Når celloen flytter på landet
En bondegård ved Rødvig på Stevns med både grise og køer rummer samtidig en elitemusikskole for cellister, Scandinavian Cello School. Skolen er dannet af den britiske cellist og professor Jacob Shaw, der også er landmand og bor her med sin familie. Et sted, hvor de tilstedeværende unge mennesker bliver sat til at deltage i arbejdet på gården som i et kollektiv, når de altså ikke arbejder på deres musikalske projekter.
Det er i den grad en nyskabelse, mener Shaw. I en af de mange scener med den tænksomme, idealistiske og uselviske mentor bemærker han, at den klassiske musikverden har et stort fokus på konkurrence og muligvis musikalsk udvikling, men kun sjældent er optaget af noget så essentielt som trivsel.
Det er fascinerende at følge ikke blot undervisningen og konkurrencerne på Stevns og andre steder, men også at lægge øre til de unges beretninger om at spille foruden de talrige ukommenterede forløb, hvor store mængder musik især fra den klassiske cellolitteratur bliver fremført – herunder en udendørsscene, hvor musikerne har trukket en gruppe køer til, som ser ud til at lytte, når de altså ikke muher.
Det er en film om selvrealisering gennem disciplin, men også om disciplin gennem selvrealisering. Filmen kredser konstant om menneskets bestræbelser efter at blive bedre til noget, og den gør det på en måde, der hele tiden sætter deltagernes kærlighed til musik i centrum. Også hos Shaw selv, hvis tidligere alvorlige sygdomsforløb, der kort refereres til, danner et slags kontrapunkt til den lethed, der ellers præger filmen.
Katrine Philps dokumentarfilm Et klassisk liv er hermed anbefalet – ikke kun til forældre til musikinteresserede børn, men til alle, som interesserer sig for musik. Klassisk musik? Nej. Musik.
»Et klassisk liv«, instr. Katrine Philp (Danmark / Sverige), (90 min.), vises på CPH:DOX 14., 17. og 21. marts
Sounds of Denmark
Det var svært ikke at bemærke, at lydkunstner Sofie Birch havde en utroligt flot hat på, da hun gæstede Cinemateket/CPH:DOX for at sætte musik til et udvalg af klip fra Det Dansk Filminstituts enorme arkiv, Danmark på film. Som den tårnede op over højttalere og synthesizere – kæmpestor, lilla og skulpturel i sin udformning – mindede den, altså hatten, på én og samme tid om en naturskabt organisme fra bunden af havet og om noget, et rumvæsen muligvis ville bringe med sig til jorden. Det slog mig, at Birchs live-score kombinerede det velkendte og det fremmede på præcist samme måde. Birch havde udvalgt dokumentarklip fra begyndelsen af det tyvende århundrede, der alle sammen på hver deres måde skildrede den menneskelige krop: kvinder i en skønhedskonkurrence; en mand, der laver gymnastik i sin have; piger, arm i arm, dansende i ring; en idrætstime; kvindelige brydere; en medicinsk undersøgelse af kroppens muskler. Disse optagelser draperede hun i ulmende synthdroner, skarpe, klokkeagtige klange, sirenesang og kvidder fra hyperaktive fugle.
Langsomt forvandlede hun de relativt almindelige aktiviteter til noget, der mindede om okkulte ritualer. Selve den menneskelige krop fremstod pludseligt mærkværdig, uhyggelig endda, kontrasteret af Birchs lydlandskab. Mon vores aktiviteter vil fremstå lige så fremmedartede, når arkivet om hundrede år endnu engang granskes og fremtidens Sofie Birch sætter dyster og drømmende musik til?
Clint Eastwoods honningdepot
Ennio Morricones vindhekse og Clint Eastwoods læderhud i The Good, the Bad the Ugly er den billedside, som træder ind på nethinden ved lyden af Archives II. Repetition, surfguitar og simplicitet præger det let jazzede album, hvor guitaristen forener, og trommeslageren er en luftig rytmemager, der krydrer det melodiske landskab med bækkener og percussion, imens strygere og klaver toner frem på udvalgte skæringer.
Københavnske Mads Lassen og Mathias Lystbæk har med otte små musikstykker skabt en gæstfri genklang uden for rum og tid. Konventioner og logren for radioformat er få på den lunt sfæriske udgivelse – tværtom er improvisation i centrum, og numrenes længde varierer med op mod seks minutter.
