Med Yön mustia kukkia har finske Lauri Ainala og hans altid foranderlige mytisk-mystiske orkester Paavoharju udgivet, hvad de selv kalder tredje kapitel i en serie af albums, hvoraf de to foregående blev udgivet helt tilbage i 2005 og 2008. Der er altså løbet en anselig mængde vand under broen, siden man sidst kunne lytte til Paavoharju i denne type konstellation.
Som tidligere lyder musikken, som er den hjemsøgt af venlige spøgelser. Man kan høre, at lydene kommer fra et land højt mod nord, hvor man lærer at være på god fod med mørket. Skurrende båndstøj, dirrende strenge, virrende samples og helt og halvt hviskede sangstemmer skaber en kalejdoskopisk melankolsk atmosfære. Som brudstykker af folkemusik fra flere forskellige verdner på én gang, der alle kæmper imod hinanden for at trænge igennem den kakofoni, de tilsammen skaber. Dette kan opleves i nummeret »Haihtuu« med Teemu Eerolas violin, der summer i stereo som en bi omkring lytterens hoved, mens rytmiske samples og Anniina Saksas vemodige sangstemme skaber en fremdrift, der tilnærmer sig en popsang. Mindre poppede er numre som »Marian kierto«, hvor en operaagtig vokal bølger frem og tilbage over en fugtigt skovbund af synths og samples.
Lauri Ainala har stadig et helt særligt talent for at bakse lyde sammen, som i andres hænder bare ikke ville kunne fungere. Sammen med sine medsammensvorne har han med Yön mustia kukkia formået at skabe ikke bare et kærkomment genhør med fortidens spøgelser, men også et spændende nyt kapitel i Paavoharjus krøllede historie.
Allan Gravgaard Madsen er dansk komponist med base i København. Blandt hans seneste værker er Träume nicht og Nachtmusik. Han forsøger at skabe en bedre version af sig selv i sin musik – hvor hans person har tendens til at være rastløs, plapre og have et aktivt indre liv, er hans musik kontrolleret, enkel og nådesløs i sit udtryk. Han er modtager af Carl Nielsen & Anne Marie Carl-Nielsens Hæderspris 2022.
Man har et beat til man tager et nyt beat. I electronic dance music må man aldrig gro fast i standpunkter, men konstant dreje på nye knapper for at holde flowet i gang. Det er det, Richard D. James har foretaget sig siden 1991. Der var et flow her, den irsk-engelske musiker spillede ikke sine mest syrede, creepy og manisk opklippede stykker. Fordi han mest af alt er en dygtig kurator, satte han, beat for beat, eksperimenterende acid house, jungle og drill ‘n’ bass sammen, som en billedkunstner blander rød, blå og gul. Det sortnede for øjnene. Britisk ravekultur – især Aphex Twin – har lært os, at det er muligt at se mange farver på én gang.
Men selv uden det imponerende lysshow havde man kunnet mærke, hvad hans musik handler om: En slags hurtigtvirkende, evigt sitrende og kun lidt smertende wellness for ørene. Aphex Twins koncert var som at sidde i et boblebad i en skov og opleve fluorescerende kunst. Elektro-pioneren mindede om, at lydkunst er fysisk, den kommer nedefra, som små rystelser fra et hårdt betongulv, eller som her, fra en blød, græsset mark. Lydkunst påvirker fysisk musklerne, ligesom laserlys helt konkret blænder øjnene. På et tidspunkt havde den polyrytmiske techno løsrevet sig fra maskinerne, som havde skabt den, og svævede som abstrakte bobler i luften.
Aphex Twin er ikke færdig med at optræde. Med sit enkeltmandsfirma står han lyslevende på scenerne rundt omkring i verden denne sommer. Nu har man testet, at Deep Listening (på den hårde måde) for masserne er mulig selv i en crowded og varm park i København. Fænomenalt.
Byens mest luksuriøse lydrum akkurat nu? Nemt: Ryoji Ikedas enorme videotriptykon Data-Verse 1/2/3 gør ikke kun verden til et stramt mønster af ubegribelige datastrømme – fra landkort, solstorme, hjernescanninger, overvågningskameraer – men forvandler også Copenhagen Contemporarys tømte svejsehal til en fortryllet lydmaskine af digital diagnosticeringslyst.
Øverst i det spændte akkompagnement til billedstormen tikker et konstant lykkehjul, i bunden changerer dyb bas som en dystopisk anelse: Flyver vi for tæt på solen? Ubønhørligt faste sinusintervaller nagler den visuelle hast fast i nøgterne grids, men trods klinisk coolness står værket aldrig stille, takket være hule synthdroners actionjagende springmodulationer.
Lyden i det store, tomme rum er eminent. Sinusbølgerne skærer præcist, men fyldigt igennem med deres oplistning og rensning af data. En pige med rottehaler løber grinende forbi i det blinkende mørke; hvis dette portræt af en verden skrevet i binær talkode er en dystopi, er den til at leve med.
Anderledes organisk, men lige så fascinerende, er Tongues of Verglas, Jakob Kudsk Steensens 3D-visualisering af en kollapset gletsjer i rummet ved siden af: erindringen om det tabte bestøvet af isknitren, new age-fragmenter og et ordløst herrekors tomme intervaller. En rørende besyngelse af natur og forgængelighed.
Fortænkt virker til gengæld Jenna Sutelas installation Pond Brain, hvor sammenhængen mellem et antropomorft vandkar med drypmikrofon og den brummende kvadrofoni af AI-behandlet mælkevejsstøj omkring det er til at overse. Heldigvis skal man tilbage til Ikedas megalomane verdensportræt for at komme ud igen.
Det faktum, at halvdelen af en jazzkvartet består af perkussionister – i dette tilfælde Anja Jacobsen og Jaleh Negari – må unægteligt skabe visse forventninger hos lytteren om det rytmiske spil. Disse forventninger bliver heldigvis indfriet. Jacobsen og Negaris samspil væver sig ind og ud af hinanden på en varieret, højenergisk maner, der altid lyder som om, at det er ved at falde fra hinanden, men aldrig gør det. Disse lyttervenligt polyrytmiske grooves fræses, stikkes i og bankes sammen af Sonja LaBianca på saxofon og Maria Bertel på trækbasun. Tilføj både keyboards og synths, samt effekter og forstærkning på horninstrumenterne, og lydpotentialet er næsten uendeligt. Udgangspunktet er jazz, men de fire musikere har ingen intentioner om at blive inden for jazzens ellers forholdsvis brede rammer.
Variationen er da også et af albummets højdepunkter – fra de dubbede horn i åbningsnummeret »Plex« over den støjende skærebrændersynth i »Connoisseur« til den tonstunge doom metal-stemning i »Rundhyl«. Gode ideer, som charmerer på den forfriskende antiautoritære måde. Intet er helligt. Det skaber overraskende, mindeværdige øjeblikke. Kvartetten taber dog lidt pusten i anden halvdel, hvor der skrues ned for både tempo og frekvensen af føromtalte øjeblikke.
Selvhenter fungerer bedst, når de skruer op for energien. Til sammenligning føles de mere søgende numre halvfærdige, som om de mangler lige netop det farverige indspark, der gør de højenergiske kompositioner så gode. Måske var tanken at give lytteren plads til at trække vejret efter første halvdels sanseangreb, men jeg ville nu have foretrukket flere mavepustere.
