»Musik er håb, forvirring og erindring, der taler med hinanden og fører os mod fremtider, vi endnu ikke har forestillet os.«
Patrick Becker er meddirektør for forlaget Wolke Verlag og medredaktør af tidsskriftet Positionen for samtidsmusik.
Natklub ved verdens ende
Sort/Hvid: »Solastalgia«
© Martin Høyer
Hermed en kort rapport fra verdens ende. Et sted indhyllet i teaterrøg, katastroferødt neonlys og metalliske tordenbrag druknet i betonekko. Her herskede en poetisk kult, som havde indrettet sig under stilladser, hvor de sov, spiste, mindedes tiden før katastrofen og brød ud i rituel dans og sang. Sidstnævnte en overleveret kanon, et varsel komponeret i en fjern fortid af Clarissa Connelly.
Sort/Hvid er blevet til musikdramatikkens laboratorium i København, og instruktør Madeleine Kate McGowans to døgn lange sci-fi-performance Solastalgia viste, hvor fantastisk store perspektiver satsningen rummer. Mest af alt mindede oplevelsen om at træde ind i et dystopisk computerspil, hvor man kunne interagere med de programmerede indbyggere; deres ordforråd var begrænset, men viljen stor, og pludselig sad man og stablede sten sammen med en pjaltet fremtidskvinde, mens grænsen mellem performer og publikum sløredes.
Fragmenter af samtaler – har du vandet planterne, den saks har jeg ledt længe efter, tak for din tillid – blandede sig med søgende blokfløjte, cello, elguitar, synthdroner og det industrielle lyddesign skabt af Soho Rezanejad og Cæcilie Trier. Lugte: tørrede blomster, kanelte og grøntsagssuppe fra køkkenet. Terninger blev slået, trin genlød fra stilladset, en mezzosopran vokaliserede lydord. Alt var en tåge, et syn fra en tid med stærk drift og hulkende sorg. Det fjerne midt iblandt os. Og så et banner: »A different end of the world can be sung.«
Jeg tjekkede ud igen efter en times sondering, midt i en ørkenstorm af brølende basstøj, med en klar fornemmelse af at have set og hørt noget afgørende.
© PR
»Musik for mig er det, der gør verden større. Det, der rummer utallige realiteter, skønheder og modsigelser. Noget, der foregår over tid, men som er tidløst.«
Xavier Bonfill er catalansk komponist, performer og tværdisciplinær kunstner bosat i København. Hans værker spænder fra traditionelle instrumenter til elektronik, video og digitale formater. Han arbejder i spændingsfeltet mellem dualiteter: det poetiske og det overfladiske, det ekstravagante og det intime, det excentriske og det naive. Hans musik er følelsesmæssigt intens, dybt resonant og fremadskuende. Han er stifter af ensemblet haknam og pladeselskabet Don’t Look Back Records.
© Astrid Lemmike
»Musik for os er det umiddelbare. Der er noget dejligt over at dele det umiddelbare sammen med andre. Musik for os er universelt og uforklarlig. Musik er 'the healing force of the universe'. og den er good times. Den er klam storkapitalisme og antikapitalistisk hjemmegroet DIY. Den er fællesskab, fest og alle følelser. Musik for os er …«
Nausia er en københavnsk kvintet dannet i 2019, bestående af to saxofonister, guitar, bas og trommer. Bandet kombinerer elementer fra spirituel jazz, krautrock og minimalisme og skaber et unikt lydunivers præget af både tranceagtige passager og eksplosive udbrud. De debuterede med albummet Prince Kiosk i 2020, efterfulgt af Good Intentions i 2021. I marts 2025 udgav de deres tredje album, Finding a Circle, som markerer kulminationen på fem års kreativ udvikling. Nausia er blevet nomineret til DMA Jazz som 'Årets Nye Navn'.
© Anthon Unger
»Musik for mig er et afbræk fra en mere og mere vild verden, der lige nu kører på hyperspeed. Den er, når jeg kører på landevejen i USA og hører countrystjernen Lucinda Williams ru og brugte stemme. Lige nu må den også gerne være en kommentar til den farlige situation, vi står i. Derfor Imagine. Men først og fremmest skal den vække genklang for de følelser, jeg selv har og den situation, som jeg står i lige nu.«
Matias Seidelin er sikkerhedspolitisk seniorkorrespondent på forsvarsmediet OLFI, USA-ekspert, tidligere USA-korrespondent for Jyllands-Posten og forfatter til bogen Game over there – hvad sker der hvis supermagten kollapser? om USA og Trump-land. Tidligere rockmusiker i flere bands.
Mærk du bliver natur igen
Cecilia Fiona, Sophie Søs Meyer: »Ghost Flower Ritual«
© Farzad Soleimani
Stivnede menneskekroppe og ansigter formet og malet som keramik båret minutiøst rundt af blomsterskulpturer, der har forladt deres stillestående natur. Rollerne er byttet om. Naturen er de levende omgivelser, der giver lermenneskene små midlertidige liv i Ghost Flower Ritual på Copenhagen Contemporary.
Værket er en live-installation med levende musikere og performere, hvor den 34-årige komponist Sophie Søs Meyer har samarbejdet med den jævnaldrende billedkunstner Cecilia Fiona. Det er et sansemæssigt overvældende, men dramatisk set helt afdæmpet ritual. I løbet af de tre kvarter sidder vi sammen under en kæmpeblomst og mærker de fem performeres minutiøse, langsommelige bevægelser. Mens klangflader og små pulserende figurer fra fire strygere og en fløjte former et landskab af farver, klange og bevægelser, der smelter sammen – det fylder simpelthen det højloftede rum med et auditivt og visuelt nærvær. Vi er en del en helhed.
Jeg elsker de vilde dragter, der kommer underligt ned fra himlen. Jeg elsker at være en del af ritualet, som heler vores glemte forbindelse til naturen, som er forudsætningen for vores liv. Jeg elsker lyden af strøget, plukket og blæst træ fra Athelas’ musikere. Kultur er natur. Menneskedyrene og blomsterne er en del af den store bevidsthed. Det hele er en hyperkompleks mekanisme. Cecilia Fiona har et ekstremt visuelt og kreativt overskud i sine detaljerede ting, og Sophie Søs Meyer er præcis og interessant i sine vuggende klangfigurer, der langsomt og minutiøst forandrer sig. Indtil den ene blomst blæser i den store konkylie. Så er ritualet slut.