Skulle have sendt min dobbeltgænger
Ideen fejlede ingenting: lige at komme ud og høre et par nye strygekvartetter. Det havde været så længe siden! Selveste Danish String Quartet med nyt fra næsten lige så selveste Bent Sørensen. Og et megaværk fra altid alt for uberømmede Niels Rønsholdt. Det burde ikke kunne gå galt.
Men hvad havde dog den fabelagtige Sørensen rodet sig ud i? Efter tre kvarters opvisning med Schuberts sprudlende, glødende, men trods alt ubønhørligt lange Kvartet i G-dur satte DSQ gang i Sørensens Doppelgänger. Som altså viste sig at være det sidste, man orkede i øjeblikket: en halv times remix af Schuberts værk! I nye klæder, natürlich, men forvandlingerne havde karakter af fikse idéer, der gjorde Sørensen mere menneskelig, end jeg huskede ham fra pragtværket Second Symphony.
Hvad der virkede elegant i symfonien – idéer, der cirklede spøgelsesagtigt rundt i orkestret – blev forsøgt genanvendt fra start i kvartetten. En simpel durakkord blev sendt på mikrotonal omgang mellem musikerne, så det til sidst mindede om forvrængninger i et spejlkabinet. Manøvren havde øvelsespræg, koketteri var indtrykket.
Derpå fulgte buer, der faldt ned på strengene som en hård opbremsning. Tyve minutter senere var figuren tilbage, men nu vendt om til accelerationer. Et forsøg på at fremvise sammenhæng i et værk, der ellers virkede unødigt rodet og sprang fra koncept til koncept? Lidt glidninger på strengene; dæmpning for at skabe en sprød cembaloklang; en lang, sfærisk passage; tilbagevenden til Schubert og tonika. Den gode Sørensen var blevet sin egen dobbeltgænger i processen, halsende efter forlægget. Jeg tillod mig et frederiksbergsk »åh!«.
Iført nye forventninger troppede jeg op til Rønsholdts 100-satsede Centalog to dage senere. Milde skaber, dette var endnu værre! Bag heltemodige Taïga Quartet tikkede et antikt vægur ufortrødent i samfulde 75 minutter. En fornemmelse af eksamenslæsning hang over os. Nøgternt præsenterede Rønsholdt selv de kommende satser hvert tiende minut: »10 left, 11 left, 12 left« eller »40 right, 41 right« og, koket, »13 left, missing item, 15 left«. Handlede det om læseretningen i noden, om strøgets bevægelse? Klart stod det aldrig, men tænk, om man blev hørt i lektien senere.
Fra Taïga lød febrilske fragmenter med aleatoriske linjer og abrupt dynamik; store følelser var spærret inde. Det forekom fortænkt, uvedkommende. Og med uvanlig distance mellem koncept og toner: Kun to gange undervejs spillede de kliniske opremsninger en smule med i musikken, da musikerne udbrød et bestemt »left!« her, et »right!« der. Hvor var Rønsholdts velkendte performative overskud? Mystisk. Fra væggen lød det blot: Tik-tak, tik-tak.
»Musik er for mig livseliksir og en fundamental måde at udtrykke mig på.«
Den danske jazzsanger og sangskriver Mette Juul har igennem årene fundet sit sted mellem singer-songwriter-traditionen og jazzens univers, hvor historiefortællingen og det stemningsfulde lydbillede er i fokus. Hun er aktuel med albummet Thank You & Other Stories, der indeholder en række originale sange inspireret af verden omkring os i dag. Ligesom hendes forrige album CELESTE rummer albummet også nyfortolkninger af jazzklassikere og sange af sangskrivere som Bob Dylan og Joni Mitchell. For øjeblikket optræder hun med den svenske guitarist Andreas Hourdakis, hendes akkompagnatør igennem mange år Heine Hansen på klaver og bassisten Mikkel Riber.
