© Bastian Zimmermann
© Bastian Zimmermann

Det er svært at fatte, at Andreas Engström ikke længere er iblandt os. For blot et par måneder siden skrev han – som han havde gjort så mange gange før – med et ambitiøst forslag: han ville anmelde en boks med tyve udgivelser af Dror Feiler. I samme besked nævnte han også planer om at komme til Aarhus til den netop afsluttede Spor Festival.

Vi mødte ofte Andreas på festivaler. Han rejste vidt omkring i jagten på musik – altid i bevægelse, altid søgende, altid opmærksom på det, der endnu skulle høres, forstås og deles. Nogle af os husker, hvordan han engang kom til Aarhus for at anmelde lydkunstneren Florian Hecker – og endte med at hamre søm i en træstamme på en tysk ølbar. Andreas var godt selskab; han bar sin nysgerrighed let, med en legende tilgang.

Nogle af os lærte Andreas at kende allerede for tyve år siden, da han blev redaktør for World New Music Magazine, udgivet af ISCM. Allerede dengang skilte han sig ud som en ung, hurtig og bemærkelsesværdigt talentfuld redaktør. Gennem årene vendte han tilbage til redaktionelle roller, når der var behov – ikke mindst på Positionen, det legendariske tidsskrift grundlagt af Gisela Nauck, som han senere formede sammen med Bastian Zimmermann.

Andreas var en skarp og kritisk tænker, der konsekvent gravede under overfladen. Som født redaktør var han dybt engageret i arbejdet med at bestille, forfine og udgive tekster. Han var involveret i talrige publikationer og delte generøst sin viden om musikkritik gennem undervisning og mentorarbejde.

I løbet af de seneste fem år har vores tre tidsskrifter – Glissando, Positionen og Seismograf – samarbejdet tæt og dannet et netværk, hvor Andreas spillede en central og inspirerende rolle. Sammen igangsatte vi projekter som artikelserien Ukrainian Corridors. Så sent som i februar talte Andreas begejstret om planer om at lancere et nyt musiktidsskrift sammen med svenske kolleger.

Selv under de mange Zoom-møder, vi afholdt, mens han boede i Berlin, blev det tydeligt, at hans helbred var svækket. Alligevel svigtede hans engagement aldrig. Han forblev nærværende, engageret og nysgerrig. Han kæmpede mod sin sygdom med mod og humor, og vi husker øjeblikke, hvor han vendte tilbage til vores møder efter behandling – oplivet, opmærksom og klar til at fortsætte samtalen.

Andreas Engström var ikke blot en enestående musikkritiker, men også et generøst og dybt engageret menneske. Han holdt aldrig op med at stille spørgsmål, udfordre antagelser og åbne rum for refleksion.

Heldigvis efterlader han sig et betydeligt forfatterskab om lydkunst, musik og musikteater.

Må hans minde blive æret.

Andreo Mielczarek (Seismograf), Jan Topolski (Glissando) og Bastian Zimmermann (Positionen)

kortkritik
23.04.2022

Fortryllende

Tomasz Dąbrowski: »Tomasz Dąbrowski & The Individual Beings«
© April Records
© April Records

Med sit seneste album skaber det polske jazz-vidunder Tomasz Dąbrowski en af ​​de mest interessante og kognitivt dissonante oplevelser i øjeblikket. Idet han søger sin inspiration i både vestlige og østeuropæiske jazztraditioner, leverer Dąbrowski en fascinerende blanding af teksturer og referencer, men tilbyder også muligheden for en fornyelse af gamle troper.

Hvis albummet præsenteres som en hyldest til hans mentor, den polske jazztrompetist og pioner Tomasz Stańko (11. juli 1942-29. juli 2018), og hvis man faktisk kan se en hyldest, især i numrene »Jr«, »In Transit« og »Spurs of Luck«, har den også og heldigvis en særegen personlighed.

Dąbrowski næres af den åbenlyse arv fra Coltrane fra 1965-1967 og polsk avantgardejazz, men blander også forbavsende lyde, der minder lytteren om en hemmelig sauce, der forbinder folk som McCoy Tyner, Sam Rivers, Gerry Mulligan og endda Chet Baker. For eksempel kunne numrene »Old Habits«, »Sandy« og »Troll« være den bedste hyldest og dekonstruktion af West Coast cool jazz nogensinde.

For at konkludere: Tomasz Dąbrowski & The Individual Beings er et usædvanligt interessant og spændende album, som formår både at fortrylle og udfordre lytteren på spændende måder. Stærkt anbefalelsesværdigt til alle dem, der troede, at freejazzen var blevet et rådnende lig, der spiser af sig selv.

kortkritik
19.04.2022

Ambiente lunger

Amphior: »Another Presence«
© Amphior
Amphior

Fra allerførste sekund på Another Presence af den elektroniske producer Amphior aka Mathias Hammerstrøm kan man fornemme det: åndedrættet. Eller indånding, rettere sagt. For det lyder ikke som om, der bliver pustet ud på det første nummer »Void«. Noget ophober sig. Som luft, der siver baglæns gennem elektroniske stemmelæber og samler sig i syntetiske lunger, der vugger det ambiente liv.

Man hungrer lidt efter et forløsende brøl oven på albummets optrappende indslusning, men det kommer naturligvis aldrig. I stedet kanaliserer Hammerstrøm energien ud i forskellige vægtløse tilstande. Det er oftest lavfrekvente abstrakte landskaber, Hammerstrøm maler med sine modulationer. Som den dunkle drone på »Sleepwalker«, der dog lysner til sidst med skær af daggryskor. Indimellem dukker der figurer op, man kan gribe om: små satellitter i stratosfæren, som det brudte beat bagest i mixet på den synthbårne »Dream Traveler«, der klæber om et knitrende slør af hvid støj. Velsmagende detaljer. 

