Ikke den royale rockstjerne, man kunne ønske sig
Jeg kan næppe være den eneste, der var ved at få østersen galt i halsen nytårsaften, da Kong Frederik X holdt sin første nytårstale. Sikke en modernisering af den gamle tradition! I stedet for at sidde klar ved bordet, trådte han roligt ind i rummet – et opmærksomhedskrævende rum, hvor et futuristisk vægmaleri stjal fokus. Jeg kunne knap nok høre talen for bare at stirre på det psykedeliske motiv bag ham: en visuel hilsen til Yellow Submarine med The Beatles. Et varsel om en rockstjerne på tronen?
Ønsketænkning, skulle det vise sig. For talen var en parade af forudsigelige floskler. Det samme kan man sige kongens nye honnørmarch, komponeret af David M. A. P. Palmquist, tidligere dirigent i Den Kongelige Livgardes Musikkorps. En traditionsbunden og gumpetung sag, der følger alle kunstens regler.
Siden H.C. Lumbye i 1861 forærede en march til Frederik 7., har det været en tradition, at medlemmer af den kongelige familie tildeles personlige marcher. Tag den livfulde og selvironiske Dronning Margrethes Parademarch – der både indeholder citater fra »I Danmark er jeg født« og »Daisy Bell«. Eller den tjeppe og skæve Kronprins Frederiks Honnørmarch i seksottendedele – skrevet af Fuzzy i anledning af kongens 30-års fødselsdag – der kipper med flaget til Carls Nielsens »Som en rejselysten flåde«.
Men hvor er det personlige særpræg i Palmquists march? Komponisten går alt for konceptuelt til værks, når han indledningsvist forsøger at give marchen en signatur med en slags musikalsk rebus. Den første tone er et f, efterfulgt af en tone ti trin højere – sådan staver man til Frederik 10 med noder. Ligeså intern er marchens mange referencer til anden militærmusik. Man savner noget, som bryder med etiketten – præcis som Kong Frederik i sine mest mindeværdige og folkekære øjeblikke. Det ender med at lyde som en march, der har glemt, hvem den er skrevet til.
En tung venstrehånd
Komponist Andreja Andric og pianist Anita Tomasevich har med dette albums første seks værker, »December I-VI«, skabt en hyldest til årets mørkeste måned. Fra første anslag er musikken præget af molakkorder, træghed og en konstant tilstedeværende, meget tung venstrehånd. De seks værker tager dog til i styrke, tempo og klang, og i »December VI« kan man endda ane lyset for enden af tunnellen. Vinterdepression – men også håbet om lysere tider – i musikform.
Der er en brutal klarhed over metaforikken. På sin vis er der en skønhed i den minimalistiske, hypnotiske hensynsløshed, og i særdeleshed i den forløsning, man finder i sidste sats. Afhængig af humør kan det føles både knusende og beroligende. Måske er det pointen. Jeg er mere utvetydigt begejstret for albummets syvende og sidste værk, »Meditations II«, for to klaverer. Her taler Tomasevichs instrument et mere varieret og indbydende billedsprog. Her kreeres en lydverden, jeg rent faktisk nyder at udforske. Her skaber de mere sparsomme anslag ånderum. I virkeligheden er det måske netop på grund af den foregående vintertristesse, at dette sidste nummer føles som så friskt et pust, som det nu gør.
I sin helhed er Winter Solstice et udfordrende værk. Kontrasteret med den tunge, mørke stemning – særdeles i første halvdel – skinner de lysere øjeblikke utroligt stærkt. Begge har deres plads, men det er i vekselvirkningen mellem de to, at albummets anbefalelsesværdighed virkelig kan findes.
Ugens intimiteter
Lad os få det ud af verden meget hurtigt: Swells EP Intimacy Issues er ikke en gigantisk åbenbaring, selvom blandingen af barokke toner, klassiske instrumenter, kammermusik, nutidig pop mikset med fremgangsmåder fra kontemporær elektronik lyder tillokkende. Pressematerialet behandler københavnske Laura Marie Madsens musik som en slags gendigtning af de sidste dekaders pop – postmoderne ord som ‘fragmenter’ og ‘tropes’. Ord som skaber en slags ironisk distance til de mere poppede elementer i musikken. Hvilket ikke nødvendigvis gør musikken en særlig god tjeneste.
For jeg har ikke brug for at få tænkt et værk som Intimacy Issues for mig. Den fragmenterede elektronik gør arbejdet fint, og Madsens stemme og lyrik er helt tæt på lytteren, når hun besynger den unge piges genvordigheder i grænselandet mellem heartbreak og identitetskrise. »bad boy« lyder som om en har taget et vilkårligt Ugens Uundgåelig-cut fra P3 og opløst det i bidende klange, mens den mystiske »make over« meget vel kunne blive kunstnerens signatur. Intimacy Issues virker for tænkt til at være et postgenre-mesterværk, men fungerer, hvis man lytter med hjertet.
