kortkritik
12.01.2023

Japansk wellness

Ryoji Ikeda: »Ultratronics«
© Ryoji Ikeda
© Ryoji Ikeda

En enkeltstående, lettere ubehagelig hyletone fortæller mig alt hvad jeg har brug for at vide: Dette er hovedpinemusik. Heldigvis har Ryoji Ikedas Ultratronics meget mere at byde på, end blot smerte i øverste etage.

Ikeda har produceret sin form for glitchy microsound i snart tre årtier, og man kan virkelig høre ekspertisen. De simple strukturer og insisterende beats kan – til trods for den meget diskante og mekaniske lyd – inducere et nærmest meditativt flow state. Digital snerren og dial-up internetæstetik kombineres med en legesyghed og humor, der tilføjer en tiltrængt menneskelighed til den ellers meget kolde lyd. »Ultratronics 04« benytter sig af klicheen med robotstemmen, der tæller opad, men med et velkomment og faktisk ret sødt twist – robotten tæller flere gange forkert, og må starte forfra.

Gradvist ændrer musikken karakter. Halvvejs igennem, når ørerne begynder at føle metaltrætheden, tilføjer Ikeda massive, gungrende trommer. Approksimationer af kor og istapper. Lytteoplevelsen revitaliseres! Senere endnu skrues der helt ned for støjen, og man får allernådigst lov til at hvile høreorganerne, mens musikken rinder ud i digitale ambientbølger. Det er paradoksalt, at et så lytterfjendsk lydunivers præsenteres med så megen omtanke og forståelse. 

Hvad sidder jeg tilbage med efter flere gennemlytninger? Ømme ører, let svimmelhed og Stockholmsyndrom. Nogle gange lyder en hovedpine bare for godt til, at man kan lade være med at opsøge den igen.

© Kåre Viemose

»For nylig opdagede jeg, at når et par tusinde mennesker klapper deres tykke handsker sammen i minus 30 grader, lyder det som den blødeste techno – et frysende rum, hvor den kolde luft forvandles til en bølge af varme, og vi i et øjeblik af kollektiv hengivelse bliver ét med rytmen, ét med det usynlige bånd, der forbinder os i stilhedens varme. Musik er ikke blot lyde, men et forgæves forsøg på at indfange det uendelige, som altid har været og altid vil være.«

Andreo Michaelo Mielczarek har været ansvarshavende redaktør for Seismograf siden 2021. Han er desuden musikkritiker og kulturjournalist ved Kristeligt Dagblad og Århus Stiftstidende/Avisen Danmark og har gennem årene skrevet for publikationer som Kunsten.nu, Glissando (Polen), Neural (Italien), Raw Vision (UK), Nutida Musik (Sverige), Kunstkritikk (DK/Sverige), Iscene.dk, B.T. og Jazz Special. Han er medforfatter (sammen med Lars Muhl) til bogen HVA’ SAA! En guidet rutsjebanetur gennem Aarhus – før, nu og i fremtiden (2024) og har desuden bidraget til antologien om musikkritik Man skal høre meget (red. Thomas Michelsen og Claus Røllum-Larsen, 2024). Han er medstifter og partner i den polsk-danske kulturorganisation Kultur(a), og hvor end der er et klaver, vil han være der – ivrig efter at lokke en melodi frem af det.

© PR

»Musik for mig er det, der gør verden større. Det, der rummer utallige realiteter, skønheder og modsigelser. Noget, der foregår over tid, men som er tidløst.«

Xavier Bonfill er catalansk komponist, performer og tværdisciplinær kunstner bosat i København. Hans værker spænder fra traditionelle instrumenter til elektronik, video og digitale formater. Han arbejder i spændingsfeltet mellem dualiteter: det poetiske og det overfladiske, det ekstravagante og det intime, det excentriske og det naive. Hans musik er følelsesmæssigt intens, dybt resonant og fremadskuende. Han er stifter af ensemblet haknam og pladeselskabet Don’t Look Back Records.

© Astrid Lemmike

»Musik for os er det umiddelbare. Der er noget dejligt over at dele det umiddelbare sammen med andre. Musik for os er universelt og uforklarlig. Musik er 'the healing force of the universe'. og den er good times. Den er klam storkapitalisme og antikapitalistisk hjemmegroet DIY. Den er fællesskab, fest og alle følelser. Musik for os er …«

Nausia er en københavnsk kvintet dannet i 2019, bestående af to saxofonister, guitar, bas og trommer. Bandet kombinerer elementer fra spirituel jazz, krautrock og minimalisme og skaber et unikt lydunivers præget af både tranceagtige passager og eksplosive udbrud. De debuterede med albummet Prince Kiosk i 2020, efterfulgt af Good Intentions i 2021. I marts 2025 udgav de deres tredje album, Finding a Circle, som markerer kulminationen på fem års kreativ udvikling. Nausia er blevet nomineret til DMA Jazz som 'Årets Nye Navn'.

© Anthon Unger

»Musik for mig er et afbræk fra en mere og mere vild verden, der lige nu kører på hyperspeed. Den er, når jeg kører på landevejen i USA og hører countrystjernen Lucinda Williams ru og brugte stemme. Lige nu må den også gerne være en kommentar til den farlige situation, vi står i. Derfor Imagine. Men først og fremmest skal den vække genklang for de følelser, jeg selv har og den situation, som jeg står i lige nu.«

Matias Seidelin er sikkerhedspolitisk seniorkorrespondent på forsvarsmediet OLFI, USA-ekspert, tidligere USA-korrespondent for Jyllands-Posten og forfatter til bogen Game over there – hvad sker der hvis supermagten kollapser? om USA og Trump-land. Tidligere rockmusiker i flere bands.