Et sted mellem syredrøm og lydhave
På A Body of Water træder man direkte ind i den finske multikunstner Jan Anderzéns (Tomutonttu, Kemialliset Ystävät) helt egenartede lydunivers. Det er et kollageværk af fantasifulde melodier, skabt i samarbejde med britiske Paul Wilson (f.ampism, Yayoba), som bidrager på mere diskret vis til det farverige kludetæppe af lydtråde. Diskret, måske, men alligevel mærkbart. For detaljerigdommen i lydbilledet er høj, under de ofte omskiftelige melodier er der masser af små, friske skud, der higer mod trommehinden. Det er som en syredrøm, hvor hele verden omkring dig, alt fra blomsterne i vejkanten til flyvemaskinen i himlen, synger for dig.
Disse mange kaotiske, hurtige indtryk har den lidt paradoksale virkning, at musikken bliver af en mere ambient karakter. Det kan være sjovt virkelig at lytte aktivt til de små detaljer, som bobler og perler overalt under overfladen, eller sommetider bryder igennem og dominerer frekvenserne for en stund.
Men stærke, gennemgående melodier, som kan forankre lytteoplevelsen, udebliver til fordel for vibes. Det er vel at mærke ikke en dårlig ting. Forstået i en ambient kontekst giver albummet, der før virkede en kende retningsløst, pludselig mening. Den legesyge dybde uden alt for mange rammer inspirerer til mangfoldig fri association. Det er vidunderlig musik, der inviterer til dagdrømmeri – et multikulørt univers, hvor fantasien hele tiden finder nye veje gennem detaljernes tætte underskov.
Wille zur Macht
Smider man en håndfuld elektroniske elementer, progrock, punk, noise, jazz, industrial, aggressive violiner og mentalt udfordrede saxofoner i en blender og krydrer med nihilistisk mørke, programmerede trommer og distortet spoken word er resultatet Introducing SVIN.
Hedenske ritualer gør deres indmarch på »Bøn« (feat. Bisse) og »Herbalism«, hvor »Punklort« er en udjazzet allegori over infernal støjpunk og det lofi elektroniske nummer »Dødsensangst« (feat. Marie Eline Hansen) lugter dystert og klaustrofobisk.
Friedrich Nietzsche beskæftigede sig med der »Wille zur Macht«, og for at realisere menneskets iboende skaberkraft- og trang er det essentielt at frigøre sig fra slavementaliteten. I den danske musikbranche underkaster kunstnere sig alt for ofte snævre genrebegreber og frarøver sig selv friheden til at skabe. SVINs album adskiller sig fra lignende værker på grund af sin insisterende legesyge, imens det unikke består i, at projektet lykkedes. Andre ville drukne i de mange lag og genrer og enten give op eller ende med et mere filosofisk end auditivt velfungerende resultat.
Det har krævet, mod, udholdenhed, evner og styrke at skabe Introducing SVIN, som tungt kan anbefales til enhver med en forkærlighed for NIN, Swans, Einstürzende Neubauten, Rob Zombie, Coil og Neurosis. Imellem riter, depression, angst, kaos og paranoia anes et humoristisk glimt i øjet, der til dels gør det til en udholdelig oplevelse og til dels viser, at SVIN ikke er et selvhøjtideligt martyrium.
I anledning af Music City Aarhus 2022 bringer Seismograf en serie artikler om musik og lydkunst i Aarhus.
Tidsmaskinen er itu
Med Soundtrack of an Imaginary Opera forsøger finske Rebecka Sofia Ahvenniemi at tage os på en rejse ind i skitserne til en ufuldendt opera, og netop det er operaens største hæmsko: Projektet føles for ufærdigt og retningsløst, til at fremstå som en helhed. Musikalsk og sonisk er der tale om en hybrid mellem barok-opera og 1920’ernes musikteater, med besøg i både cabaret og det avantgardistiske, men også lån fra rock og R’n’B, som sad vi i en ituslået musikalsk tidsmaskine.
Først ved sidste sang, »Nymph Cry«, hvor sproget bryder sammen og nymfens naturnære stemme akkompagneres af en klokke, indtager musikken det drive og den fylde, operaen har manglet. Desværre flygtigt, vi slynges tilbage til barokken og referencer til passager tidligere i værket.
Måske er det netop den meget sparsomme instrumentation, der efterlader mig med et afsavn, krydret med mange gentagelser. I stedet for at dekonstruere en opera, som Ahvenniemi efter eget udsagn ønsker, ender hun mest med at rekonstruere en masse referencer og parrer Mario Brothers-lyde med et Göethe-digt. Operaens potentiale forløses formentlig også bedst i en reel opsætning, med scenografi og et større ensemble, og jeg håber, det er noget, Ahvenniemi arbejder hen imod.
