Kortkritiklive
28.09

Stålgafler og silkeblød skrift

George Benjamin og Martin Crimp: »Written on Skin«
© Miklos Szabo
© Miklos Szabo

Første gang, jeg hørte titlen på denne opera, måtte jeg tænke på Franz Kafkas groteske novelle I Straffekolonien (1914-19), hvor en fange bliver dømt til at skulle få sin straf – en formaning – indgraveret på huden, hvorefter han så skal mærke efter, hvad der står. I Written on Skin, der fik sin premiere i 2012 og hurtigt er blevet en slags moderne klassiker i operahuse verden over, er skriften på huden derimod kærtegn fra en ung illustrator, som i virkeligheden (!) er en engel. Historien er fra 1200-tallet og indgik i Boccaccios kollektivfortælling Dekameron fra det efterfølgende århundrede, men kunne lige så godt foregå i en dystopisk fremtid. 

I et land, hvor krig, vold og rædsel hærger, bliver illustratoren ansat til at lave en bog af en tyrannisk og ultravoldelig herremand, der bl.a. betragter sin hustrus krop som sin helt private ejendom. Illustratoren/englen indleder dog et passioneret forhold til denne hustru, og så er fanden løs. Naturligvis dør de begge, og herremanden står alene tilbage med sin bitre, ubrugelige sejr, mens englen genopstår og derved bliver den egentlig triumferende – og er måske en queerfigur, hvad stemmetypen (kontratenor) kunne indikere.

Det Kgl. Teaters opsætning er særdeles overbevisende. Benjamins musik larmer og brager, men er samtidig besynderlig tyst med sin udpræget økonomiske anvendelse af virkemidler. Den er hård som stålgafler, der på magisk vis bliver bøjet igen og igen, samtidig med at den undertiden meget kraftige lydstyrke skriver sig ind på trommehindernes hud med silkeblød skrift. 

Kortkritik
30.08.2022

Kirkerave med lammeskyer 

Aarhus Festuge: »Rum der forkynder« – SKY H1 & Mika Oki
© Martin Dam Kristensen
© Martin Dam Kristensen

Under den korsfæstede Jesus stod SKY H1 og Mika Oki ved deres mixerpulte indhyllet i en to-tre meter høj cirkel af semitransparent hvidt stof. Elektroniske orgeldroner strømmede ud i rummet, blandede sig med lyden fra en røgmaskine. Over os bredte sig blåt lys. 

Industrielle trommer og breaks blandede sig med det flydende soundscape tilsat fuglefløjt og melodisk synth indtil tunge basbeats tog over. Kunstnerne lignede pixelerede sort/hvide figurer i det runde tårn over en himmel skabt af lyskegler og røg. Angelisk synthkor afløstes af en basdrone, imens en solopgang brød frem i blå, røde og grønne nuancer.

Blåt lys og røg dannede lammeskyer, Jesus lyste op i glimt, kegler af stroposkoplys kastede sig ud over publikum, og det, som begyndte med orgeldroner og fuglefløjt, udviklede sig til et technorave med hårde og hurtige slag på elektroniske olietønder. 

På tre kvarter havde SKY H1 og Mika Oki opbygget, gennemført og afsluttet et technorave. En imponerende bedrift, der rejser spørgsmålet om, hvorvidt man skal høre hård house i en kirke, hvor flere kan være med, imens de kunstneriske og æstetiske aspekter af genren fremhæves og bevæger musikken fra lyssky undergrund til kunst i de hellige haller. Principielt: Ja. I praksis skabte de hvidkalkede vægge og hvælvinger en hård refleksion af lyd og lys, og det var usikkert, om kunstnerne havde taget højde for, at de ikke længere optrådte i en mørk natklub. 

Et komprimeret kunstværk, der dog ikke kan konkurrere med sine rødder i deres naturlige habitat, hvor tid, bevægelse og rum er vigtige faktorer for den fulde oplevelse.   

I anledning af Music City Aarhus 2022 sætter Seismograf fokus på musik, lydkunst og komponister i Aarhus. 

Kortkritik
30.08.2022

Tilbage på modernisme-kontoret

Moderne Mandag: »Nordiske Øreblikke«
© Jens Rossel
© Jens Rossel

Efter en operauge med eksotiske udflugter til Glostrup Stadion og Østerbro Skøjtehal føltes det unægtelig meget mandagsagtigt at være tilbage på kontoret – institutionen – stuvet sammen under trappen på Metronomen. Moderne Mandag er tilbage fra ferie med, måske, sidste sæson. 

Trioen Kimi Ensemble havde sammen med guitarist Mikkel Schou ellers taget opgaven alvorligt: den islandske modernisme skulle mingle med den danske. En bridgeblanding af påståelig serialismelieder, løjerlig legeaftale mellem børnemaracas og pseudo-rockguitar og drømmende heltonevibrafon. 

BANG! – lød det pludseligt fra førstesalen midt i Gudrun Lunds kække vokalise Destruction (1982). Noget væltede, tænkte man nervøst. BANG, BANG, BANG – blev det senere ved: Puha, hammerslagene var gudskelov en del af værket. Skønt at få banket Lund fri af arkivdvalen, så hun kan minde os om, hvor ængstelig en lyttesituation den modernistiske kube sætter for sit publikum. 

Jeppe Ernsts Bønnebog (2022) fortsatte performancesporet. Ernst var til at genkende i performernes overåbne, sjælsforladte øjne. Hvad var det for et ventilerende mekanisk suk, der kom fra dem? Menneskeballonerne blev fyldt op og tømt, men det var ikke liv, der strømmede igennem dem. 

