29.05.2013

collagekoncert med 68 uropførelser

Hvorfor har du valgt at spille så mange uropførelser til en koncert?
På mit masterstudium har jeg tidligere arrangeret «Erik Nerheim Saxofonfestival 2012», hvor jeg afholdt 25 koncerter på tre dage. Dette var blandt andet et forsøg på at gøre noget spektakulært - men uden at det blev på bekostning af det musikalske indhold. Den koncert ville jeg gerne følge op på og valgte at sætte rekord i uropførelser. Koncerten på søndag med navnet «68 kompositioner» er også spektakulær, men har alligevel en musikalsk tyngde og et fokus: at det er muligt at formidle klassisk saxofon og samtidsmusik til et bredt publikum - uden at det bliver på bekostning af musikken.

Herudover er det også vigtig at forny litteraturen og altså blive ved med at bestille nykomponeret musik til saxofonen. Bare til denne koncert er saxofonrepertoiret blevet betragteligt udvidet. Det er vigtigt ikke bare at konservere men også at forny.

For mig er det interessant med en sådan slags «collagekoncert», der springer fra stil til stil og udtryk til udtryk - hvert eneste minut. Jeg har inviteret alle til at skrive, som havde lyst, så derfor er der også en grad aleatorik i projektet. Det synes jeg er spændende. Jeg satte en form på koncerten og inviterede folk til at fylde den med det, de havde lyst til, indenfor de rammer jeg havde sat (max 1 minut, for saxofon mm.). Jeg vidste ikke, hvad folk ville skrive eller i hvilken stil, og det har været umådeligt spændende at modtage værker og begynde at arbejde med dem. Jeg ville gerne lave noget kollektivt, hvor jeg ikke var eneansvarlig og alene havde kontrol med, hvordan udtrykket blev.

Værkerne er primært skrevet af nordiske komponister, hvorfor?
Bortset fra en komponist, er de alle nordiske eller studerer i et nordisk land. Hovedgrunden til dette er nok så enkelt som min kontaktflade og netværk, da jeg kender flere komponister i de nordiske lande. Da det i april gik op for mig, at jeg ville lave dette projekt, annoncerede jeg det på facebook, ligesom jeg skrev e-mails til komponister og musikere, som jeg kender. Det var ikke et mål, at det stort set udelukkende skulle være nordiske komponister, men sådan blev det, efterhånden som folk svarede tilbage.

Mellem hvert værk, skal der ikke klappes. Er der ikke en fare for at det enkelte værk glider i baggrunden til fordel for én stor komposition?
Det er selvfølgelig meget på grund af tid og koncertdramaturgi, at folk ikke skal klappe imellem hvert værk, men det er jo også for at understrege selve konceptet. Ofte er det 68 musikere som spiller én komponist. Her vender jeg det på hovedet: 68 komponister fremføres af én musiker. På en måde kan man sige, at magtforholdet mellem komponist og udøver er blevet byttet rundt. Det er jo klart, at hvert eneste værk, som er blevet leveret til mig til koncerten, har en værdi i sig selv, men samtidig bliver de også en del af et større værk – i dette tilfælde koncerten med den aktuelle udøver. Den røde tråd igennem alle kompositionerne på denne koncert er, at det bliver opført af mig. Hele koncerten, sat sammen af 68 etminutsværker, bliver jo også et stort musikværk, i tillæg til at koncerten og alt omkring den selvfølgelig bliver et konceptværk. Alle musikere i et orkester er selvfølgelig vigtige i sig selv, men de udgør også noget mere end kun sig selv, når de har funktionen af musiker i et orkester. For mig er der en pointe i at understrege denne problematik.

Når alt dette er sagt, så er det vigtigt for mig at præcisere at alle de kompositioner, jeg har modtaget, er vældig gode, og har en stor værdi enkeltstående. Målet for koncerten er, at både den enkelte kompositioner og makrokompositionen kommer tydelig frem.

Koncerten er 2. juni kl. 19.00 i Lindemansalen,
Norges musikkhøgskole, Slemdalsveien 11.

Læs mer om koncerten
Koncerten ligger også på Facebook

Foto: Silje Måseide

playliste

20.11

Mit navn er Nina Baun – vil du se min playliste?

Nina Baun. © Sofie Barfoed

»Musik er for mig resonans – ikke kun i rum, men i følelser, tanker, krop og minder på én gang. Intuitivt og intellektuelt. Musik er universer, hvor jeg kan gå på opdagelse, møde mig selv eller verden på nye måder – og forbinde mig til andre.«

Nina Baun er sanger, musiker og eksperimenterende sangskriver. Efter en længere pause som skabende artist vender hun i februar 2026 tilbage med EP’en Status – hendes tredje udgivelse i eget navn. Hendes musikalske virke er drevet af nysgerrighed og lysten til at eksperimentere, også i forhold til temaer som tid og forandring i relation til identitet og eksistens.

kortkritikrelease

20.11

I ruinerne af gamle orgler finder Builder sit eget klangunivers

Calum Builder: »Poor_in_Spirit – the (Re)constructed Pipe Organ«

OOH-sounds, 21. nov

Kristoffer Møllegaard

På sit foregående album, Renewal Manifestation, lod Calum Builder Mariendal Kirkes orgel brage frem som en imposant hovedrolle. Nu vender han tilbage med et værk, hvor det samme instrument ikke blot bærer fortællingen, men er hele fortællingen – i skikkelse af »the (Re)constructed Pipe Organ«, et orgel han selv har samlet af kasserede piber og mekanik fra danske kirker.

