© DamienVectors/Shutterstock.com
essay

Techno i en ny tid

Essaykonkurrence | Der er en længsel i tiden efter nye måder at være sammen om musik på. I technomiljøet – lige fra København til Tbilisi i Georgien – finder man i disse år en helt ny form for fællesskab.

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Det enorme stadion i Tbilisi ser mørkt og forfaldent ud. Store brokker af rå, sovjetisk beton ligger smuldret blandt nedfaldne, falmede reklamebannere og affald og rødder på fortovene, der omgiver den brutale bygning. Det er midt om natten i Georgiens hovedstad, hvor det gamle Dinamo Tbilisi-stadion breder sig ud over den nordvestlige del af byens centrum som en gigantisk, grå påmindelse om sovjettidens både storhed og forfald.

Gadebelysningen er stort set fraværende, området er øde og stille i den kolde februarnat. Ud over løse hunde og ensomme taxier i vanvittig høj fart er min veninde og jeg tilsyneladende de eneste, der færdes her på dette tidspunkt af døgnet. Frygter vi. For vi leder nemlig efter indgangen til Bassiani.

Der er den samme elektrisk nervøse stemning i luften som i køen til Berghain i Berlin eller som før et tordenvejr

Bassiani er en technoklub i et gammelt stadions nu nedlagte underjordiske svømmeanlæg. Stadionet, som var Sovjetunionens tredjestørste, er stadig aktivt trods synlige tegn på slem betontræthed. Om søndagen er det hjemsted for fodboldfans og en stærkt kristen-konservativ offentlighed. Men neden under det skabes der torsdag til lørdag et rum for udlevelse af alle slags identiteter og dyb indlevelse i elektronisk musik – især den dunkle techno. Det er derfor, vi er rejst til Georgien.

Mere end grov techno

Bassiani er ikke bare en hvilken som helst technoklub – Bassiani er en af Europas mest omtalte og velrenommerede klubber. Den rummer sit eget pladeselskab med navne som Héctor Oaks fra Berlins Herrensauna blandt sine resident artists og knytter tætte bånd med labels som Northern Electronics. Klubben bookes og drives af et kollektiv efter DIY-principper og fungerer som samlingssted for en kultur, der hylder og dyrker techno og personlig frihed for alle orienteringer og køn – og så ligger den i Kaukasus. Og vi kan ikke lige finde indgangen.

Denne februarnat i 2020 er det udelukkende københavnske DJ’s fra technokollektivet Fast Forward, der spiller på begge scener hele natten. Og morgenen. Og formiddagen. Programmet løber fra fredag midnat til lørdag klokken 11 og rummer kunstnere som (Martin) Schacke, Repro (Alexander Salomonsen), Ida Engelhardt, Rune Bagge og Sugar (Nikolaj Jacobsen) – alle sammen technokunstnere, der har gjort lyden af ny københavnsk techno internationalt anerkendt.

»Fast Forward« af københavnske Sugar (Nikolaj Jakobsen), medstifter af Fast Forward Productions, er udgivet på Héctor Oaks’ pladeselskab Kaos. © Kaos

Fast Forward og deres kunstnere har i de seneste år kunnet trække endeløse køer foran københavnske klubber og samtidig sprede sig over nærmest ugentlige optrædener i andre europæiske storbyer. De er hyppigt omtalt på Resident Advisor og andre troværdige musikmedier, og de har haft flere, meget vellykkede label nights som den i nat – endda på selveste Berghain. Fast Forward-kunstnerne har desuden leveret langt størstedelen af musikken til DR’s nye dramaserie Noia.

Men det er ikke kun høj kvalitet eller stor international anerkendelse, der er årsagen til, at det københavnske kollektiv af kunstnere er i Tbilisi i nat. Nej, det er nærmere en særlig måde at være sammen om musik på; en måde, som transcenderer grænser i mere end én forstand. Det er derfor, vi og adskillige andre københavnere har overskredet grænsen ud af Kontinentaleuropa.

Stedet med bas

Da min veninde og jeg er gået næsten hele vejen rundt om det nedstyrtningsfarligt udseende betonstadion, kommer vi om på dets nordlige side. Her begynder vi at kunne ane en dyb rumlen af bas. Bassiani betyder vistnok »stedet med bas«, så vi må være det rette sted. Vi ser taxier, der lukker små grupper af mennesker – klædt mest i sort – ud i retning mod en labyrint af høje hegn, der om søndagen tjener til at genne Dinamo-fans ind på stadion.

