Til de der ikke kender Bergen festspillene, hvordan vil du kort karakterisere dens særpræg i forhold til andre festivaler?
Beyer: Festspillene er stor og med 232 produktioner i 2013 større end de fleste festivaler, som har fokus på musik, teater, dans med mere. Det interessante for mig ved at arbejde med denne festival er, at den både er bred og smal, båret af stolte traditioner og samtidig vildt eksperimenterende. En undersøgelse fra 2008 viser, at 86% af Norges befolkning kender Festspillene, og en undersøgelse fra 2010 viser, at 97% af befolkningen i Bergen/Hordaland kender festivalen. Arkivet for Festspillene i Bergen er netop blevet optaget i det nyoprettede og eksklusive register «Norges Dokumentarv».
Vi taler med andre ord om en festival, som i nordmændenes egen selvforståelse har betydet noget for Norge som nation. Hele byen er i undtagelsestilstand i 15 dage, og du er nødt til at være her, hvis du vil opleve det nye fødes og det gamle tolket af verdens bedste udøvere. Med et generøst budget og en række fantastiske støttespillere, kan vi gennemføre omfattende og komplicerede projekter, som andre ikke har administrative og økonomiske muskler til at realisere. Hvis du f.eks. samler alle vores ny musikaktiviteter i år, vil du se, at der er tale om ikke så få produktioner, faktisk en hel festival i festivalen.
Hvad ser du frem til som festivalens højdepunkter?
Beyer: Jeg synes, at alle vores produktioner er interessante. Mens jeg skriver disse linjer (tirsdag den 21. red.), lyder en flot musik fra Festpladsen, hvor Phase7 prøver på den spektakulære event i morgen aften, hvor nye electronica beats, 300 syngende børn og unge, lurspillere og 35 lysende helikoptere svæver over byen. Før dette har vi haft premiere i Grieghallen på operaen Marco Polo af Tan Dun, som bliver en billedstorm og vokal og musikalsk eksotisme og ekvilibrisme. Det nyskabende sker ikke mindst på teaterområdet, og der har vi bl.a. verdenspremiere på Coelacanth af Alan Lucien Øyen. Det er en fem timer lang forestilling, som på alle måder er stort tænkt. Listen er lang over produktioner, jeg gerne vil nævne, måske det er bedre at invitere læserne inden for på www.fib.no – så kan de selv gå på opdagelse i vores tre indgange til programmet: Fornøjelser, forbindelser og forstyrrelser.
Hvad er årets kunstneriske sats?
Beyer: Festspillene har tradition for at satse på unge talenter. Det er på denne festival, at Leif Ove Andsnes, Vilde Frang, Christian Ihle Hadland har fået deres kunstneriske kickstart. Vi har en nordisk solistkonkurrence for unge talenter, og vi har fokus på talentudvikling i bredeste forstand. Bergen er en ung by, en tiendedel af befolkningen er studerende på universitetet. Det er vildt spændende at tænke nye projekter med dem. Fremtidens publikum vil vi gerne nå, derfor har vi et omfattende børn- og ungeprogram. Vi har et stort, loyalt kernepublikum, som forventer klassisk musik i verdensklasse, og dette publikumssegment skal vi ikke skuffe. Festivalen er såkaldt ”knudepunktsfestival”, dvs. vi skal være motor i hele regionen og gerne i hele landet i forhold til at dele ud af vores kompetencer og netværk, vi skal arbejde mangfoldigt, med publikumsudvikling og vise Bergen som ledende kulturby. Vi arbejder i festivalen med stor virkelyst og energi for at fastholde og udbygge denne position som ledende festival i Norden på musik- og teaterområdet.
Hvordan differentierer festivalen sig fra sidste års festspil?
Beyer: Vi har gennemført en institutionel turn-around, og er flyttet til nye lokaler. Vi har en ny strategi, nyt visuel profil og grafisk design. Vi arbejder målrettet med nye former for markedsføring, inkludering og udnyttelse af ny teknologi. Når din ambition er at rebrande en så tung og betydningsfuld institution med 61 års historie, er du nødt til at tage nogle tydelige greb i forhold til form, indhold og formidling. Du kan ikke nøjes med at flytte en lille brik i et hjørne. Du skal ville chokere.
I hvilken retning ønsker du Bergen Festspillene bevæger sig i løbet af de næste fem år?
Beyer: Den 61-årige dame skal blive endnu mere ungdommelig, farlig og uforudsigelig.
På billede er Annar Follesø, taget af fotografen: Dag Thorenfeldt
»Musik for mig er….. stilheden, der famler – som du selv – på et sort lærred.
I momenter kommer der en hvæsen.
Nødder knækkes.«
Jørgen Teller har en lang karriere som elektrisk guitarist, vokalist, elektronisk musiker og performer. Han har udgivet plader solo med Static Teller og med Jørgen Teller & The Empty Stairs, Kaptajn Ørentvist.... Han samarbejder ofte m. lokale og internationale musikere.
