kortkritiklive
14.07

Støj i white cuben

Aros: »Ulydig – Kroppen i punk«
© Karen Knorr & Olivier Richon, Vortex 6 from the Punks series, 1976 - 1977, gelatin silver print on paper,18,7 x 28,2 cm, Tate. Courtesy of the artists.
© Karen Knorr & Olivier Richon, Vortex 6 from the Punks series, 1976 - 1977, gelatin silver print on paper,18,7 x 28,2 cm, Tate. Courtesy of the artists.

Det første, der rammer én på Aros' Ulydig – Kroppen i punk, er ikke hundehalsbånd, læderjakker eller netstrømper. Det er lyden. Den buldrer gennem rummene. For hvad skal punken overhovedet på museum? Punk er ikke skabt til museum. Den er beskidt, højlydt og midlertidig. Den lever af amatørisme, fejl og modstand. Man kunne frygte, at white cubens hvide vægge ville gøre de tre akkorder til kulturhistorie og støjen til baggrundsmusik. Kurator Marie Arleth Skov har skabt en udstilling, hvor lyden ikke blot illustrerer historien, men driver den frem. Rå guitarer, skingre saxofoner, flimrende Super 8-film og koncertoptagelser smelter sammen i et brus af støj, billeder og kroppe.

Ulydig er ikke en komplet punkhistorie, men et præcist snapshot af en kultur, hvor lyd og krop var uløseligt forbundet. Her møder man punkens gudmødre side om side med danske bands som Lost Kids, Pussy Punk og Sods i hidtil usete optagelser fra en københavnsk punkhappening. Et lædertrommesæt af Käthe Kruse fra Die Tödliche Doris står som en skulptur med den tørre titel In Leder, mens Cornelia Schleimes video viser, at punkens oprør også rummede skrøbelighed og poesi. Kontrasten til Erik Saties nøgne klavermusik er udsøgt. Det er som at gå rundt i et tredimensionalt fanzine – overalt hyldes de skæve eksistenser og dem, der aldrig bad om lov. Leopardmønstrede hynder, rå materialer og taktile installationer gør, at man næsten kan røre ved punken. 

På kunstmuseer reduceres lyd ofte til atmosfære. Her er den et materiale på linje med stof, video og krop. Støjen bliver en kunstnerisk metode snarere end et soundtrack. Den 50 år gamle støj lyder stadig forbløffende nutidig, når den går i dialog med udstillingens nyere værker. Det gungrer i kroppen. 

Kan et oprør overleve på museum? Ulydig viser, atpunkens energi og ikke dæmpes af museet – det fungerer som en forstærker. Kun to ting mangler: at udstillingen kunne opleves klokken fire om morgenen – og at det overdådige katalog var indbundet i latex.

kortkritik
15.03.2021

Én, to, tre, fire!

Passive/Aggressive: »Festskrift IV, Rhythm«
© WinWin artlab/Shutterstock.com
© WinWin artlab/Shutterstock.com

Passive/Aggressive har indbudt en række musikere fra den danske under- og mellemgrund til refleksion over en af musikkens helt basale bestanddele. Forsøget på at italesætte noget så intuitivt og instinktivt som rytmik har kastet et væld af forskelligartede bidrag af sig, og samlingen overrasker positivt med sin mangfoldighed.

Som et kærlighedsbrev dedikeret til dette allestedsnærværende fænomen flyder Festskrift IV over med kreative og uventede indslag. Alt fra maleri, collage, partiturer og digterier til essays, strøtanker og dialog. Der har endda indfundet sig musik, tilgængeligt via QR-kode. Skiftevis personligt, esoterisk og konkret.

Festskriftets intentionelt åbne format leverer mindst lige så mange kvalificerede bud på, hvad rytme betyder, som der er bidragsydere. For Lisbeth Diers handler det for eksempel om det fællesskab, der opstår, når ens egen rytme møder andres. Kresten Osgood skriver imidlertid om filosofien i trommeslagerens virke, mens Lasse Munks essay drejer sig om personlighed i computergenereret musik. Andre når frem til deres pointer på mindre letgengivelige – men ikke desto mindre interessante – faconer.

