Schuberts norske lounge
Det er altid en stor risiko at genfortolke klassiske ikoner og trække dem ind på den moderne scene, især hvis man er en prisvindende komponist og musiker af international berømmelse som fx nordmanden Eivind Buene. Klassisk musik har, som alle genrer, sin lille kreds af purister og aficionados, der er prompte til at afvise ethvert forsøg på at flytte de statuer, de elsker, ud af deres mausolæer. Og det er præcis, hvad Buene gør med sit album Schubert Lounge.
Selve titlen annoncerer en uortodoks tilgang til det berømte tyske romantiske musikgeni: en lounge er ikke ligefrem den type rum eller arkitektonisk installation, man umiddelbart ville forbinde med Franz Schubert. Men hvad Buene peger på, er, at Schuberts musik, og specifikt hans sange, de berømte lieder sunget af Kathleen Ferrier og Dietrich Fischer-Dieskau, handler om intimitet, og at de kan høres i dag i den halvt oplyste komfort i en lounge, som de blev det i en salon med levende lys.
Der er ti sange på albummet, alle med deres titler på engelsk og uden det tilsvarende tyske navn. For eksempel »The Sea« og »Beautiful Moon«, som er (meget) kendte som »Am Meer« og »An Den Mond«. Selve sangene er oversat (eller tilpasset) til engelsk, hvilket gør hele projektet til et enestående musikalsk objekt, som totalt dekonstruerer musikhistoriens traditionelle fængselsmure.
Eivind Buenes stemme kan ikke sammenlignes med Ferriers eller Fischer-Dieskaus, og det forsøger den ikke engang. Ved at omarrangere harmonier i moderne dissonanser og erstatte nuancerne med en overraskende flad tone, og nogle gange skifte til sarte højere toner, fortæller Buene os, at klassisk musik ikke er, hvad vi antager, den er: et ubevægeligt monument, der bliver ved med at gentage sig selv. At gøre Schubert til en transnational komponist er et radikalt valg og et ret farligt valg, idet risikoen er at blive til grin, undgået eller, endnu værre, ignoreret. En norsk kunstner, der beslutter sig for at synge tyske lieder fra 1800-tallet oversat til engelsk i 2022 er ikke bare en handling, det er et radikalt manifest. Som Buene har skrevet i en artikel offentliggjort på nettet, »Musik er altid nu i det klingende øjeblik. Musik er på en måde en historie om ufærdigt arbejde.«
Og dette album beviser det absolut.
Treen i frit fald – og fælles strøm
På Kaikō – trioen Treens anden udgivelse – demonstrerer saxofonist Amalie Dahl, pianist Gintė Preisaitė og percussionist Jan Philipp både selvsikkerhed, indbyrdes tillid og en tydelig musikalsk eventyrlyst. Åbningsnummeret »Hylē« folder sig ud med klaprende percussion og slag, der synes rettet direkte mod klaverstrengene, stavrende frem over en underliggende drone. Saxofonen bryder ind med fraseringer, der på én gang virker formanende og fortumlede. Intet føles minutiøst kalkuleret; i stedet fremstår musikken båret af en skarp sans for de tre musikeres individuelle stemmer i det fælles lydbillede.
Den samme grundformel foldes ud på albummets tre øvrige numre, men altid i nye variationer. På »Kinetic« træder Dahls saxofon frem med langt større tyngde, og dens langsomt voksende crescendo spejles og udfordres af Preisaitės klaver. Ofte kan improvisationsmusik havne i høflige ventepositioner, hvor musikerne på skift tager ordet – men ikke her. Dahl, Preisaitė og Philipp fremstår som tre drivende øer uden anker, båret af egne strømme, men alligevel uafladeligt trukket i samme retning. Resultatet er både pludselige forskydninger og et organisk flow, der kan opsluge lytteren i en trance, hvis man giver slip og lader lyden skylle ind over sig. Netop tilliden til hinanden gør, at de tre tør spille frit, uden frygt for at forlade eller miste hinanden. Dermed skaber de et momentum, som det er svært ikke at lade sig rive med af – uanset om man vælger at lade de tre øer passere eller selv flyde med i deres strøm.
