Hvorfor har du valgt at spille så mange uropførelser til en koncert?
På mit masterstudium har jeg tidligere arrangeret «Erik Nerheim Saxofonfestival 2012», hvor jeg afholdt 25 koncerter på tre dage. Dette var blandt andet et forsøg på at gøre noget spektakulært - men uden at det blev på bekostning af det musikalske indhold. Den koncert ville jeg gerne følge op på og valgte at sætte rekord i uropførelser. Koncerten på søndag med navnet «68 kompositioner» er også spektakulær, men har alligevel en musikalsk tyngde og et fokus: at det er muligt at formidle klassisk saxofon og samtidsmusik til et bredt publikum - uden at det bliver på bekostning af musikken.

Herudover er det også vigtig at forny litteraturen og altså blive ved med at bestille nykomponeret musik til saxofonen. Bare til denne koncert er saxofonrepertoiret blevet betragteligt udvidet. Det er vigtigt ikke bare at konservere men også at forny.

For mig er det interessant med en sådan slags «collagekoncert», der springer fra stil til stil og udtryk til udtryk - hvert eneste minut. Jeg har inviteret alle til at skrive, som havde lyst, så derfor er der også en grad aleatorik i projektet. Det synes jeg er spændende. Jeg satte en form på koncerten og inviterede folk til at fylde den med det, de havde lyst til, indenfor de rammer jeg havde sat (max 1 minut, for saxofon mm.). Jeg vidste ikke, hvad folk ville skrive eller i hvilken stil, og det har været umådeligt spændende at modtage værker og begynde at arbejde med dem. Jeg ville gerne lave noget kollektivt, hvor jeg ikke var eneansvarlig og alene havde kontrol med, hvordan udtrykket blev.

Værkerne er primært skrevet af nordiske komponister, hvorfor?
Bortset fra en komponist, er de alle nordiske eller studerer i et nordisk land. Hovedgrunden til dette er nok så enkelt som min kontaktflade og netværk, da jeg kender flere komponister i de nordiske lande. Da det i april gik op for mig, at jeg ville lave dette projekt, annoncerede jeg det på facebook, ligesom jeg skrev e-mails til komponister og musikere, som jeg kender. Det var ikke et mål, at det stort set udelukkende skulle være nordiske komponister, men sådan blev det, efterhånden som folk svarede tilbage.  

Mellem hvert værk, skal der ikke klappes. Er der ikke en fare for at det enkelte værk glider i baggrunden til fordel for én stor komposition? 
Det er selvfølgelig meget på grund af tid og koncertdramaturgi, at folk ikke skal klappe imellem hvert værk, men det er jo også for at understrege selve konceptet. Ofte er det 68 musikere som spiller én komponist. Her vender jeg det på hovedet: 68 komponister fremføres af én musiker. På en måde kan man sige, at magtforholdet mellem komponist og udøver er blevet byttet rundt. Det er jo klart, at hvert eneste værk, som er blevet leveret til mig til koncerten, har en værdi i sig selv, men samtidig bliver de også en del af et større værk – i dette tilfælde koncerten med den aktuelle udøver. Den røde tråd igennem alle kompositionerne på denne koncert er, at det bliver opført af mig. Hele koncerten, sat sammen af 68 etminutsværker, bliver jo også et stort musikværk, i tillæg til at koncerten og alt omkring den selvfølgelig bliver et konceptværk. Alle musikere i et orkester er selvfølgelig vigtige i sig selv, men de udgør også noget mere end kun sig selv, når de har funktionen af musiker i et orkester. For mig er der en pointe i at understrege denne problematik. 

Når alt dette er sagt, så er det vigtigt for mig at præcisere at alle de kompositioner, jeg har modtaget, er vældig gode, og har en stor værdi enkeltstående. Målet for koncerten er, at både den enkelte kompositioner og makrokompositionen kommer tydelig frem.

Koncerten er 2. juni kl. 19.00 i Lindemansalen,
Norges musikkhøgskole, Slemdalsveien 11. 

