Andreas Borregaard
11
Jamen så gør vi det bare!
Andreas Borregaard: »Solo Act 2: Just Do It!«
Andreas Borregaard. © Borealis Festival
På den norske Borealis Festival præsenterer den danske akkordeonist Andreas Borregaard to meget forskellige videoværker (tilgængelige online til og med 18. april, red.). I det første, Philip Venables og Ted Huffmans My Favourite Piece Is the Goldberg Variations, fortæller Borregaard sin mors livshistorie, mens falmede hjemmevideoer flimrer i baggrunden og hans dramatiske akkordeonspil på én og samme tid modarbejder og understøtter fortællingen.
Det er akkordeonet, som får en banalitet som »I felt better with him around / he was always holding my hand« til at lyde som hårdt tjent livserfaring, og som fremhæver den knusende melankoli i børnesangen »Bjerget i skoven«. Med få, velvalgte virkemidler formidler Borregaard på smukkeste vis en fortælling om kærlighed og tab, om tosomhed og ensomhed. Det er en udsøgt sanseliggørelse af hverdagen.
Anderledes forholder det sig med det andet værk, Marcela Lucatelli og Kirstine Fogh Vindelevs Drift. Her spiller Borregaard skingre, skrattende lyde på sit akkordeon iført en gylden latexheldragt, gentager omkvædet fra Rod Stewarts »Sailing«, som var det et mantra, tilfører »Alle sømænd er glade for piger« en helt ny, homoerotisk tekst, laver fjollede grimasser iført paryk og læbestift og vandrer forvildet rundt i snevejr klædt ud som et kæmpe insekt.
Programteksten fortæller, at værket inddrager elementer fra Borregaards virkelige liv, hvilket forekommer mig usandsynligt, medmindre han er hovedpersonen i Kafkas Metamorfosen. Jeg er en stor beundrer af Lucatellis arbejde som vokalist, men må nok indrømme, at jeg ikke forstod Drift. Jeg sad tilbage med følelsen af, at værket forsøgte at sige noget om køn og seksualitet, men præcis hvad, blev aldrig tydeligt for mig. Omvendt er det måske en fejl at lede efter et budskab frem for blot at hengive sig til værkets arbsurdisme.
© PR
Digter Victor Boy Lindholms forfatterskab behandler så forskelligt territorium som cykling, hykleri og natur, senest i Isbogen – hvordan isen har formet vores verden og kommer til at forandre alt skrevet sammen med professor i klimaforandringer Sebastian H. Mernild. Hans playliste har tilsvarende spændvidde. Fra bluegrass-fornyeren Billy Strings til Guldimund og Soleima, der begge synger drømmende om de ting, der er tættest på. Victor Boy Lindholm læser op til Deer Bodega-koncerten 20. juni i Byhaven i København sammen med blandt andre G.HO and Emma Lincoln fra DJ-kollektivet Future Female Sound.
© Sigrun Gudbrandsdottir
Signe Høirup Wille-Jørgensen bærer – ud over branchens længste navn – også aliaset Jomi og Jomi Massage. Hun har en baggrund i den eksperimenterende støjrock og er stadig aktiv som guitarist og vokalist i orkestret Speaker Bite Me. Men allermest agerer hun som den genreflydende kunstner Jomi og har siden år 2000 arbejdet kompromisløst som komponist, musiker, forfatter, underviser og debattør. Jomi står bag en lang række albums, soundtracks, koncerter og performances, som alle skabes ud fra trangen til at udtrykke det voldsomme og omfavne det skrøbelige.
© Malthe Folke Ivarsson
Allan Gravgaard Madsen er dansk komponist med base i København. Blandt hans seneste værker er Träume nicht og Nachtmusik. Han forsøger at skabe en bedre version af sig selv i sin musik – hvor hans person har tendens til at være rastløs, plapre og have et aktivt indre liv, er hans musik kontrolleret, enkel og nådesløs i sit udtryk. Han er modtager af Carl Nielsen & Anne Marie Carl-Nielsens Hæderspris 2022.
Aphex Twin – byens vildeste wellness
Syd for Solen: Aphex Twin
© Mathias Bak Larsen
Man har et beat til man tager et nyt beat. I electronic dance music må man aldrig gro fast i standpunkter, men konstant dreje på nye knapper for at holde flowet i gang. Det er det, Richard D. James har foretaget sig siden 1991. Der var et flow her, den irsk-engelske musiker spillede ikke sine mest syrede, creepy og manisk opklippede stykker. Fordi han mest af alt er en dygtig kurator, satte han, beat for beat, eksperimenterende acid house, jungle og drill ‘n’ bass sammen, som en billedkunstner blander rød, blå og gul. Det sortnede for øjnene. Britisk ravekultur – især Aphex Twin – har lært os, at det er muligt at se mange farver på én gang.
Men selv uden det imponerende lysshow havde man kunnet mærke, hvad hans musik handler om: En slags hurtigtvirkende, evigt sitrende og kun lidt smertende wellness for ørene. Aphex Twins koncert var som at sidde i et boblebad i en skov og opleve fluorescerende kunst. Elektro-pioneren mindede om, at lydkunst er fysisk, den kommer nedefra, som små rystelser fra et hårdt betongulv, eller som her, fra en blød, græsset mark. Lydkunst påvirker fysisk musklerne, ligesom laserlys helt konkret blænder øjnene. På et tidspunkt havde den polyrytmiske techno løsrevet sig fra maskinerne, som havde skabt den, og svævede som abstrakte bobler i luften.
Aphex Twin er ikke færdig med at optræde. Med sit enkeltmandsfirma står han lyslevende på scenerne rundt omkring i verden denne sommer. Nu har man testet, at Deep Listening (på den hårde måde) for masserne er mulig selv i en crowded og varm park i København. Fænomenalt.