Eleverne på mit hold i kreativ skrivning har taget notesbøger og kuglepenne med ud på Sønder Boulevard i København. Vi har sat os på nogle store sten i nærheden af et træ. På begge sider af boulevarden kører biler og cykler forbi, folk slentrer omkring med barnevogne, to go-kaffe og is, på bænkene sidder folk og snakker sammen og ler, nogle drenge spiller basket på en bane bag os. Her er masser af lyde, og i dag skal eleverne lytte.

Jeg er inspireret af den britiske antropolog Tim Ingold, der insisterer på en læring, som ikke vil forsyne eleverne med viden om verden, men sætte dem i stand til at lære af verden. Jeg beder eleverne glemme, hvad de ved, glemme, at de ved, hvad der skaber de lyde, de hører, glemme ord som bil, menneske, bold, grus. I stedet skal de lytte, virkelig lytte. Hvilke lyde findes i bilens lyd, hvad minder lyden dem om, hvilken stemning skaber den?

Høre er noget, vi gør ubevidst og hele tiden. At lytte er derimod en aktiv handling

Det er en svær øvelse. Vi er vant til at registrere en lyd, forbinde den med en ting, en handling, et sted, placere den i en kategori og så fare videre i tanken. Vi er vant til at kategorisere hurtigt. Det må være indlejret evolutionært i mennesket, måske for at gøre det nemmere for os at navigere i det virvar, verden er. Kategoriseringen skaber en – til tider nødvendig – distance til det kategoriserede. Vores forforståelse af tingene sætter grænser for, hvad vi kan vide.

Det, jeg beder eleverne om, er at være åbne, fordomsfrie. Være mere krop end hoved. De skal lytte sig igennem eller forbi kategorierne, bruge sanserne til at nærme sig omgivelserne og opnå en mere nuanceret og intim erfaring af verden, som de kan reagere på i skriften.

Lytning er aktivt

Den amerikanske forfatter, historiker og aktivist Rebecca Solnit kæder i essaysamlingen The Faraway Nearby (2013) det at lytte sammen med empati:

»At høre er at lade lyd vandre hele vejen gennem ørets labyrint; at lytte er at rejse den anden vej for at møde lyden. Lytning er ikke passivt, men aktivt. Det er, som om du genfortæller hver eneste historie, oversætter den til dit eget særlige sprog, får den til at passe ind i din kosmologi, sådan at du kan forstå og kommunikere, og på den måde bliver den en del af dig. At udvise empati er at række ud for at møde de data, der kommer gennem sansernes labyrinter – at omfavne dem og indoptage dem.«

Der er forskel på at høre og at lytte, skriver hun. Høre er noget, vi gør ubevidst og hele tiden. Lydene, der omgiver os, passerer ind gennem ørets labyrint og påvirker os, uden at vi nødvendigvis lægger mærke til det. At lytte er derimod en aktiv handling, der indebærer, at man kommer den – eller det – hvinende, talende, syngende, brølende, larmende, hviskende, grædende i møde, at man strækker og åbner sig, gør sig umage med at indoptage, fortolke og forstå uden at dømme. At lytte er en empatisk handling, der kan minimere afstanden mellem os og den eller det, vi lytter til.

Liv larmer

Jorden har aldrig været stille. »Liv larmer,« som Rasmus Ejrnæs, biolog og seniorforsker ved Institut for Bioscience, Aarhus Universitet, fortæller mig over telefonen. Han har omdannet sin græsplæne til en vildeng, hvilket først og fremmest indebærer at give plads, træde til side og slippe en del af kontrollen. Nu vrimler det med liv og ikke mindst lyd i Ejrnæs’ have. Insekter summer, humlebier brummer, frøer kvækker, og græsserne bruser, når vinden bevæger dem. »Har du nogensinde lagt øret til en naturkompost?« spørger han. »Man kan ligefrem høre bænkebiderne og regnormene møve rundt med det organiske materiale.«

Den amerikanske lydøkolog Bernie Krause har i et halvt århundrede optaget lyde af vild natur; i denne Ted-talk fortæller han om naturens soundscapes. © Ted

