Der har været lyd af regnvand, månedsvis af regn. Regnvand på ruder og dryp på fliser. Strømme af regnvand fra nedløbsrør. Der har været store søer på markerne og også en sø her i svinget, som bilerne har hvislet igennem og rejst til vifter af vand. Lyd af mudder. Grus, der lyder blødere, som en tæt grøde omkring skoen. Og jorden lyder stadig våd, føles klæg. Selvom solen har skinnet i nogle uger nu, er mulden mættet med vand, og ikke langt nede under overfladen ligger mulden tæt som ler.

Jeg har købt et nyt lærketræ til min have, og jeg sætter skovlen imod jorden. Lyden fra et spadeblad, der skærer gennem jord, og spændte rødder, der knitrer. Mulden falder dumpt, når jeg slår den af på kanten af hullet. Tungt. En hane galer fra min genbos hønsegård, og i den anden ende af landsbyen galer en anden tilbage.

Hvis jeg ikke hører drænet, er der noget galt. Så løber brønden måske over, og lyden af vand bliver en anden

Hvis jeg kan høre drænet uden for mit hus, er alt okay. Hvis jeg kan høre det dryppe nede i brønden. Så ved jeg, at grunden afvander, og at det løber, som det skal i manifoldet af underjordiske rør. Hvis jeg ikke hører drænet, er der noget galt. Så løber brønden måske over, og lyden af vand bliver en anden. Så bliver det til pytter i min gård, der skal fejes væk af en kost med nylonbørster.

Jeg svupper støvlerne op fra mit plantehul. Stilheden fra brønden er ildevarslende. Der går et par minutter. Så kommer lyden af naboens rive, der skraber imod metal. Han står ved branddammen i svinget og river blade og dynd væk fra den gamle rist, så vandet bedre kan løbe ned i kommunebrønden. Det klukker som en bæk med et lille vandfald, og vi hilser.

Så er den gal igen. Jo, men det trækker trods alt. Efterhånden kan jeg fornemme et stille, synkende sug i brønden i min gård. Der er et tryk, der lettes. Gærdesmutten snerrer lidt i hasselhegnet bag huset, inden den fortsætter med sin klirrende sang. Jeg ser den sjældent, men jeg hører kaldet og bladene og kvistene, der flytter, når den bevæger sig tæt ved jorden.

Roeoptagerens akustiske svævninger

Der er de gamle traktorer, og så er der de nye. De gamle larmer ikke ret meget, men tukker igennem svinget som fiskekuttere med deres læs af brænde eller halmballer. De nye har en mere voldsom lyd, en mere teknisk klang. Når de er kørt forbi det smalle sving, kobler de ud og skifter gear for at få højere fart på den lige vej. Ved hver udkobling kommer der et modhvin til den brølende motor, rrrooorooroororooro-iiiuu og så rooorooorooroororo igen i nyt gear, før den rigtigt sætter farten op.

Af og til kommer de for hurtigt op i fart, og så begynder motorlyden at hoppe i rytmiske slag, som om nogen hopper op og ned på dens mave. Så springer den af sted på de store dæk, inden den får vejret ved kanten af marken. Skovduen har sat sig i toppen af svingets store asketræ, og den kræver sin plads med sin femtonede kurren: guu-guuh-gu-gu-guh, guu-guuh-gu-gu-guh. Traktorerne svarer tre-fire gange i timen, når de kører forbi i svinget.

Man skal kende grundlyden på hver traktor for at høre, om den brøler dybere under et tungt læs. Og så er der roeoptagerens lyd, som er endnu tungere end traktorernes. Til gengæld synger dens hjul mere jævnt, fordi de er lige store. Hvert hjul kører med samme hastighed, men fordi mønstrene ikke er synkroniserede, opstår akustiske svævninger imellem hver sinuskurve, når dækket rammer asfalten. Det lyder lidt som en elbas, der skruer op og ned for sin tonekontrol. Roeoptageren har haft det svært på de våde marker, men nu er den igen i gang. Mågerne kredser over den brudte jord, og de kalder. Sætter sig, stamper regnorme op, letter, skriger i flok, sætter sig, stamper, letter og skriger i flok.

Hvepse, der græder højt

Havetraktor 1: Først starter motoren, og der køres hurtigt hen over gårdspladsen. Det er en skraldende lyd, der tit hopper lidt op og ned og påvirkes af buler i terrænet og huller i vejen. Et resonansrum af mere eller mindre rustent jern omkring motoren. Havetraktoren kører hen til sin plæne, og så sættes de tre klinger med remtræk til. Nu følger en dyb, summende lyd, nu knivene roterer over jorden og snitter blade på senegræs og stængler på mælkebøtter. Lyden af ujævnt underlag forsvinder, fordi klingernes interferens harmoniserer den skraldede motorlarm. Traktoren drejer nemt rundt i terrænet og svæver lidt som et hoverboard.