Meditation med mislyd
Egentlig er det jo en tilforladeligt meditativ udgivelse, den dansk-italienske jazztrio har sluppet løs. Francesco Bigonis luftigt vibrerende saxspil og de jævne melodiske forløb på de fleste af albummets rolige vandringer emmer af behageligt og kun ganske let kantet samvær mellem guitar, saxofon og tangenter.
»Under Weather« har dyb, fyldig Rhodes og linjer, der romantisk løfter sig fra en trykkende puls. »Faggio« er fuld af melankolsk fællesvilje. Og »Miracle Beams Surrounding« lyder af forsigtig optimisme i et støvet lydbillede.
En irritation melder dog sin ankomst. For hvis man gerne vil meditationen, så fair nok; fred være med letheden og den sværmeriske luftighed. Den har også sin plads. Men når Canto ad flere omgange også gør tilnærmelser til det eksperimentale uden at følge ambitionen til dørs, mister jeg retningssansen.
Når jeg for eksempel hører de indledende, ulmende telefonsignaler på »Plate«, der blot efterlades og ikke udvikles. Eller den let påståelige naivitet i »Thread«, der kontrasteres af elektroniske blip, som ingen reel rolle spiller.
Så savner jeg biddet – det bid, som kortvarigt dukker frem med frit fabulerende »WigWag«, hvor der netop er en sammenhæng mellem den roterende svupper af elektronik og de løbske, ustabile bevægelser i guitar og saxofon.
Når eksperimentet bliver affekteret og ikke behandles med tilstrækkelig nysgerrighed, breder der sig en fornemmelse af anstrengt kunstfærdighed. Så hellere gøre en dyd ud af meditationen – eller give los.
På med den hvide kittel
Nogle komponister føler sig stadig draget af at trække i den hvide kittel, sådan som mange gjorde det i efterkrigstiden for at se musikken gennem mikroskop. Lidt videnskabsmand har man vel lov at være.
Den kategori hører franske Karl Naegelen til, hører man på albummets titelværk for klarinetkvintet – over en halv time zoomer komponisten ind og ud på nervøse strygerklange i tætte klynger, men fletter også pludselige temperamenter ind i musikken.
Strukturen minder næsten om en gyserfilm. Ud af ingenting kan klarinetten blive helt løbsk og lyde som en frø i drabelig dødskamp. Calques (2020) pendulerer mellem små bevægelser i stilstanden og hidsige fortællende elementer. Men narrativ drift er der egentlig ikke; det er først og fremmest ‘undersøgelsen’ af klang og multiphonics, der interesserer Naegelen.
Lyder det – som så megen anden dybdelytningsmusik – en smule tørt? Måske, men musikerne gør, hvad de kan for at holde liv i tonerne. Det er en kvalitetsindspilning. Det hører man også på albummets mere klassiske værk, Morton Feldmans Clarinet and String Quartet (1983).
Her tegner langsomme gentagelser og tvære strygerklange en fortabthed op, som klarinetten søger ud af uden rigtig at tro på foretagendet. Næsten romantisk og i hvert fald kun blødt radikalt lyder det lange værk i dag.
Jeg har det vanskeligt med musikkens hang til indspist mikroskoperi. Lad os da bruge undersøgelserne til noget. Det bliver lidt høvisk. Men delikat lyder det.
Pragtfuld Pimpon
Allerede intronummeret »i’ve made it to another station« slår fast, at den polsk-danske trommeslager og komponist Szymon Pimpons kassette-udgivelse agter at udsætte lytteren for et væld af forskelligartede indtryk. Således indledes der med flere lag af field recordings, der hurtigt tilsluttes af blød synth og ekstremt autotunet vokal. En stemningsfuld og interesseskabende introduktion.
Mindre mærkelig – men ikke desto mindre interessant – er nummeret »lalala«, der får mig til at nikke hovedet begejstret med på det fremadkørende motorikbeat og de farverige 80’er-synthmelodier. Eller »wsh«, der med dikotomien mellem de vemodige synthakkorder og den travle, multiinstrumentale perkussion, skaber en underligt fortravlet stemning. Skaberglæden emmer af disse numre, og den smitter. Anderledes forholder det sig med andre af albummets skæringer, som for eksempel »megaJoy~«, »maF8« og »balans«, der bare ikke vækker samme entusiasme. Som om Pimpon holder lidt igen med netop den fandenivoldske kreativitet, som jeg ellers lovpriste et nummer tidligere.
Pozdrawiam slutter, som det startede – mærkeligt på den gode måde. Med det fantastiske afslutningsnummer (en ofte undervurderet disciplin) rest, der med en messende autotune beretter om den hvile, vi har fortjent, men ikke får. En passende åben afslutning på en udgivelse, der netop brillerer med sin åbenhed, og kun mister sin glans i de øjeblikke, hvor denne åbenhed føles stækket.