Det må være her, køen starter, og ganske rigtig, nu kan vi se den. Oplyst af stadionlamper, der fordeler lyset på en måde, som giver folk fire skygger, strækker en kæmpe kø af smukke, unge mennesker sig mellem de høje stålhegn. Og folk er faktisk ikke højlydt festlige, men derimod lavmælte og cool. Nærmest andægtigt afventende deres tur ved indgangene.

No photo. Hverken selfie, story eller billeder af andre. Velkommen til et frirum fra den hypermedierede virkelighed

Der er den samme elektrisk nervøse stemning i luften som i køen til Berghain i Berlin eller som før et tordenvejr. Men på Bassiani bliver man ikke, ligesom på Berghain, tilfældigt afvist eller lukket ind på baggrund af ens udseende og deraf formodede evne til at navigere på en klub, der forsøger at være inkluderende over for alle seksualiteter, køn, farver og personlige udtryk, og som rummer dark rooms og ser udsmidningsparat skævt til enhver form for irriterende hverdagssexisme.

Til gengæld skal man på Bassiani have en invitation eller kunne fremvise en facebookprofil, der beviser, at man har klikket deltager til arrangementet og er blevet clearet for enhver risiko for at være til fare for andre gæster. Højrenationalistisk og/eller ortodoks-kristen vold er desværre ikke ukendt for det progressive miljø i Tbilisi, så de passer ekstra godt på hinanden. Og fuldstændig som på Berghain og til Fast Forwards arrangementer i København får man et lille, ugennemsigtigt klistermærke sat på kameraet af sin telefon, inden man går ind. No photo. Hverken selfie, story eller billeder af andre. Velkommen til et frirum fra den hypermedierede virkelighed.

Overgangsritual til et frirum 

Dørmanden, der sætter klistermærker på vores telefoner, er en spinkel og køn fyr med en enkelt næsering, og han forklarer os intet, da vi når frem til ham. Han rækker blot ud med den ene hånd og har en rulle med klistermærker i den anden. Han behøver heller ikke at sige noget, vi har allerede telefonerne fremme. Situationen virker nærmest ritualiseret. Indøvet. Som en overgang fra ét rum til et andet; og den er normal for os og kræver ingen forklaring. Og ritualet er blot ét af flere eksempler på en særlig måde at være sammen om musik på, der tilsyneladende er den samme i København og i Kaukasus – en ny omgangsform drevet at et ønske om en ny normal.

De normer, der gælder i dette technomiljø, gælder både i epicentret Berlin, i København og i Tbilisi. Og de er ikke nedskrevet eller udtalt fra centralt hold. De er heller eller ikke udtrykt på skrift eller opstillet på en planche, som man kan orientere sig efter, inden man går ind på en klub som Bassiani. Man må i en vis forstand kende dem for at kunne navigere i dem, for de er anderledes end til andre fester.

Den georgiske natklub Bassiani er blevet en politisk faktor i Tbilisi; i denne korte dokumentar kan du komme med indenfor. © Arte Tracks

Fester som Fast Forwards er frirum fra mere end smartphonebrug. Gængse normer for offentlig opførsel er delvist opløst. Afklædthed er afseksualiseret, intime frirum kan opstå frit uden at være afgrænset af rumlige markører for, hvor man gør hvad. Scorekultur anses som en belastende anakronisme, og enhvers egen måde at bevæge sig til musikken på står dem frit for, uden at det er ensbetydende med et signal eller en invitation rettet mod andre.

En aften som Fast Forwards label night på Bassiani er mere end et velkurateret musikarrangement med et publikum, der er kommet for at høre bestemte kunstnere – det er en aften, hvor en måde at være sammen om musik på udleves.  

Fordybelse frem for effekt

Den mulighed for at udleve sig selv er uden tvivl en stor del af det, der er med til at gøre technoscenen til så attraktivt et sted for så mange. Det er for det første sjovt, hvis man ellers bryder sig om at feste på en nonverbal måde. Og hvis man ellers bryder sig om at danse til musikken, uden at man som sådan danser med andre eller kun danser med sig selv. Man danser med rummet, og man orienterer sig kollektivt, samtidig med at oplevelsen er indadvendt. Musikken favoriserer fordybelse frem for klimaks og effekt. Titlen på Sugars EP No Sex Only Feelings (2018) er sjov og ikke helt tilfældig, tror jeg.