Temaet er gennemspillet utallige gange i musikhistorien, men ELECTRIO – Francesco Rista, Simone Giordano og Sandra Lind Þorsteinsdóttir – forsøger at give Stabat Mater et nyt udtryk med guitar, vokal og electronics til latinske tekster, Monteverdi-melodier og Dowland-sange. Ambitionen er klar, men resultatet bliver ujævnt.
Der er dog to markante undtagelser. Åbningen på Stabat Mater – musikken er optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium – er i sig selv dragende: en fire minutter lang opbygning, der etablerer en dæmpet, svævende forventning. Men samtidig ligger den så tæt på Pink Floyds »Shine On You Crazy Diamond«, at man næsten kan høre citatet ruste sig i baggrunden. De karakteristiske tre guitartoner falder på præcis samme sted, inden Þorsteinsdóttirs vokal træder ind. »Fac me Cruce« bygges flot og dynamisk op med stærk brug af electronics, men slutter brat, inden musikken er kommet rigtig i gang. Havde ELECTRIO blot fortsat lidt ud ad denne vej!
De harmoniske underlag i de otte sange er ofte forudsigelige, som i »Sancta Mater«, om den Hellige moder, der beder om, at den korsfæstedes sår præges uudsletteligt i hendes hjerte. Den barske tekst kan slet ikke høres i det underlæggende feel-good-guitar-fingerspil, der bevæger sig skamløst gennem gængse akkordprogressioner. Ingen sår. Ingen lidelse.
Generelt tør sangeren Þorsteinsdóttir ikke bevæge sig væk fra almindelige barokfraseringer eller eksperimentere rigtigt med genren. Så det ender som en spejlvendt udgave af Stings Dowland-projekt fra 2006. Her blot omvendt – en klassisk orienteret sanger med for meget berøringsangst for rigtigt at lade sangene indgå i et eksperimenterende univers. Hvorfor lod trioen sig ikke i stedet lade inspirere af Pergolesis musik til samme tekst og emne? Her er fyldt med vilde dissonanser, som en ny udlægning kunne have fået vældig meget ud af – og skabt mere lidelse og udvortes sorg.
»Musik for mig er et sprog, der taler direkte til følelserne og underbevidstheden.«
Mira Siegel er komponist og sanger med dansk-amerikanske rødder. Hendes musik bevæger sig i et filmisk spændingsfelt mellem klassisk, jazz og eksperimenterende pop og kredser om temaer som drømme, ensomhed og nærvær. Med sit debutalbum Empty Streets (2025) udforsker hun grænserne mellem rytmisk og klassisk musik og skaber et poetisk univers, hvor fortælling og klang smelter sammen. Siegel er modtager af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens talentpris (2024) og har optrådt på bl.a. SPOT Festival, Aarhus Jazzfestival og Aarhus Lydkunstfestival.
»Musik for mig er en nonfigurativ proces, der ikke endegyldigt kan kategoriseres.«
Kristoffer Raasted er uddannet billedkunstner fra Det Kongelige Danske Kunstakademis medieskole i 2018 og er ved at færdiggøre en ph.d. inden for praksisbaseret og kunstnerisk forskning. Raasted har været artist in residence på Det Danske Institut i Rom samt gæsteforsker ved UdK Sound Studies i Berlin som del af sin ph.d.
»Musik, for mig, er en livsledsager, en præmis, en undskyldning, et mysterie, en forklaring, et udgangspunkt. Det er gamle ideer, oversete skattekister, nye vinkler, lange koncerter, tvivl og overbevisning. Det er ord, toner, knækkede stemmer, forskellige forudsætninger, bas i mellemgulvet, falset i håret, udfordringer, belønninger og kærlighed.«
Nikolaj Nørlund debuterede som solokunstner med Navnløs (1996), en fortolkning af Michael Strunge-digte, og udgav året efter Nye Optagelser (1997), hans første dansksprogede sangskriveralbum. Han har siden arbejdet bredt inden for musik og lyrik og står bag omkring 20 udgivelser solo og i forskellige bandkonstellationer. Nørlunds projekter spænder fra samarbejder med Copenhagen Phil på to orkesteralbums, skabt sammen med forfatter Naja Marie Aidt. Hans seneste udgivelse er singlen »Englenes Park (nu ikke saa dark)«, forløberen til albummet Himlen skiftet ud, der udkommer i slutningen af november. Ud over sit eget virke har Nørlund via pladeselskabet Auditorium produceret og udgivet en række danske kunstnere, herunder Niels Skousen, Ulige Numre, Jens Unmack, I Got You On Tape og Martin Ryum. Han har tidligere været medlem af Trains And Boats And Planes og arbejder periodevis med det engelsksprogede projekt Rhonda Harris. Nørlund har modtaget en Danish Music Award (2003) og en Steppeulv (2006), begge som Årets Producer, samt Niels Matthiasens kulturpris (2012).
