Hvorfor har du valgt at spille så mange uropførelser til en koncert?
På mit masterstudium har jeg tidligere arrangeret «Erik Nerheim Saxofonfestival 2012», hvor jeg afholdt 25 koncerter på tre dage. Dette var blandt andet et forsøg på at gøre noget spektakulært - men uden at det blev på bekostning af det musikalske indhold. Den koncert ville jeg gerne følge op på og valgte at sætte rekord i uropførelser. Koncerten på søndag med navnet «68 kompositioner» er også spektakulær, men har alligevel en musikalsk tyngde og et fokus: at det er muligt at formidle klassisk saxofon og samtidsmusik til et bredt publikum - uden at det bliver på bekostning af musikken.
Herudover er det også vigtig at forny litteraturen og altså blive ved med at bestille nykomponeret musik til saxofonen. Bare til denne koncert er saxofonrepertoiret blevet betragteligt udvidet. Det er vigtigt ikke bare at konservere men også at forny.
For mig er det interessant med en sådan slags «collagekoncert», der springer fra stil til stil og udtryk til udtryk - hvert eneste minut. Jeg har inviteret alle til at skrive, som havde lyst, så derfor er der også en grad aleatorik i projektet. Det synes jeg er spændende. Jeg satte en form på koncerten og inviterede folk til at fylde den med det, de havde lyst til, indenfor de rammer jeg havde sat (max 1 minut, for saxofon mm.). Jeg vidste ikke, hvad folk ville skrive eller i hvilken stil, og det har været umådeligt spændende at modtage værker og begynde at arbejde med dem. Jeg ville gerne lave noget kollektivt, hvor jeg ikke var eneansvarlig og alene havde kontrol med, hvordan udtrykket blev.
Værkerne er primært skrevet af nordiske komponister, hvorfor?
Bortset fra en komponist, er de alle nordiske eller studerer i et nordisk land. Hovedgrunden til dette er nok så enkelt som min kontaktflade og netværk, da jeg kender flere komponister i de nordiske lande. Da det i april gik op for mig, at jeg ville lave dette projekt, annoncerede jeg det på facebook, ligesom jeg skrev e-mails til komponister og musikere, som jeg kender. Det var ikke et mål, at det stort set udelukkende skulle være nordiske komponister, men sådan blev det, efterhånden som folk svarede tilbage.
Mellem hvert værk, skal der ikke klappes. Er der ikke en fare for at det enkelte værk glider i baggrunden til fordel for én stor komposition?
Det er selvfølgelig meget på grund af tid og koncertdramaturgi, at folk ikke skal klappe imellem hvert værk, men det er jo også for at understrege selve konceptet. Ofte er det 68 musikere som spiller én komponist. Her vender jeg det på hovedet: 68 komponister fremføres af én musiker. På en måde kan man sige, at magtforholdet mellem komponist og udøver er blevet byttet rundt. Det er jo klart, at hvert eneste værk, som er blevet leveret til mig til koncerten, har en værdi i sig selv, men samtidig bliver de også en del af et større værk – i dette tilfælde koncerten med den aktuelle udøver. Den røde tråd igennem alle kompositionerne på denne koncert er, at det bliver opført af mig. Hele koncerten, sat sammen af 68 etminutsværker, bliver jo også et stort musikværk, i tillæg til at koncerten og alt omkring den selvfølgelig bliver et konceptværk. Alle musikere i et orkester er selvfølgelig vigtige i sig selv, men de udgør også noget mere end kun sig selv, når de har funktionen af musiker i et orkester. For mig er der en pointe i at understrege denne problematik.
Når alt dette er sagt, så er det vigtigt for mig at præcisere at alle de kompositioner, jeg har modtaget, er vældig gode, og har en stor værdi enkeltstående. Målet for koncerten er, at både den enkelte kompositioner og makrokompositionen kommer tydelig frem.
Koncerten er 2. juni kl. 19.00 i Lindemansalen,
Norges musikkhøgskole, Slemdalsveien 11.
