I komplet tavshed lyttede vi til lydene fra det ydre rum
Lørdag aften på Husets Xenon-scene var et sandt eksperimentarium af lyd, krop og teknologi. To vidt forskellige kunstnere undersøgte udtryksmuligheder inden for lyd- og performancekunst. Først præsenterede den islandske komponist Sól Ey sin performance Hreyfð (»hun er rørt« på islandsk). Iført en dragt med mikrofoner, højttalere og gyroskoper blev hendes bevægelser transformeret til lyd. Gennem langsomme, udsøgende bevægelser tunede Ey sig ind på forskellige frekvenser. Hver gestus skabte et nyt auditivt univers – fra bløde og æteriske lyde med de fineste teksturer til forvrængede og aggressive lyde, fra kosmisk susen til forvrængede radiosignaler, der ledte mine tanker hen på optagelserne fra NASA's Voyager-rumsonder. I komplet tavshed observerede publikum Ey, mens hun udforskede lydene fra det ydre rum.
Bagefter trådte den japanske trommeslager Ryosuke Kiyasu frem som en sonisk kriger. Med blot en lilletromme, et bord og en mikrofon skabte han et 30 minutters ubønhørligt lydligt angreb. Han skreg, hamrede, svedte. Han brugte både sin egen krop og stokke. Publikum holdt vejret, mens Kiyasu angreb sin lilletromme som en mand, der ville sprænge lydens grænser indefra. Og da han endelig lod sig falde om på gulvet, eksploderede rummet i jubel.
Mens Sól Ey skabte en finmasket dialog mellem teknologi og bevægelse, gik Ryosuke Kiyasu et frontalangreb på materialets modstandskraft. Begge konfronterede lydens grænser med kompromisløs dedikation og viste, at lydkunst ikke blot handler om at spille, men om at forvandle.
Goodiepal kan tæmmes
Museumsfløjen på SMK kan næsten ikke rumme eksplosionen af kosmisk computerlogik, snorkende højttalere, serialismeafhandlinger, elektromekaniske lydskulpturer, Gameboy-nostalgi og hjemmelavede synthesizere (der kan bestilles i museumshoppen).
Den røde tråd i kurateringen af »Unboxing the Goodiepal Collection« er suspenderet til fordel for et betagende spind af uforpligtende anbefalinger, og begrebet kunstsamling er til forhandling, mens vi bliver mindet om »potentialet i det, der ikke kan beholdes«, som Goodiepal skriver i et af udstillingens utallige »lyttetips«.
Men til trods for den åbenlyse institutionskritik trænger udstillingen vel ikke helt igennem sin institutionelle præmis. Er museumsrammen overhovedet det bedste format til Goodiepals overgearede og krøllede æstetik?
Der opstår en orden i kaosset, som virker utilsigtet – i labyrinten af utæmmet samlermani indfinder sig en besynderlig bismag af kompromis, som er svær at forene med den anarkisme, der ellers er indbegrebet af Goodiepal.
Musikformidling med fikse idéer
Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).
Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.
L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.
Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.