Fælles for alle bidragene er, at de lægger op til endnu flere spørgsmål. De inspirerer til eftertanke og en større forståelse for, hvordan ikke blot en af musikkens, men en af selve livets absolutte hjørnesten, kan sanses og omtales.

kortkritik
13.03.2021

Forsigtigt, vildt forsigtigt, fremad

Pulsar Festival: »2-3-4-5-4-3-2«
© Fran_kie/Shutterstock.com
© Fran_kie/Shutterstock.com

De to violiner i Frej Wedlunds skrøbeligt langsomme Morning Lights er på randen af slet ikke at eksistere. Sammen tøver de fra start til slut, mens de sniger sig ind på en fælles tone og sender små lyn ud fra den i hver sin retning. Som et vindpust er værket pludselig forbi; måske har det efterladt kimen til noget større.

I Zechen Hus klavertrio Qin Xiang ligger noget også og ulmer. Pianisten hamrer undervejs i flyglet. I frustration? Over sine arkaisk drømmende skalaløb, over de romantiske impulser? Jeg fornemmer en lille modstand, der kan vokse til monsterstørrelse.

Anderledes velvoksen virker Philip Clarkes Spejlkvartet. Mørke bølger, der rejser sig fra celloen og forplanter sig langt op gennem strygekvartettens palet. En moden elegance, der står sig godt til de humørfyldte melodilinjer. Ingen tvivl om håndværkets niveau og evnen til at strukturere et langt forløb. Friskfyragtigt kunne jeg måske – hvis jeg lige ignorerer, at jeg ret godt kan lide værket – spørge: Men er det ikke for meget pastiche, for meget bakspejl, ikke mindst med den guldalderagtige afslutning?

Let er det ikke at følge op på et sådant epos. Det lykkes nu alligevel ret godt med Emil Johanssons korte, friskt boblende Cinq Ventilateurs for blæserkvintet, et velinstrumenteret humørstykke. Imens kan man sidde og spekulere over festivalen indtil nu. Det virker som en evighed siden, at Jeppe Ernst, Bára Gísladóttir, James Black og Marcela Lucatelli vendte vrangen ud på Pulsar. Men der er måske også nogle andre ting i spil nu, noget med en ny konstruktivitet og, tja, en forsigtighed, som ikke er uden potentiale.

Lasse Winterbottoms alvorsdrømmende Earwig, Twig, Jig and Whirligig for fløjte, klaver, bratsch og kontrabas slutter sig til det velskrevne, men også lidt høflige. Omvendt er der masser af musikdramatisk udforskning og dramaturgi i Matias Vestergårds firdelte My Hope Is Decayed for klarinet, slagtøj og klaver med værkets små musikalske samtaler.

Og så en enkelhed i vippefigurerne og de langsomt tegnede linjer i Evagoras Solias Apokidis’ afsluttende Less for to celloer, som udvikler sig til en voldsom tonejagt og sætter det punktum, Wedlunds indledning kastede op i luften.

kortkritik
12.03.2021

Velkommen, torne og katastrofer

Pulsar Festival: »Orgel og strygere«
© Nomeko/Shutterstock.com
Orgel og strygere var temaet ved Pulsar Festivals andendag. © Nomeko/Shutterstock.com

Jamen sikket besynderligt værk, altså, Marianna Filippis Caught in Your Chrysalis, We Grow for akkordeon, violin og cello. Så fuldt af elegant melodiøsitet og filmharmonisk fremdrift, en slags helt uskyldig komposition uden antydningen af et kritisk forhold til sin egen eksotiske skønhedssøgen. Godt, gammeldags smukt. Onde tunger vil sikkert sige, det er sådan, komponister skriver, inden konservatoriet kommer og ødelægger dem.

Så er der mere masochisme – gudskelov, var jeg ved at sige – over de udholdte orgeltoner og nøgterne bratschstrøg i Asger Valentins Orgel & bratsch, som er helt omvendt skåret ind til benet, men alligevel har plads til intim sødme i sin toakkorders tredjesats. Mådehold og ydmyghed, plads til lytteren. Jo nærmere man kommer sin egen selvstændige kunstneriske kerne, des færre toner skal der ofte til.

Åh, og så en finurlig, lille sag af Lasse Winterbottom, Pineapple for orgel, som måske ikke rigtig har nogen retning, men i det mindste har den gæstfrihed at skændes med sig selv hele vejen derhen, inden værket så beslutter sig for brat at holde op. Nå ja.

