Skulle have sendt min dobbeltgænger
Ideen fejlede ingenting: lige at komme ud og høre et par nye strygekvartetter. Det havde været så længe siden! Selveste Danish String Quartet med nyt fra næsten lige så selveste Bent Sørensen. Og et megaværk fra altid alt for uberømmede Niels Rønsholdt. Det burde ikke kunne gå galt.
Men hvad havde dog den fabelagtige Sørensen rodet sig ud i? Efter tre kvarters opvisning med Schuberts sprudlende, glødende, men trods alt ubønhørligt lange Kvartet i G-dur satte DSQ gang i Sørensens Doppelgänger. Som altså viste sig at være det sidste, man orkede i øjeblikket: en halv times remix af Schuberts værk! I nye klæder, natürlich, men forvandlingerne havde karakter af fikse idéer, der gjorde Sørensen mere menneskelig, end jeg huskede ham fra pragtværket Second Symphony.
Hvad der virkede elegant i symfonien – idéer, der cirklede spøgelsesagtigt rundt i orkestret – blev forsøgt genanvendt fra start i kvartetten. En simpel durakkord blev sendt på mikrotonal omgang mellem musikerne, så det til sidst mindede om forvrængninger i et spejlkabinet. Manøvren havde øvelsespræg, koketteri var indtrykket.
Derpå fulgte buer, der faldt ned på strengene som en hård opbremsning. Tyve minutter senere var figuren tilbage, men nu vendt om til accelerationer. Et forsøg på at fremvise sammenhæng i et værk, der ellers virkede unødigt rodet og sprang fra koncept til koncept? Lidt glidninger på strengene; dæmpning for at skabe en sprød cembaloklang; en lang, sfærisk passage; tilbagevenden til Schubert og tonika. Den gode Sørensen var blevet sin egen dobbeltgænger i processen, halsende efter forlægget. Jeg tillod mig et frederiksbergsk »åh!«.
Iført nye forventninger troppede jeg op til Rønsholdts 100-satsede Centalog to dage senere. Milde skaber, dette var endnu værre! Bag heltemodige Taïga Quartet tikkede et antikt vægur ufortrødent i samfulde 75 minutter. En fornemmelse af eksamenslæsning hang over os. Nøgternt præsenterede Rønsholdt selv de kommende satser hvert tiende minut: »10 left, 11 left, 12 left« eller »40 right, 41 right« og, koket, »13 left, missing item, 15 left«. Handlede det om læseretningen i noden, om strøgets bevægelse? Klart stod det aldrig, men tænk, om man blev hørt i lektien senere.
Fra Taïga lød febrilske fragmenter med aleatoriske linjer og abrupt dynamik; store følelser var spærret inde. Det forekom fortænkt, uvedkommende. Og med uvanlig distance mellem koncept og toner: Kun to gange undervejs spillede de kliniske opremsninger en smule med i musikken, da musikerne udbrød et bestemt »left!« her, et »right!« der. Hvor var Rønsholdts velkendte performative overskud? Mystisk. Fra væggen lød det blot: Tik-tak, tik-tak.
Konteksten drukner i klang-jazzercise
Hvorfor pressematerialet til Matt Choboters album Postcards of Nostalgia dvæler så meget ved begrebet jazz, er mig en gåde, selvom Choboter til tider rammer samme toner som Keith Jarrett, når han undersøger genrens ydre rammer. De toner, den København-baserede canadier rammer, er nærmere i familie med kontekstualiseret ambient, klangkunst og især hele skolen omkring John Cages ideer om prepared piano og konkret musik. Tilsæt et skvæt balinesisk gamelan-musik, og det kan knipses jazzet sammen.
Med lovningen på ti værker skabt på baggrund af radikalt nye tuninger og magnetiske manipulationer af klaveret, kunne man forvente helt unikke toner. Og når det er bedst, blandes klaverets maniske gungren med dundrende dommedagsgamelan, susende sinus-toner og hvid støj. Når det er værst, byder Choboter på ligegyldige præparerede stykker, der lyder som hvilken som helst anden rytmekonsstuderende, der spytter tyggegummi ind mellem tangenterne.
Trumfen er »Fontes-des-gaumes« – grænserne mellem manipulationer, syntese og feltoptagelser er total, og jeg kommer i tvivl om, hvad er virkelighed, og hvad er Choboter. Omvendt lyder næste nummer, »Eleusian Mystery«, hvis titel er lige så generisk som tonerne, som et forsøg på at lave et artsy soundtrack til en dårlig B-film, der moonlighter som psykologisk horror. Ikke synderligt nyt, og man glemmer hurtigt konteksten.
Netop konteksten kan være svær at få en fornemmelse af, når Choboter banker på klaverets karosseri. Postcards of Nostalgia tårner sig aldrig op fra de andre tusindvis at prepared piano-værker, og netop den ærgerlige duft af anonymitet forhindrer lytteren i at relatere og genfortolke værkerne i en tænkt kontekst. En evne som god klangkunst skal have. Det opnår Choboter kun i momenter, og det er måske det, der gør værket jazzet?
Panda, Mozart og et par tungetricks
Egentlig er IMMUN en trio. Men kun en tredjedele af gruppen mødte op på 5e. Men Randi Pontoppidan (vokal og live electronics) og Kirstine Lindemann (blokfløjter og vokal) skabte en fest af lyd og performance. Perkussionisten Peter Bruun var denne aften strandet på Svalbard, så de havde taget en panda-bamse med som substitut, og den blev helt uhøjtideligt det rituelle centrum i spændingsfeltet mellem duoen, et lydløst brændpunkt i hvirvlen, som en tryllekunstners rekvisit der fanger publikum i magisk illusion.
