kortkritik
04.04.2023

Rokoko-blåt begær

Nikki Martin & Blue Luminaire: »Terroir«
© Benjamin Tarp
© Benjamin Tarp

Nikki Martin og deres ensemble Blue Luminaire breder sig på tværs af stilarter og århundreder, fra tidlig musik til ambient musik via jazz og mere. Men der er et stærkt lydfingeraftryk på dette, deres første album for Bella Union.

Det er et album i ordets sandeste betydning. På tværs af ti tracks trækker Terroirs vejret stødt ind og ud, og man mærker smerten ved hver udånding. Det kræver et pund følelsesmæssigt kød fra lytteren: Hverken emnet eller optagelsens intime karakter tillader rent objektiv lytning. Martins rene kontratenorstemme er lige i dit øre.

Smerte, længsel og en vis følelse af katarsis er hjørnestenene på et album, der med vilje ligger i et slags følelsesmæssigt ingenmandsland – den stramme organisme af stemmer og instrumenter, der sidder fast og svinger mellem to uforpligtende akkorder (»Closeness Sighs«, »Feel Your Skin Against Mine«, »Tangled«), begrænset af febril homofoni (»Held«) eller styret af antydninger af gamle former som passacaglia (»Falling«). Et bagland af detaljer føjer til denne stemning: Rokoko-vrid, ømt gamba-spil, kurren som fra hængende fugle.

Alt dette tilknappede begær bryder til sidst ud i slutningen af ​​»Worlds«, en pæn kulmination efterfulgt af en rensende epilog »My«. Nogle gange prøver musikken at vride for mange tårer fra et enkelt ord eller gestus. Nogle gange længes man efter udvikling, der vil løsne en sang fra sin faste position (selvom det sandsynligvis ville besejre objektet). Nogle gange er det alt for tæt på at lyde helt slidt. Men med tiden afslører Terroir sig bestemt som et medrivende lyt.

»Musik er for mig en afgørende døråbner til følelser og fællesskab, som ellers ville være udenfor rækkevidde. De bedste numre kan ændre mit humør og stemningen med mine nærmeste på en næsten magisk måde. Ingen andre former for kunst har noget, der minder om den virkning for mig.«

Bjarne Corydon er chefredaktør og CEO for Børsen. Han er tidligere finansminister og har også været partner hos McKinsey, er far til fire børn mellem 14 og 24, der er de bedste DJ’s og musikinspirationskilder, der findes.

© Søren Lynggaard

»Musik for mig er det pinlige, pinsomme og følsomme, herlige og menneskevarme rum, som vi skaber mellem hinanden når vi laver lyde med vores kroppe. Helt uforklarligt og ud-i-rummet rådende, ude af vores sind – ikke længere indestængt – men nu blandt os! Livet!«

Thorbjørn Radisch Bredkjær (1987), bedre kendt som Bisse, er en dansk sangskriver og musiker. Bisse var tidligere aktiv som sangskriver i bandet Spillemændene, men startede sin solo-karriere i 2014 med EP'en ER VI PÅ?, efterfulgt af debutpladen, PMS, i 2015. PMS var første del af den såkaldte blod-trilogi, som også består af Umage og Happy Meal. I 2016 kom Højlandet, som var første skud i hans Danmarks-trilogi, som blev fuldendt med 19. 6. 87 (2017) og Tanmaurk (2018). Sidstenævnte blev indspillet i samarbejde med symfoniorkestret Copenhagen Phil.

kortkritik
13.02.2025

Jeppes soundtrack

Christian Lollike: »Jeppe på bjerget«
© Rumle Skafte
© Rumle Skafte

Under det indledende blowjob – inden nogen overhovedet siger noget i betonghettoen – lyder der opera. Og da Jeppe (Thure Lindhardt) til slut på dramatisk vis gør et regnskab op under Kongeparrets priser 2025, synger sopranen Lina Valantiejute igen Purcells »Dido’s Lament«. Fordi en klagesang fra ca. 1688 er noget af det mest autentiske, man kan forestille sig. Christian Lollikes Holberg-klassiker skildrer søgen efter det ægte i en forløjet tid. Den PTSD-ramte krigsveteran Jeppe kommer i kløerne på Baronen, en samtidskunstner, som udsætter ham for et kunstprojekt, en »mental tidsrejse«, der skal transcendere/helbrede ham.  

