Der er lyd i mine nære ører, der er baggrundslyd, der er underlægningslyd, der er springende lyd, og der er lyd og fravær af lyd alle vegne, og jeg er bare på cykel på vej til arbejde, mens lyde danner usynlige pixels i mit passive morgensind. Min cykel skramler, en løs eger fjedres rytmisk, men alt for løst ind i de andre eger, bilerne støjer, skolebørns lyse, lyse drengekorsstemmer overdøver kun i glimt bussens bassede acceleration, mens trafiklysenes bippen næsten driver mig til vanvid, de ti sekunder det tager at lade dem tone ud i horisonten bag mig. Mit eget åndedræt er rytmisk, og hjertet, åh, hjertets lyd, så stabil og beatet til mit liv. 

Jeg finder høretelefoner, og Lizzo insisterer på at være ret meget lyd mod alle de andre lyde omkring mig, morgentrafikkens verden og lydsporet passer lige pludselig ikke sammen. Det kræver et par sekunders sansejustering, før jeg kan forsvinde, og balancen mellem ørernes verden og øjnenes verden forskydes, så Lizzo nu fylder alting, mens Lersø Parkallé i sin lange, udstrakte stribe af grålig cykelsti synes som det falske sted. Nummeret er »Truth Hurts« (2017), stemmen er umiskendeligt Lizzos rå vokal, og hendes intonation bevæger sig i et bjergkædehakket system af trykstærke og tryksvage stavelser, som jeg ved vil efterlade min hjerne i lykkelige hop hele formiddagen, også længe efter lydens ophør. »I just took a DNA test, turns out I’m a 100% that bitch.«

Og så er den der. Den lille, korte lyd af ingenting

Lige så pissepoweragtigt denne første del af teksten får min trommehinde til at sitre i takt med staccatobølgen, lige så meget længes jeg allerede nu efter dens modpol: pausen. Lizzos stemme bliver dreven og næsten vrængende, når hun i sin optakt til det magiske, men også meget korte ophør i teksten synger: »And that’s the sound of me not calling you back.« Og så er den der. Den lille, korte lyd af ingenting, som får alle synapser i min hjerne til at give lige så meget lykkeligt slip, som den øvrige del af nummeret får mine nerver til at danse. Jeg elsker den pause, som man elsker selve livet. Min hjerne vil have den, igen og igen. Dét ene sekund – jeg tror ikke, at det er længere – er det meget manifeste nummers kerne, men uden tekst, uden lyd, og hvorfor det?! Lizzos budskab og stilheden som virkemiddel er helt vildt bogstavelige, og musikteoretisk set giver det vel ikke specielt mening, at det bedste ved et helt stykke musik skulle være fraværet af både vokal og instrumenter?

Valkyrier og dogmelyd

Det sker alligevel tit. Jeg var engang helt vild med Francis Ford Coppolas legendariske Vietnam-film Apocalypse Now (1979) – det er en film, der larmer virkelig meget. Helikopterstøj, The Doors-soundtrack, en konstant voiceover, Wagners valkyrier og maskingeværer, trommer og bådmotorer. Coppola havde arbejdet så intenst med lyden på alle planer, at det næsten er ironisk, at et af værkets stærkeste lydtræk handler om fravær af lyd. Jagten på den vanvittige oberst Kurtz, spillet af Marlon Brando, er filmens omdrejningspunkt, men han er både visuelt og lydligt fraværende i timevis, inden hans stemme introduceres før kroppen. Det er ikke det samme som en pause, men det er fravær af lyd, der virker sindssygt stærkt.

Amerikanske Lizzos single »Truth Hurts« blev udgivet i 2017, men ramte først hitlisterne i 2019 efter opmærksomhed på TikTok og Netflix. © Nice Life Recording Company/Atlantic Records

Lars von Trier og resten af Dogme 95-gruppen havde allerede i deres kyskhedsløftes regel nr. 2 besluttet, at: »Lyden må aldrig produceres adskilt fra billedet, eller omvendt. (Musik må altså ikke anvendes, medmindre det forekommer på optagestedet.)« Det gav ufrivillige brud i lydsiden, for eksempel er der flere scener i Thomas Vinterbergs Festen (1998) og von Triers Idioterne (1998), der uplanlagt har springende musik, fordi der er klippet i scenen og musikken derved er klippet i stykker, selvom scenen i øvrigt hænger sammen.