Man danser med rummet, og man orienterer sig kollektivt, samtidig med at oplevelsen er indadvendt

Indenfor på Bassiani er der gået et par timer med de første DJ’s, Ezy (Victor Palsby) og DJ Tool (Joachim Palsby). De har sat stemningen med en vedholdende tur med 140 beats i minuttet gennem både ældre og nyere tracks og en gennemgående upoleret lyd. Bas og kick får lov at buldre mod betonen i den enorme sal, som er nede i det gamle svømmestadion.

Undervejs har der været afstikkere til både acid og til drømmende euro-melodik, og stemningen på gulvet er allerede løssluppen blandt de plus-tusinde deltagere, selvom klokken kun er to om natten. Det er umuligt at danne sig et overblik over, hvor mange mennesker der egentlig er, fordi rummet er kæmpestort, og det eneste lys er få, helt fokuserede søjler af hvidt lys, der går lodret ned fra loftet. Resten er buldermørkt.

Som et opadkørende elevatorgulv

Efter Ezy & DJ Tools sæt kvitterer folk med et kort, men motiveret piftebifald, og Schacke går direkte på med et livesæt. Den første lange sekvens er en knurrende og dunkel, metallisk ambiens, suppleret af enkelte diskanter, og der går nok ti minutter, før fragmenter af et beat begynder at materialisere sig. Folk begynder organisk og slet ikke pludseligt at bevæge sig med.

Det er, som om musikken ikke dikterer nogen bestemt reaktion, men efterlader plads til folks egen reaktion i deres eget tempo. Det samme gør folk over for hinanden, og selvom vi står tæt, gør gulvet uden aftale plads til en ung kvinde ved siden af os. Hun er begyndt at lave en slags performative kast med overkroppen og hovedet og armene ude til siderne. Men det virker ikke som en performance. Hun føler den bare. Og det respekteres.

Martin Schackes »Kisloty People« er skabt under et to uger langt residency på den russiske natklub Kisloty, der lukkede i 2019, men er fortsat som pladeselskab. © Schacke/Клуб

Efterhånden som Schackes sæt bliver mere konsistent i rytmiske figurer og kicket sætter sig på alle fire slag i takten, bevæger folk sig mere ensartet. Men et nærmest totalt fravær af crescendoer og forløsninger gør, at folks ekstaser er individuelle og spredte. Trods det er den kollektive energi nærmest fysisk håndgribelig. Den er bare vokset umærkeligt roligt op, og salen føles som et ubegribeligt langsomt opadkørende elevatorgulv.

Hver gang musikken finder et plateau og bliver konsistent, brydes forventningen, og tempoet afvikles i en atmosfærisk dekonstruktion eller afbrydes af radikale panoreringer eller lyde, der synes totalt fremmedartede for konsistensen – uden at det nogensinde bliver hysterisk dubstepagtigt og virker overintentionelt. Og selvom kroppenes bevægelser omkring os hen mod slutningen af Schackes sæt er brudt ud i decideret vildskab, er der ikke en følelse af, at vildskaben er dikteret fra scenen. Vildskaben er vokset op af gulvet. Den var der i forvejen, inden i folk, og musikken og rummet tillod den.

Længsel efter en ny normal

Selvom der natten igennem bliver råflirtet med trancede lyde og anerkendende nik tilbage til ravekulturens storhedstid, overgiver musikken sig aldrig til det rent retrospektive, og publikum falder ikke i klichéen af genopførelse af en anden tids ravekultur. Musikken er ny, og den lyder ny, selvom techno ikke er en nyskabelse. Den lyder ny, fordi den illustrerer en kæmpe længsel i tidsånden mod en ny normal; en længsel, som har været her længe, og som technoscenen tilbyder en radikal mulighed for at føre ud i livet.

Publikum er trætte af at være modtagere og bare synge med. Musikken skal stimulere, at man deltager i den på sin egen måde

Og ligesom vildskaben i nat i Tbilisi ikke var dikteret fra scenen, er de nye normale praksisser heller ikke dikteret af hverken historien eller af kunstnere eller arrangører. Den særlige praksis, der definerer technoscenen nu, er snarere en opførelse af en kommende fremtid – og et reelt ønske om nye måder at omgås hinanden på, nye intimiteter og en ny relation mellem musikken og dem, der lytter til den. Her er publikum ikke et publikum, men aktører, som selv performer den kultur, de ønsker.

