Til de der ikke kender Bergen festspillene, hvordan vil du kort karakterisere dens særpræg i forhold til andre festivaler? 
Beyer: Festspillene er stor og med 232 produktioner i 2013 større end de fleste festivaler, som har fokus på musik, teater, dans med mere. Det interessante for mig ved at arbejde med denne festival er, at den både er bred og smal, båret af stolte traditioner og samtidig vildt eksperimenterende. En undersøgelse fra 2008 viser, at 86% af Norges befolkning kender Festspillene, og en undersøgelse fra 2010 viser, at 97% af befolkningen i Bergen/Hordaland kender festivalen. Arkivet for Festspillene i Bergen er netop blevet optaget i det nyoprettede og eksklusive register «Norges Dokumentarv». 

Vi taler med andre ord om en festival, som i nordmændenes egen selvforståelse har betydet noget for Norge som nation. Hele byen er i undtagelsestilstand i 15 dage, og du er nødt til at være her, hvis du vil opleve det nye fødes og det gamle tolket af verdens bedste udøvere. Med et generøst budget og en række fantastiske støttespillere, kan vi gennemføre omfattende og komplicerede projekter, som andre ikke har administrative og økonomiske muskler til at realisere. Hvis du f.eks. samler alle vores ny musikaktiviteter i år, vil du se, at der er tale om ikke så få produktioner, faktisk en hel festival i festivalen.

Hvad ser du frem til som festivalens højdepunkter? 
Beyer: Jeg synes, at alle vores produktioner er interessante. Mens jeg skriver disse linjer (tirsdag den 21. red.), lyder en flot musik fra Festpladsen, hvor Phase7 prøver på den spektakulære event i morgen aften, hvor nye electronica beats, 300 syngende børn og unge, lurspillere og 35 lysende helikoptere svæver over byen. Før dette har vi haft premiere i Grieghallen på operaen Marco Polo af Tan Dun, som bliver en billedstorm og vokal og musikalsk eksotisme og ekvilibrisme. Det nyskabende sker ikke mindst på teaterområdet, og der har vi bl.a. verdenspremiere på Coelacanth af Alan Lucien Øyen. Det er en fem timer lang forestilling, som på alle måder er stort tænkt. Listen er lang over produktioner, jeg gerne vil nævne, måske det er bedre at invitere læserne inden for på www.fib.no – så kan de selv gå på opdagelse i vores tre indgange til programmet: Fornøjelser, forbindelser og forstyrrelser.

Hvad er årets kunstneriske sats? 
Beyer: Festspillene har tradition for at satse på unge talenter. Det er på denne festival, at Leif Ove Andsnes, Vilde Frang, Christian Ihle Hadland har fået deres kunstneriske kickstart. Vi har en nordisk solistkonkurrence for unge talenter, og vi har fokus på talentudvikling i bredeste forstand. Bergen er en ung by, en tiendedel af befolkningen er studerende på universitetet. Det er vildt spændende at tænke nye projekter med dem. Fremtidens publikum vil vi gerne nå, derfor har vi et omfattende børn- og ungeprogram. Vi har et stort, loyalt kernepublikum, som forventer klassisk musik i verdensklasse, og dette publikumssegment skal vi ikke skuffe. Festivalen er såkaldt ”knudepunktsfestival”, dvs. vi skal være motor i hele regionen og gerne i hele landet i forhold til at dele ud af vores kompetencer og netværk, vi skal arbejde mangfoldigt, med publikumsudvikling og vise Bergen som ledende kulturby. Vi arbejder i festivalen med stor virkelyst og energi for at fastholde og udbygge denne position som ledende festival i Norden på musik- og teaterområdet.

