarer støde på andre, mere personlige tilkendegivelser. »This feels like a safe place,« skrev en bruger for tre år siden under en af disse videoer, »this music makes me hurt less,« skrev en anden sidste år. »Only thing keeping me sane these days is my Japanese Ambient playlist«, »been pretty depressed lately, but idk, maybe things will be ok« og »my second Christmas Eve without the scourge of heroin. I come here to find solace that may lead me to many more. <3«. Undertegnede essayskribent har også selv, under en særligt stresset måneds tid, overvundet søvnløsheden med især Satoshi Ashikawas Wave Notation 2: Still Way spillende fra telefonen på natbordet.

Satoshi Ashikawas »Wave Notation 2: Still Way« er et af mange bud på en ambientmusik, der kan afhjælpe stress. © Satoshi Ashikawa/Crescent

Lektor i Media Studies og Japan Studies ved Massachusetts Institute of Technology (MIT) Paul Roquet beskriver i sin bog Ambient Media: Japanese Atmospheres of Self fra 2016 den særegne egenskab, ambientmusik besidder, gennem en reference til Brian Enos famøse ambientklassiker Ambient 1: Music for Airports (1978):

»Musikken foregiver ikke at have fjernet nogen af de faktiske risici ved at flyve, men er ikke desto mindre betryggende, fordi den lige præcis både anerkender denne frygt og retter den mod en mere upersonlig og afbalanceret sensorisk horisont. Ambientmusik skaber en ambivalent ro, som både er et udtryk for en ustabil tid og en måde at håndtere den på.«

Med andre ord, så arbejder ambientmusik ikke imod din frygt og dine usikkerheder, men derimod med dem. Det fordrer en accept af – men ikke nødvendigvis overgivelse til – tingenes tilstand og giver dig, forhåbentlig, mentalt overskud til at konfrontere de indre og ydre dæmoner og, hvis du da ikke kan besejre dem, i det mindste muligheden for at bevæge dig uden om dem. Er man ikke i stand til at slukke branden i Roms gader, så kan man i det mindste spille på sin lyre i mellemtiden.

Ambient giver lytteren den slags pusterum, der ofte kan være en mangelvare i disse tider, og mens dette gælder for al slags ambientmusik, uanset alder og oprindelsessted, så er der i forbindelse med den japanske 80’er-ambient visse ekstramusikalske faktorer, der gør den særdeles effektiv til sådanne formål.

Dels repræsenterer oprindelseslandet, Japan, for mange – og i særdeleshed den slags nørdede internetbrugere, der lytter til hele album på Youtube – et spændende, men også forholdsvis tilgængeligt miks af velkendt og ‘eksotisk’ kultur. Dels kan oprindelsestiden, 80’erne – i hvert fald i yngre menneskers ikke-levede erfaringer – virke som en tid, hvor verden endnu ikke definitivt var gået helt under. De gammeldags lydende synths, de til tider identificerbare japanske kompositioner og den sammenblanding af det naturlige og det teknologiske – som i dokumentarer og rejsebøger ofte fremhæves som noget særligt japansk – skaber tilsammen en lydverden, der kan virke yderst tillokkende for dem, der drømmer om et andet sted.

God musik finder altid en vej

I et interview med den såkaldte audio journal Aquarium Drunkard, lavet i forbindelse med udgivelsen af Kankyō Ongaku, giver Spencer Doran udtryk for, at han ikke ser denne musiks små tre årtiers forsinkede indtræden på den internationale scene som meget andet end et spørgsmål om, at teknologien langt om længe har givet disse ellers forholdsvis glemte kunstnere langt mere rampelys, end de nogensinde før har nydt. At publikum skam hele tiden har været der, og at det i virkeligheden måske mere blot var et spørgsmål om tid, sted og held. Et klassisk eksempel på tesen om, at den gode musik altid vil finde sin lytter.

Og mens det er givet, at der er andre faktorer på spil end blot musikkens kvaliteter – af hvilke der kun har været spalteplads til at udforske få i dette skriv – så er idealet om, at den gode musik til sidst uvægerligt vil triumfere, en smuk, og heller ikke helt usand, tanke.

Ambient giver lytteren den slags pusterum, der ofte kan være en mangelvare i disse tider

Og den japanske 80’er-ambient ér da også umanérligt god musik, og som om det ikke var nok, så er det tillige musik, der kan få dig til at reflektere over dig selv og din plads her i verden, tage nye briller på, tænke tanker og føle følelser, du måske ikke har tænkt og følt før, se skønheden i en mosbegroet sten eller en beskidt betonmur.

Som de utallige kommentarer på Youtube – samt undertegnede skribents personlige erfaringer – vidner om, så har mange af disse udgivelser, forskellige, som de er, uanset hvor de falder på new age-til-ambient-spektret, det til fælles, at de formår, lige så stille og roligt som musikken selv, at ændre folks liv, eller i hvert fald deres syn på det. Og i så fald behøves der i virkeligheden ikke andre argumenter for musikkens fornyede eksistensberettigelse.

Obs. Denne artikel er et konkurrencebidrag; teksten er korrekturlæst og layoutet, men ellers kun minimalt redigeret.

Redaktionens kommentar: »Kristoffers essay lægger ud i et hæsblæsende tempo, der vidner om en stor forkærlighed for den musik, teksten handler om. Sætningerne er ganske vist til den lange side – nogle ekstra punktummer ville have gjort godt – og har en forholdsvis abstrakt karakter, men gemmer på fine perspektiver og indsigt i new age-bølgens genkomst. Inddragelsen af brugerkommentarer fra Youtube er velvalgt og formidler fint den måde, musikken bruges på af mange. Om teksten leverer et helt fyldestgørende svar på, hvorfor netop denne genre siger noget særligt om vores samfund i dag, kan måske diskuteres, men den leverer i hvert fald en passioneret introduktion til emnet.«

Fokusartikler