Tænker man på modernisme som betydningstømning, passede Ernsts køligt udhulende – og noget forsigtige – værk forbløffende godt ind. Det kan man næppe sige om Hugi Guðmundssons marimba-varme Medea Verses (2022). Heldigvis! Sagnpoppen ankom afslutningsvis til det modernisme-tunge rum med befrielser som 2-og-4 tamburin og popkor. Herligt.  

Kortkritik
28.08.2022

Roll over, Mozart

Matias Vestergård: »Idylls, Elegies«
© PR
© PR

Nu har Politiken ganske vist lige kåret Matias Vestergård til den varmeste ting inden for klassisk musik siden Mozart, men det er alligevel tæt på overmodigt med et debutalbum bestående af intet andet end musik, man har skrevet som ung studerende. De fem værker her er bogstaveligt talt stiløvelser.

Men hov, der er måske noget om snakken. For hør, hvor elegant komponisten tegner de seks karakterstykker undervejs: istapper af horn, koklokke og obo, der falder og splintres, alarmerede strygere og elastisk klanglig variation i hurtige flugtsekvenser. Sindsoprivende præcist sat i lyd af Esbjerg Ensemble med stor billedkraft.

Albummet fungerer som en lille lommebog, man kan tage med sig, når man går i operaen for at se Vestergård folde sig ud på den store scene, hvor han har hjemme. De tre idyller mestrer antydningens kunst med kvalte fuglefløjt på strygernes åbne strenge kontrasteret af lette, boppende motiver i ensemblet, inden værket udarter til drilsk og stadig vildt staccato bongorytmik.

Underligt fersk er det eneste vokalværk, de to Løppenthin-sange med oversubtilt akkompagnement og stædige vokalmønstre. Her fordamper energien, og Signe Asmussens universalskuespillende stemme står afklædt tilbage. Lige til den tørre side, hvad?

Men ellers cementerer udgivelsen det, som jeg egentlig var lidt i tvivl om: at Vestergård har en kæmpe værktøjskasse at arbejde med, og at der er meget at glæde sig til, selv hvis han, trods Politikens ode, viser sig at være i kategorien lige under Mozart.

Kortkritik
26.08.2022

Slagtøjsfest i dyr pyjamas

Line Tjørnhøj: »Ør«
© PR
© PR

Følte de sig på en eller anden måde sat fri? I hvert fald mødte de to slagtøjssolister, Jakob Weber og Gert Sørensen, op i excentriske kostumer – hvidt jakkesæt og en ternet dragt, der duftede af dyr pyjamas – til uropførelsen af Line Tjørnhøjs orkesterværk Ør, hvor komponisten netop havde skrevet en vis frihed ind i deres noder.

DR Symfoniorkestret var skåret over på midten, men hvinede og stemplede af sted som et svedende maskineri. Til venstre for dem tastede Weber løs på et stumt flygel, mens Sørensen lod køllerne falde over et arsenal af pauker, gong og håndholdt percussion. Man fornemmede klart, at der var et angreb i gang; Tjørnhøj hvirvlede drama op af orkestrale tuttibrøl, som langsomt fortyndedes til træblæserklang og spinkel guiro.

Så satte det, der lød som en cirklende citatmusik, i gang. Et dramatisk faldmotiv med kontrafagot som dybt anker, sidenhen romantiske strygere og modernistiske orkestersløjfer. En slags halvmanisk kulisse for solisternes anderledes egensindige manøvrer? Halvvejs gennem andensatsen gik de over til orkestret og spillede umiskendeligt Safri Duo-boblende op til dans, mens kollegerne ligesom befandt sig et andet sted i musikken.

Ør blev man vel faktisk i mødet med denne argumenterende og hele tiden uroligt afsøgende, men også på den anden side glansfulde musik. Kontrastspil, meddelelsesbehov, spilopper. Værket var inspireret af Per Nørgård og levede fuldt op til hans credo om at forvirre på en fortryllende måde. Touché, Tjørnhøj!

Kortkritik
23.08.2022

På plads, til vands og i luften

Strøm Festival: »Aquasonica«
© Bjarke MacCarthy/CBS
© Bjarke MacCarthy/CBS

Solbjerg Plads – bindeled mellem Frederiksbergcenteret, Frederiksberg Bibliotek og CBS – er en af Københavns mere anonyme pladser. Den slags plads, der gerne findes nær institutioner, men, trods bordbænkesæt og arkitekttegnet space, sjældent er en oplevelse i sig selv. Mere transitrum end opholdsrum. Det forsøger Aquasonica at udfordre. 32 højttalere gemt væk i samme antal brønde, tre musikalske værker. For tiden strømmer techno/noise-DJ’en Schackes toner bogstaveligt talt op fra undergrunden.

Det starter med en insisterende strygerstaccato, der forstyrrer en CBS-tutor i at forklare reglerne til en teambuildingleg. Så bliver det maritime mere tydeligt: elektroniske bølgeskvulp og en dronelignende rumlen, der lyder af tektoniske forskydninger på havbunden. Sonisk flyder værket desværre heller ikke gnidningsfrit. Noget i ind- eller afspilningen hakker og glitcher utiltænkt forstyrrende. Den subtile, men konstante rytmiske intensivering, som selvfølgelig har fundet vej til Schackes ellers overraskende symfoniske udtryk, drukner. Så fungerer værkets anden, mere meditative halvdel bedre, roligt tranceinducerende.  

Det er ellers fint, som omgivelserne omdannes: To børn går på skattejagt efter den mystiske musik, forbipasserende stopper og klør sig i håret, og som værket toner ud, har ørerne stillet sig ind på pladsens frekvens: En akustik af beton, roterende cykelhjul og samtaler om pensumlister. Livet startede i havet og har siden kæmpet sig frem til Solbjerg Plads.