Kortkritiklive
14.12.2024

Støvet ville ikke lægge sig på de orgler

Organ Sound Art Festival: Mads Emil Dreyer, Gamut inc., Aron Dahl & Mija Milovic
© www.francoadams.com
© www.francoadams.com

I disse dage afholdes Organ Sound Art Festival i deres vante rammer i KoncertKirken, og i går løb festivalens dag to af stablen. Koncerten begyndte med genopførelser af Mads Emil Dreyer Vidder 1 og samt et nyskrevet interlude for pumpeorgel, husorgel, keys og basfløjte – alle instrumenter var forstærket. Således tilslørede Dreyer, hvor lydene kom fra og fik skabt et smukt spil mellem det akustiske, det forstærkede og afspillede. Var det fløjten eller orglet, jeg hørte? Og kom lyden fra et instrument eller en højttaler? Musikken bar præg af dronemusik, med smukke dissonanser og en tonaludvikling, der lejlighedsvis tittede frem. Bedårende og dragende.



I den næste performance havde den tyske duo Gamut inc. udstyret kirkens orgel med to robotter, så en computer kunne styre instrumentet. Desværre var jeg i tvivl, om robotterne var ordentligt kalibreret, eller om musikken var skrevet til et kirkerum med betydeligt mere rumklang. Det lød i hvert fald »MIDI-dødt« – lidt som en fjollet »piano-roll«-video af et obskurt serielt værk



Duoen Aron Dahl & Mija Milovic sluttede med musik, der med sin ømhed og ærlighed kunne minde om The xx, hvis den britiske indierockgruppe altså spillede på ustemte husorgler. Dog blev musikken lidt ensformig, og deres set-up fremstod uudnyttet. 



Den lidt blandede oplevelse med aftenens program ændrer ikke ved, at Organ Sound Art Festival er en stemningsfuld, ambitiøs festival, der tør tage chancer, når de præsenterer os for nye værker for et instrument, som mange stadig forbinder med gamle dage. Denne københavnske festival er alt andet end støvet. 

© PR

Såforsatan – alias Sofus Bryld – vandt i 2020 DR's KarriereKanon som 21-årig og har siden skrevet sange, der trækker tråde til både rap og soul. Alt sammen på et dansk, han holder fast i, fordi det er sådan, han udtrykker sig »bedst og mest ærligt«, og med en sprogbevidsthed både rundet af litteraturstudier og lyden af Vesterbro, hvor han er vokset op. Hans koncerter er præget af høj energi, hvilket også kendetegner, hvad han selv lytter til. Såforsatan er aktuel på den nye københavnske koncertrække Deer Bodega, som blander musikere og lyrikere. 

Kortkritik
26.05.2023

Læg ørerne ind i de langsomme toners mange smukke lag

Mette Nielsen: »Frozen Moments« 
© HEIN Photography
© HEIN Photography

Mette Nielsens musik er sanselige undersøgelser af toners og klangenes mindste mikroskopiske detaljer. Efter en time i selskab med strygekvartet og klarinet på hendes nye album sidder man tilbage med en følelse af at have været helt tæt på musikkens mindste bestanddele. Når trykket på strengene hos Novokvartetten er tungt, mærker man støjen og de skærende metalliske overtoner, der får trommehinderne til at blafre. Når Jonas Frølunds klarinet sætter an helt fra toppen ud af ingenting, er det atmosfærisk sitren. Men lige meget hvad tæt på. 

De seks stykker på Frozen Moments er melodiske og skramlende på samme tid. Rester af musikalske minder bliver til knitrende, iscenesatte salmer, hvor klangene får karakter som objekter, der hænger i luften en ad gangen. Et stykke har kun en tone, men formår alligevel at vise masser af nuancer. Andre, som solostykket »Apart«, kommer vidt omkring med rene klarinettoner, interferencer, multiphonics, sang og growl – men stadig med grundig langsommelighed.

Hun har en fascinerende evne til at skrive rigtig smukt uden patos. Klangskønt, elegant og sart og kun med en lille smule af den slags højtidelighed, der opstår, når man giver tid og rum til klangenes egen poesi. Og selvom hun søger støjen og det bøjelige og ufikserede, når hun udforsker tonernes randområder, bliver hendes musik aldrig grim eller for meget. Den får bare lov at være sig selv med sine mange naturlige, akustiske lag. 

Kortkritik
22.05.2023

Beruset af storbyen

XYZ Sound Collective & KU.BE: »Lydfelter på cykel – en lydrejse gennem Frederiksberg«
© PR
© PR

Lydkollektivet XYZ Sound Collective og kulturhuset KU.BE inviterede på en musikalsk cykeltur på Frederiksberg med intet mindre end fem koncerter. Vi kom vidt omkring – ikke kun fysisk. 

Lydkunstneren Julie Østengaard bød på trafikal musique concrète under Bispeengsbuen, mens Lola Ajima hypnotiserede med engleagtige vokalloops, fuglesang og græsslåmaskine i Landbohøjskolens have. Performancekunstnerne Absurdum Temporary Art bød et absurd-komisk retssalsdrama tilsat techno og pantomime foran retsbygningen på Skyggens plads, og musikerne Ingvild Skandsen og Arash Pandi tegnede en arabesk af små cirkulære melodier med pibeorgel og persisk daf i Frederiksberg Hospitalskirke. Under en gylden aftensol afsluttede lydkunstnerne LuN/A og Tanja Schlander turen med en nærmest ASMR-lignende forstørrelse af de mikroskopiske lyde, der gemmer sig i alt fra en spand vand til en bunke spillekort til træernes grene på en bakketop bag KU.BE. 

