Hvis 2020 har en lyd, må det være lyden af covid-19, den nye coronavirus, som i foråret satte verden på den anden ende. Pandemien flåede verdens vaner i tusind stykker med uoverskuelige konsekvenser for både enkeltindivider, firmaer og verdensøkonomien. Men den kom også som en mærkbar forandring i vores auditive kultur. Den kom med en lyd.

I mit netværk beretter nogle, at de har væsentligt lettere ved at gå ud om dagen, fordi der er færre indtryk, andre, at de sover væsentligt bedre om natten, mens atter andre opdager nye lyde i fraværet af de gamle, hvilket giver en vis uro eller bare kræver en tilvænning. Flere af dem, jeg har talt med i kraft af mine roller som underviser og lydforsker, fortæller derudover, at isolationen sætter dem i et nyt og meget intimt forhold til hjemmets lyde.

Når en så pludselig ændring i vores hverdagslige soundscape indtræffer, er det mærkbart: noget, vi umiddelbart kan sanse

Det hjem, hvor man før brugte et afgrænset antal timer, hvoraf man sov i langt størstedelen, er nu blevet både arbejdsplads, fitnesscenter og legeplads. Og er man flere på matriklen, må man fordele rummene imellem sig, også lydrummene: Hvem har ret til at skype i stuen og fylde den med fagsnak, og hvem skal forholde sig tavs imens?

Det seneste nye skrig

At store samfundsændringer fødes med et skrig, er ikke noget nyt. Det er let at konstatere, når vi ser tilbage i historien – for eksempel på, hvordan industrialiseringen ikke blot revolutionerede vores produktionsapparat, men også byens hverdagslige lydtapet. Nye maskinelle lyde blev føjet til: damptogets repetitive hakken over jernbanesvellerne, symaskinens rytmiske stød og industriens metallyde – og senere, da forbrændingsmotoren blev opfundet, også bilmotorernes brummen, dækstøj og jetmotorens øresønderrivende fræsen.

Nu er den pandemiske verdensomvæltning, vi står midt i, forhåbentlig ikke en permanent krise. Alligevel kan man på lignende vis beskrive covid-19-skriget, der indebærer lyde som: den ildevarslende hosten, vi hører i køen i supermarkedet, det pludselige snirp fra de digitale glitches i de virtuelle møderum, mange af os nu må træde ind i, eller den karakteristiske klapren fra fingre over tastaturer og tunge åndedrag fra de mødedeltagere, som har glemt at slukke mikrofonen. En anden nytilføjelse til vores hverdag er den spillen op til fællessang, man overalt i verden ser fra altaner og baggårde.

Fællessang har fået ny vind under den aktuelle pandemi; på DR står Phillip Faber i spidsen for daglig morgensang. © DR

Det var den canadiske komponist og lydforsker R. Murray Schafer (f. 1933), som beskrev industrialiseringen som en sådan lydhistorie, og han gav også lydtapetet det rammende navn soundscape som en lydlig pendant til landskabet. Schafer mente, at alle kulturer også altid var auditive, og det ville ikke komme bag på ham, at en verdensomvæltende pandemi kunne høres. Når en så pludselig ændring i vores hverdagslige soundscape indtræffer, er det mærkbart: noget, vi umiddelbart kan sanse.

Således er virussen ikke blot noget, som forskere og laboranter ser via mikroskoper og testapparater, men også noget, som civilbefolkningen sanser direkte og umiddelbart som en mærkbart ændret stemning i den lydkulisse, vi ellers var så vant til. Det chok, som har skyllet ind over landet, over os som gruppe og som individer med varierende udtryk og styrke, skyldes måske ikke blot, at vi har læst foruroligende overskrifter, men også at vi sanser en mærkbar ændring i vores hverdagslige soundscape.

Hjernen på overarbejde

Hverdagens lydkulisse lægger vi som regel ikke mærke til. Hjernen er så snedigt indrettet, at den sorterer langt de fleste sansedata fra, inden de når vores bevidsthed. Den komponerer med andre ord vores lydlige verden for os. Når hverdagslydene ændres, skal hjernens indbyggede støjfilter pludselig rekonfigureres: Hjernen skal lige finde ud af at tilpasse sig den nye virkelighed og beslutte sig for, om de nye lyde er nogle, vi skal høre eller ej. Derfor er hjernen på overarbejde, når vores soundscape undergår store forandringer.

Hjernen er også på overarbejde i de virtuelle rum, hvor lydene ofte er dårlige og kaotiske. Særligt slemt er det for dem, som i forvejen lider af misofoni, et angstpræget forhold til lyde eller måske blot lydsensitivitet. Ofte er det smaske-, snøfte- og snorkelyde, som disse mennesker ikke kan holde ud, og netop de lyde har det med at blive forstærket i de virtuelle rum, hvor der er mange munde tæt på mikrofoner.