Læs mer om koncerten
Koncerten ligger også på Facebook
Foto: Silje Måseide
Funky Jeanne d'Arc
Hvis der er én ting, komponisten og vokalisten Marcela Lucatelli dyrker, er det det uendeligt flertydige. Jeg tænker på det hver gang, jeg hører hende synge: Er hun en slave af sangen? Er hun indespærret i den og kæmper for at komme ud igen? Er hun i en romantisk, måske erotisk relation til den? Prøver hun at slå den ihjel? Eller er hun en slags sangens Jeanne d'Arc, der stiller sig foran den med sværd og skjold for at beskytte den mod fjender? Det er umuligt at sige, men flertydigheden – eller endda: utydeligheden – er det konstante anker, der fastholder mig og får mig til at lytte igen og igen.
Det gælder også det nye album, Necromancy, en sangcyklus på ti sange, der hver er dedikeret til en orisha fra den afro-brasilianske yoruba-religion, og hvor Lucatelli har allieret sig med guitaristen Lars Bech Pilgaard og perkussionisten Anders Vestegaard. Resultatet er Lucatellis hidtil bedste album – et lille mesterværk fristes jeg til at kalde det – hvor de tre musikere med en blanding af kompositorisk elegance og punket fandenivoldskhed kombinerer en form for støjende, psykedelisk rockmusik med ritualistiske polyrytmer, et free-jazzet tonesprog, synthflader, der er som taget ud af 70'ernes b-horrorfilm, og en energi, der nærmest er funky på den helt beskidte Betty Davis-agtige måde. Det er i mødet mellem musikkens kropslighed og den spirituelle aura, at magien opstår.
Og så er der Lucatellis stemme, som skal nævnes selvom den er hinsides det, der kan beskrives i den sproglige orden. Famlende får jeg lyst til at prøve med matematikken (den berømte formel i2 = −1 må tages i brug for at beskrive kompleksiteten) eller en række entusiastiske udråbstegn (!!!!!!!).
Over the top
Det startede godt. Josefine Opsahl ejer evnen til at sætte scener: Cellistens nye cellokoncert Hands for Århus Sinfonietta gik fra noget mysteriøst, hemmeligt, neoklassisk, folkemusikalsk (klart den bedste del) til noget neoromantisk. Og sad man på første række, blev man let blæst bagover af den megen action. Sad man lidt på afstand, var oplevelsen – ihvertfald hos mig – en anden: Musikken bragede ud i salen og mindede om adskillige Hollywood-films lykkelige slutninger, som fx den oprindelige Avatar-films over-the-top happy ending, hvor alle de gode kræfter til slut slår sig sammen og sejrer. Opsahls pompøse cellokoncert virkede lige så endimensionel. I en tidsalder med evindelige »posings« kan kunsten risikere at klinge lige så hult og overfladisk som den flottest opsatte selfie.
Hvis storladent i sig selv kan opfattes som et positivt statement, så er denne anmeldelse positiv. Elsker man det hurtige og glamourøse, ville man have nydt Opsahls Hands.
Klassiske musikere siger, det er på Spot, det sner. Måske får Opsahl ny musik ud til et bredere publikum. Som populærmusik duer det nok ok. Men så taler vi om to forskellige kunstkulturer, to forskellige forbrugskulturer. Et klassisk publikum ville dog næppe blive glade for et opblæst værk i den bogstaveligste forstand, hvor det storladne får så frit spil for galleriet. Hvor store løfter og armbevægelser fejer dybde og subtilitet af banen. Men måske er det bedste spørgsmål, om en nutidig cellokoncert må stryge én med hårene, om den må lyde lige så flygtig som en Instagram-story, og om det er et problem, hvis den minder mest om et døgnflue-pophit, selvom komponisten i programteksten citerer selveste Immanuel Kant?
Bidt af Thorshavn
Mens Spot skinnede som ny konfetti i alle poppens afarter – fra 80’erne og frem – gik den færøske gruppe Klingra i helt andre retninger: tilbage til fortidens traumer, til fiskerne, der i 1950’erne var tvunget til at arbejde ved den grønlandske vestkyst. En stemme tilhørende farfaren til pianisten, Dánjal á Neystabø, blandede sig i lydbilledet. For Klingra er historiefortællere, de pakker gamle og glemte fortællinger om fiskere og andet godtfolk ind i atmosfæriske, Sigur Ros-agtige og højstemte landskaber af lyd.