Det er en musikkultur, hvor publikum ikke blot tilbydes at identificere sig med hovedpersoner, der står oppe på en scene – men hvor en mangfoldighed af subjektiviteter får lov at komme i spil og udleve sig selv. Publikum er trætte af at være modtagere og bare synge med. Musikken skal stimulere, at man deltager i den på sin egen måde. 

At udtrykke en scene

november 2019-udgaven af Passive/Aggressive foreslår Macon Holt at udskifte begrebet scene med fortolkende fællesskaber. Ordet scene begrænser vores mulighed for at beskrive det, der foregår, fordi det leder tankerne hen på et afgrænset miljø af mennesker, som i en vis udstrækning kender hinanden, og som på forskellige måder bidrager til et miljøs kulturelle produktion. Derudover forudsætter scene en grad af lokal forankring i et sted.

Selvom det til en vis grad meget godt dækker det, der foregår på Bassiani og i technoregi i København, er det alligevel ikke helt præcist. Blandt andet fordi netop den lokale forankring i et sted ikke just kan siges at være gældende, når festen den ene aften kan foregå på Vesterbrogade 2 og den næste aften på den anden side af Sortehavet. Det er heller ikke helt præcist at sige, at folk kender hinanden. Det gør kun nogle få.

»Bout Dat« af Ezy (Victor Palsby) blev udgivet i marts som en del af kompilationen »Groundcontrol VA« på norske Ute.Rec. © Ezy/Ute.Rec

Men at sige, at de, der deltager i technofesterne, bidrager til scenens kulturelle produktion, er helt nøjagtigt. Det gjorde netop den kvinde ved siden af os på Bassiani, der helt alene performede sin følelse af at være i musikken. Det gjorde den spinkle og kønne fyr med en enkelt næsering, der satte klistermærker på vores telefoner og, uden ord, formidlede et komplekst og radikalt budskab. Det gjorde de to gutter, der stod på balkonen i bar overkrop og kyssede, som om det var sidste gang, de nogensinde ville se hinanden, og det gjorde den musik, der forløste længslen efter en ny normal i en faktisk ny normal.

Og det rækker ud over techno. De kulturelle normer, der udleves til en technofest i 2020, er endnu ikke normale i resten af kulturen eller i resten af ugens dage – men de er til stede som en længsel overalt. Og det er vildt, at de er så nær identiske i miljøer fra København til Tbilisi. Ønsket om en ny konsensus og en ny måde at være sammen på transcenderer grænser. I den nye normal hedder den rolle, som før hed publikum, nu deltager. Og de, der deltager, er parate til at tage det uhyre skrøbelige ansvar for det kulturelle rum på sig.

Den musik, vi kommer til at høre fremover, kommer til at levne plads til netop det. Plads til subjektive fortolkninger og publikums udlevelse af musikken. Musikken kommer til at arbejde med de skrøbeligheder og længsler efter nye intimiteter, der ligger i tiden. Stimulere dem og støtte publikum i selv at føle og performe dem i deres eget tempo. Musikken vil ikke diktere eller blot tilbyde endnu flere identifikationer med tidsjusterede rollemodeller eller kortvarige kartarsiske koncertoplevelser. Lyden af 2020 vil være lyden af en kultur, der handler om meget mere end musik – og hvor musikken ikke kommer ud fra scenen, men vokser op af gulvet.

Obs. Denne artikel er et konkurrencebidrag; teksten er korrekturlæst og layoutet, men ellers kun minimalt redigeret.

Redaktionens kommentar: »Det er en stor fornøjelse at komme med Mathias langt væk fra København, men alligevel også tættere på det technomiljø, man finder herhjemme. Udebanen giver et særligt observerende blik. Teksten nærmer sig ganske vist reportagegenren, og man kunne måske nok have inddraget historiske perspektiver på ravekulturen eller flere stemmer fra dansegulvet end jegets egen. Men der er på den anden side en slags uskyld og øjenhøjde indlejret i tekstens sansende stil, som er charmerende, og den understøtter pointen om en ny og kærligere omgangsform. Derfor sætter teksten sig fast i erindringen, og det samme gælder perspektivet på en ny klubkultur.«

Fokusartikler