Vores lydvaner ændres, fordi vi vil overskride den afstand, virussen har pålagt os. At høre er at røre på afstand

Så måske er coronalyden ikke så meget nye lyde, som tilføjes vores soundscape, men snarere ombygninger i de vanlige måder, vi forbinder os til hinanden på via lyd – ombygninger, som afslører, at vi ikke alle er lige stillet, når det kommer til lyd. Ikke blot har vi forskellige hjerner. Vi har også forskellig økonomi, og for dem med en ny Macbook vil det alt andet lige være nemmere at hoppe på Zoom-mødet end for den, der sidder med en gammel stationær PC uden kamera.

Nye trafikveje

R. Murray Schafer beskriver vores soundscape som en optælling og kategorisering af lyde, men skal vi forstå vores nye inficerede soundscape, må vi se lidt mere relationelt på sagen. For her er der ikke blot tale om, at nye lyde tilføjes og andre dæmpes, men snarere om, at de eksisterende trafikveje for støj, lyd og kommunikation rekonfigureres. En lydkultur har nemlig ikke blot impact på trommehinder og hverdagserfaringer, men sætter sig større spor i samfundet: i lovgivning, arkitektur, design, sprog, kunst og socialitet.

For eksempel udgjorde forbrændingsmotoren ikke blot en ny lyd i byen, men også en hidtil uhørt lydstyrke, hvilket i midten af det 20. århundrede resulterede i nye støjregulativer i både USA og Europa. Det er dette ret komplekse netværk af forbindelser i det sociale, som virussen piller ved på grund af den isolation, som vi er pålagt fra regeringen, så mere end der er tale om nye instrumenter i orkestret, er der snarere tale om, at vi bruger instrumenterne på nye måder.

Både amatører og kendte deler for tiden optrædener fra hjemmet. Her fortolker amerikanske Norah Jonas en komposition af sin far, Ravi Shankar. © Norah Jones

Vi omrokerer i medielandskabet for at finde os til rette i de nye rammer, og her er lyd et godt virkemiddel. Det er derfor, vi mødes på Skype: for at overskride den afstand, som isolationen har pålagt os, og det er derfor, mennesker verden over synger sammen på afstand. Fællessangen får nye vinger og bærer på andre måder. Vores lydvaner ændres, fordi vi vil overskride den afstand, virussen har pålagt os. At høre er at røre på afstand, siger Schafer.

Og sangen bliver i disse dage brugt som en erstatning for det kram, vi ikke kan give hinanden. Forskere har vist, at sang kan udløse samme lykkebringende hormoner som et godt kram, så det er ikke underligt, at vi bliver rørt og berørt, når vi deler vores stemmer med andre. Et andet fænomen, som er opstået som en reaktion på virussen, er folk, som spiller derhjemme i stuerne og optager det og deler det. Både amatørmusikere og verdensstjerner som Norah Jones og Steve Martin deler musik, der er spillet derhjemme i stuen uden redigering, og uden at lyden er mixet – som en privat musiceren, der igen skal forbinde os med hinanden.

Samfund og sanser

Covid-19 rammer vores krop på andre måder end blot den beskrevne sygdom med feber og træthed. Den rammer også vores trommehinder, omend det er i en afledt form. Den skaber en ændring i de kollektive måder, vi sanser på, vores fælles sansekultur. De nye fænomener, vi ser med fællessang på balkonerne og endeløse Skype-møder med headset på, er netop ikke blot enkeltstående cases, men globale fænomener.

Der venter os et lydligt efterspil, når isolationen igen ophører og vores nye, mere støjfølsomme hjerner skal håndtere, at bilerne kommer tilbage

Den nye coronavirus skaber ikke blot bølger i vores økonomi, men også i vores kollektive sensorium. Og de chokbølger bør vi tage alvorligt. Her raser angst og utryghed på grund af de ændrede lydtapeter, men her findes også nye og gode, betryggende møder på afstand. Således er der et laboratorium uden for forskningens rum. Det styres nedefra af noget så uregerligt som bevægelser i ‘folket’. Og her er der bud på designløsninger, som kan bringe os sikkert igennem krisen. Dem har vi brug for. For der venter os et lydligt efterspil, når isolationen igen ophører og vores nye, mere støjfølsomme hjerner skal håndtere, at bilerne kommer tilbage.

Lyden af 2020 er således ikke den destruktive lyd af en pandemisk rasen, men en yderst rørende lyd, der bruges til at skabe nye former for nærhed på afstand. Til slut: en tak til mine studerende på Æstetik og Kultur ved Aarhus Universitet for deres mange kloge betragtninger, som delvist kan spores i dette essay.

Obs. Denne artikel er et konkurrencebidrag; teksten er korrekturlæst og layoutet, men ellers kun minimalt redigeret.

Redaktionens kommentar: »Anettes essay giver et vidende historisk og antropologisk perspektiv på den aktuelle situations ændrede lydlandskab. Teksten veksler fint mellem fortid, nutid og fremtid, og der er et klart kulturpolitisk potentiale i observationerne. Af og til strækker teksten sig næsten over for meget på for kort tid, men så må man blot som læser gribe stafetten og tænke videre selv. Der er i hvert fald nok at reflektere over efter endt læsning, og den auditive forskningsverden får tilsyneladende rigeligt at beskæftige sig med i de kommende år.«