Trentemøllers tryllestøv
Den danske Godfather af moderne elektronisk musik er ude med et formidabelt album – alt er skrevet og produceret af ham selv og partneren Lisbet Fritze, som optræder med sin angeliske og uimodståelige vokal. Ligesom Buster Oregon Mortensen (Busters Verden, red.) kan Trentemøller noget andre ikke kan, han har nemlig lært at trylle og med magiske formularer og tryllestøv har han skabt 14 skarptslebne skæringer.
Trentemøller mikser atter bastunge beats med svævende lethed og leger med grænserne for, hvordan han med uortodokse midler både kan skabe genklang hos et bredere publikum og samtidig dupere musiknørder verden over. Lytteren kommer med på indre rejser gennem alt fra »Glow«, der inviterer til clubbing med Autecre, »No More Kissing in the Rain«, som er en Trente-elektronisk fortolkning af indiepop a la Raveonettes samt en goth-industrial portal til den legendariske film Spawn: Nummeret »Dead or Alive«. Twin Peaks-mysticisme skinner igennem på »In the Gloaming«, imens man med »Drifting Star« drømmer sig væk i evige solnedgange.
Memoriams eklektiske tidløshed gør, at den på ingen måder er trendy men derimod langtidsholdbar og ville fungere forrygende som soundtrack til en film, TV-serie eller spil. Der er noget til Generation X, hipsterne, Jomfru Ane Gade og kosmopolernes natteravne. Uden tvivl en udgivelse, som vil vinde indpas i mangen en vinylsamling, være baggrundstæppe på tjekkede kaffebarer og gøre sit indtog på mixerpulte i underjordiske natklubber.
Krængebøgen har ordet!
Sproglig elegance udsmykker Louis André Haugaard Jørgensens podcast-installation Sol op og sol ned, der fortolker verden fra en bøgs perspektiv, skildrer en togrejsendes refleksioner igennem historiske perioder og introducerer bulmeurtens kulturhistorie.
Krængebøgen sender med sin naivitet og åbenhed tankerne i retning af Frances Hodgson Burnetts børneroman, The Secret Garden (1911), hvor man for en stund får en pause fra hverdagen og ved hjælp af sprog og lyd drømmer sig væk i oplevelsen af at være en aldrende bøg. Den reisende er en ordrig beskrivelse af en togpassagers refleksioner fra kupéen, men man bliver ikke blæst bagover af historiens vingesus eller lydelige overraskelser. Djævleøje og ulvebønne er – ligesom Krængebøgen – en sprogligt formfuldendt fortolkning af livet som bulmeurt og en kulturhistorisk analyse af plantens mange kæle- og øgenavne.. Djævleøje, Pigelort og Fandens Nosser…
Lydsiden egner sig som underlægning til de poetiske passager – følger dynamikken i sproget og fortællingernes progression – men hvor ordene i sig selv kan stå alene og ville fungere storartet på tekst, ville det auditive bidrag ikke stå stærkt alene. Det havde klædt den litterære graciøsitet med en stærkere lydside, flere reallyde og håndholdte instrumenter.
Når det er sagt, er der stadig tale om et kærkomment break fra storpolitiske problemer og energipriser, som i al sin enkelhed er værd at opleve – især foldet ud i sin helhed på udstillingen, der forløber på Museum Skanderborg, Perron 1.
Marcherende sørgesang
Elegi; sørgesang. Musikhistorien er fuld af dem. Helt uforglemmelig er eksempelvis Stravinskys ultrakorte, men knusende »Elegy for Solo Viola« (1944), hvor hver eneste tone er ved at briste af smerte. Smerten er også til stede i ELEGI, et samarbejde mellem den eksperimenterende rocktrio SVIN og Århus Sinfonietta, men værket er uden tvivl mest interessant i de allermest sangvinske af dets ti satser.
Som for eksempel i fjerde sats, hvor en Sarangi – et indisk strygerinstrument – igen og igen punkterer den sparsomme og meditative atmosfære med en lyd, jeg bedst kan sammenligne med en svirpende klinges. Og i femte sats, der stort set udgøres af en enkelt, uigennemtrængelig trommehvirvel, som synes uendeligt at tiltage i intensitet uden nogensinde at nå et klimaks inden den, uden varsel, kollapser – tilsyneladende under sin egen vægt. Allerbedst er syvende sats, der med buldrende slagtøj og staccato blæsere lyder som et militært marchorkester, der trodsigt og heltemodigt kæmper sig gennem kraftig modvind.
I øjeblikke som disse siger SVIN og Århus Sinfonietta noget vigtigt: At det kan være et lige så kraftfuldt udsagn om sorgen at holde den ud i strakt arm – at marchere videre gennem vinden på trods af den – som det kan være at overgive sig til den. I sine bedste øjeblikke lyder ELEGI som et forsøg på at finde et sprog for sorgen hinsides melankoliens klichéer – og dermed at udfordre, hvad en elegi overhovedet kan være.