Trentemøllers tryllestøv
Den danske Godfather af moderne elektronisk musik er ude med et formidabelt album – alt er skrevet og produceret af ham selv og partneren Lisbet Fritze, som optræder med sin angeliske og uimodståelige vokal. Ligesom Buster Oregon Mortensen (Busters Verden, red.) kan Trentemøller noget andre ikke kan, han har nemlig lært at trylle og med magiske formularer og tryllestøv har han skabt 14 skarptslebne skæringer.
Trentemøller mikser atter bastunge beats med svævende lethed og leger med grænserne for, hvordan han med uortodokse midler både kan skabe genklang hos et bredere publikum og samtidig dupere musiknørder verden over. Lytteren kommer med på indre rejser gennem alt fra »Glow«, der inviterer til clubbing med Autecre, »No More Kissing in the Rain«, som er en Trente-elektronisk fortolkning af indiepop a la Raveonettes samt en goth-industrial portal til den legendariske film Spawn: Nummeret »Dead or Alive«. Twin Peaks-mysticisme skinner igennem på »In the Gloaming«, imens man med »Drifting Star« drømmer sig væk i evige solnedgange.
Memoriams eklektiske tidløshed gør, at den på ingen måder er trendy men derimod langtidsholdbar og ville fungere forrygende som soundtrack til en film, TV-serie eller spil. Der er noget til Generation X, hipsterne, Jomfru Ane Gade og kosmopolernes natteravne. Uden tvivl en udgivelse, som vil vinde indpas i mangen en vinylsamling, være baggrundstæppe på tjekkede kaffebarer og gøre sit indtog på mixerpulte i underjordiske natklubber.
Ekkoer fra en glemt tid
De abstrakte, collage-lignende »Movements« på libanesiske Raed Yassins Phantom Orchestra er endnu et stykke samtidskunst født af coronakrisen. Som et fjernt ekko fra en tid, de fleste allerede har fortrængt, har den eksperimenterende kunstner samlet en række optagelser indspillet af en broget skare af Berlin-musikere – alle med ét fælles udgangspunkt: improvisation.
Over knap en time samler Yassin disse optagelser i syv progressive suiter, der strækker sig fra cirka 9 til 20 minutter. Og selvom det til tider bliver så sonisk kaotisk, at man må lede med lys og lygte efter et fælles lydmæssigt holdepunkt, er det en kreativt pirrende lytteoplevelse, når håndspillet percussion, baltisk folkesang og koto (japansk harpe) smelter sammen – vel at mærke uden, at musikerne nogensinde har været i samme rum.
Her gemmer sig en enormt inspirerende idé, der trækker lige meget på sampleæstetik og samtidskunst. Især fordi værkerne angiveligt er skabt ved hjælp af intet mindre end 12 pladespillere, hvilket tilfører et strejf af tilfældighed. Man må formode, at dette har krævet en betydelig grad af planlægning – hvilket kun gør det mere vildt, når man eksempelvis hører sammenspillet mellem modularsynth og trommer på »Movement III« eller den næsten gyseragtige kontrast mellem happy jazz-trompet, rablende vokaler og dæmonisk præpareret klaver på »Movement IV«.
Til tider er idéen bag værket mere fascinerende end selve lyden, men alt i alt er Phantom Orchestra et forrygende, smågalt eksperiment, drevet af en vilje til at skabe sammenspil i kaos. Et sidste ekko af pandemien – om at stå sammen hver for sig.
Nye mellemamerikanske fortællinger
Der er masser af luft rundt om de mange forskellige lyde og stemmer, der fortæller mellemamerikanske gyserhistorier på honduransk-danske Xenia Xamaneks album Germinate. Ordene »spire« og »visne« er med i titlen, og de fungerer fint som markører for det blomstrende, piblende, futuristiske og let dystre lydbillede. Hvor en håndfuld stemmer fylder ørerne med mekaniske, intense forbindelser, der hvirvler indtryk af natur og ord ind i hjernen.
Albummet er noget så sjældent som en slags nytænkt oratorio, 1700-tallets religiøse operagenre med sungne tekstbidder og ordløs musik efter hinanden. Et godt stykke fra det dansegulv, Xamanek kommer fra at bestyre. Her fortæller sangerne og en elektro-akustisk lydside historier gennem to simple, ordrige recitativer, to arier med messende fortælling og elektroniske soundscapes.
Der er en ro i Xenia Xamaneks tilgang, som man kan blive helt afhængig af. Stoffet fra deres rødders fortællinger – og måske også messende fortællestil – sætter en scene, som på den ene side er varm og hjemmevant. Men som på den anden side også bliver original og fremmedartet, når roen i ordene udfordres af små spil af fortættede mønstre af simple lydelementer, der interagerer.
Oratorier varede tre timer i 1700-tallet, og kan hurtigt i dag virke fremmede og uvedkommende. Xamaneks album med afsæt i de cuentos y leyendas de Honduras, som de hørte i barndommen, er til gengæld tre kvarters nærvær, som peger overraskende fremad.
Fanget mellem for meget og for lidt
Den elektroniske musiker Amphior AKA Mathias Hammerstrøm lægger positivt an: »Under the Stars« emmer af Twin Peaks-agtig melankolsk romantik tilført en urovækkende klang, som får forventningerne til at vokse. Allerede ved andet nummer står det dog klart, at lytteoplevelsen ikke vil være helt så positiv, som man ellers først kunne have forventet.
