kortkritik
30.11.2022

Rudy was here!

Lasse Schwanenflügel Piasecki & HearMyEyes: »Rudy«
© PR
© PR

Rudy bliver kun få dage gammel og dør længe før den dag, hvor James Joyces Ulysses udspiller sig. Alligevel har han en betydelig tilstedeværelse i den enigmatiske roman. Komponist og instruktør Lasse Schwanenflügel Piasecki vækker ham – næsten – til live igen i forestillingen Rudy. 

I Piaseckis hænder er Rudy blevet til et lillebitte, flimrende hologram, der kravler ud af en guitar, hvorpå størstedelen af forestillingen foregår. Sammen med sin far – en forpjusket hånddukke – gør Rudy guitaren til en legeplads: Strengene er et sjippetov og armen en form for hinkerude. At man med en tydelig forsinkelse kan høre danseren Paulina Šmatláková lave Rudys muntre og barnligt spjættende bevægelser et sted bag bagtæppet, bidrager kun til den knugende melankoli, der fylder stykket: Som i romanen er det kun som en uvirkelig hallucination, at Rudy kan træde frem. 

Melankolien bliver om muligt endnu mere massiv af musikken, der består primært af klimprende guitar og et orgel så diskret som den lette summen fra et køleskab. Også musikken flimrer et sted mellem tilstedeværelse og fravær. 

Stykket varer godt og vel en halv time, og er på den måde hverken kvantitativt eller kvalitativt et kæmpe værk. Mindre kan også gøre det: en gammel historie, en simpel ide, en simpel udførelse. Få romaner har som Ulysses en aura af utilgængelighed og urørlighed, men Piasecki insisterer på at finde frem til en skrøbelig kerne af menneskelig ømhed midt i det mastodontiske værk. På en måde kunne jeg have ønsket lidt mere at sætte tænderne i. Samtidig virker det som et greb, at selve forestillingen er som et minde, der aldrig rigtigt materialiserer sig. Selvom Rudy hurtigt forduftede, sad jeg ikke uberørt tilbage. 

© PR

»Musik for mig er….. stilheden, der famler – som du selv – på et sort lærred.
I momenter kommer der en hvæsen.
Nødder knækkes.«

Jørgen Teller har en lang karriere som elektrisk guitarist, vokalist, elektronisk musiker og performer. Han har udgivet plader solo med Static Teller og med Jørgen Teller & The Empty Stairs, Kaptajn Ørentvist.... Han samarbejder ofte m. lokale og internationale musikere.

© PR
© PR

Temaet er gennemspillet utallige gange i musikhistorien, men ELECTRIO – Francesco Rista, Simone Giordano og Sandra Lind Þorsteinsdóttir – forsøger at give Stabat Mater et nyt udtryk med guitar, vokal og electronics til latinske tekster, Monteverdi-melodier og Dowland-sange. Ambitionen er klar, men resultatet bliver ujævnt.

Der er dog to markante undtagelser. Åbningen på Stabat Mater – musikken er optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium – er i sig selv dragende: en fire minutter lang opbygning, der etablerer en dæmpet, svævende forventning. Men samtidig ligger den så tæt på Pink Floyds »Shine On You Crazy Diamond«, at man næsten kan høre citatet ruste sig i baggrunden. De karakteristiske tre guitartoner falder på præcis samme sted, inden Þorsteinsdóttirs vokal træder ind. »Fac me Cruce« bygges flot og dynamisk op med stærk brug af electronics, men slutter brat, inden musikken er kommet rigtig i gang. Havde ELECTRIO blot fortsat lidt ud ad denne vej!

De harmoniske underlag i de otte sange er ofte forudsigelige, som i »Sancta Mater«, om den Hellige moder, der beder om, at den korsfæstedes sår præges uudsletteligt i hendes hjerte. Den barske tekst kan slet ikke høres i det underlæggende feel-good-guitar-fingerspil, der bevæger sig skamløst gennem gængse akkordprogressioner. Ingen sår. Ingen lidelse. 

Generelt tør sangeren Þorsteinsdóttir ikke bevæge sig væk fra almindelige barokfraseringer eller eksperimentere rigtigt med genren. Så det ender som en spejlvendt udgave af Stings Dowland-projekt fra 2006. Her blot omvendt – en klassisk orienteret sanger med for meget berøringsangst for rigtigt at lade sangene indgå i et eksperimenterende univers.  Hvorfor lod trioen sig ikke i stedet lade inspirere af Pergolesis musik til samme tekst og emne? Her er fyldt med vilde dissonanser, som en ny udlægning kunne have fået vældig meget ud af – og skabt mere lidelse og udvortes sorg. 

Mira Siegel

»Musik for mig er et sprog, der taler direkte til følelserne og underbevidstheden.«

Mira Siegel er komponist og sanger med dansk-amerikanske rødder. Hendes musik bevæger sig i et filmisk spændingsfelt mellem klassisk, jazz og eksperimenterende pop og kredser om temaer som drømme, ensomhed og nærvær. Med sit debutalbum Empty Streets (2025) udforsker hun grænserne mellem rytmisk og klassisk musik og skaber et poetisk univers, hvor fortælling og klang smelter sammen. Siegel er modtager af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens talentpris (2024) og har optrådt på bl.a. SPOT Festival, Aarhus Jazzfestival og Aarhus Lydkunstfestival.

© Lou Mouw

»Musik for mig er en nonfigurativ proces, der ikke endegyldigt kan kategoriseres.« 

Kristoffer Raasted er uddannet billedkunstner fra Det Kongelige Danske Kunstakademis medieskole i 2018 og er ved at færdiggøre en ph.d. inden for praksisbaseret og kunstnerisk forskning. Raasted har været artist in residence på Det Danske Institut i Rom samt gæsteforsker ved UdK Sound Studies i Berlin som del af sin ph.d.

Nikolaj Nørlund. © Agnete Schlichtkrull

»Musik, for mig, er en livsledsager, en præmis, en undskyldning, et mysterie, en forklaring, et udgangspunkt. Det er gamle ideer, oversete skattekister, nye vinkler, lange koncerter, tvivl og overbevisning. Det er ord, toner, knækkede stemmer, forskellige forudsætninger, bas i mellemgulvet, falset i håret, udfordringer, belønninger og kærlighed.«

Nikolaj Nørlund debuterede som solokunstner med Navnløs (1996), en fortolkning af Michael Strunge-digte, og udgav året efter Nye Optagelser (1997), hans første dansksprogede sangskriveralbum. Han har siden arbejdet bredt inden for musik og lyrik og står bag omkring 20 udgivelser solo og i forskellige bandkonstellationer. Nørlunds projekter spænder fra samarbejder med Copenhagen Phil på to orkesteralbums, skabt sammen med forfatter Naja Marie Aidt. Hans seneste udgivelse er singlen »Englenes Park (nu ikke saa dark)«, forløberen til albummet Himlen skiftet ud, der udkommer i slutningen af november. Ud over sit eget virke har Nørlund via pladeselskabet Auditorium produceret og udgivet en række danske kunstnere, herunder Niels Skousen, Ulige Numre, Jens Unmack, I Got You On Tape og Martin Ryum. Han har tidligere været medlem af Trains And Boats And Planes og arbejder periodevis med det engelsksprogede projekt Rhonda Harris. Nørlund har modtaget en Danish Music Award (2003) og en Steppeulv (2006), begge som Årets Producer, samt Niels Matthiasens kulturpris (2012).