Allerede før det biologiske liv opstod, fra Jordens dannelse for cirka 4,5 milliarder år siden, hvor den for det meste beskrives som gold og øde og der var en stor stilhed, fandtes også masser af lyde. Man må forestille sig en klode i bevægelse, stilheden, der blev brudt af voldsomme geologiske processer og omvæltninger i form af vulkansk aktivitet, meteorit-bombardementer, der bar vand med sig, kæmpemæssige bølger, lyn og torden, superkontinentet Pangea, der delte sig, det knirkede, knagede, bragede, sydede og boblede. En kakofoni eller symfoni – alt efter øret, der lytter – af geologiske lyde. Og mange af disse ikkebiologiske lyde kan høres endnu. Jorden er altid i bevægelse. De tektoniske plader bevæger sig væk fra hinanden, tsunamier raser, isen kælver, vulkaner går i udbrud, havet æder af kysterne, sten slibes runde i vandkanten.

Da livet opstod for omkring 3,8 milliarder år siden, forandrede Jordens lydlandskab sig. Man må forestille sig bristende iltbobler i vand, encellede organismer, bakterier og alger, der stemte i med deres for os uhørlige mikrolyde, organisk materiale, der afgav sumpagtige svuppelyde, plaskende fisk, syngende hvaler, landpattedyr, der gungrede hen over jorden, advarede hinanden, træer, der voksede og væltede, vind, der fik blade på buske og træer til at rasle, dinosaurer, der tyggede, snorkede og brølede, aber, der skreg, slanger, der hvislede, fugle, der kvidrede, insekter, der summede, og efterhånden mennesker, der sang, løb og talte. Et øredøvende biologisk orkester, et væld af lyde, et varieret og mangfoldigt lydlandskab. Liv larmer, som Ejrnæs siger.

Biologisk tavshed

I 1988 optog den amerikanske soundscape ecologist og lydkunstner Bernie Krause lydene i Lincoln Meadow, et naturområde i Californien. Det var, året før et skovhugstfirma begyndte at arbejde med selektiv skovhugst i området, en metode, sagde firmaet, som ikke ville have negativ indvirkning på dyrelivet. Krause dokumenterede Lincoln Meadows lydlandskab ved daggry – et mangfoldigt kor af fuglestemmer. I 1989, da skovhugstfirmaet havde været i gang i et år, optog Krause igen på samme tid og sted og med samme opsætning af udstyret. På optagelserne høres ganske lidt sang og en enkelt spætte. På blot et år var næsten alle fuglestemmer forstummet.

Fotografier af Lincoln Meadow viser ingen synlig forandring af landskabet fra det ene år til det andet, men lydoptagelserne fortæller en anden historie; områdets biologiske diversitet og tæthed faldt voldsomt som følge af skovhugsten. I TED-talken »The Voice of the Natural World« (2013) siger Krause: »Omhyggelig lytning giver os værdifulde redskaber til at evaluere et miljøs sundhed på tværs af hele livsspektret.« Lyd kan fortælle os noget andet end det visuelle. Det, vi overser, kan vi lytte os til.

Lyd kan fortælle os noget andet end det visuelle. Det, vi overser, kan vi lytte os til

Bernie Krause har gennem mere end fyrre år optaget og dokumenteret verdens lyde. Han inddeler Jordens lydlandskab i tre kategorier: geophony, lyden af geologiske processer, biophony, lyden af biologiske processer, dyr og planter, og anthrophony, menneskeskabte lyde. Sidstnævnte kan være lyden af en motorsav eller en bil, men det kan også være lyden af et menneske, der synger eller taler. Og det gør inddelingen problematisk, for hvilken forskel er der egentlig på menneskesang og fuglesang? Mennesket er jo, ligesom fuglen, biologi (og geologi).

Man kunne derfor føje en kategori til Krauses inddeling, som omfatter de lyde, der afstedkommes af menneskets industri og produktion; industrialophony kunne man meget mundret kalde det. For med den industrielle revolution og den efterfølgende udvikling og de tilhørende lyde (ikke menneskelyde som sådan) forandrede Jordens lydlandskab sig igen. Lyden af maskiner, tog, fabrikker, fly, biler, boringer, minedrift, udgravninger, skovrydninger, data- og pengestrømme og så videre ikke bare blander sig og overtager lydbilledet, men maner ligefrem Jordens biologiske orkestre til tavshed.