Og fint nok, for det giver plads til Matias Vestergårds … à la mémoire de … for violin, som er bedre i stand til at afgrænse et forløb. De fineste lyse toner, der afbryder sig selv og begynder forfra med et mere virtuost sigte for til sidst at ende i et lynbugtende leje fyldt med tempo og percussivitet. Inden, selvfølgelig, musikken vender opbyggeligt hjem og har lært lidt på vejen.

Koncertens sidste værk: Esben Nordborg Møllers massive Ordet for orgel, nærmest en lille symfonisk skitse med en lifligt tonerig førstesats og en andensats med langsomme, tonstunge trinvise bevægelser opad kontrasteret af et langsomt dalende fyrværkeri. Slut med at længes mod skibskatastrofer; den sikre ståldød er ankommet, og den kan altså noget.

kortkritik
11.03.2021

Pulsar i (meget) roligt pulserende åbning

Pulsar Festival: åbningskoncert
Festivalplakat for Pulsar Festival 2021. © Det Kongelige Danske Musikkonservatorium
Festivalplakat for Pulsar Festival 2021. © Det Kongelige Danske Musikkonservatorium

For et år siden var Pulsar den sidste festival, der blev afholdt inden nedlukningen. I dag åbnede den så i en superslank udgave kun for den allermindste kammermusik, og åbningen var også rent tematisk et studie i enkelhed.

Først James Budinichs White Stone, en flaskepost fra den amerikanske minimalisme med sit hakkende tonegitter i violinen ledsaget af et blødt elektronisk klangtæppe. Den manglende kritiske refleksion over arven gør mig jo nok lidt rastløs, må jeg indrømme. Jeg spejder forgæves efter et strukturelt argument eller en klanglig ambition, der rækker ud over meditationen.

Lige så enkelt, men dog mere brutalistisk, er Ida Lundéns DadoDado for guitar, som hamrer marcherende repetitivt af sted. Et typisk studieværk, vel, med sin grundlæggende undersøgelse af instrumentet, men meget afgrænsede form; jeg glæder mig glubsk til at høre mere. (Opd.: Nå ja, kort var værket, men »studieværk« er måske lidt malplaceret, når Lundén selvfølgelig ikke er studerende. Beklager.)

Og så: Rob Durnins W’hood Thunk Kit for berøring af et flygel, aftenens højdepunkt. Tangenterne brugt som guiro, et instrumentalt teater med begge ben placeret i stilhedsgenren. Her er der lidt mere på færde rent formmæssigt, og tak for det: for den tålmodige granskning og stiliserede leg.

Loïc Destremaus Saxocloned for, ja gæt selv, går klangligt til værks, en klagende saxofonsirene med klapren og overtoner, der udvikler sig til en ret charmerende leg mellem fjerne ekkoer og nære pusterier med sin selvkloning. Og som leder oplagt over til Adrianna Kubica-Cypeks Into the Whale’s Eye for duvende basklarinet og metallisk liveelektronik, et værk med en ro, der lægger an til en længere samtale mellem de to solister, men hurtigt er ovre. Ligesom koncerten. Men så er vi da i gang, og hurra, altså, for det.

kortkritik
18.02.2021

Modernistiske isfugle

Islands Symfoniorkester: »Occurence«
Islands Symfoniorkester: »Occurence«. © Sono Luminus
Islands Symfoniorkester: »Occurence«. © Sono Luminus

Det er svært at modstå fristelsen til at anlægge et borealistisk blik på et album med ny islandsk kompositionsmusik, især når coveret leger med isbjerge og kæmper.

Det ville dog være stærk tendentiøst at kalde de tre første værker – af Daníel Bjarnason, Veronique Vaka og Haukur Tómasson – for særligt islandske. Mest trækker de på en generel symfonisk tradition fra det 20. århundrede med ustabil tonalitet og ‘spjæt’ i orkesteret, til tider modstillet roligere og mere tonale passager.

Men ganske umuligt er det at høre Flutter af Thuridur Jónsdóttir som andet end en isfugl, der flyver mellem isbjerge og insekter. Sidstnævnte er i bedste Knud Viktor-ånd samplet på båndoptager – den islandske natur bringes helt tæt på. Så i sidste værk, Magnús Blöndal Jóhannssons Adagio, kan jeg nu kun høre nordlys og vulkaner, og jeg holder vejret, da Katla truer med at gå i udbrud. En spændende plade!