I hjørnet af Støberiets forsamlingslokale hænger en brudekjole af det pureste hvide plastik. Den tilhører POSY aka. James Black som bizar runaway bride i et multikøn af pap og PVC. På en skærm ses POSYs trivielle hverdag sløjfe sig som korte modløse Instagram-videoer. Hurtige sprittuschtegninger på væggen tilføjer en orakelstatus til Blacks vidunderligt mærkelige karakter – i denne installation går det trivielle og det sensationelle i hårdknude.



POSY II – The life of POSY er del af koncertinstallationen Sa(l)vages kurateret af det entreprenante ensemble K!ART. Fem solooptrædener kredser om begrebet affald/spild. To af komponisterne spiller på hjemmelavede skraldeinstrumenter. Emil Vijgens trækasse med fjedre spændt på toppen har klanglig dybde; formen efterlades dog lovligt søgende i Spring Pastludes, og Kristin Warfinges Space Junkyard taber mig omvendt i brugen af loop-sekvenser. Nærværet sættes over styr.



Neli Pantsulaias højttalerværk Just the Simplicitity of Life er et spøgelsesopkald fra 00’erne: En gruopvækkende surftur på bilradioens FM-bølger med Britney Spears og sælgerstemmer monteret med nødopkald og elektroniske støjeffekter. Before, Behind, Between, Above, Below af Connor McLean lyder også hacket. Mikkel Schou agerer cyborg: Autotunet til at være out of tune med sin westernguitar plastret til med slimede effekter. 



Aftenens højdepunkt var Rob Durnins trommesæt-etude these gizmos are totally ill-suited for my birthday bash, mom: Hsiao-Tung Yuan udstyret med de underligste trommestikker i form af asiatisk snakkende højttalere, som bragte barneleg ind i en stiliseret afmontering af den kultiverede trommeslager. 



Summa summarum om Sa(l)vages: Der er spildmateriale derude, som ikke må gå til spilde. Spændende idéer og lyde materialiserer sig ofte i randområderne af objekternes egentlige intention. Men jeg savnede noget mere skrald i affaldstematikken, der kun glimtvis bed fra sig. 

»Nu kan alt ske, lige om lidt kommer Alexandra flyvende gennem ruden.« Jeg overhørte denne kommentar, mens vi ventede på at blive lukket ind i Koncertkirken. Døren gik op, og fire væsener med kæmpe papmachéhoveder og tylskørt lukkede os ind. Til en scenografi, der bestod af et bur bygget af neonrør. Oh yes, alt kan ske nu, tænkte jeg og trådte ind i en verden af tyl, pap, neon og teletubbier fra mine dybeste mareridt.

Koncerten vekslede mellem kropsligt performanceteater, hvor lyden kom fra de mange mikrofoner, der var sat i neonburet, og ravemusik af den type, man går til klokken tre om natten på Roskilde. Fire sortklædte mænd i helt hvide høje hæle udførte to forskellige, velkoreograferede serier med hælene som percussion. Senere så vi fire hvidklædte kvinder, bundet sammen i et stort stykke stof, binde snore på kryds og tværs af buret for herved at skabe musik, når de kastede sig mod stoffet og kun blev holdt af de andre. Jeg sad på kanten af mit sæde, hver gang en af performerne var ved at falde, hvilken intensitet!

Men mest fascinerende var kontrasten, da ravemusikken begyndte at spille og de fire stagehands tilfældigt, men effektivt fjernede alle paprørene fra neonburet. Ravets uplanlagte koreografi af kroppe, der intuitivt vidste, hvor de skulle hen, til de elektroniske og prædefinerede rytmer, rundede fint aftenen af, da de nu otte mareridts-teletubbier dansede rundet i salen. Jeg er stadig ikke sikker på, hvad der skete – men nøj!

»Kroppen er ikke i rummet, den bebor rummet,« skriver fænomenologen Maurice Merleau-Ponty, og jeg mærker det som et nervesus, da det pludselige udsyn af kroppene foran mig absorberer kirkerummet: en nærved nøgen kvindekrop som centrum i trekantsformation af tre mandlige kroppe klædt i sort.

Sakramente (Natsange) af kropskomponisten Jeppe Ernst simrer af posthumanisme: kroppe, der bevæger sig, som var de forprogrammeret i en metronomstram synkronicitet, prædetermineret til at danne imitationer, spejlinger og kontrapunkter. Skinbarlige kroppe, der blinker og ryster, men på samme tid fremstår lige så artificielle og konstruerede som det partitur, der har sat dem sammen.

Værket består af tre satser, hvor den sidste er et ekko af den første. De mandlige kroppe træder frem mod kvindekroppen – først den ene, siden de to andre – og spiller en typisk Ernst-koreografi af armbevægelser. Bløde løft, en pludselig sitren i hånden, kontante fremadskydninger: Alt sammen udført med et imponerende fokus.

I andensatsen træder værket i karakter. Kvindekroppen bliver lagt ned i en positur, der både minder om da Vincis Den Vitruvianske Mand og Kristus på korset. Mandekroppene sætter sig på hug rundtom og iværksætter et voldsomt ritual, hvor dumpe slag og kvælertag blander sig med nænsomt strygende kærtegn.

Bevægelserne, der før virkede abstrakte, bliver nu til symbolske berøringer, som udtrykker en besidderisk ambivalens. De vil dominere, men er allerede domineret, sat sammen i rytmiske mønstre. Det er en form for afmagt, der udsulter humanismens naturaliserede kropsbegreb og på fornemste vis afslører mande- og kvindekroppen som dybt konstruerede størrelser.