Albummet er et lille honningdepot til dage, der kalder på en ravgul, antiseptisk og aromatisk pause fra en verden præget af økonomisk recession, pandemi og krig. Nogle gange behøver kunst ikke klø i øregangene eller tirre for at være et lille pragtværk.
Organiske dogmer
På Dronedigte har Recorder Recorder fulgt et stramt elektroakustisk dogme – et regelsæt, hvor de enkelte ingredienser, digte, blokfløjte og vokal går op i en højere harmonisk og elektronisk, repetitiv enhed.
Åbenhjertig poesi beklædes af en florlet kvindelig vokal i en strøm af velklang, hvis mildhed kontrasteres midtvejs på EP’en. Her gør industrielle elementer deres indtog og bryder den næsten uskyldsrene timbre på åbningsnummeret »Sommerminder«. Dualiteten på »Spildevand« og »Legende Legende« pryder lydbilledet og tilfører solistens elektroakustiske germansk-skandinaviske middelalderensemble et råt udtryk.
Droner er fortryllende og farlige, idet lytteren let kan kede sig, men Stine Benjaminsen mestrer i sin komposition og udtryk dette stilistiske greb til fulde og skaber en organisk rejse gennem numrene. EP’en er godt begyndt men ikke helt fuldendt – måske fordi denne udgivelse kun er den første i en perlerække af produktioner fra en kunstner, hvis store potentiale for alvor vil skinne igennem, når hun i fremtiden endnu mere kompromisløst udforsker og udfolder sine eksperimenter.
Tennysons nye spor
Canadiske Tennyson – eller den unge hjemmeproducer og popsanger Luke Pretty – har længe ledt efter en identitet, men en høreskade (som følge af fugtinfektioner i barndomshjemmet) ledte ham på et nyt spor, der er endt ud i et sprudlende postmoderne popalbum, hvor genreforvirringen er total, og man aldrig helt kan føle sig sikker på, hvad der venter en.
For i sin terapeutiske jagt på lyde har Tennyson begået en lille genistreg.
»Feelwithchu« har warpede vokaler og sindssyge breakbeats, den fængende »Door« blander effektivt 00’er R&B og IDM. Der er hele tiden en god lytteoplevelse mere på næste track. Andre højdepunkter er de opklippede beats på den tropichousede »Iron« eller den rundtossede brug af samples på den glimrende »Reallywanna«. Men i det hele taget er Rot en stærkt eksperimenterende og legesyg poplade, der skal opleves for at kunne udleves. Det er som at høre en gal popprofessor kreere et vanvittigt eksperiment, der rent faktisk lykkes. It’s alive!
Naturen ligger bare på lur
Held og lykke til den, der prøver at komme på en hippere elektroakustisk lydkunstner lige nu end britiske Natasha Barrett. Det lader sig simpelthen ikke gøre, basta. Når hun folder sig ud med sine destabiliseringer af naturens lyde, som det sker på albummets titelværk, er det ikke kun ørerne, men hele verden, der skælver.
Over en lille halv time forvandler fuglefløjt og vindens susen sig fra paradisisk ro til et skalkeskjul for dystre kræfter. Naturen er ikke rolig, den ligger bare på lur. Man mærker virkelig, at der komponeres: Barrett introducerer nye satser, gentager motiver og sætter små samples i heftige sløjfer.
Det kræver stort overblik at give kompositionen en logisk retning, samtidig med at man sidder med fornemmelsen af, at alt kan ske. En lys banken er det første fremmedlegeme i naturidyllen, og siden følges den af digitale svirp, blød sinus og metallisk rumklang. En pludselig bisværm er så nær i lydbilledet, at det føles, som om den er fløjet direkte ind i hjernen. Noget er ikke, som det burde være.
Har man gået og ventet på et rigtig fedt stykke bordtennismusik (ja da!), så er Barrett også leveringsdygtig på det felt. Med hårde båndsløjfer bliver én bold til fem høns i Urban Melt in Park Palais Meran. Impulser og håndvævet puls skabt af lydene omkring det uskyldige spil panoreres nænsomt rundt sammen med en svævende synth. Ligesom i sidste værk på albummet, Growth, en hårrejsende vindgyser, hører man her, hvor virtuost legesyg Barrett er. Mildt sagt overrumplende.