Hvordan differentierer festivalen sig fra sidste års festspil? 
Beyer: Vi har gennemført en institutionel turn-around, og er flyttet til nye lokaler. Vi har en ny strategi, nyt visuel profil og grafisk design. Vi arbejder målrettet med nye former for markedsføring, inkludering og udnyttelse af ny teknologi. Når din ambition er at rebrande en så tung og betydningsfuld institution med 61 års historie, er du nødt til at tage nogle tydelige greb i forhold til form, indhold og formidling. Du kan ikke nøjes med at flytte en lille brik i et hjørne. Du skal ville chokere.

I hvilken retning ønsker du Bergen Festspillene bevæger sig i løbet af de næste fem år?  
Beyer: Den 61-årige dame skal blive endnu mere ungdommelig, farlig og uforudsigelig.

På billede er Annar Follesø, taget af fotografen: Dag Thorenfeldt

kortkritik
28.06.2023

Fremtidens identitetskrise

Teater I DER: »Hvem er du, når verden går under?« 
© PR
© PR

Hvem vil vi være i fremtiden? Det er det temmelig obskure spørgsmål, Aarhus-København teatergruppe I DER har valgt at stille i deres hørespil præsenteret på Institut for X i Aarhus. Dekorationen er minimal, hver tilskuer/lytter sidder alene i et aflukke, omgivet, men alligevel isoleret, fra de andre. Der bliver delt høretelefoner ud til hver af os, og vi sidder med front mod væggen eller en anden tilskuer. Historien udfolder sig, understøttet af atmosfærisk musik: Synthesizere, Rhodes-klaver, computerlyde. Tre karakterer – altså stemmer – rammer vores ører: »produceren« af lyd-»dokumentet«, en kvinde uden navn eller identitet, en A.I., som lever af informationen transmitteret af den kvindelige karakter, da hun opdager de på hinanden følgende jordkloder, hver genfødt efter en katastrofe.

Historien er ligetil science-fiction med et eksistentielt twist: Kan en A.I. blive »nogen« ved hjælp af en andens oplevelser og minder? Kan menneske og maskine leve sammen i fremtiden, uden at den ene erstatter den anden? Selvom oplevelsen er lidt begrænset af formatet – lydeffekterne er ret basic, og måske mere eksperimentelle effekter kunne have forbedret historien endnu mere – er den behagelig og tankevækkende, idet den omformulerer den klassiske Descartes-sætning, »jeg tror, ​​derfor er jeg« til »jeg tror, ​​derfor kunne jeg være det.«

kortkritik
28.06.2023

Future Identity Crisis

Teater I DER: »Hvem er du, når verden går under?«
© PR
© PR

Who will we be in the future? It is the rather obscure question the Aarhus-Copenhagen theater group I DER has chosen to pose in their sound-only play presented at the Institut for X in Aarhus. The set is minimal, each spectator/listener sitting alone in a cubicle, surrounded, yet isolated, from the others. Earphones are distributed to each of us, and we are sitting, facing the wall or another spectator. The story unfolds, supported by atmospheric music: Synthesizers, Rhodes-piano, computer sounds. Three characters – hence, voices – reach our ears: the »producer« of the sound »document«, a woman without a name or an identity, an A.I. which feeds on the information transmitted by the female character as she discovers the successive Earths, each reborn after a disaster.

The story is straightforward science-fiction, with an existential twist: can an A.I. become »someone« using another's experience and memories? Can man and machine live together in the future, without one replacing the other? Although slightly limited by its format – the sound effects are quite basic, and maybe more experimental effects could have enhanced the story even more – the experience is pleasant and mind-teasing, reformulating the classic Descartes sentence, »I think, therefore I am« into »I think, therefore I could be.«

kortkritik
22.06.2023

Metalguitar vs. strygekvartet: 3-0

 David T. Little: Black Lodge
© PR
© PR

Renskuret »nu metal« med pæne, halvtunge guitar-riffs møder spinkle strygere på albumversionen af operaen Black Lodge. Det er den amerikanske grænsegænger-komponist David T. Little, der har skabt den sære fusion. Han har fundet fællesnævneren mellem hård rock og melodisk, klassisk musik – og det er åbenbart storladen, lidt skinger sang med kraftige vibrationer og mod på at gå efter de mest teatralske, højtidelige øjeblikke hele tiden. Det er en horroropera med hilsener til William S. Burroughs opklippede tekster og David Lynchs uhyggelige univers fra Twin Peaks – the black lodge – hvor de døde opholder sig i en slags forgård til helvede. 

