kortkritiklive
07.03

Klangskorper i langsom bevægelse

Abul Mogard
© Claudia Gschwend
© Claudia Gschwend

Det er udbredt at beskrive en afart af ambientmusik som »filmisk« og dermed (måske utilsigtet) affeje den som stemningssættende brugsmusik snarere end kunstform i egen ret. Arbejdet med statiske klangflader og atmosfæriske droneforløb har imidlertid stået på, længe før det blev et filmgreb. I denne tradition, der strækker sig fra Morton Feldman til Éliane Radigue og Phill Niblock, har den italienske komponist Guido Zen i de seneste knap 15 år indskrevet sig under pseudonymet Abul Mogard. I slutningen af 1990’erne færdedes han i Londons elektroniske undergrund med duoen Gamers In Exile og har siden samarbejdet med blandt andre danske Goodiepal.

Ved koncerten på Alice voksede Mogards brede synthflader frem som tågebanker. Bag et bord tæt pakket med trommemaskiner, mixere og patchkabler – slyngplanter af ledninger mellem maskinerne – stod den sortklædte Mogard, oplyst af små klemmelamper fastgjort til udstyrets kanter. Tonerne var langstrakte, næsten ubevægelige. Tiden måltes ikke i takter, men i intensitet: Bas, der rungede i brystkassen; en justering af det atmosfæriske tryk. Udramatisk, men ustoppeligt. Teksturerne ændrede sig så gradvist, at man ofte først registrerede forandringerne, idet de var passeret. De harmoniske moduleringer føltes sjældent som traditionelle akkordskift, snarere som skygger der flyttede sig.

Synthlagene gled ind i hinanden med næsten geologisk langsomhed og lagde sig som aflejrede sedimenter, nænsomt og kolossalt. Mogard dvælede ved den enkelte tone længe nok til, at den begyndte at afsløre sit indre liv: små sitrende vibrationer, næsten mikroskopiske ujævnheder i klangskorpen. Lyden pulserede indefra, gennemkrydset af bølgende interferensmønstre. 

kortkritik
22.06.2023

Metalguitar vs. strygekvartet: 3-0

 David T. Little: Black Lodge
© PR
© PR

Renskuret »nu metal« med pæne, halvtunge guitar-riffs møder spinkle strygere på albumversionen af operaen Black Lodge. Det er den amerikanske grænsegænger-komponist David T. Little, der har skabt den sære fusion. Han har fundet fællesnævneren mellem hård rock og melodisk, klassisk musik – og det er åbenbart storladen, lidt skinger sang med kraftige vibrationer og mod på at gå efter de mest teatralske, højtidelige øjeblikke hele tiden. Det er en horroropera med hilsener til William S. Burroughs opklippede tekster og David Lynchs uhyggelige univers fra Twin Peaks – the black lodge – hvor de døde opholder sig i en slags forgård til helvede. 

Helt konkret sidder glamrock-sangeren Timur i den sorte hytte og synger sin desperation ud som operaens eneste medvirkende. I selskab med glitterbandet The Dime Museum og strygekvartetten Isaura. En time tager det, før albummet kulminerer i monstrøs falsetsang og alle former for heavyrock-klicheer i lydbilleder, hvor de medvirkende strygere og deres små klangfigurer taber stort til guitarens hvide støj og stortrommens tunge bund. 

Det store problem her er, at musikken ganske enkelt ikke er uhyggelig eller vild. Oprindelig er projektet både en mørktonet film og en opsætning på Opera Philadelphias festival O22, og måske kunne værket faktisk noget med sin visuelle side. For sig er musikken ret uinteressant, og man tager sig selv i at overveje, om man har misforstået det hele? Er det egentlig en rock/opera-parodi? I det tilfælde er det måske meget sjovt. 

© PR

Komponist Line Tjørnhøj bygger sin musik op ud fra tanken om, at den menneskelige stemme er et af de mest basale elementer i vores lydunivers – den har en umiddelbar adgang til ører og følelser. Når hun skaber musikalske fortællinger, fokuserer hun på at udforske de beroligende kvaliteter og jamrende skønheder ved instrumenter, stemmer, industrielle betonlyde samt de intime lyde, der er relateret til vores daglige menneskelige aktivitet. Tjørnhøj er kendt for at beskæftige sig med universelle temaer og tidløse problemer gennem nutidige scenerier – og især for sit mod til at tage fat på menneskelig grusomhed og magtmisbrug.

kortkritik
19.06.2023

Statiske vibrationer

Irma Hünerfauth: »Speaking Boxes«
© GRAYSC / Irma Hünerfauth / Simian
© GRAYSC / Irma Hünerfauth / Simian

Om det er ironisk eller passende, at Irma Hünerfauths mekaniske skrotmaskiner fra 70’erne og 80’erne, som lige nu udstilles på Simian, ikke længere virker, må være en smagssag.

Tyskerens Sprechende Kästen er en satirisk legesyg og spiddende kritik af det accelererende varesamfund, skabt af overflodens egne affaldsprodukter: sammenloddede computerkort, tøjknapper, metalspiraler. I én kasse bræger et får fanget under jorden, i en anden flyver en eroderende sommerfugl af metal hen over en nedbrudt pistol.

Oprindeligt skulle publikum få de ekspressionistiske tableauer til at bevæge sig. »Helft mit!« stod der dengang på udstillingerne. I dag står der, at kunsten ikke må berøres. Så nu står Hünerfauths åbenbart sarte Vibrationsobjekte stille som et unheimlich og melankolsk gravmæle over en socialt indigneret samfundskritik.

I stedet sættes de tilhørende lydspor i gang af sensorer, når man nærmer sig dem hver især. Hurtigt myldrer den gamle cykelkælder derfor med lyde, der bekriger hinanden: en diskant kakofoni af cikader, sfærisk klang, pistolskud og kunstnerens utydeligt hvislende messen om krig, forbrug og tabt natur – det hele oven i hinanden.

Men den tynde lyd er lige så nedslidt som mekanikken, og end ikke en stramt minimalistisk opstilling kan redde udstillingen fra at virke uskarp, uengagerende og en smule meningsløs. Hvor kasserne engang lokkede til interaktion og fordybelse, inviterer de i dag til at stryge direkte ud af det lydlige kaos og over i Field’s.

© PR

Digter Victor Boy Lindholms forfatterskab behandler så forskelligt territorium som cykling, hykleri og natur, senest i Isbogen – hvordan isen har formet vores verden og kommer til at forandre alt skrevet sammen med professor i klimaforandringer Sebastian H. Mernild. Hans playliste har tilsvarende spændvidde. Fra bluegrass-fornyeren Billy Strings til Guldimund og Soleima, der begge synger drømmende om de ting, der er tættest på. Victor Boy Lindholm læser op til Deer Bodega-koncerten 20. juni i Byhaven i København sammen med blandt andre G.HO and Emma Lincoln fra DJ-kollektivet Future Female Sound. 

© Sigrun Gudbrandsdottir

Signe Høirup Wille-Jørgensen bærer – ud over branchens længste navn – også aliaset Jomi og Jomi Massage. Hun har en baggrund i den eksperimenterende støjrock og er stadig aktiv som guitarist og vokalist i orkestret Speaker Bite Me. Men allermest agerer hun som den genreflydende kunstner Jomi og har siden år 2000 arbejdet kompromisløst som komponist, musiker, forfatter, underviser og debattør. Jomi står bag en lang række albums, soundtracks, koncerter og performances, som alle skabes ud fra trangen til at udtrykke det voldsomme og omfavne det skrøbelige.