Havetraktor 2, lidt længere nede i landsbyen, måske to huse nede: Først starter motoren, og efter et par minutter sættes klingerne til. Som et lille orgel, der slår det store register til, når det rammer den store plæne. Småfuglene er fløjet over mod skoven, men spætmejsen løber stadig op og ned ad lindetræets stamme. Den stopper ved en knude og slår nu endelig alarm, riit-riit-riit-riit. Og så flyver den.

Først: sukket, den brusende lyd, når træet falder ned igennem skovens grene. Så bumpet fra stammen, som slår imod den våde jord

Motorsave i skoven, en aggressiv, skærende lyd eller som hvepse, der græder højt. Rigtige hvepse spiser kun det træ, de selv kan tygge til deres bo, og deres motor larmer ikke, når de spiser. Det knaser bare lidt i veddet, når de gør deres skade. Ikke som disse højfrekvente motorklinger, disse savtakkede aggregater, der skal skære kiler i skovens stammer.

Hvis det er meget store egetræer, der vælter, så kan man mærke det her i svinget, godt 200 meter væk. Men først: sukket, den brusende lyd, når træet falder ned igennem skovens grene. Så bumpet fra stammen, som slår imod den våde jord og sender vibrationer ud igennem jordens mudderhav. Jo vådere jord, jo kraftigere dønning. Og så kommer den nye lyd fra skoven. Flishuggeren med den kæmpestore valse, som nemt kværner træstammer, der er flere favne brede. Det er lyden af skovens nye guld; brændsel til kraftvarmeværkerne og strømmen til vores huse og batterier.

Flishuggeren venter i en dyb lyd af tomgang, imens kranen løfter stammen op til tragten. Så snart stammen rammer valsen, starter fortæringen af stammen, og flishuggeren kværner, hugger, growler et råb igennem skoven. Fem kilometer væk kører to tunede Peugeoter med dobbelt udstødning og spoiler ræs. De gasser op og trækker en streg i horisonten. Og så er der lyden fra en trampolin i en have og stemmerne derfra. Flettet nylondug, fjedre, råb fra børn. »Wouw, se lige her.«

Monotone traktorhymner

Smækkelyd fra en nabodør, der kun kan lukkes med kraft, og de går ind og ud. Hestene pruster på marken bag deres hus. De går ind igen, smækker. Kommer ud, smækker. Tænder en lille generator, slukker den igen og bærer den ind på værkstedet. To stemmer snakker og ler. Der er langt mellem matriklerne, men vinden bærer lydene, der bliver fælleseje. En anden nabo går ud af sit hus, en dyr bildør smækker, og om lidt opstår elbilen i svinget.

Det eneste, man kan høre, er friktionen mellem asfalt og gummi, en lyd, som normalt overdøves af motorlarm. Men nu hører man pludselig vejen, den faste grusvej, der bliver til asfalt i svinget, underlaget, der skifter tæthed. Selv den mindste sten på vejen indgår i elbilens tonalitet. Katten lunter ud fra huset, efter bilen er kørt, og den er også lydløs. Den sætter sig på brændestakken og bliver siddende, mens en fragtmand drejer ind ved svinget. Lyden af skydedøren på en varevogn, der trækkes fra og skubbes i.

Værkstedet i svinget har fået en ny høvl, som taler ganske sagte. Den gamle høvl tog et snit, der var 40 centimeter bredt, og hver gang cutteren ramte træet, twangede det i skarpe, nasale bølger. Den nye høvl har spiralknive på sin høvlevalse, og nu runder lyden af i en kantet hvislen. Som at flippe igennem stive sider i en bog. Eller ringduens klaprende vinger, når den letter i parringsflugt.

Nu starter et overdøvende 20-minutters program på CNC-fræseren. Den skal skære en form ud i egetræ. Den højfrekvente lyd fra 22.000 omdrejninger i minuttet går igennem væggen, som om den ikke bare skar i materialet, men også i mur og øregang. I dag kører den hurtigt, så hver gang fræseren skifter akse, lyder der et stamp. Ny akse, ny sats, der starter med høj tone, som bøjes nedad, når jernet rammer materialet. Tyve minutter senere, en amorf form. Svingningerne slukker, og motortonen falder. Programmet er slut. Til sidst er lyden helt væk, og tilbage er kun sug og motorlyd fra spånsugeren, der nu også slukkes. En telefonsamtale opstår bag et mirabellehegn, cirka 30 meter væk.