I en varm seng af mørke
Rygtet vil vide, at det hedengangne britiske elektroniske band Coil engang lavede et soundtrack til kultgyseren Hellraiser – så urovækkende, at det blev afvist for at være for uhyggeligt. Med den historie i bagagen føltes det næsten som en naturlig åbning til efterårets mørke, da Drew McDowall, tidligere medlem af det mytiske band, onsdag aften indtog scenen på Alice i København. Den skotske musiker er kendt for at indgå i markante samarbejder – blandt andre med danske Puce Mary og senest den amerikansk-svenske komponist Kali Malone – og netop derfor gav det mening, at aftenen blev indledt af en intens koncert med Gintė Preisaitė. Ligesom McDowall evner hun at forvandle selv de mest enkle lyde til altomsluttende lydlandskaber.
Selv om begge musikere har et tydeligt elektronisk afsæt, fremstod deres lyduniverser bemærkelsesværdigt organiske, som om de arbejdede med levende materiale. Preisaitė skabte i sin alt for korte koncert en mosaik af reallyde, stemmefragmenter og kassettebånd – kaotisk det ene øjeblik, ordnet og gennemsigtigt det næste. Med samme kølige præcision førte McDowall sin koncert frem, som var den én lang harmonikadrone, der langsomt sneg sig ind under huden med gyserfilmens uafvendelige logik. Hos McDowall er mørket ikke en fremmed kraft, men en fortrolig ledsager, han kyndigt omskaber til lydlandskaber, der på én gang er urovækkende og trygt omsluttende – som at ligge i en varm seng med mareridtet ved siden af.
Både Preisaitė og McDowall bevægede sig ubesværet på tværs af grænsen mellem det akustiske og det elektroniske. Deres musik fremstod som en nutidig arv fra musique concrète-traditionen: en insisteren på, at elektronisk musik fortsat er blandt de mest eksperimenterende kunstformer – vital, organisk, og med en evne til at lade selv den mindste lyd åbne en hel verden i sig selv.
»Music is so many things, and arises in so many different forms every day. Music is also an art form, which, like all art, needs to be constantly renewed and deepened in order to be relevant.«
As well as making music as Nev Lilit, Siri Jennefelt works full-time as a composer and sound designer, creating scores for theatre and dance.
Bro og Takada mødes i musikkens mest følsomme mellemrum
Endelig, efter deres koncert i Den Sorte Diamant for tre år siden, er samarbejdet mellem den danske guitarist Jakob Bro og den japanske perkussionist Midori Takada ude i albumformat – og det skuffer bestemt ikke.
Deres venskab kan umiddelbart virke overraskende, givet deres forskelligheder, men あなたに出会うまで / Until I Met You viser, hvordan det bygger på en fælles evne til at lukke øjnene og lytte. De giver hinanden plads til at udfolde det, de gør bedst: Bros simple, men raffinerede melodier og Takadas magiske lydflader. På titelnummeret skitserer Bro med akustisk guitar og sparsomme noder stregerne, som Takada fylder ud med boblende marimba og gong. På »A Brief Rest of Sisyphos« vender rollerne – her skaber Takada rammerne, mens Bro tilfører detaljerne.
De sublime søsternumre »Landscape II, Simplicity« og »Landscape I, Austerity« er mere abstrakte end de foregående værker. »Landscape II« emmer af håb og længsel med klangfulde chimes og perkussion, mens et midterstykke med guitar og klaver folder sig ud i melodisk harmoni. »Landscape I« bærer samme længsel, men med en mere melankolsk tone; en blidt bølgende marimba understøtter et vidunderligt smukt guitarstykke. Begge numre rummer en tydelig respekt og ømhed mellem musikerne: Bro og Takada lytter til hinanden med sjælden nærvær, og sammen skaber de noget helt særligt.
»Musik er et mange-dimensionelt sprog, hvor vi kan tale om og være i mange slags følelser og sansninger. Musik kan selvfølgelig handle om kærlighed, fest og glæde, men også om alle mulige andre, mørkere, mere komplicerede og uforklarlige følelser. Ved at vise os dette mørke giver musikken os lov til at have det som vi faktisk har det, på en umiddelbar, før-sproglig måde.«
Jacob Anderskov er pianist, komponist og bandleder fra København. Han har udgivet over 25 album, modtaget flere priser og er af den internationale presse anerkendt som en markant stemme i nutidig musik. Hans projekter spænder fra fri improvisation til komponerede værker for større ensembler, ofte med nye broer mellem det skrevne og det åbne. Siden 2019 er han professor ved Rytmisk Musikkonservatorium.