»Jeg er ikke slettet«, oplæste kunstneren Faun Vium. Et brev fra hendes søster indledte operaperformancen Dronning Annabel, der tager afsæt i søsterens indlæggelse. Vi stod foran Brønshøj Vandtårn. Med champagne i hånden, sang vi sammen en mol-dunkel sang, som havde startet hele processen. »Vi forsøger at forvandle psykosens poesi fra en ensom til en delt oplevelse«, stod der i programmet. En champagneprop sprang på vej ind i tårnet. Stemningen var premiere-let og tungsindig på samme tid.
Brønshøj Vandtårn er med sine svimlende betonsøjler nærmest et værk i sig selv. De mest uskadelige lyde bider fra sig i tårnets kolossale rumklang. Mellem søjlerne blev vi bænket og oplevede, hvordan værket byttede en båndet samtale mellem Vium og søsteren med performance i rummet. Tre sangere – to af dem spillede også cello og kontrabas – bevægede sig rundt i det kølige rum med skulpturelle skaller, som de udklækkede fra og forpuppede sig i. Men på grund af den anti-sceniske arkitektur, var det frustrerende svært at tage deres energi ind. Alting foregik i øjenkrogen, delvist hengemt bag en søjle. Derfor fik jeg – til trods for det inkluderende oplæg – en ærgerlig følelse af en halv oplevelse.
Måske var det pointen: Som publikum var man, ligesom den tvangsindlagte, låst i sin stol. I stedet gav jeg mig hen til klangen. Det var betagende at høre, hvordan samtalerne om »en sorg, der ikke kan spejles i verden« og sprogets utilstrækkelighed blev forlænget i sangernes fraser, hvor ordene blev opløst i den umådelige klang. Nogle gange sang sopranen, så det hvinede i ørene. Til sidst voksede en optagelse af de to søskendes fælles sang fra den personlige relation og ud i rummets sfære. Poesien forplantede sig i tårnets potentiale og satte et smukt klingende punktum for værket.
»Musik er for mig en særlig form, der kan fremstå helt abstrakt, og på samme tid forstærke det ubetydelige og komplekse.«
Martin Funder er Seismografs praktikant i februar 2025. Han er cand.mag. i filosofi og videnskabsteori fra Roskilde Universitet (2024) med speciale i sansning, fortolkning og ambientmusik. Funders fokusområder er teknologi, økokritik, film, og postmodernisme. Udøvende musiker i bl.a. Deadpan og Countermarch.
På sit nye album, Snowblind, vender Jacob Kirkegaard blikket væk fra afsløringer af vores omverdens skjulte lyde for i stedet at skildre et psykologisk drama. Afsættet: den svenske polarfarer Salomon August Andrée, der i 1897 satte kurs mod Nordpolen i luftballon, en dumdristig færd, der kostede ham selv og to andre livet – forblændet af sne og jagten på berømmelse.
I løbet af 11 isnende tableauer tegner Kirkegaard et portræt af den ængstelighed og tvivl, svenskeren må have følt, da ballonen styrtede ned på pakisen øst for Svalbard. I to måneder fortsatte de tre til fods, inden de nåede den øde ø Kvitøya – og døde få uger efter, muligvis forgiftet af underkogt isbjørnekød. Da havde naturen for længst afsløret sin fjendtlighed.
Det hører man på Snowblind. Først letter ballonen i en luftstrøm, der balancerer elegant på kanten af omklamrende mørkesynth og hjertebanken, mens en metallisk skurren a la heroisk elguitar subtilt signalerer tvivlen: Var Andrée helt eller skurk? Kort efter lander vi så i et stort ingenting af strøget metal. Granatchokket bliver til skælmske, svampede fodspor af synth, mens desperationen og hallucinationerne vokser: Var det et skibshorn, jeg hørte, en redningskrans?
Men nej, stilheden vinder, isvandet rasler som et sultent uhyre, det hårdkogte psykologiske drama levner ingen plads til håb, kun en chance for at stirre sit endeligt i øjnene. Havde Kirkegaard været en rigtig grum portrættør, kom vi endnu længere ned i mørket og desorienteringen, men hans letsvævende ambiens sætter nu også spor i sneen.