Auditivt er Lollike præcis. Lydene forstærker det realityshow-agtige ridt, Jeppe er fanget i: Mozart, Kingo, heavy metal, computerspilslyde, hotel-ambient og Aarhus Teaters Kor, der synger »I Danmark er jeg født« med følelserne uden på tøjet. Countrysangene i stykkets sidste del – som foregår i en western-by i 1800-tallet – giver historien om looser-Jeppe tyngde. Lollike kender sine reality-greb (kamerafolk optager endda Jeppe gå ud af teatret og over på den nærmeste beværtning), og i en tid, hvor alt bimler og støjer, er intet mere ægte end en rigtig operasanger på scenen og true songs ude fra prærien sunget af genuine mennesker i cowboykluns. Det sker for øjnene af os, live. 

Lydsiden er skarp, akkurat som i Lollikes Orfeo (2023), hvor Monteverdi bidrog til undergangsstemningen. Jeppe på bjerget er så meget optur (den rummer også en del humor), så man tænker: Hvis jeg vågnede i en guldseng med en masse fremmede mennesker omkring mig, ville jeg elske at lytte til samme soundtrack som Jeppe. 

»Musik er for mig det subkutane hellige stof. At finde hinanden i os selv og os selv i hinanden. Mørket. Støvet. Stjernerne bliver ved med at udvide sig. Hvad er egentlig personligt? Vi rører alle ved hinandens ansigter og taler langsomt kærlighedsdigte gennem hver eneste handling.«

Laura Cocks er administrerende direktør og fløjtenist i TAK Ensemble. De er også medlem af Talea Ensemble og samarbejder ofte med musikere som DoYeon Kim, Timothy Anguglo, yuniya edi kwon, Wendy Eisenberg, Lester St. Louis, Ryan Sawyer, Brandon Lopez, International Contemporary Ensemble, Wet Ink Ensemble og mange andre. Deres seneste soloalbum, field anatomies (Carrier Records), som blev udnævnt til en af Stereogums ti bedste eksperimenterende udgivelser i året, opnåede en placering i Billboards top ti over Classical Crossover-udgivelser. Deres duo med Weston Olencki, Music for Two Flutes, er udgivet på Hideous Replica, og deres kommende soloudgivelse, FATHM, udkommer på Out Of Your Head og Relative Pitch i slutningen af februar.

Laura Cocks kan høres på labels som ECM, Denovali Records, Catalytic Sound, Pi Recordings, TAK Editions og Tripticks Tapes.

© Mads Brügger

»For mig er musik det stærkeste våben vi har, hvis jorden bliver angrebet af væsener fra det ydre rum. De vil overgive sig på stribe, hvis de hører Bruckners Fjerde symfoni.«

Mads Brügger er journalist, filminstruktør og forfatter. BA i Film og Medievidenskab. Har tidligere været programchef hos Radio24syv og før det journalist og studievært hos Danmarks Radio. Inden sin tiltræden på Radio24syv gjorde Mads Brügger sig bemærket ved blandt andet at infiltrere forskellige miljøer under falske forudsætninger. Fra 1996 og til sin tiltræden på Radio24syv var Brügger journalist og tv-tilrettelægger på Danmarks Radio, hvor han blandt andet skabte de satiriske dokumentarserier Danes for Bush (2004) og Det Røde Kapel (2006).

Født 1972, journalist, filminstruktør og forfatter. BA i Film og Medievidenskab. Har tidligere været programchef hos Radio24syv og før det journalist og studievært hos Danmarks Radio.Født 1972, journalist, filminstruktør og forfatter. BA i Film og Medievidenskab. Har tidligere været programchef hos Radio24syv og før det journalist og studievært hos Danmarks Radio.