Det sker gennem bemægtigelsen af stadig større områder af naturen til økonomiske formål, som fører til ødelæggelse af økosystemer og udryddelse af dyre- og plantearter, idet de fratages deres levesteder. Hvilket i sidste ende fører til biologisk tavshed. Lyd hænger sammen med plads. Som Rasmus Ejrnæs gentager igen og igen, gives der simpelthen ikke plads til, at et mangfoldigt biologisk liv kan udfolde sig. Og det påvirker verdens lydlandskab.

At vide med kroppen

Lydkunstner Jacob Kirkegaard har for nylig optaget lyden af Donald Trumps grænsehegn (mere præcist: af det hegn, der allerede eksisterede før Trumps præsidentperiode, red.) mellem USA og Mexico til lydværket Membran (2020). Optagelserne lavede han ved at placere vibrationssensorer på begge sider af konstruktionen. Hegnet udsender dybe rungende lyde og metalliske skrabelyde, på én gang genkendelige og fremmede.

Over telefonen spørger jeg ham til de politiske aspekter ved hans arbejde. Han fortæller, at hans værker først og fremmest opstår ud fra en egen personlig undren og interesse. Det er ofte komplekse ting, der er svære at snakke om, som han tiltrækkes af og undersøger kunstnerisk. Kirkegaard mener, at det at lytte kan få os til at forstå ting på en anden måde end tal, diagrammer og ord, som appellerer til hjernen og intellektet. Lyd, siger han, appellerer i højere grad til sanserne, til et nonverbalt sted i os.

Jacob Kirkegaard fortæller om sine optagelser af is; det samme gør den engelske kunstner Darren Almond. © Louisiana Museum of Modern Art

Kirkegaards installationsværk Isfald (2013), kommissioneret og erhvervet af Louisiana til udstillingen »Arktis«, består af lydoptagelser fra Grønland: undervandsoptagelser og optagelser af smeltende is lavet med vibrationssensorer på isoverflader. Det er gletsjere, der kælver, og is, der smelter. Tungt, gråblåt stof dækker væggene fra loft til gulv. Rummet er svagt oplyst. Det knitrer, knirker og knager. Det pibler og suser. Nogle gange lyder dybe brag fra flydende formationer af is, der braser sammen. Lydene befinder sig tæt på os, eller vi befinder os i dem.

Kirkegaard fortæller, at nogle publikummere, efter at have oplevet Isfald, udbrød: »Det er jo den globale opvarmning!« Og det siger noget om, hvad lyd kan. Hvis vi tillader det og lytter aktivt, kan lyd flytte det fjerne nærmere og få os til at vide med kroppen frem for med hovedet. Og når vi ved med kroppen, når vi sanser og føler, bliver tingene mere nærværende og virkelige for os.

I traileren til hans audiovisuelle værk Testimonium (2019) ligger meterhøje dynger af affald og brænder. Røgen er tyk og brunlig. Jacob Kirkegaard har optaget lyden af affaldshåndtering i Danmark, Letland og på en af verdens største lossepladser i Nairobi, Kenya. Med sensorer har han optaget affaldet indefra. På den måde kommer vi helt tæt på noget, der ellers er fjernt fra os og desuden ude af syne. Resterne fra vores liv, affaldet, som vi skiller os af med og ikke ved (ikke vil vide), hvor ender, møder vi på en helt ny måde. Testimonium er et intimt portræt af affald, et portræt af nogle af forbrugssamfundets lyde. Lyd har generelt en lavere status end det visuelle i samfundet, fortæller Kirkegaard, men lyd kan kommunikere, ikke som biprodukt af noget andet, men i sig selv.