Særligt begejstret var jeg for Julie Østengaards koncert, der på støjende og storslået vis gjorde Bispeengsbuen til en brutal, stærkt trafikeret, sekssporet katedral, og som fremstod som en kærkommen kærlighedserklæring til en berusende storbyfølelse, der nok er på vej væk: I 2027 begynder nedrivningen af Bispeengsbuen; bilerne, larmen, forureningen og kaosset skal ud af byen; beton og asfalt skal erstattes af lysegrønne områder, og idealet er en kompulsivt behagelig forstadsidyl. Man kan jo ikke stritte imod udviklingen, men Østengaards koncert var en destilleret påmindelse om den energi, den sanselighed og den skønhed, der er til stede i alle de ting, vi ihærdigt forsøger at rense byen for. 

Kortkritik
13.05.2023

Funky Jeanne d'Arc

Marcela Lucatelli, Lars Bech Pilgaard og Anders Vestergaard: »Necromancy«
© PR
© PR

Hvis der er én ting, komponisten og vokalisten Marcela Lucatelli dyrker, er det det uendeligt flertydige. Jeg tænker på det hver gang, jeg hører hende synge: Er hun en slave af sangen? Er hun indespærret i den og kæmper for at komme ud igen? Er hun i en romantisk, måske erotisk relation til den? Prøver hun at slå den ihjel? Eller er hun en slags sangens Jeanne d'Arc, der stiller sig foran den med sværd og skjold for at beskytte den mod fjender? Det er umuligt at sige, men flertydigheden – eller endda: utydeligheden – er det konstante anker, der fastholder mig og får mig til at lytte igen og igen. 

Det gælder også det nye album, Necromancy, en sangcyklus på ti sange, der hver er dedikeret til en orisha fra den afro-brasilianske yoruba-religion, og hvor Lucatelli har allieret sig med guitaristen Lars Bech Pilgaard og perkussionisten Anders Vestegaard. Resultatet er Lucatellis hidtil bedste album – et lille mesterværk fristes jeg til at kalde det – hvor de tre musikere med en blanding af kompositorisk elegance og punket fandenivoldskhed kombinerer en form for støjende, psykedelisk rockmusik med ritualistiske polyrytmer, et free-jazzet tonesprog, synthflader, der er som taget ud af 70'ernes b-horrorfilm, og en energi, der nærmest er funky på den helt beskidte Betty Davis-agtige måde. Det er i mødet mellem musikkens kropslighed og den spirituelle aura, at magien opstår. 

Og så er der Lucatellis stemme, som skal nævnes selvom den er hinsides det, der kan beskrives i den sproglige orden. Famlende får jeg lyst til at prøve med matematikken (den berømte formel i2 = −1 må tages i brug for at beskrive kompleksiteten) eller en række entusiastiske udråbstegn (!!!!!!!). 

Kortkritik
07.05.2023

Over the top

Spot Festival: Århus Sinfonietta feat. Josefine Opsahl: »Hands« 
© Rasmus Sigvaldi
© Rasmus Sigvaldi

Det startede godt. Josefine Opsahl ejer evnen til at sætte scener: Cellistens nye cellokoncert Hands for Århus Sinfonietta gik fra noget mysteriøst, hemmeligt, neoklassisk, folkemusikalsk (klart den bedste del) til noget neoromantisk. Og sad man på første række, blev man let blæst bagover af den megen action. Sad man lidt på afstand, var oplevelsen – ihvertfald hos mig – en anden: Musikken bragede ud i salen og mindede om adskillige Hollywood-films lykkelige slutninger, som fx den oprindelige Avatar-films over-the-top happy ending, hvor alle de gode kræfter til slut slår sig sammen og sejrer. Opsahls pompøse cellokoncert virkede lige så endimensionel. I en tidsalder med evindelige »posings« kan kunsten risikere at klinge lige så hult og overfladisk som den flottest opsatte selfie.

Hvis storladent i sig selv kan opfattes som et positivt statement, så er denne anmeldelse positiv. Elsker man det hurtige og glamourøse, ville man have nydt Opsahls Hands. 

Klassiske musikere siger, det er på Spot, det sner. Måske får Opsahl ny musik ud til et bredere publikum. Som populærmusik duer det nok ok. Men så taler vi om to forskellige kunstkulturer, to forskellige forbrugskulturer. Et klassisk publikum ville dog næppe blive glade for et opblæst værk i den bogstaveligste forstand, hvor det storladne får så frit spil for galleriet. Hvor store løfter og armbevægelser fejer dybde og subtilitet af banen. Men måske er det bedste spørgsmål, om en nutidig cellokoncert må stryge én med hårene, om den må lyde lige så flygtig som en Instagram-story, og om det er et problem, hvis den minder mest om et døgnflue-pophit, selvom komponisten i programteksten citerer selveste Immanuel Kant?