Læs mer om koncerten
Koncerten ligger også på Facebook

Foto: Silje Måseide

© Charlotte Lund Mortensen / Tapetown

»Musik er den førsproglige og førlogiske kunstform, der lader os tilgå dele af bevidstheden, der endnu ikke er tænkt. Man kan nogle gange blive bevidst om, hvad en sang betyder flere måneder senere og få en indre problematik til at forløse sig. Musik er også samarbejde og community. Den danske scene for hård musik er et fantastisk sted i disse år, hvor artister støtter hinanden og samarbejder på kryds og tværs. På den måde bliver musik ikke en konkurrence, men et fællesskab om hele tiden at bevæge sig fremad.«

To kræfter på den danske undergrunds-scene, MEEJAH x HIRAKI, har slået sig sammen på udgivelsen INTERWOVEN (Pelagic Records). De to bands tilhører den danske metal-undergrund med fælles referencer som The Body, The Armed, Chelsea Wolfe & Converges Bloodmoon og Death Engine. HIRAKI udgav deres debutalbum Stumbling Through The Walls i 2021 (Nefarious Industries). Fulgt op af ALTERER – Stumbling Through The Walls REWORKED i 2022 og HIRAKI har turneret i Norge, været support for The Armed i Tyskland og har samarbejdet med Kh Marie. Dansk-koreanske MEEJAH udgav Queen of Spring i 2021, som blev nomineret til en Steppeulv, og indspillede en KEXP Live Session under månenytåret i 2024. Meejah har turneret i Sydkorea og varmet op for Blonde Redhead og Jambinai. MEEJAH og HIRAKI har begge spillet på A Colossal Weekend og har også krydset veje i doom-rave-kollektivet John Cxnnor.

kortkritiklive
24.03

Efter Brexit: Lyden af et splittet rige

Manchester Collective: »Series of Four #2« 
© Caroline Bittencourt
© Caroline Bittencourt

Hvordan lyder Storbritannien i dag? Som et land, der længes efter idealer og mening, efter at have opgivet enhver form for fælles sag eller erfaring. Brexit-katastrofen kaster stadig lange skygger.

Men talent er der stadig. Manchester Collective er et af de smidige ensembler, der er opstået i et britisk kunstlandskab, hvor gamle infrastrukturelle sikkerheder ikke længere gælder. Det er en fleksibel, strygerbaseret gruppe, der spiller med hjerte, sjæl og en bemærkelsesværdig teknisk finesse. Deres gehør for detaljer, sans for svævende lethed og sikre komponistvalg vakte også opmærksomhed hos Danish String Quartet, som havde inviteret ensemblet til at præsentere deres undersøgelse af nutidig britiskhed under Series of Four-festivalen.

Fælles for de medvirkende komponister er, at de tænker ud over innovation forstået som et spørgsmål om tonalitet. De vilde hockets og reels i »Muttos« fra Christian Masons Sardinian Songbook trækker på en karakteristisk engelsk omgang med folkemateriale – det samme gør Dobrinka Tabakovas Insight og Jonathan Doves Out of Time. Disse værker, sammen med Andrew Hamiltons absurdistiske musikalske puslespil In beautiful May, taler lige så meget om tab, som Anna Merediths Tuggemo skriger en form for plastisk optimisme ud.

Aftenens højdepunkter var de halvmørke erindringsglimt i Jocelyn Campbells 3AM og Edmund Finnis’ String Quartet No. 2. Hos Finnis foldes en markant, indadvendt form for britisk minimalisme ud. Tredjesatsen, spillet uden vibrato, synes at udtrykke en længsel efter at eksistere hinsides de rammer, værket selv har sat. Meget britisk.

Lige så britisk var den særlige charme, der strømmede gennem hele koncerten fra Manchester Collectives medstifter Rakhi Singh, som sammen med sine kolleger spillede det hele med en forbløffende, sart skønhed.

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek

kortkritiklive
23.03

To stemmeløse ironikere vs. folketingsvalget 2026

The Ensemble That Loves You: »2026 Election Special Soundwalk Public Broadcast Service Municipal Event«
© PR
© PR

James Black og Connor McLean, de to komponister bag skæmtforetagendet The Ensemble That Loves You, kan som tilflyttere endnu ikke stemme ved tirsdagens folketingsvalg. Til gengæld kan de intervenere, og det var, hvad de med en god, gammeldags podwalk gjorde for en udvalgt skare i lørdags.

I løbet af tre timer kunne man komme forbi de to, der havde taget opstilling på nordbredden af Sortedams Sø i København. Her fik man en QR-kode, blev ledt hen til nærmeste valgplakat og efterladt med et link til SoundCloud. »Alright, vi ses om 16 minutter,« sagde Black, og så stod jeg ellers der foran statskundskaberen Thomas Rohden fra Radikale Venstre og hans sære, tandfri plastiksmil.