Hvis respirationssystemet havde fadere og cutoff-filtre, ville det lyde som Hammerstrøms musik. Og man fornemmer en slags åndelig ventilation i de elektroniske vejrtrækninger. En forvrænget stemme kæmper rundt omkring på albummet for at trænge igennem rumklangen. Hammerstrøm slipper den ikke fri, og det er ærgerligt, for det havde måske været den håndsrækning til lytteren, man ender med at savne i de dystre meditationer på Another Presence

kortkritik
18.04.2022

Fuldendt fortabelse

Quiver: »Artificial Tranquility«
© Quiver: »Artificial Tranquility«
© Quiver: »Artificial Tranquility«

Quivers debut-EP, Artificial Tranquility, spilder ikke min tid. Få sekunder efter at jeg har trykket play, gennemdolkes trommehinderne af staccato elektroniske issyle. Næsten lige så hurtigt som denne bratte opvågnen, falder der et orgel ind bag støjen og ændrer oplevelsen: Et radikalt skift i tempo og humør.

Parringen mellem synths, samples og orgel – et instrument, der med sit dronende aspekt i virkeligheden ikke er så langt fra elektronisk musik, som dets kirkelige associationer ellers kunne implicere – skaber en bred spændvidde, som denne EP i høj grad benytter sig af. Sammensmeltningen af de elektroniske elementers hårde, aggressive hakken med en analog sørgmodig fylde og varme skaber et lydbillede, der kræver min absolutte opmærksomhed. Det lyder ikke bare som en masse synths og samples smidt i en blender, hakket i småstykker, og sammensat på ny – til tider lyder det faktisk som selve blendeprocessen. Kaotisk og destruktivt. Og på andre tidspunkter smukt og sammensat.

Jeg har en svaghed for denne moderne blanding af progressive electronic, samples og analoge instrumenter, og netop derfor præsenterer Quiver mig ikke for noget, jeg ikke har hørt før. Til gengæld formår han på blot omtrent 16 minutter at skabe et fuldendt værk, der både fungerer i sin egen ret og gør mig nysgerrig på, hvor han vil tage sin lyd hen i fremtiden.

kortkritik
17.04.2022

Tilfældighedernes spil

Bitter Glitter: »Two Steaks and the Sauce«
© Bitter Glitter
© Bitter Glitter

Tiden, hvor man kunne komme på rundvisning inde i Danmarks første datamat, er for længst forbi. I dag er der til gengæld mulighed for at opnå en følelse af at sidde foran en skærm og eksperimentere med lydeffekter i nattens mulm og mørke – uden selv at være tilstede. Netop denne fornemmelse fremmanes ved afspilning af Bitter Glitters debutalbum Two Steaks and the Sauce, der sender auditive hilsner til tidlig elektroniske musik og noise. 

De eksperimenterende toner og effekter sender tankerne i retning af det der lille galleri i en forstad til Berlin, du endte på klokken nat, imens en håndfuld venner holdt jamaften in the name of Einstürzende Neubauten, Kraftwerk og Deutsch Amerikanische Freundschaft. Det er ikke en stor musikalsk oplevelse, men man skal heller ikke underkende, at kunstneren har styr på sit bagkatalog og fremført et ganske udmærket lucky shot.

Trænger man til et mørkt trip af tilfældigheder uden tømmermænd, kan det varmt anbefales at bruge 17 minutter med albummet i ørerne.

kortkritik
16.04.2022

Lad os bygge fremtiden

Niels Rosing-Schow: »A Talk of Our Time«
© Dacapo
© Dacapo

Med A Talk of Our Time giver Niels Rosing-Schow os et indblik i de refleksioner, han gjorde sig under pandemien. Mest imponeret var han over, at det lykkedes ungdomsgenerationen at rejse sig, både i form af Black Lives Matter- og klimabevægelsen. Klaverkoncerten for højrehånd All Right?! skaber fornemmelsen af noget krybende, en konstant serie af opbygninger og nedbrydninger. Dommedag venter. Men lejlighedsvise tonale passager signalerer, at vi er »all right, don’t look up, der er ikke ild i dit hus«. Æstetisk sætter koncerten os i en en position, hvor vi kan mærke afgrunden komme tættere på. Alt det, Greta Thunberg konstant minder os om.

I værket Unspoken – unheard, dedikeret til BLM – mumler musikerne citater fra forskellige borgerrettigheds-profiler, men den energi og vrede, der normalt følger kampen for racelighed, bliver ikke engang et ekko, men støj. Måske er det netop Rosing-Schows refleksion over egen position: Som hvid dansker kan han, trods sin sympati, aldrig andet end udvande deres budskab.

Der er associationer til minimalismen: repetitioner, der enten over tid udvikles eller får lov at nedsmelte ved intens gentagelse. Eller er det faktisk hiphoppens repetitioner? De subtile rytmiske mønstre i klaverkoncertens anden del minder om Kendrick Lamars fraser i »Alright« (fra To Pimp a Butterfly), hvis omkvæd blev et anthem for BLM-demonstranter. Hvad ville der ske, hvis Rosing-Schow havde tappet ind i energien fra hiphop? Ligger her et uudnyttet potentiale? 



Pladen peger i mange retninger – ligesom sin samtid. Vi har ikke brug for at kigge til fortiden, men bygge fremtiden. Armeret med kunst, der får os til at handle.