kortkritik
03.08.2021

Hovedspring i containeren

Støberiet: »Sa(l)vages«
Ensemble K!ART. © Gert Sørensen
Ensemble K!ART havde kurateret koncertinstallationen »Sa(l)vages« på Støberiet på Nørrebro. © Gert Sørensen

I hjørnet af Støberiets forsamlingslokale hænger en brudekjole af det pureste hvide plastik. Den tilhører POSY aka. James Black som bizar runaway bride i et multikøn af pap og PVC. På en skærm ses POSYs trivielle hverdag sløjfe sig som korte modløse Instagram-videoer. Hurtige sprittuschtegninger på væggen tilføjer en orakelstatus til Blacks vidunderligt mærkelige karakter – i denne installation går det trivielle og det sensationelle i hårdknude.



POSY II – The life of POSY er del af koncertinstallationen Sa(l)vages kurateret af det entreprenante ensemble K!ART. Fem solooptrædener kredser om begrebet affald/spild. To af komponisterne spiller på hjemmelavede skraldeinstrumenter. Emil Vijgens trækasse med fjedre spændt på toppen har klanglig dybde; formen efterlades dog lovligt søgende i Spring Pastludes, og Kristin Warfinges Space Junkyard taber mig omvendt i brugen af loop-sekvenser. Nærværet sættes over styr.



Neli Pantsulaias højttalerværk Just the Simplicitity of Life er et spøgelsesopkald fra 00’erne: En gruopvækkende surftur på bilradioens FM-bølger med Britney Spears og sælgerstemmer monteret med nødopkald og elektroniske støjeffekter. Before, Behind, Between, Above, Below af Connor McLean lyder også hacket. Mikkel Schou agerer cyborg: Autotunet til at være out of tune med sin westernguitar plastret til med slimede effekter. 



Aftenens højdepunkt var Rob Durnins trommesæt-etude these gizmos are totally ill-suited for my birthday bash, mom: Hsiao-Tung Yuan udstyret med de underligste trommestikker i form af asiatisk snakkende højttalere, som bragte barneleg ind i en stiliseret afmontering af den kultiverede trommeslager. 



Summa summarum om Sa(l)vages: Der er spildmateriale derude, som ikke må gå til spilde. Spændende idéer og lyde materialiserer sig ofte i randområderne af objekternes egentlige intention. Men jeg savnede noget mere skrald i affaldstematikken, der kun glimtvis bed fra sig. 

© Niklas Ottander

»Musik er en dyb, men ikke seriøs, spirituel praksis, hvor både skaber, samarbejdspartner og forbruger er deres egen personlige pave.«

James Black (f. 1990) er komponist, performer og kunstnerisk leder af Klang Festival – Copenhagen Experimental Music. De er oprindeligt fra Bristol, England, men flyttede til København i 2013. Blacks værker har tiltrukket sig stor opmærksomhed både nationalt og internationalt for deres karakteristiske kombination af kunstnerisk mod og sårbarhed, beskrevet af Statens Kunstråd som »et univers af ægte vanvid, hvor alting går hen«. Deres arbejde er en dyb og personlig udforskning af emner som religion, tab og queer-identitet, der ikke er bange for at være dum eller seriøs i nogen retning.

© Christian Klintholm

»Musik er for mig lige noget for mig.«

Christian Juncker er en dansk musiker og sangskriver, som har udgivet en række dansksprogede album. Han debuterede i 1995 med bandet Bloom. Sammen med sin ven Jakob Groth Bastiansen dannede han duoen Juncker i 2002. Han står også bag julesangen »Luk julefreden ind« fra 2024.

© Guy Wasserman

»Musik for mig afslører tomheden i grænser og definitioner – i bevidstheden, i rummet og i musikken selv.«

Idan Elmalem er en oud-spiller og komponist, der arbejder på tværs af verdens- og populærmusik, og præsenterer nu sin debut-instrumentale EP og liveoptrædenprojekt. Efter mange års samarbejde inden for den israelske musikscene vender han sig mod en mere personlig og intim musikalsk stemme, hvor han blander traditionel oud med en moderne sensibilitet. Inspireret af sine studier med mester Nissim Dakwar udforsker Elmalems musik rummet mellem tradition og innovation. Hans debut-EP, Time, indeholder tre live-indspillede stykker, der bevæger sig mellem fortid, nutid og fremtid og kombinerer klassiske arabiske og persiske elementer med jazz, minimalisme og filmisk lyd. Elmalem, der er baseret i Tel Aviv, trækker på sin marokkansk-danske arv i sit arbejde. Han er uddannet fra Jerusalem Academy of Music and Dance og er i øjeblikket i gang med en kandidatgrad i etnomusikologi ved University of Haifa, sideløbende med sit arbejde som musiker og komponist.

© PR

29. maj overtager det aalborgensiske kollektiv Datahaven9000 spillestedet Skråen og omdanner den store sal til en koncentreret éndagsfestival for elektronisk musik. Arrangementet er en del af koncertrækken Bystanders #3, hvor scenen gives til byens egne miljøer frem for husets faste programlægning.

kortkritikrelease
30.03

I bugen på et fremmed klangvæsen

Kali Malone & Leila Bordreuil: »Music for Intersecting Planes«
© PR
© PR

Det er to af samtidsmusikkens mest kompromisløse materialetænkere, den amerikanske organist Kali Malone og den franske cellist Leila Bordreuil, som mødes på Music for Intersecting Planes. Malone arbejder med overmættede klangblokke og lydens masse som vedvarende tryk, mens Bordreuil søger friktionen – med celloen som genstridig organisme, der knirker og protesterer.

Fælles er en asketisk opmærksomhed på instrumentets egenart. Orglet og celloen presses ud i deres randzoner, hvor genkendeligheden opløses, og overtoner træder frem som skjulte væsener.

Titelstykkerne »Intersecting Planes I« og »II« præsenterer bølgende opbrud af lyd: dyriske, næsten elefantagtige hvin, der presser sig frem og trækker sig tilbage. Kun sjældent lader klangen sig identificere som orgel eller cello. (»Pilots in the Night« ligger tættest på en forventelig balance mellem orglets tyngde og celloens modstand.) Ellers bevæger musikken sig i et felt mellem det metalliske og det elektroniske, som om lyden hverken stammer fra strenge eller piber.

Det er ikke massivitet, der undersøges, snarere en form for hulhed: en luftighed, der ikke er let, men gennemtrængt af en ubestemmelig resonans, noget urgammelt og ceremonielt. Albummet rummer noget langt mere porøst og åbent end Malone og Bordreuils tidligere værker. Lyden opleves som en konkav form, indadbuende, som et fravær af materiale. Klanglandskabet bærer sin egen opløsning med sig som en indbygget forsinkelse – som om musikken først og fremmest eksisterer som erosionen af noget, man troede, man hørte.