Smukt vågner Agnes
I August Strindbergs symbolmættede drama Et Drømmespil fra 1902 forlader gudedatteren Agnes sit himmelske hjem og tager bolig blandt menneskene. Da hun ved stykkets slutning vender tilbage, opsummerer hun sine jordiske lidelser således: »At være til; at mærke mit syn svækket af et øje, min hørelse sløvet af et øre, og min tanke, min luftige, lyse tanke fanget i fedtfletningers labyrinter.«
Disse fedtfletninger væver sig ligeledes ud og ind af komponisten Lil Lacys Strindberg-fortolkning, mens det luftige, det lyse repræsenteres af lette overtoner. I Lacys multimedieundersøgelse fremstår mennesker forbundet på tværs af udstrakte geografier og generationer. Det understøttes af et komplekst landskab af klassisk og elektronisk musik, lys, billeder, skrevne og talte ord.
Som hos Strindberg er det gudernes verden, der har rod i det konkrete. Lacy starter med noget så jordnært som lyden af en gulerod, der skrælles og gnaskes, mens tandsættets kværnende rytmer runger gennem kraniet. Herefter glider vi over i drømmen. Agnes synker videre, langt, langt ned til menneskene, mens tonerne fra et akkordeon, spillet kyndigt af solisten Bjarke Mogensen, bliver til lyden af en lunge i konstant bevægelse, et organ der langsomt udvider sig, trækker sig sammen og holder os fast i livet, mens vi sover videre. Strygerne understreger denne skubbende, trækkende bevægelse.
En række stemmer – tilhørende en sydafrikansk kunstner, forfatteren Suzanne Brøgger og andre – fylder salen. Nok er det »synd for menneskene« (jf. Strindberg), men hos Lacy er figurerne fulde af håb og drømme for fremtiden. Som mennesker ejer vi ikke guddommeligt overblik; vort syn er netop »svækket af et øje«, af den fysiske verden vi er kastet ned i. Samtidig er der skønhed at finde i »fedtfletningernes labyrinter«, i måden vi er bundet sammen på.
You are somehow connected slutter ligesom Et Drømmespil med en gigantisk krysantemum, der springer ud, mens Agnes vågner. Smukt, brusende og voldsomt. Andre steder i opsætningen svæver citater fra Strindbergs tekst over musikerne. Denne direkte forankring i den oprindelige dialog virker dog unødvendig. Lacys stykke kan sagtens stå selv.
Månelys i undergrunden
»Tiden larmer,« lød det hen mod slutningen af Signe Lykkes værk Dødevande 1. Vokalensemble UngKlang var blevet generationsudvidet til anledningen med to ældre kvindevokaler. Det var lige før, man kunne nå at gribe fat om de to ord i Cisternernes 17 sekunders enorme rumklang.
Koret var placeret foran den japanske kunstner Chiharu Shiotas glinsende spindelvævsinstallation, og på samme måde var værket også spændt op mellem det krystalklare og det tæt kondenserede. Formen blev spundet af melodiske sekvenseringer og imitationer, der egentlig tegnede en klar retning, men havde det med at fordufte i hjemløse, obskure klangsøljer.
Der var lys i den svampede undergrund: Luminøse, pure klange i sopranerne virkede som et overjordisk kald. Abrupte kraftfulde klarsyn i det kalejdoskopiske univers af talte ord, luftige droner og jazzede tilsnit. Et citat tonede stille frem: vuggevisen »Pjerrot sagde til månen.« Nynnet ungdommeligt og forventningsfuldt og spejlet i det dybere register som en modnet refleksion. Et minde, måske, dirrende på tærsklen mellem forskellige tider.
På meget elegant vis fik Lykke syet generationer sammen, så det adspredte kom til udtryk som noget fintmasket og uigennemtrængeligt. Egentlig var der ikke behov for, at koret til sidst skulle bevæge sig ud blandt publikum. Det endte som en lidt for tyk understregning af den stedspecifikke forankring, der allerede var klart defineret af den betagende kompositionelle dialog med Shiotas uendelige spindelvæv.
Den Sorte Skole i fængsel
For 150 år siden var fangerne isoleret døgnet rundt i Vridsløselille fængsel, med en brun lædersæk over hovedet når de kort var uden for cellerne. De skulle have mulighed for at angre deres synder og forlige sig med Gud... Torsdag aften var vi ikke indsatte, men musikelskere, i det nedlagte fængsels skræmmende fascinerende indre. »Panoptikon« hedder overvågningsarkitekturen, men nu var elektronik, mixere og pladespillere placeret i midten, sammen med de uhyre begavede musikere fra duoen Den Sorte Skole til lysinstallationer af kunstnerkollektivet Vertigo.
Vi var stadig anonyme overfor hinanden – for en diffus røg lagde sig mellem alle, så laserlys og rytmisk skær fra LED-stængerne kunne få frit spil – lykkeligt fanget på tre etager i helheden af lys og lyd.
Samplingerne var især stemme-orienterede: Fra manipuleret småsnakken der speedes op, til fraserede stemmeskrig over de tunge rytmer. Var det tidligere tiders indsatte der skreg til os i mørket? Den genreløse duos musik rev læderhjelmen af individet og gav det stemme. Med etnisk sang fra verden over, som Den Sorte Skole også benyttede i deres forrige projekt Refrakto, og især den flerstemmige afrikanske korsang gjorde indtryk. Måske fordi den i sin kerne er frihed/slavebunden-orienteret. Måske fordi det bare lød afsindig godt, her reflekteret af fængslets mure og forstærket af en varieret og musikalsk lysinstallation, som lod hvert track få sin helt egen visuelle iklædning. Individualitet. Duoens symfoniske elektronics er så stramt komponeret med sin helt egen klang-æstetik, at man i den grad kunne forlige sig med at være i fængsel.