Jeg synes, at det lyder spændende, som en cæsur i et digt, men jeg kan også godt lytte hen over det. Alfred Hitchcock arbejdede systematisk med tilbageholdte skrig, der forskød sig til høje lyde i efterfølgende scener, også rimelig raffineret: fugle og motorer, musik og hængsler. Jeg gyser af opstemt forskrækkelse og hører mit hjerte slå. Jeg kan godt høre mit eget hjerte, hvis jeg vil, gennem musik, trafik og cykelskrammel, man kan tune ind på lyd, ligesom man også kan tune ud.

Ikke Rilkes samsansende søster

Måske er det slet ikke stilheden, men bruddet – og sansernes opmærksomhed på pausen, forskydningen, det overraskende break – der får mine ører og hjerne til at fryde sig? Jeg tænker intenst på mellemrum, det kan man også godt. Jeg læser tekster af den unge Rainer Maria Rilke (1875-1926), der for så mange år siden var så fascineret af spejle som mellemrum i verden. Måske er mellemrummet det bedste synonym for lydens pause?

Rilke var også optaget af fonografens evne til at lagre lyd i voks. Han beskriver i 1919 en forbindelse mellem kraniemønstre og de voksaftegninger, fonografen dannede af klassekammeraters stemmer i et fysiklokale, da han var barn, i teksten Ur-Geräusch (Ur-lyd). Senere under anatomiforelæsninger i Paris genkender han mønstrene fra sin barndoms fysikeksperiment på det menneskelige kranie i de samlinger af hjerneskallen, der kaldes suturer. Det er en ret syret kobling, altså at lyden af stemmer er det samme som de ujævne linjer i kraniet, og det falder på en måde ind under fænomenet samsansning. Med et finere ord kaldes det synæstesi, altså at flere sanseområder forbindes eller kobles sammen, for eksempel hører nogle mennesker toner i farver eller forbinder bestemt lyd med en bestemt smag og så videre.

Måske er det slet ikke stilheden, men bruddet, der får mine ører og hjerne til at fryde sig?

Mit hjerte banker. Kobler jeg fraværet af lyd med de ophold, der er mellem mine egne hjerteslag? Kobler jeg øjets blink med Lizzos suveræne pause? Coppolas usynlige skurk eller Hitchcocks tilbageholdte og forskudte skrig med mit åndedræt? Det føles ikke, som om jeg er Rilkes samsansende søster, tværtimod, selvom jeg faktisk gerne ville kunne claime lidt åndeligt slægtskab med den legendariske digter. Jeg oplever ikke en særlig synæstesi ved pausen eller et overraskende turn i musik, jeg oplever bare fryd.

Jeg tænker på futuristerne, der i starten af det 20. århundrede hyldede byens lyde og larm og levende lyde fra de kødelige, arbejdende menneskemasser og fra de metallisk arbejdende maskiner. Væk og skudt ned var romantikkens dybe, stille ro i skoven, mens optagetheden af den urbane modernitet også rummede en langt mere aggressiv lyd, end cykelture gennem Københavns bykvarterer kan kalibrere: lyden af krig. Geværsalver, granatknald og gryende undergang er soundtracket til denne mytologisk koblede nyfortolkning af, hvad lyden af liv og død også er. Tom Kristensen skriver i »Landet Atlantis« (Fribytterdrømme, 1920):

Gaderne gaber, og blæst hujer hvast
og danner sig nøglehuls-fløjter og hviner
dødningeagtigt de benpibe-valse
der danses ved fester i huses ruiner,
mens vinduers smadrede ruder
kranie-ironiske griner.

Larmen af krigsmaskineriet og ødelæggelserne er også lydens evne til at stoppe verden en tid. Men hvem elsker krig i længden? Fredstider er også krigspausetider.