»Det er vigtigt at connecte med valget, så kig kandidaten lige ind i øjnene,« fortalte en syntetisk kvindestemme, da jeg trykkede afspil. Det gjorde jeg så. Stod stille, lyttede, stirrede. Blev vel selv et værk, lignede i hvert fald en idiot. Og mens voiceoveren sendte mig videre til nye plakater, arbejdede Black og McLean for at fuldende fremmedgørelsen med korte lydklip.

Stemmen fik først et let ekko, satte sig så i rille – »stem-på-mig-stem-på-mig-stem-på« – og blev afløst af kortsluttet 8-bit-elektronik, svigtende museorgel og blafrende monologer over livejazz, der mimede en absurd medievirkelighed.

Langsomt blev plakaternes blanke, troskyldige øjne et udtryk for, hvor kunstigt valget er. »Personen, du kigger på, er ikke ægte,« sagde den syntetiske stemme så til sidst, relativt oprevet af en computer at være. »Partiet vil erstatte dig med en robot.«

Okay, okay. Fra de stemmeløse skal man høre sandheden, pakket ind i britisk politisk sarkasme og MIDI-jingler: en let – og nok også letkøbt – anretning, men hvem orker mere efter fire ugers valgkamp? På vej tilbage til Black og McLean så jeg en dame pege op på en plakat af 26-årige Maria Georgi Sloth, også hun fra liste B: »Hende der gav mig et tyggegummi nede på stationen.« Så er det valg afgjort.

kortkritiklive
19.03

De laver snigeren: vokal lyst mellem deadpan og renæssance

Matias Vestergård, Johan Klint Sandberg, ÆTLA: »Sex in Concert«
© PR
© PR

Otte mennesker sidder ved hver sit kontorbord. Én tager albuen op til munden og stønner dumpt ned i den, en anden begynder at sløvklappe sin underarm, en tredje knirker pludselig som en udtjent springmadras. Men de unge sangere fra ÆTLA fortrækker ikke en mine, deres deadpan er den komiske hovedingrediens i Matias Vestergårds apollinske sketchshow SEX in Concert.

Hurtigt er de videre fra horesats til renæssancemadrigal, overgangen er sømløs, og komikken vandrer med: Et italiensk ord, der lyder som »akvamarin«, bliver til »ah! kvamarin«, og således får 400 år gamle værker af Gesualdo og hans ligesindede et drys vestergårdsk salonhumor. Men bevægelsen går også den anden vej: Vestergårds nyskrevne satser er smagfuldt forsirede med bevægelige stemmer og flirter med streng kirketonalitet.

Bordene rykkes hele tiden rundt, kontorfolket skifter fra tableau til tableau, mens tjansen med at skrive lyrik ind i et googledoc på lærredet går på skift mellem sangerne: Amalie Smith, Marvin Gaye, oprørt kapitalkritik og muntert chatsprog, alt sammen med en snert af lyst, men også især af ambivalens ved lyst. Alt flyder, også Vestergårds satser, der ét øjeblik tester iskold ekkoteknik, det næste skruer op for varmen med formfuldendt barbershop.

SEX in Concert er tydeligt en øvelse, og Johan Klint Sandberg har som instruktør haft en fest med kontorkomedien. Men øvelsen lykkes (selvom hænderne bliver lovlige over dynen): Snart er en time gået, hvor Vestergård, Sandberg og ÆTLA har sneget digte, madrigaler og ny vokalmusik ned i halsen på et ungt publikum. Det kan faktisk godt være sjovt!

Christianshavns Beboerhus, 18.-22.03

© Søren Fiil Vesterbak

»Musik for mig kan noget helt særligt. Den samler mennesker i fælles oplevelser, men den kan også være et meget personligt mentalt værktøj. Personligt bruger jeg musik hele tiden – til at skabe energi på en løbetur, til at skabe koncentration til arbejdsopgaver, eller til at finde ro i pressede situationer, som fx i tandlægestolen. Og så selvfølgelig til at skabe glæde og god stemning. Musik er altid en essentiel ingrediens i de gode minder.«

Rikke Andersen har stået i spidsen for SPOT Festival siden januar 2024. Med en baggrund som spillestedsleder og booker på Fermaten i Herning har hun solid erfaring fra både den kreative og organisatoriske side af musikbranchen. Hun har tidligere arbejdet i pladebranchen, været dybt involveret i markedsføring og kommunikation og har haft fingrene i flere kulturprojekter.