Gadgets og gafler
På spillestedet Mayhem præsenterede tre kunstnere nye værker, der legede med forholdet mellem lyd og teknologi. Julie Østengaards Emergence mindede – med glasskårsskinger fuglekvidder og fjederagtige cikader – om en dystopisk udgave af de der »rainforest sounds to sleep to«-videoer på Youtube. Meget passende blev værket delvist livestreamet på publikums telefoner, der samlede sig til en stor organismisk højttaler.
Senere – med Piece for Ears – placerede Sandra Boss og perkussionisten Irene Bianco bittesmå højttalere i deres ører og ophøjede – endelig – stemmegaflen til et selvstændigt musikinstrument. De vibrerende gafler var værkets primære lydkilde, og publikum var kun i stand til at høre dem, når de nærmest var i berøring med musikernes ører. På den måde var værket en lille påmindelse om, at det at skabe musik også er at lytte.
Til sidst forvandlede Camille Roth elektromagnetiske bølger fra telefon- og wi-fi-signaler til industrielt klingende støj i værket Transmissions. Indrømmet: Kombinationen af stråling og den demonstrativt dystre, uheldsvangre æstetik gav mig i momenter en lidt anstrengende association til sølvpapirshatte og anti-5g-demonstrationer. Hvorfor, spurgte jeg mig selv, kan lyden af et wi-fi-signal ikke lige så godt være smukt?
Ingen af værkerne vil jeg huske som uforglemmelige lydlige oplevelser. Derimod var de fascinerende og sjove på nogenlunde samme måde, som når James Bond pludseligt fisker en eller anden besynderlig, lidt fjollet, men uden tvivl højteknologisk gadget frem fra sin smokings inderlomme.
Planeten er ikke rask
I teaterversionen af Lars von Triers sortrandede Melancholia (2011) hører vi, at planeten ikke er rask, før vi ser det. Søs Gunver Rybergs elektroniske musik starter blidt i ambient-dur (uden dog at være meditativ). Vi er jo til bryllup. Musikken er vidne. Den varsler de flossede nerver og ledsager uvejret i sindene, når Claire siger til sin søster Justine: »Jorden er ond. Du behøver ikke sørge over den.«
Rybergs kompositioner – primært fra scoret til katastrofefilmen Cutterhead samt albummet Coexistence – gør ikke stort væsen af sig; lydfladerne undviger sig melodier, gyset er ikke Wagner-ekstravagant som i Triers film, selvom fragmenter af Wagner (samt Györgi Ligeti og Eivind Aarset) også anes. Instruktør Anja Behrens lader den store trussel fra det ydre rum buldre som en hemmelig og usynlig kraft.
Undergangsfortællinger kræver undergangslyd. Triers billeder er så stærke, at de, med samme funktion som musik, lammer hjernen. Men fordi disse billeder mangler, og fordi filmens sparsomme tekst ikke egner sig vildt som traditionelt ordteater (de forskellige historier har svært ved at samle sig i Aarhus Teaters opsætning) fungerer Rybergs musik som en lydlig mise-en-scene. Lydene udtrykker hele filmen ekspressivt som en tilstand, og åbner døren til melankoliens kolde og ulogiske rum. Det mentale uvejr, måske også det planetariske, føles vel ikke sjældent netop sådan: på en gang frossent og elektrisk.
Lyden af tiden, der rinder ud
Centralt i Radars mørklagte rum, omkranset af en ring af højttalere – et såkaldt akusmonium – står fem bækkener oplyst i violet. Som fra et timeglas i loftet daler en sagte strøm af sand, der knitrende rammer bækkenerne, og modsvares af en rungende, lavfrekvent, metallisk dronende gong fra de omkringstående højttalere. Udspændt mellem det tidløse og det flygtige møder sand metal; knitren som eroderende regn og fygende sand, buldren, som jordskorpens tektonik eller havets rasen. Det er saktralt, langsommeligt, nærmest kosmisk: Lyden af tiden, der rinder ud.
Bag Tilflugt står billedkunstner Signe Klejs og trommetæmmer Christian Windfeld. Klejs har i en årrække arbejdet med sandets flygtige natur, og Windfelds eksperimentale tilgang til slagtøjets materialitet og klangmæssige potentialer er et både frugtbart og originalt match.
Der er dog ingen tvivl om, at værket først for alvor folder sig ud, hvis man tager turen til Thy, hvor den anden halvdel af installationen udfolder sig i kunstbunkeren Regelbau 411. Dén oplevelse er det desværre langtfra alle besøgende på Radar undt, og det er en skam, for det er først i samspillet mellem de to lokaliteter, hvor lydlige og visuelle spejlinger og ekkoer resonerer på tværs af tid og sted, at udstillingens egentlige tematik åbenbarer sig for publikum. Uden denne oplevelse efterlades den gennemsnitlige besøgende i Aarhus lidt uforløst med den ledsagende introduktionstekst.
Når det så er sagt, udgør installationen på Radar isoleret set stadig et velfungerende moment of zen, og absolut blandt de mere interessante og poetiske indslag i Aarhus lige nu.