Pausens magt

Mine høretelefoner knitrer sagte ved playlistens udløb. Jeg tænker på måden, samfundet anvender ‘x minutters stilhed’ på for at mindes og ære ofre for krig, terror, naturkatastrofer og så videre. På, hvordan det pulserende samfund indimellem prøver at skyde denne form for ærefulde refleksionsmellemrum ind i larmende liv. Hvordan blev fraværet af lyd lig med at æres og mindes? Jeg læser om det: Det er et stærkt udtryk at tie; både politiske organisationer, konger, demonstranter, nationale ledere og internationale aktører anvender stilhedsgrebet, mest for at illustrere sorg og mindes.

Musikvideoen til Nicki Minajs »Feeling Myself«, som er skrevet sammen med Beyoncé, SZA og Hit-Boy, er kun tilgængelig på det Jay-Z-ejede Tidal. © Young Money Entertainment/Cash Money Records/Republic Records

Mit hjerte banker roligere ned ad Emdrups mere lige veje, nu er der fuglefløjt og blæst i mine ører mellem numrene på min nye playliste, selvom en skoleklokkes ringen ind eller ud – hvem ved – forskrækker mig, så jeg slår et sving med cyklen. Jeg lytter til Nicki Minaj, der sammen med Beyoncé udfordrende synger »Feeling Myself« (The Pinkprint, 2014). I nummerets mest centrale stykke udbryder Beyoncé: »I stop the world; world, stop … Carry on.« Der er et voldsomt udråb, der er bydeform, der er magt, men også megameget rytme. Og så en lille pause, som ikke overraskende vrider dopamin ud af mit baghoved, inden bydeformen roligt genoptages af Beyoncé.

Måske er pauserne mere statement end egentligt ophold? Teksterne hos både Lizzo og Minaj/Beyoncé er sådan set eksplicitte nok, pausen er måske endnu en måde at sætte ekstra trumf bag sine udsagn på? Eksplicit med eksplicit trumf bag. Man ved fra forskning i kropssprog, at gestikulation er knyttet til køn, for eksempel er der faktisk forskning i kvinders brug af at rulle/himle med øjnene (!). Det er både aggressivt og ikkeaggressivt. Det gælder også for pauser og tavshed, begge er en del af både en herske- og underlæggelsesstrategi. Jeg ved jo godt, hvad Lizzo, Minaj og Beyoncé har valgt her.

Generationer af mellemrum

Jeg har aldrig set min morfar sende øjnene mod himlen, men jeg har mærket hans tavshed om krigens traumer. Og jeg har lyttet til hans hjerte. Han har medfødt arytmi, det vil sige, at hans hjerte indimellem banker uregelmæssigt. Som barn fik jeg lov at mærke disse springende slag med stor fryd og forventning; skjortens sprøde bomuld, hvis tynde stof glat gled hviskende mod den benede brystkasse, den spændingsfyldte venten og råbet »dér!«, når hans hjerte spjættede skævt.

Der var bøger på lange hylder i min morfars stue, bøger med lange titler og forfatternavne: Oehlenschläger, Blicher, Novalis, underligt artikuleret i min barnemund. Senere lærte jeg at læse dem og udtale deres navne. Jeg ser på romantikernes sværmen for stilhed, som de alligevel måtte udtrykke både på skrift og i musikken, og jeg synes, at deres søgen i ensomheden og naturen og natten og bjergene og tågen er smuk og tyst, men også lidt stenet. Jeg har ingen erindring om for mig personligt mindeværdige mellemrum, brud eller spændende pauser med eksplicit trumf hos romantikerne.

Spørgsmålet er, om man er bundet af sin generation for at forstå dens pauser, dens mellemrum, dens brud?

Indtil jeg hører et spinkelt, legende klavertema, lidt salonagtigt, lidt gammeldags fint: romantiske Schubert og stilfærdig kammerklaverklimten. Hvis der er noget, romantikerne var gode til og optagede af, var det formbrud. Mens klassikken inden for både malerkunst, litteratur og musik havde strenge antikke regler, er det romantikkens fineste projekt at frigøre sig smukt fra samme. Det latinske begreb impromptu er egentlig blot en slags improvisation, i romantikkens musik er det typisk enkelte instrumenters ‘pludselige’ freestyle i det, man ellers betragtede som traditionel formmæssig harmoni.