Maggie Björklund fra Jack Whites band fik sin pedal steel til at synge, som akkompagnerede hun vejrbidte viser (eminente Björklund ville man gerne have hørt mere til). Og langsomt byggede det arktiske sekskløver et meditativt og folkemusikalsk groove op, inden det sfæriske fik mere hårde, rockede kanter. Alt det fik de presset ind i en alt for kort Spot-koncert. Men det er betingelserne her.
Jeg vil huske den komplicerede stoflighed fra denne koncert. Lyden, som var både grottemørk og himmellys, sart og hård, og næsten symfonisk i sin billedskabende kvalitet. Musikerne rapporterede fra en verden, hvor gardinerne er rullet ned, men indenfor sidder jo levende mennesker med vigtige historier. Nu kan jeg påstå, jeg har været i Thorshavn og med egne øjne set de hændelser, Klingra behandler i deres veldrejede og meget personlige musik.
Roger Reynolds – stadig en god roadmovie?
God idé: en hel koncert med musik af Roger Reynolds, den eksperimenterende amerikaner, der vandt en Pulitzer i 1989, men hvis musik ikke lyder så eksperimenterende længere.
Selv hans nyeste musik. Nørrebro var vært for verdenspremieren på Reynolds nye obokoncert Journey, som en del af Matthias Reumerts minifestival Offbeat. Det er et stykke helt uden rodfæstning – en roadmovie, der kun minimalt er tro over for toneart, materiale eller system, mens den springer frem gennem en række mystiske billeder. Jacqueline Leclair spillede det karismatisk. Nødvendigt, da der kun synes at være lidt ud over overfladelyd i stykket.
Mistral satsede på Reynolds taksonomiske tendenser. Det er et partitur, hvor instrumentgrupper holder sammen, inden de danner skrøbelige koalitioner på tværs af klanglige grænser – en proces, der kaster dem ud i mani. Værkets antifonale kvaliteter og brølende messing råbte efter et større rum end Koncertkirken, eller blot en anden rumlig konfiguration.
De, der blev hængende efter et timelangt interval forårsaget af en lægelig nødsituation, blev belønnet med aftenens højdepunkt: Transfigured Wind III. Igen helliger Reynolds her sig til en musikalsk gestus: en solofløjte græder, pruster og puster (nogle gange forførende, nogle gange klichéfyldte) og bliver besvaret af en række delikate ensemble-ritornelloer, der forvandler det samme materiale. Kerstin Thiele spillede den med en glød pænt afbalanceret af Reumerts cool dirigering.
Med sin tålmodighed gik dette sidste stykke dybere – dets enklere struktur trak flere nuancer fra Reynolds og gav os et klarere overblik over hans kvasi-spektrale æstetik. Er den æstetik stadig noget værd? Reynolds hævder, at ingen kan sætte pris på hans musik via en enkelt lytning. Jeg har bestemt brug for mere overbevisning.
Roger Reynolds: Still worth its chops?
Nice idea: an entire concert of music by Roger Reynolds, the experimental American who won a Pulitzer in 1989 but whose music doesn’t sound that experimental anymore.
Even his newest music. Nørrebro hosted the world premiere of Reynolds’s new oboe concerto Journey as part of Matthias Reumert’s mini-festival Offbeat. It is an entirely un-rooted piece – a road movie betraying little allegiance to key, material or system as it capers forwards through a series of mystical images. Jacqueline Leclair played it charismatically. Necessary, as there can seem little beyond surface sound in the piece.
Mistral went big on Reynolds’s taxonomical tendencies. It is a score in which instrumental groups stick together before forming fragile coalitions across timbral boundaries – a process that plunges them into mania. The work’s antiphonal qualities and roaring brass cried out for a bigger space than Koncertkirken, or just a different spatial configuration.
Those who stuck around after an hour-long interval caused by a medical emergency were rewarded with the evening’s highlight: Transfigured Wind III. Again, Reynolds sanctifies musical gesture here: a solo flute cries, huffs and puffs (sometimes beguiling, sometimes clichéd) and is answered by a series of delicate ensemble ritornellos that transfigure the same material. Kerstin Thiele played it with an ardour neatly balanced-out by Reumert’s cool conducting.
In its patience, this last piece went deeper – its simpler structure drawing more nuance from Reynolds and giving us a clearer view of his quasi-spectral aesthetic. Is that aesthetic still worth its chops? Reynolds claims nobody can appreciate his music in one hearing. I certainly need more convincing.