Kortkritik

14.03.2023

Uden filter i Tallinn

Kaupo Kruusiauk: »Machina Faust«

Fra filmens begyndelse kastes vi ind i øvelokalet. Den kompromisløse musiker, bandlederen – eller »chefen« som saxofonist Maria Faust selv kalder sig – har taget sit danske band med til Estland, hvor hun blev født, for at indspille albummet Organ i St. Nicholas' kirke i Tallinn. Udover at være en hyldest til orgelet, der er gennemgående på pladen, ser man Faust forklare bandet, at det også skal ses som en hyldest til det kvindelige organ: livmoderen. Hun slår ud med armene, da hun siger det og ler let for at tage brodden af den blodige alvor, hun præsenterer midt i dette mandefællesskab. For Faust har humor, og gennem hele filmen fremstår hun både uhøjtidelig, karismatisk og stærk, men snart finder vi ud af, at vi faktisk følger kunstneren midt i en form for livskrise.

Titlen på filmen, Machina Faust, er udover at være en reference til hendes album fra 2018, sigende for det menneske, den portrætterer – en skaberkraft med et overlevelsesinstinkt uden lige. På den ene side ruller hendes karriere endelig ud over stepperne, hvilket et helt bord fyldt af prisstatuetter vidner om. På den anden side sørger hun over at have fået konstateret, at hun ikke kan få børn, mens hendes ægteskab er i vanskeligheder. Faust er dog vant til at kunne arbejde sig ud af det meste: »Any kind of pressure from someone, makes me do the opposite,« siger hun. Men konfronteret med sin egen fortid som offer for et seksuelt overgreb, både i hendes helt nære relation, og i suiten, hun er ved at skrive om vold mod kvinder, Mass of Mary, oplever vi også hendes skrøbelighed.

Machina Faust fremstår som et ærligt og alsidigt portræt af en kvinde og kunstner, der gennemlever mange af livets paradokser. Politiske spørgsmål antydes, men filmen er hverken for privat, dømmende eller moraliserende. En vigtig og interessant dokumentarfilm, som giver lyst til selv at skabe.

Playlist

04.06

Mit navn er Søren Lampe – vil du se min playliste?

»Musik for mig er i høj grad et valg. Jeg er meget lidt fan af baggrundstapet eller musik til arbejdet, selvom jeg i mit virke, som både musiker og tekstforfatter, er dybt afhængig af det musiske element. Min smag er ret bred, som det tydeligt vil fremgå af min playliste, og mit valg af musik er i højeste grad afhængigt af mit humør. Lettere depressiv er det Bill Evans eller Mahler, solskinshumør, italiensk patospop eller Gino Vanelli. I det klassiske tankeeksperiment – vil du helst miste synet eller hørelsen – hælder jeg mod blindheden. Jeg har set rigeligt. Musikken må ikke forstumme.«

Søren Lampe er sanger, komponist og tekstforfatter. Hans nyeste udgivelse, The Lamp is Low, er hans sjette i eget navn – heraf to på dansk, den ene med udelukkende egne sange, undtagen ét enkelt nummer. Genren er jazz, men med tydelige aftryk af soul, blues, bossa nova, den danske sangskat og klassisk musik.

Kortkritiklive

30.05

Ikke den royale rockstjerne, man kunne ønske sig

David M. A. P. Palmquist: »Kong Frederik X’s Honnørmarch«

Premiere på Amalienborg Slotsplads, 26.05

Jakob Gustav Winckler

Jeg kan næppe være den eneste, der var ved at få østersen galt i halsen nytårsaften, da Kong Frederik X holdt sin første nytårstale. Sikke en modernisering af den gamle tradition! I stedet for at sidde klar ved bordet, trådte han roligt ind i rummet – et opmærksomhedskrævende rum, hvor et futuristisk vægmaleri stjal fokus. Jeg kunne knap nok høre talen for bare at stirre på det psykedeliske motiv bag ham: en visuel hilsen til Yellow Submarine med The Beatles. Et varsel om en rockstjerne på tronen?

Ønsketænkning, skulle det vise sig. For talen var en parade af forudsigelige floskler. Det samme kan man sige kongens nye honnørmarch, komponeret af David M. A. P. Palmquist, tidligere dirigent i Den Kongelige Livgardes Musikkorps. En traditionsbunden og gumpetung sag, der følger alle kunstens regler.

Siden H.C. Lumbye i 1861 forærede en march til Frederik 7., har det været en tradition, at medlemmer af den kongelige familie tildeles personlige marcher. Tag den livfulde og selvironiske Dronning Margrethes Parademarch – der både indeholder citater fra »I Danmark er jeg født« og »Daisy Bell«. Eller den tjeppe og skæve Kronprins Frederiks Honnørmarch i seksottendedele – skrevet af Fuzzy i anledning af kongens 30-års fødselsdag – der kipper med flaget til Carls Nielsens »Som en rejselysten flåde«.