»Time Is a Thief« imponerer nemlig slet ikke på samme måde. Ovenpå det klicheagtige tikkende ur i baggrunden gør hverken klavermelodien eller de atmosfæriske elementer megen væsen af sig, fastlåst i det intetsigende midterpunkt mellem for meget og for lidt. Denne vekselvirkning mellem spændende numre og mere fyldagtige stykker viser sig desværre at præge udgivelsen som helhed.
Numrene »Healing« og »Disappearing« har begge gode melodier med en fin, æterisk, bittersød melankoli over sig. »Bloom« gør i lighed med »Time Is a Thief« også brug af et tikkende ur som baggrundselement, men til langt bedre effekt, da musikken ovenover er så meget mere fængende – ikke mindst pga. Stine Benjaminsens (AKA Recorder Recorder) afklippede vokalsamples, der giver nummeret en kærkommen underlig stemning. Udgivelsen rummer dog en række numre, der aldrig formår at efterlade et varigt indtryk, uanset hvor mange gange man lytter til dem. En melodi, der bare manglede lidt mere liv. En effekt, der med fordel kunne være blevet skruet op for. Det er en skam, for Hammerstrøm demonstrerer på omtrent halvdelen af numrene, at han evner at skabe virkelig smuk musik.
I komplet tavshed lyttede vi til lydene fra det ydre rum
Lørdag aften på Husets Xenon-scene var et sandt eksperimentarium af lyd, krop og teknologi. To vidt forskellige kunstnere undersøgte udtryksmuligheder inden for lyd- og performancekunst. Først præsenterede den islandske komponist Sól Ey sin performance Hreyfð (»hun er rørt« på islandsk). Iført en dragt med mikrofoner, højttalere og gyroskoper blev hendes bevægelser transformeret til lyd. Gennem langsomme, udsøgende bevægelser tunede Ey sig ind på forskellige frekvenser. Hver gestus skabte et nyt auditivt univers – fra bløde og æteriske lyde med de fineste teksturer til forvrængede og aggressive lyde, fra kosmisk susen til forvrængede radiosignaler, der ledte mine tanker hen på optagelserne fra NASA's Voyager-rumsonder. I komplet tavshed observerede publikum Ey, mens hun udforskede lydene fra det ydre rum.
Bagefter trådte den japanske trommeslager Ryosuke Kiyasu frem som en sonisk kriger. Med blot en lilletromme, et bord og en mikrofon skabte han et 30 minutters ubønhørligt lydligt angreb. Han skreg, hamrede, svedte. Han brugte både sin egen krop og stokke. Publikum holdt vejret, mens Kiyasu angreb sin lilletromme som en mand, der ville sprænge lydens grænser indefra. Og da han endelig lod sig falde om på gulvet, eksploderede rummet i jubel.
Mens Sól Ey skabte en finmasket dialog mellem teknologi og bevægelse, gik Ryosuke Kiyasu et frontalangreb på materialets modstandskraft. Begge konfronterede lydens grænser med kompromisløs dedikation og viste, at lydkunst ikke blot handler om at spille, men om at forvandle.
Trancens kraft: En rejse fra Indonesien til Roskilde
I 2022 vendte den Indonesiske trup Juarta Putra Roskilde Festival på hovedet og henførte et talstærkt publikum med en trancedans kaldet reak. I dokumentarfilmen Cosmic Balance fører instruktøren Andreas Johnsen os tilbage til tiden lige inden, til Putras hjemby Cinunuk på Vestjava i Indonesien, hvor vi gennem 24-årige Anggi Nugraha introduceres til reak, og til hvordan unge og gamle til lyden af dundrende trommer, forvrænget tarompet (rørbladsblæser, minder om en obo) og reciterende sang, hengives til de forfædre, der besøger dem i deres vilde trancer. Anggi selv, der netop er blevet leder af reak-gruppen, hjemsøges af sin bestemte bedstefar, der giver ordrer til, at traditionerne skal bevares og overholdes.
Anggi er dog usikker på sin nye rolle. Han er ikke i blodlinje med forgængeren Abah eller nogle af de andre i gruppen, men er vokset op i landsbyen blandt musikerne, efter hans forældre af uvisse grunde efterlod ham der. Vi møder også Anggis kæreste, som han gerne vil giftes med, men som han af samme grund ikke har fået forældrenes accept til. Anggi er en følsom og sympatisk ung mand, som man kun ønsker det bedste for. Han selv søger hjælp hos en sandsigerske, der giver ham styrke til at rejse til Danmark, og til at gennemføre et ægteskab med hans udkårne. Hvordan det går med giftemålet, vides ikke, men rejsen til Roskilde bliver en udpræget succes.
Filmens lydspor fungerer overvejende godt med feltoptagelser og truppens egen musik. Mindre velvalgte er passagerne med lyrisk klaver og strygere som ledsagelse til trance-scenerne fra Cinunuk, der kommer til at fremstå unødigt iscenesatte. Det ændrer ikke ved, at Cosmic Balance giver et sympatisk og fascinerende portræt af en musik, der på den ene side passer perfekt til Roskilde Festivals globale og mangfoldige profil, men som også stammer fra en verden så fjern fra Roskildes inferno, at man næppe kan se, hvor enderne mødes. Men det gør de, den nat på Roskilde.