»Musik for mig er lyd i sin stærkeste og mest fokuserede form. Når lyd bliver til musik, arbejder alle lyde som en samlet enhed, der bestræber sig på at opnå et højere stadie. De harmonerer, temponerer og amplificerer med høj præcision for at stimulere hjernens belønningssystem og skabe en dybere, næsten spirituel oplevelse.«
Magnus Hansen er en dansk lyddesigner. Til efteråret præsenterer han udstillingen Atomic Echoes på World Stage Design i Sharjah. Udstillingen skal skabe bevidsthed om atomvåbens destruktive kraft og gøre emnet mere nærværende gennem en sanselig oplevelse.
En strygekvartet består af fire musikere, og en klarinetkvintet af fem, men den danske komponist Rune Glerups (f. 1981) nyindspillede værker for begge ensembler får en til at tro, at deres antal er talt forkert, for lidt. Glerup, som sidste år modtog Nordisk Råds Musikpris for sin violinkoncert Om lys og lethed, skriver kammer- og orkesterværker, der ofte er præget af flerdimensionalitet: En klangidé gentages vedholdende i ændrede fremtoninger, hvilket giver fornemmelsen af, at komponisten udforsker forskellige facetter af en fysisk form. De to værker på Perhaps Thus the End – fremført af den fremragende Quatuor Diotima og klarinettisten Jonas Frølund – er dog lige så meget en demonstration af det ekspansive indre som af overfladens udstrækning.
De syv satser i strygekvartetten (som har givet navn til albummet) er opkaldt efter linjer fra Samuel Becketts sene prosaværk Stirrings Still. Lange toner og galopperende motiver skifter gnidningsfrit mellem ensemblets medlemmer og skaber en klang, så gruppen synes fordoblet i størrelse. Tonesproget er til tider mekanisk, men aldrig automatisk, og ligner snarere ballettens former. Glerup er en omhyggelig mester i tekstur, der finder elegance i utraditionelle lyde gennem ferm lagdeling – eksempelvis, når en harmonisk pizzicato i en senere sats bryder strygernes knirkelignende klang, inden ensemblet pludselig bevæger sig ind i stilheden.
På den overraskende vanedannende »Still Leaning Towards this Machine« – sandsynligvis en af de få gange, en nutidig klarinetkvintet har opnået denne betegnelse – forstærkes ensemblet af elektronik gennem en subtil, hakkende resonans. Hvilket resulterer i, at orkesteret i tre lystige satser lejlighedsvis forvandles til en slags paranormal harmonika. Det er en vidunderligt sær effekt, som partituret, på en lige så sær måde, leverer med en næsten alvorsfuld mine – endnu én af mange givende overraskelser på denne fremragende udgivelse.
Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek
»Music for me is many, often contradictory, things. Here's a few ways I think about it. 1. An opportunity to reframe our attention to our everyday existence, particularly in the way we listen. 2. A contemplative space that can be an escape from reality and a means to engage the senses in a unique way 3. A way to directly relate to and reflect on the world around us 4. A specific set of approaches to the organisation of time 5. An attitude that embraces non-semantic methods of communication 6. Wiggly vibrations of air 7. A meeting place 8. Anything that labels itself as music 9. A collection of histories that are constantly self-reflexively generating new expressive potentials.«
Matthew Grousse is a composer, performer and organiser, originally from Yorkshire (UK), currently living and working in Copenhagen (DK). He often works in interdisciplinary settings between music for instruments and voices; electronic sound; text; video; and performance. His music regularly engages with a re-contextualisation of everyday sounds, objects, and automatic social behaviours to reveal the latently musical in the banal. Recent focusses include: audience participation; music-theatre; collaborative creation; and documentary approaches to composition.
He is a co-director of composer-performer group Current Resonance, regularly contributing to meticulously curated intermedial events. Working voluntarily to strengthen opportunities for young composers/sound artists, He has been the chairperson of Aarhus Unge Tonekunstnere and the treasurer of Ung Nordisk Musik (DK) since 2023. He debuted as a composer from Det Jyske Musikkonservatorium in February 2024 with the evening-length music-theatre work Call to this number are being diverted.
