Man må godt spille arty cello på Roskilde
Fremtidsrejser, utopier, aktivistisk og meget arty anti-hverdag – dét er Roskilde Festival, især her i 2023, og der har Josefine Opsahl selvfølgelig fået plads. I performanceværket It doesn’t look like anything to me (tænk sci-fi-serien Westworld) flåede hun ikke i celloens strenge, men formede langsomt et neoklassisk score med folkemusik fra gamle dage (eller måske folkemusik fra fremtiden?), mens fire performere gled rundt i knæbeskyttere, brød ud i soul, brydekæmpede og fodstampede i rundkreds.
I midten af det hele, med publikum omkring sig, sad Opsahl, i spidse støvler, den skarpe lydlige iscenesætter – skruede op og ned for ambience, som man gør i værker, der også har en visuel side og et budskab, her kold maskulinitet versus ny sårbarhed. Ikke storladen, mere tilbageholdende, dejligt befriet for unødig svulstighed. Skarpt.
Opsahl passede godt til Roskildes kuraterede eksperimentarium, Platform-scenen, hvor kunstarter blandes og stilles i nyt lys for et nysgerrigt publikum. I en halv time fik hun Dyrskuepladsen til at lytte til cellomusik og se Jules Fischers cool koreografi. Den medrivende totaloplevelse stoppede brat. Det gør totaloplevelser. Efter sidste cellostrøg stod stilheden tilbage. Mange fik en på opleveren. Det var arty. Det må man godt på Roskilde.
Goodiepal kan tæmmes
Museumsfløjen på SMK kan næsten ikke rumme eksplosionen af kosmisk computerlogik, snorkende højttalere, serialismeafhandlinger, elektromekaniske lydskulpturer, Gameboy-nostalgi og hjemmelavede synthesizere (der kan bestilles i museumshoppen).
Den røde tråd i kurateringen af »Unboxing the Goodiepal Collection« er suspenderet til fordel for et betagende spind af uforpligtende anbefalinger, og begrebet kunstsamling er til forhandling, mens vi bliver mindet om »potentialet i det, der ikke kan beholdes«, som Goodiepal skriver i et af udstillingens utallige »lyttetips«.
Men til trods for den åbenlyse institutionskritik trænger udstillingen vel ikke helt igennem sin institutionelle præmis. Er museumsrammen overhovedet det bedste format til Goodiepals overgearede og krøllede æstetik?
Der opstår en orden i kaosset, som virker utilsigtet – i labyrinten af utæmmet samlermani indfinder sig en besynderlig bismag af kompromis, som er svær at forene med den anarkisme, der ellers er indbegrebet af Goodiepal.
Musikformidling med fikse idéer
Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).
Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.
L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.
Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.