»Musik er for mig den korteste afstand mellem mennesker, lige efter et smil. Som musiker i et stort symfoniorkester med mange nationaliteter, skiftende dirigenter osv. er musikken det sprog, hvor vi kan mødes i dyb forståelse, selvom forudsætningerne udadtil – sprogligt, generationsmæssigt, politisk – kan synes svære. Musik er også en stor transformerende, manipulerende og forstærkende kraft på stemninger og følelser, og tit har jeg faktisk brug for at sætte musikken på pause i privaten. Jeg bruger gerne musik aktivt til at komme helt ned eller tilsvarende op i gear, men jeg undgår musik som konstant lydkulisse, da det kræver for meget af min opmærksomhed.«
Anna Juuliska Nykvist er fløjtenist i DR symfoniorkesteret, tidligere fløjtenist i Copenhagen Phil. Født og opvokset i Finland, studeret på Sibelius Akademiet i Helsingfors og på DKDM i København.
Mathias Reumert Group forstår kunsten at lege med lyd
Mathias Reumert Group er et legesygt og tæt sammenspillet slagtøjsensemble. Det stod allerede klart, da man trådte ind i KoncertKirken – langsiden af salen var massivt fyldt med et imponerende arsenal af slagtøjsinstrumenter, klar til at vække rummet til live. Først på programmet var en skøn fremførelse af György Ligetis »Síppal, Dobbal, Nádihegedüvel« med sopran Anna Caroline Olesen. Et værk båret af humor og evigt omskiftelige men velplacerede lyde: mundharpe, dommerfløjter, marimba, tubular bells og meget andet. Vi var endda så heldige at høre den sidste sats to gange.
Det tidlige ekstranummer løsnede op i det ellers lidt fortærskede koncertformat; først et værk, så det næste og så fremdeles. I ny-musik ensembler ser man oftere og oftere kuratoriske og konceptuelle rammer for koncerterne. Måske en udvikling, dette nysgerrige ensemble kunne få glæde af? Til sidst var Chiung-Ying Changs »Solar Myth« – et musikteater fæstnet i taiwanesisk kultur, hvor rekvisit og instrument gik ud i et. Tre maskerede væsener spillede sagte på en stortromme, som indledte de et ritual. Men ritualet blev brat forstyrret, da en fjerde percussionist trådte frem og udøvede modstand med marimbaens toner. De tre væsener svarede igen med skarpe, gennemtrængende smæld fra deres knaldrøde vifter – men marimbaen gav ikke efter. Det udviklede sig til et sprængfarligt lydbillede af metallisk slagtøj, der lød lyst, klirrende og dansende. Dramaturgien syntes formet af en dyb forståelse for musikkens væsen. Henrivende. Man forlod KoncertKirken lidt højere, gladere og mere legesyg.
Celloen inden for komfortzonen
Der er tolv skæringer på Josefine Opsahls album Cytropia, hver af en rocksangs varighed. Bemærkelsesværdigt nok er der en lige linje fra den første til den sidste – både klangligt, rytmisk, melodisk, i stemningen og i spillet. Ørene omfavnes af en let melankoli skabt af små cellofigurer i lange sekvenser med en langsommelig cellomelodi ovenpå. En del i mol, andet mere åbent.
Hun får ret meget ros for tiden for sine mange projekter – en opera og en ballet – ved siden af produktionen som cellokomponist, og det må næsten være på grund af den meget tilgængelige, helstøbte, drømmende sound, hun er garant for. Jeg må indrømme, at jeg er blevet lidt skeptisk hen ad vejen. Både for hende som musiker og som komponist vil jeg ønske, at hun udfordrede sig selv med nye tilgange og nye visioner for, hvilke historier hendes musik skal fortælle. På Cytropia nærmer vi os en konstant tilstand af ensartet lyd, der får tankerne hen på new age-komponisternes bevidste inerti.
Der er ret smukke tilstande undervejs. Nummeret »Cyborg« er glasklart i sin overflade. Et nummer som »Leave« minder i sin mekanik om amerikansk minimalisme, som Philip Glass kan skrive den. Men igen savner man forskydninger og rytmiske tilføjelser, der kan udfordre det statiske lydbillede. De sidste 100 års eksperimenter har udvidet kampzonen for cellospillet. Opsahl bruger nogle af de erfaringer til at skabe sine egne små mekaniske akkompagnementer til sig selv. Alligevel virker setup’et med en sequencer og en cello begrænsende for, at Opsahl kan nærme sig klange og ideer, hvor melankoliens alvor kan mærkes.