Den finskfødte sanger og komponist Johanna Sulkunen giver på albummet Coexistence mange andre udover hende selv muligheden for at få deres stemme hørt. Hun har stillet en række mennesker spørgsmålet: »Hvad ville du sige, hvis hele verden lyttede?« og har derefter samplet deres forskelligartede svar for så at bruge dem som en narrativ kerne på alnbummet. Resultatet er et sandt polyfonisk værk, hvor et væld af stemmer dukker frem uden umiddelbar kontekst, iblandet overvejende elektroniske kompositioner. Stemmerne fortæller, nynner, beklager sig, de transformeres, manipuleres til uigenkendelighed. Til tider lyder det næsten sakralt, som i indledningen til nummeret »XVIII Corporeal«, hvor synths med masser af rumklang tager sig kirkeligt ud. Andre gange hjemsøgt: I »XIX Coexisting« lyder vaklende stemmer som klagesange. Eller præget af en bittersød fredfyldthed, som i »XXIV How Dreams«, hvor en roligt udflydende lydside modsættes med stemmebidder om at blive udvist. 

Sommetider lyder de mange stemmer som fortrolige samtaler, andre gange som ensomme råb ud i intetheden. Små dele af et amorft hele – menneskehedens håb og frygt samlet.

Som helhed virker albummet mere som en collageværk end en samling af diskrete numre. De ikke-vokalbaserede dele af musikken fremstår ofte som stemningsskabende flader, der har til formål at give de mange anonyme udsagn pondus. Og det virker, mestendels. Det er ikke hver gang, at albummets flertallige fortællinger rammer en nerve, men når de gør, er det et spændende lyt.

»Træd af!« lød ordren fra en af de tre kvindelige performere i (opgraderet) militærlignende tøj. Men så kørte de meget blidt deres fingre på trommen, som var fastspændt om livet. »Træd an. Gør klar!« Igen hårdt. Men skindet på rammetrommen blev næsten aet. 

I performancen Mother Soldier af komponist Sandra Boss og koreograf Simone Wieroed satte de tre percussive kombattanter hele tiden en kæp i hjulet på »krigsmaskinen«, der jo i sin natur er født effektiv og stærk som Goliath. Så loose, med så synkoperede og smådriplende trommeslag og med så lyrisk klingende koklokker ville intet militærorkester marchere. Eller spille på små gong-instrumenter fastspændt omkring det mest sårbare: hjertet. Eller låne fra helende, østerlandske meditationsritualer. En sådan sammenstilling af krig og moderskab er kun mulig i kunstens verden. 

Mother Soldier dekonstruerer ikke idéen eller æstetikken omkring marchtrommer, og hvad vi bruger dem til. Krigens mekaniske lyde er opfindsomt oversat til noget andet. De tre performere står i geled, men det gør rytmerne ikke. Der er plads til pauser, tavshed og rytmer, som følger andre logikker. Da en af performerne slog på en stor gong, åbnede hun munden til et skrig. Der kom ikke noget skrig. Der var kun lyden af den store gong. Og stum smerte. Tilhørende tusinde og atter tusinde efterladte, før, nu og i fremtiden. For tøjet signalerede også, at disse krigere måske havde set fremtiden, hvor alt tyder på oprustning. Og flere krigstrommer. Til sidst lagde de tre kvinder stikkerne. De trådte af og efterlod os alene i Godsbanens store rå hal.