Det er stadig koldt udenfor, og varmepumpen starter uden for huset hver halve time. Den står lidt og tikker, før den sætter i gang med en dyb, luftig lyd, som forplanter sig op igennem væggen til vores soveværelse. Varmepumpen kører på en fast frekvens, men har en del overtoner. Der er desuden forskellig raslen og svævninger, som bevæger sig i stød. Jeg går ind. I bryggerset er der den blødere summen fra ventilationssystemet, som ellers har arbejdet hårdt på at trække vejret i det våde vejr, for huset er så tæt, at det skal have hjælp til åndedrættet.

Ventilationssystemet kan kun høres i bryggerset, hvor alle rør mødes i en manifold af kanaler, der enten suger eller puster luften rundt igennem skakter og spjæld, udveksler luft og kalorier mellem luft og vand. Anlægget summer en anelse nu, men mere, når huset skal køles ned om sommeren. Så lyder hele genvindingsanlægget som et oliefyr fra firserne. Snart lyder piskeris mod siderne i en margretheskål, og køleskabets kompressor går i gang. Udenfor sætter havetraktor 3 og 4 i gang med deres monotone hymner, som skal overstås, inden duggen falder.

Nu kender jeg natuglen

Og så er der lyden af stilhed, som aldrig nogensinde er stille. Der er insekter i svinget, svirrende myg, lydløse målere og vingeslag, der snurrer i luften. I svinget vokser nemlig også lyde af nye ord og gamle ord, som jeg ikke kendte, da jeg boede i byen, et ordforråd af ny teknik og gammel natur. Varmepumpe, skærver, betonknus, tostrengssystem. Syrinx, vingebånd, håndsvingsfjer, gaffelben, gump. Overfladevand og faskiner. Dronevinger i firestemmig propelsang, som skurrer i meget små intervaller og påvirkes af selv de mindste vindforhold.

Hanerne galer igen og binder landsbyen sammen i kald. Her er bogfinker, dompapper, solsorte, vipstjerter, ænder, drosler, sumpmejser, blåmejser, musvitter, skovspurve, ringduer, tyrkerduer, flagspætter, grønirisker, kernebidere, råger, måger, og alle med deres egen sang. Deres stemme er materiale, der folder sig ud; den er svingninger fra en ballon i bunden af luftrøret, en lille maskine, der drives af fuglenes åndedræt. Luft ind, luft ud, og lyden er teknik ligesom alle andre ting her i svinget. Det er et kor af fuglestemmer, men det er også et kor af ord, som råber på terræn og lov til at bestå som lyd i landskabet.

Det er et kor af fuglestemmer, men det er også et kor af ord, som råber på terræn og lov til at bestå som lyd i landskabet

Når mørket er faldet på, starter uglen sin sang. Den er lysere, end jeg havde forestillet mig, inden jeg flyttede hertil, men da vidste jeg heller ikke, at der fandtes mange slags, som ikke længere yngler i Danmark. Nu ved jeg, at jeg hører natuglen, at den lyder som et gis på en træfløjte, og at det er landets mest almindelige ugle.

Om sommeren tænder gården for den store ventilator, som skal tørre kornet, inden det rådner og brænder sammen i kager. Luften suges ind gennem turbinen og fordeles i et forgrenet pibesystem under bunkerne af korn. Her blæses luft ud igennem de perforerede rør, så kornet kan tørre i læ. Til gengæld er lamellerne, der skulle afbøje lyden, så trøskede og møre, at lyden efterhånden bare skydes ud over marken.

I morgen starter dagen med skraldebilen, der bipper, når den bakker, og ellers brummer i faste takter, imens den venter ved hvert hus. Så kommer lyden af stift plastik mod jern, når containerne hæftes på baglasterens lift og tømmes ned i vognens komprimeringssystem. Lyden af hydraulisk presse. Jeg går ud til mit plantehul og træder jorden til, krammer den sammen omkring rødderne. Der kommer regn igen i nat, og jeg kan høre mit dræn i gården. Stemmer fra en terrassedør, et kald, bestik. Vi skal spise. Og jeg kommer nu.

Obs. Denne artikel er et konkurrencebidrag; teksten er korrekturlæst og layoutet, men ellers kun minimalt redigeret.

Redaktionens kommentar: »Sannes tålmodige tekst er fyldt med lydnære observationer, som har deres helt egen kvalitet. Lyd kan bære på vigtig information, og det er i høj grad noget, man bliver opmærksom på under læsningen. Rent genremæssigt lægger essayet sig tæt op ad det skønlitterære, og man kunne måske have kombineret de detaljerige sansninger med samfundsmæssige og kulturelle perspektiver: Hvad fortæller maskinernes, menneskets og naturens lyde om det danske landliv i dag? Men som skønlitterær tekst er det en fornøjelse at læse dette væsentlige dokument over den langtfra stille dagligdag i en landsby i 2020.«