Helt konkret sidder glamrock-sangeren Timur i den sorte hytte og synger sin desperation ud som operaens eneste medvirkende. I selskab med glitterbandet The Dime Museum og strygekvartetten Isaura. En time tager det, før albummet kulminerer i monstrøs falsetsang og alle former for heavyrock-klicheer i lydbilleder, hvor de medvirkende strygere og deres små klangfigurer taber stort til guitarens hvide støj og stortrommens tunge bund. 

Det store problem her er, at musikken ganske enkelt ikke er uhyggelig eller vild. Oprindelig er projektet både en mørktonet film og en opsætning på Opera Philadelphias festival O22, og måske kunne værket faktisk noget med sin visuelle side. For sig er musikken ret uinteressant, og man tager sig selv i at overveje, om man har misforstået det hele? Er det egentlig en rock/opera-parodi? I det tilfælde er det måske meget sjovt. 

© PR

Komponist Line Tjørnhøj bygger sin musik op ud fra tanken om, at den menneskelige stemme er et af de mest basale elementer i vores lydunivers – den har en umiddelbar adgang til ører og følelser. Når hun skaber musikalske fortællinger, fokuserer hun på at udforske de beroligende kvaliteter og jamrende skønheder ved instrumenter, stemmer, industrielle betonlyde samt de intime lyde, der er relateret til vores daglige menneskelige aktivitet. Tjørnhøj er kendt for at beskæftige sig med universelle temaer og tidløse problemer gennem nutidige scenerier – og især for sit mod til at tage fat på menneskelig grusomhed og magtmisbrug.

kortkritik
19.06.2023

Statiske vibrationer

Irma Hünerfauth: »Speaking Boxes«
© GRAYSC / Irma Hünerfauth / Simian
© GRAYSC / Irma Hünerfauth / Simian

Om det er ironisk eller passende, at Irma Hünerfauths mekaniske skrotmaskiner fra 70’erne og 80’erne, som lige nu udstilles på Simian, ikke længere virker, må være en smagssag.

Tyskerens Sprechende Kästen er en satirisk legesyg og spiddende kritik af det accelererende varesamfund, skabt af overflodens egne affaldsprodukter: sammenloddede computerkort, tøjknapper, metalspiraler. I én kasse bræger et får fanget under jorden, i en anden flyver en eroderende sommerfugl af metal hen over en nedbrudt pistol.

Oprindeligt skulle publikum få de ekspressionistiske tableauer til at bevæge sig. »Helft mit!« stod der dengang på udstillingerne. I dag står der, at kunsten ikke må berøres. Så nu står Hünerfauths åbenbart sarte Vibrationsobjekte stille som et unheimlich og melankolsk gravmæle over en socialt indigneret samfundskritik.

I stedet sættes de tilhørende lydspor i gang af sensorer, når man nærmer sig dem hver især. Hurtigt myldrer den gamle cykelkælder derfor med lyde, der bekriger hinanden: en diskant kakofoni af cikader, sfærisk klang, pistolskud og kunstnerens utydeligt hvislende messen om krig, forbrug og tabt natur – det hele oven i hinanden.

Men den tynde lyd er lige så nedslidt som mekanikken, og end ikke en stramt minimalistisk opstilling kan redde udstillingen fra at virke uskarp, uengagerende og en smule meningsløs. Hvor kasserne engang lokkede til interaktion og fordybelse, inviterer de i dag til at stryge direkte ud af det lydlige kaos og over i Field’s.