I samtale med verden

Da jeg begyndte at skrive dette essay, havde jeg kun lige hørt om coronavirussen. Den spredte sig i Kina, sagde de i radioen. Der var ikke tale om en epidemi endnu, slet ikke en pandemi. Nu befinder mange af verdens borgere sig i en eller anden grad af isolation. Samfund er sat på pause, skoler, arbejdspladser, restauranter og butikker holder lukket. De fleste er sendt hjem fra arbejde med eller uden mulighed for at fortsætte arbejdet derhjemme. Med andre ord: Produktiviteten er bremset, aktiviteten er på laveste blus. Regeringer og myndigheder beder befolkningerne om at gøre så lidt som muligt, holde sig hjemme og på afstand af hinanden. Der er på mindre end en uge skruet gevaldigt ned for industri, produktivitet og forbrug og dermed også de tilhørende lyde.

Det er, som om det er søndag hver dag. Der er langt færre biler på gaden og næsten ingen mennesker. Jeg synes, jeg hører mere fuglesang nede fra gården og flere udrykninger ude fra gaden, men der er sandsynligvis samme mængde fuglesang og udrykninger som altid. Det er nok de andre lyde, der plejede at fylde, der er forstummet. Det er uvant for os ikke at handle, ikke at producere, ikke at forbruge. Vi er med andre ord ikke vant til at forholde os i ro, afventende, lyttende, vi er ikke vant til at holde os tilbage og give plads. Det er tilstande, der anses for at være passive.

Måske kan vi bruge denne tvungne pause til at øve os i at lytte aktivt og opmærksomt

Jacob Kirkegaard forstår det at lytte som en aktiv handling. Vi producerer lytning, siger han og slutter sig dermed til Rebecca Solnit, når hun skriver: »Lytning er ikke passivt, men aktivt.« At forholde sig i ro, at stoppe op, vente, lytte og give plads er, når der ikke er tale om tvang eller undertrykkelse, aktive handlinger med aktive valg bag. Som Rasmus Ejrnæs, der vælger at give plads, slippe kontrollen og lade haven gro vildt og på den måde muliggør biodiversitet og et mangfoldigt lydlandskab. Og som mine skriveelever, der sidder med lukkede øjne og lytter ved træet, hvis blade rasler i brisen, og som bagefter fortæller, at de oplevede verden helt anderledes, end de plejer. Og som os, der lytter til regeringen og bliver hjemme, skruer ned for aktiviteten, produktiviteten og forbruget, mens virussen hærger, og på den måde drager omsorg for hinanden.

I denne usædvanlige situation er vi nødt til at give plads til andre og lytte til andet end vores produktionsiver. Måske kan vi bruge denne tvungne pause til at øve os i at lytte aktivt og opmærksomt. I stedet for at opføre en monolog for verden kunne vi begynde en samtale. Begynde at tro på, at vi har noget at lære af verden. En god samtale består af udveksling; man skiftevis lytter og taler, lytter opmærksomt og åbent og reagerer så på det, man hører. At lytte er at give plads, det er en aktiv handling, der kan føre empati og ny viden med sig. Med et begreb fra den japanske antropolog Hirokazu Miyazaki kalder Tim Ingold denne metode for håbets metode: »Ved at praktisere denne metode hverken beskriver eller repræsenterer man verden, men åbner sin perception for, hvad der foregår derude, så man dermed kan reagere på det.« Hvem ved, hvad vi vil høre, hvis vi lytter?

Obs. Denne artikel er et konkurrencebidrag; teksten er korrekturlæst og layoutet, men ellers kun minimalt redigeret.

Redaktionens kommentar: »Noget, som fungerer rigtig godt i Helenes tekst, er de billedskabende scener. Det er tydeligt, at der er tænkt over, at man som læser ikke kun skal præsenteres for teoretiske og argumenterende pointer, men også have noget konkret at holde fast i. Og sikke en god idé at fundere over de tidligste tiders lydlandskab; lytningen har mange retninger og niveauer i teksten. Der er måske også en distance i essayet: observationer, der kommer udefra, og her kunne man eventuelt have arbejdet mere med at inddrage den personlige refleksion, som essayformatet egner sig så godt til. Men overordnet set er det en tekst fyldt med perspektiv, og som læser er der rig mulighed for selv at tænke videre.«