Koncerten var en skarp simultandialog: Pontoppidans ekstremt virtuose vokaludtryk, minutiøse toneskift, tungetrick, ord- og sætningsbrudstykker, diskret bakket op og videreudviklet af live electronics, og Lindemanns intense smelten ind i den kæmpestore avantgardeblokfløjte med åndedræt, stemme, instrumenttoner og perkussiv klapbrug, lejlighedsvis afløst af mere traditionelle blokfløjter.
På samme tid løssluppent og stramt komponeret faldt koncertens serie af sessions overraskende naturligt på plads i former, der mindede om satsfølger med fjerne rødder i klassikken. En slags Mozart-i-det-enogtyvende-århundredes lydgøgleri med et sprog fra dybet af stederne, hvor musikken opstår. Usvigeligt rutineret, uden på noget tidspunkt at minde om rutine. Det var Kirstine Lindemann og Randi Pontoppidan den aften på 5e. Meget mere af det!
Nathalie Mellbye er ny kunstnerisk direktør for det musikdramatiske teater Sort/Hvid i den københavnske kødby. Hun er uddannet scenograf og har været huskunstner på Aarhus Teater, hvor hun bl.a. har skabt den Reumert-nominerede A Clockwork Orange (2022) samt den performative koncertforestilling Frankly my dear I don't give a damn (2022). Hun har senest skabt koncept og scenografi til site-specific partybus-monologen Til de lyse morgener med bl.a. DJ og musiker Nanna-Karina Schleimann. Mellbye er født i Norge, hvor hun også stadig skaber kunstneriske projekter. Bl.a. var hun scenograf og kostumedesigner på forestillingen Jonas, hvor det norske Punkband Honningbarna medvirkede (2020) på Kilden Teater. Derudover er Mellbye medstifter af det tværæstetiske kunstnerkollektiv LOGEN, hvis andre medlemmer tæller bl.a. lydkunstner og komponist SØS Gunver Ryberg.
Værsgo, et nyt værested til dine ører
Normalt er de alle frivillige på Roskilde Festival. En stor gruppe mennesker fra Socialpsykiatrien, den lokale bryderklub og andre foreninger. Nu aktive deltagere i projektet Resonerende Rums performance, i gule veste og slidt hverdagstøj. Og ja, hele træpavillonkonstruktionen begyndte at vibrere let. For lydkunstneren Lars Greve havde »præpareret« Platform-scenen med transducere i 20 bænke, i gulvet og i loftet. Performerne raslede og knitrede på diverse instrumenter. I starten var rummet akustisk, klokker og horn, langsomt blev rummet elektrisk, rummet voksede og bølgede et sted mellem ambient og mere hakkende dronelyde. Greves klarinet mødte saxofontoner fra en mand, der måske ikke er vant til at stå på en scene og blive kigget på på den måde.
Hele tiden kørte et soundscape med lyde, som de medvirkende havde optaget på steder, de holder af. Stemningerne var mangfoldige – fra hård industri til den blødeste natur. Hør, var det ikke lyden af blade i en lækker skov?
Det var svært ikke at holde af denne formiddagsseance, som sluttede med, at hele gruppen mødtes i midten til den spinkleste lyd, som en spilledåse. Også instrumenter kan være udsatte, men de har stemmer, og hvis man giver sig tid, kan man høre dem sige noget vigtigt. Der kan opstå resonans. Værsgo: Et socialt instrument, en højttaler, et nyt værested til alle slags ører.
Vidunderbørn på slap line med sportsjazz
Domi & JD Beck har på grund af en umulig flyvetur til Danmark sammenlagt sovet en time før deres optræden. Søvnberøvelsen virker dog ikke til at hæmme duoen. Legende tager de hul på en koncert, hvor musikken flyder ubesværet. Rhodes-lydende toner klinger blødt fra Domi Lounas keyboards, mens JD Becks synkoperede trommespil leverer en myriade af lynhurtige beats.
Domi & JD Beck spiller sportsjazz, en type musik, hvor musikerne agerer atleter i en særlig spillestil, de mestrer til ærefrygtindgydende perfektion. Med deres purunge alder fremstår de som vor tids svar på Mozart-lignende genier og bevæger sig teknisk overlegent gennem et groovy sæt bestående af et par Wayne Shorter-kompositioner og en vild udgave af Madvillains »All Caps«. Men de er ikke virkeligheds-Mozarter, men derimod som fiktionsversionen fra Milos Formans Amadeus: Urørligt virtuose i deres musikalitet og langt under bæltestedet i deres omgangstone mellem musikken.
De filosoferer over lufthavne og flytrafik, »Ryan Air can suck my cock and lick my balls«, og om en »succesfuld« kontakt til fusionslegenden Herbie Hancock på herbiehancock@gmail.com. Virtuositet møder røvballehumor. Har jeg som festivalgænger rollen som Amadeus-filmens gammelmandsbitre Salieri, hofkomponisten, der hader Mozarts barnlige geni, eller den åbenhjertige Constanze, Mozarts unge kone, der knuselsker både det geniale og det groteske. Jeg vælger at gå full Constanze på Domi & JD Beck.