Men hvor er det personlige særpræg i Palmquists march? Komponisten går alt for konceptuelt til værks, når han indledningsvist forsøger at give marchen en signatur med en slags musikalsk rebus. Den første tone er et f, efterfulgt af en tone ti trin højere – sådan staver man til Frederik 10 med noder. Ligeså intern er marchens mange referencer til anden militærmusik. Man savner noget, som bryder med etiketten – præcis som Kong Frederik i sine mest mindeværdige og folkekære øjeblikke. Det ender med at lyde som en march, der har glemt, hvem den er skrevet til.

Playlist

29.05

Mit navn er Jakob Kvist – vil du se min playliste?

»Musik er meget magisk. Når den er god, er den en direkte vej ind til hjertet, ud til det næste menneske, hen til Vorherre og tilbage igen. Det er glæde og smerte på en uforklarlig klinge, og fra mine yngste dage har musik været altafgørende for mig. Den har formet store klumper af min identitet og været et ubrydeligt kit til mange af de mennesker, jeg har holdt allermest af. I Danmark behandler vi ikke vores musikere særlig godt. Derfor har jeg valgt nogle usmarte sange herfra.«

Jakob Kvist er journalist, forfatter og forlægger. Han var med til at grundlægge PeoplesPress, ArtPeople og Radio24Syv. I dag er han blandt andet bestyrelsesformand i Impact Press/Momenta, og han har udgivet en lang række bøger, senest Sidste udkald for rejsende Jørgen Leth. Han var gift med sanger og sangskriver Laura Illeborg, der døde sidste år under en koncert i Tisvilde.

Playlist

29.05

Mit navn er Alexandre Bazin – vil du se min playliste?

»Musikalsk udforskning og skabelse er ikke begrænset til noder, klangfarver og traditionelle strukturer, men strækker sig til alt det, der former lytteoplevelsen.«

Alexandre Bazin er fransk musiker og dokumentarproducer, aktiv i den eksperimenterende musikscene i periferien af GRM. Hans musik udgives på Important Records, Umor Rex Records og Constructive. Bazin begyndte sin musikalske rejse tidligt og studerede først klassisk klaver på konservatoriet, før han bevægede sig videre til jazz og elektroakustisk musik. Studiet af andre musikalske sprog åbnede nye perspektiver og førte ham til at gentænke musik ud over dens traditionelle strukturer. Han opdagede en verden, hvor lyd bliver råmateriale, og hvor produktionen spiller en afgørende rolle. Denne udforskning viste ham, at musikskabelse rækker ud over noder og klangfarver og omfatter alle de elementer, der former lytteoplevelsen, med lydteknik som en central funktion i processen.

Bazin producerer månedlige dokumentarprogrammer for Radio France og GRM (Groupe de Recherches Musicales), hvor han kortlægger den eksperimenterende scenes historie fra dens oprindelse til i dag.

Kortkritiklive

27.05

Når Orfeus vender hovedet

O Future: »Enter Afterlife«

Thorvaldsens Museum, 18.05-19.06.25

Louise Steiwer

Thorvaldsens Museum er et oplagt sted at udfolde en fortælling om sjælens rejse mod dødsriget. Ikke alene er salene fyldt med skildringer af græsk mytologi, museet er også i sig selv et mausolæum med Bertel Thorvaldsens grav i midten af en indre gårdhave. Alt burde altså spille, når multimedieduoen O Future iscenesætter rejsen mod Hades gennem lyd og animerede videoprojektioner. Det gør det bare ikke.

Gennem otte rum og fem lydværker bevæger vi os fra bredden af floden Styx gennem underverdenen og ender i Elysion, hvor det lykkelige efterliv venter. Undervejs konfronteres vi med dommen, valget og kampen – eksistentielle grundtemaer på den helt store klinge. Den elektroniske lydside, som afspilles i høretelefoner, åbner ulmende og murende med en slags digital klagesang og accelererer gennem rummene til et tungt elektronisk beat med symfoniske undertoner. Her er jazzede saxofoner, loopet synth og hvid støj, før vi ender trygt i et sfærisk, nærmest sakralt, digitalt kor.

Der ligger et interessant tema i mødet mellem de digitale stemmer og forestillingen om døden, men det drukner i udstillingens mange løse ender. Hvorfor følges lyd- og billedside eksempelvis ikke ad? Hvorfor projiceres videoerne konsekvent op på statuer, der ikke hører til den i græske mytologi? Og hvorfor den underligt syntetiske farveholdning, der mere minder om 90’ernes MTV, end om det kæmpe drama, fortællingen slår an? Jeg skynder mig at lukke øjnene og koncentrerer mig om beatet – men det er for sent. Orfeus har drejet hovedet, og Eurydike står ikke til at redde. Det gør denne udstilling heller ikke.