Når jeg lytter til Schuberts fine, fine impromptus D 899 (1827), forstår jeg godt, at det er brud på mere klassiske harmoniopfattelser, men jeg er nødt til at læse om det for at forstå, at Schubert med brud skaber nye variationer af temaer. Spørgsmålet er, om man er bundet af sin generation for at forstå dens pauser, dens mellemrum, dens brud?

Fra Schubert til TikTok

Mit hjerte banker stadig op ad Søborgs bakker mod min arbejdsplads, et remix af Madonnas »Vogue« (1990) og TLC’s »No Scrubs« (1999) får mit cyklende hjerte til at arbejde endnu hårdere, og de stadige overgange mellem de to numre er lykkebringende mellemrum. Mine forældre forstår ikke DJ-kulturen. Mens nutidens popdronninger jonglerer med korte stik af stilhed for at understrege magt, jonglerer DJ’s med overgange, afbrydelser og stor musikalsk viden om musikhistorie. DJ-kulturens eklektiske sampling og ‘stjålne’ fragmenter af musiknumre er for mine forældre noget uoriginalt snyd, mens vi – de yngre – elsker de lånte beats, brud på de kendte numre og nye kombinationer af kendt og ukendt lyd.

Inden min cykeltur har min datter for cirka tolvte gang sagt: »Ej, mor, prøv lige at se den her video!« Min hjertelyd er den første lyd, hun kendte. Hendes babyhjerte slog hurtigere end noget andet, jeg vidste dengang, børnenes puls er så insisterende. Lige nu tripper børn og unge fra hele verden over 15-sekunders lydbidder på TikTok. 15 sekunders lipsync til et popnummer. Intet musiknummer er så kort!

TikTok … hvad skal man sige? © Visicks

Hun viser mig det, jeg lytter halvt, og jeg finder det slet ikke særligt vildt, at nogen hopper på en trampolin, mens de lipsync’er, indtil de bliver afbrudt. I starten følte jeg en voldsom trang – i musikhistoriens navn! – til at forklare hende numrenes kontekst, spille sangene helt og flytte fokus fra danseserier og looks, der følger med mediet. Det var et rimelig meningsløst projekt. Hvorfor skulle jeg også diskutere hendes generations yndlingsformat?

Nu bliver jeg bare glad, når hun skråler stumper af Eurythmics-sange fra min egen barndom, laver (for mig umotiverede) dansemoves til Renegade-fragmenter og citerer Britney Spears. Det binder på en måde vores generationer sammen. Og jeg forstår det godt nu: TikTok er afbrydelser konstant – et nyt format, der kræver lige så megen formbevidsthed, som alle mulige andre ting, der enten genkendes eller tillægges ny betydning. Jeg indrømmer, at det fungerer, at den frydefulde pause også kan være i den rytmiske afbrydelse. At det også fungerer for generationer, der ikke er min, selvom vi ikke er enige om alle formater. Jeg bekender mig højtideligt til alle former for brud, pauser, mellemrum og afbrydelser, mens mit hjerte på cyklen taktfast giver mig et grundbeat … beat … beat.

Obs. Denne artikel er et konkurrencebidrag; teksten er korrekturlæst og layoutet, men ellers kun minimalt redigeret.

Redaktionens kommentar: »Cathrines essay er fuldt af liv og tempo – man kan, ligesom på cyklen, næsten få åndenød. På den måde er det både paradoksalt og inciterende, at omdrejningspunktet viser sig at være stilhed; den slags modhager kan essayformatet fint rumme. En særlig kvalitet ved teksten er dens reflekterende dristighed: Der gabes over et stort, tværæstetisk område, og man zigzagger ind og ud mellem forskellige steder og tider, samtidig med at fokusset fastholdes og tvivlen får plads. Enkelte elementer kunne måske med fordel komprimeres, mens andre kunne tåle at blive udfoldet yderligere, men essayet formår med sin store observationslyst at sætte mange tanker i gang hos læseren.«