Jeg ved ikke, om det nogensinde lykkedes at finde følelserne i maskineriet, men det lader til, at det er det, Mads Krue Bugge forsøger på sin nye ep Haptic Feedback, under navnet Skarv. En ep, der måske ikke finder nyt terræn i sin blanding af enormt minimalistisk glitch og ambient, men alligevel tager udgangspunkt i et specifikt koncept, hvor kunstneren skaber sig et scenarie, som har avlet de fem soundscapes frem på pladen.

Som et øjebliksbillede – måske af ensomheden under de sidste års ufrivillige isolation – leger Skarv med elektroniske flader og opbrudte, warpede lydforløb. Som den fremmedgjorte stemme på »Realistic Touch« eller det iturevne synth loop på »Computer Love«, der trods sin lånte titel fra genrens gudfædre, synes at søge efter en varm følelse af nærhed i de manipulerede loops, indtil den når hektiske, rytmiske tendenser i kompositionens anden halvdel.

Egentlig er det kun »Computer Love« og den ildevarslende »Lonely Again« – der lyder som en computers gråd – der fanger min opmærksomhed fuldt ud. Ellers bliver et par af sekvenserne en anelse for søgende og navlepillende. Men når Haptic Feedback er bedst, formår Skarv at få den rå maskine til at opnå store og triste følelser, hvilket er enormt bemærkelsesværdigt.

Hermed en kort rapport fra verdens ende. Et sted indhyllet i teaterrøg, katastroferødt neonlys og metalliske tordenbrag druknet i betonekko. Her herskede en poetisk kult, som havde indrettet sig under stilladser, hvor de sov, spiste, mindedes tiden før katastrofen og brød ud i rituel dans og sang. Sidstnævnte en overleveret kanon, et varsel komponeret i en fjern fortid af Clarissa Connelly.

Sort/Hvid er blevet til musikdramatikkens laboratorium i København, og instruktør Madeleine Kate McGowans to døgn lange sci-fi-performance Solastalgia viste, hvor fantastisk store perspektiver satsningen rummer. Mest af alt mindede oplevelsen om at træde ind i et dystopisk computerspil, hvor man kunne interagere med de programmerede indbyggere; deres ordforråd var begrænset, men viljen stor, og pludselig sad man og stablede sten sammen med en pjaltet fremtidskvinde, mens grænsen mellem performer og publikum sløredes.

Fragmenter af samtaler – har du vandet planterne, den saks har jeg ledt længe efter, tak for din tillid – blandede sig med søgende blokfløjte, cello, elguitar, synthdroner og det industrielle lyddesign skabt af Soho Rezanejad og Cæcilie Trier. Lugte: tørrede blomster, kanelte og grøntsagssuppe fra køkkenet. Terninger blev slået, trin genlød fra stilladset, en mezzosopran vokaliserede lydord. Alt var en tåge, et syn fra en tid med stærk drift og hulkende sorg. Det fjerne midt iblandt os. Og så et banner: »A different end of the world can be sung.«

Jeg tjekkede ud igen efter en times sondering, midt i en ørkenstorm af brølende basstøj, med en klar fornemmelse af at have set og hørt noget afgørende.

Drømmen om Berghain, der møder Miles Davis i et crossover af sfæriske og grænseløse eksperimenter, blev erstattet af en aften på en jazzklub for det pænere borgerskab, som aldrig har stiftet bekendtskab med kunstnere som Nils Frahm, Trentemøller eller Bjørn Svin. 



»That’s cool«, har Jean-Michel Jarre efter sigende udtalt, da han hørte om aftenens NLD IJC jazz-take på fransk elektronisk musik, hvor der med interpretationer af Jarres »Equinox part 4«, »D.A.N.C.E.« (Justice), »Love is Gone« (David Guetta), »Sexy Boy« (Air), »Alone in Kyoto« (Air) og »Genesis« (Justice) var lagt op til en aften ud over det sædvanlige. Arrangementerne var skrevet med stor respekt for de oprindelige kompositioner – og måske lidt for stor respekt. Få var overraskelserne og eksperimenterne i løbet af koncerten, der bød på fantastisk musikalsk håndværk og fremragende soloer fra samtlige musikere. Hvad Dokys forbindelse er til netop fransk elektronisk musik, udover hans mange år i Paris, står dog stadig hen i det uvisse.