Det er et fascinerende projekt, men hvad med musikken? Det er en blandet fornøjelse. De tre indledende numre, der tilsammen udgør et titelnummer, samt »sometimes, I wonder« er højdepunkterne. Det hjemmebyggede orgel bølger under Builders anslag på tangenterne, frekvenser som bakker og dale i konstant fluks. Instrumentet tuder som en efterårsvind i træerne, mens under- og overtoner knejser som bautasten, inden de ramler ind i hinanden. Builders talent for dramatisk sangskrivning kommer til udtryk i disse numre i miniformat – og det til trods for instrumentets hørbare begrænsninger.

Anderledes går det desværre i flere af de øvrige numre, som »cicadas_nighttimesound« og »Pacific«. De fremstår mere som skitser – som demonstrationer af orgelets muligheder – end som egentlige, gennemarbejdede kompositioner. Ideerne står stille og gentages, og meget lidt flytter sig. De forventede forskydninger og forløsninger udebliver. På Poor_in_Spirit eksperimenterer Builder tydeligt med form og funktion, og det er i sig selv interessant. Men jeg savner det liv og den dramaturgi, der ellers er kernen i hans musik.

kortkritikrelease

18.11

70 minutter indespærret på en knagende byggeplads

Gayle Young & Robert Wheeler: »From Grimsby to Milan«

Farpoint Records, 05.09

Therese Wiwe Vilmar

Amranthen er et særpræget strengeinstrument, opfundet og bygget af den canadiske instrumentmager Gayle Young. Det består af en trækasse med 21 stålstrenge og tre basstrenge, og dens unikke, organiske klang udfoldes på udgivelsen From Grimsby to Milan, hvor Young improviserer med den amerikanske musiker Robert Wheeler på synthesizer. Optagelserne fra Grant Avenue Studios indfanger mødet mellem det akustiske og det elektroniske i et løst formet, råt forløb.

De næsten 70 minutter fordelt på seks dele giver lytteren en konstant uafklaret oplevelse. Lydbilledet fremstår som en larmende, dystopisk byggeplads: På »Seaweed Slowly Shifting« stryges buer med savlignende klang, fingre kradser, maskiner snurrer, og elektroniske zaps blinker som advarselslys. Senere føjes klokker og pulserende rytmer til i »Mariana Trench«, mens »Consonant Harmony« trækker tempoet ned i en afdæmpet, knitrende atmosfære, hvor få melodiske anslag antyder et midlertidigt ophør i tumulten.

Byggepladsmetaforen er passende, for det mest interessante ville formentlig være at opleve Youngs hjemmebyggede instrumenter live i dialog med elektronikken. Som lydoptagelse forbliver projektet derimod en lukket og indforstået affære. Og selv om From Grimsby to Milan rummer mange fine detaljer, bliver rejsen – fra Grimsby i Canada til Milan i Ohio – lang og ensformig, uden at lytteren får nøglen til at åbne porten til den dystopiske byggeplads.

playliste

17.11

Mit navn er Amanda Drew – vil du se min playliste?

»Musik for mig er et mulighedsrum for en bedre verden. Man kunne fristes til at sige, at den er eskapistisk, men jeg mener, den er transformerende, bevidsthedsåbnende og livsnødvendig for at skabe en verden, der er til at holde ud at leve i.«

Amanda Drew er en dansk/engelsk vokalist, sangskriver, komponist, musiker, producer og performer, også kendt under kunstnernavnet Precious Mayhem. Sidste år udkom Precious Mayhems debutalbum The Softness I Sing – et konceptalbum af valsede søvngængersange, fra nætter fyldt af angst og omsorg. Drew trives i et musikalsk spænd over samtidsmusik i både rytmiske og klassiske genrer og med en forkærlighed for modig, sårbar, stærk og ærlig musik, som rører lytteren. På scenen bruger Drew vokal, cello, synthesizere og guitar foruden elementer fra performancekunst og koreografi. Amanda Drew komponerer musik i tværkunstneriske samarbejdsprojekter senest i det anmelderroste kontemporære operaværk Dronning Annabell, som havde premiere på CPH Operafestival 2025 og er lige nu aktuel med den brutale teaterforestilling Fædra om magt, manipulation og begær, som hun optræder i og har komponeret musikken til. Fædra har premiere på Aarhus Teater 20. november 2025. Amanda Drew har desuden udgivet musik med stororkesteret Natlyst og blev i 2020 uddannet Rytmisk Musiker (sang) fra Det Jyske Musikkonservatorium, Aarhus, og har en kandidat i Music Performance fra Rytmisk Musikkonservatorium, København.

playliste

14.11

Mit navn er Nikolaj Vonsild – vil du se min playliste?

»For mig er musik mit møde med verden og en måde at trække vejret. Da jeg var lille var det den eneste måde, jeg rejste på.«

Nikolaj Manuel Vonsild er forsanger og producer i When Saints Go Machine, Cancer og H2OP. I efteråret 2025 er han aktuel med When Saints Go Machines syvende album, Greatest Escape.