Niels Rønsholdt
49
© Bastian Zimmermann
Det er svært at fatte, at Andreas Engström ikke længere er iblandt os. For blot et par måneder siden skrev han – som han havde gjort så mange gange før – med et ambitiøst forslag: han ville anmelde en boks med tyve udgivelser af Dror Feiler. I samme besked nævnte han også planer om at komme til Aarhus til den netop afsluttede Spor Festival.
Vi mødte ofte Andreas på festivaler. Han rejste vidt omkring i jagten på musik – altid i bevægelse, altid søgende, altid opmærksom på det, der endnu skulle høres, forstås og deles. Nogle af os husker, hvordan han engang kom til Aarhus for at anmelde lydkunstneren Florian Hecker – og endte med at hamre søm i en træstamme på en tysk ølbar. Andreas var godt selskab; han bar sin nysgerrighed let, med en legende tilgang.
Nogle af os lærte Andreas at kende allerede for tyve år siden, da han blev redaktør for World New Music Magazine, udgivet af ISCM. Allerede dengang skilte han sig ud som en ung, hurtig og bemærkelsesværdigt talentfuld redaktør. Gennem årene vendte han tilbage til redaktionelle roller, når der var behov – ikke mindst på Positionen, det legendariske tidsskrift grundlagt af Gisela Nauck, som han senere formede sammen med Bastian Zimmermann.
Andreas var en skarp og kritisk tænker, der konsekvent gravede under overfladen. Som født redaktør var han dybt engageret i arbejdet med at bestille, forfine og udgive tekster. Han var involveret i talrige publikationer og delte generøst sin viden om musikkritik gennem undervisning og mentorarbejde.
I løbet af de seneste fem år har vores tre tidsskrifter – Glissando, Positionen og Seismograf – samarbejdet tæt og dannet et netværk, hvor Andreas spillede en central og inspirerende rolle. Sammen igangsatte vi projekter som artikelserien Ukrainian Corridors. Så sent som i februar talte Andreas begejstret om planer om at lancere et nyt musiktidsskrift sammen med svenske kolleger.
Selv under de mange Zoom-møder, vi afholdt, mens han boede i Berlin, blev det tydeligt, at hans helbred var svækket. Alligevel svigtede hans engagement aldrig. Han forblev nærværende, engageret og nysgerrig. Han kæmpede mod sin sygdom med mod og humor, og vi husker øjeblikke, hvor han vendte tilbage til vores møder efter behandling – oplivet, opmærksom og klar til at fortsætte samtalen.
Andreas Engström var ikke blot en enestående musikkritiker, men også et generøst og dybt engageret menneske. Han holdt aldrig op med at stille spørgsmål, udfordre antagelser og åbne rum for refleksion.
Heldigvis efterlader han sig et betydeligt forfatterskab om lydkunst, musik og musikteater.
Må hans minde blive æret.
Andreo Mielczarek (Seismograf), Jan Topolski (Glissando) og Bastian Zimmermann (Positionen)
Ocean af fjer
Frederik Sandfeld: »Fractionations«
© Frederik Sandfeld
Jeg tænker ofte på det underlige faktum, at alle kan se på en hvilken som helst overflade og med det samme forestille sig, hvordan det ville føles at slikke på den. Måske skyldes det en særlig intersektionel forbindelse mellem kroppens forskellige sanser? Måske fortrængte minder fra Freuds orale fase? Ikke desto mindre tror jeg, vi alle ved, hvordan det ville føles at slikke på en murstensmur, et rustent rør eller reolens øverste, mest støvbeklædte hylde.
Jeg kom igen til at tænke på dette forhold, da jeg så Tobias Holmbecks afsindigt smukke cover til Frederik Sandfelds debutalbum Fractionations. Et abstrakt landskab, der på en gang ligner en blyantsskitse og et fotografi. Skummende bølger? Et ocean af fjer? En kornmark? En gletsjer? Længe har jeg stirret på det uden at komme til anden konklusion, end at det nok ville føles som bark, hvis jeg slikkede på det.
Også Sandfelds droneunivers består af langstrakte teksturerede flader. For eksempel forestiller jeg mig, at min tunge ville blive mødt af langsomt dryppende, klistret harpiks, hvis jeg kunne slikke på den melankolske guitarkomposition »An Unpromising Beginning«, der lyder som et fjernt, solbleget minde om The Beach Boys. Dens modstykke findes i den ni minutter lange »Havoc«, hvor en insisterende industriel rytme – symmetrisk placerede jernbolte i en betonmur – får selskab af en saxofons kalkagtige porøsitet. Således kommer sanserne på arbejde i mødet med Sandfelds både smukke og meget varierede Fractionations.
Enestående fremtidsflaskepost
Niels Rønsholdt: »Archive of Emotions & Experiences, Book 1«
Niels Rønsholdt. © Kåre Viemose
Jeg er sådan set lige så begejstret for indspilningen af Rønsholdts klaverværk nu, som jeg var efter uropførelsen på Klang Festival 2019. Ligesom med korværket Songs of Doubt rammer han sit udtryk helt rent her: en ligefrem uskyld holdt i stramme tøjler, som oversharingen i ophedede momenter slipper fri af.
Lenio Liatsou, den nænsomme solist, lægger ud med så spredte toner, at førstesatsen lyder som gennemhullede Goldbergvariationer: en slags eroderet kulturhistorie formidlet fra en hukommelsesløs fremtid. Harmonisk set er der lige akkurat nok tonal fremdrift til, at det nært aleatoriske udtryk hele tiden holder sig i bevægelse. Og stofligheden i de kildrende lyse anslag og Liatsous åndedræt hypnotiserer mig som et myggelys.
Grundstemningen er en tristesse, noget er tabt. Men der er hele tiden et drama, som udfolder sig mellem rolige linjer og maniske udbrud med en smag af rådvildhed i dobbelttempo. Meget elegant fungerer de fuglefløjtende triller overalt i værket som en form for ankre: Værkets struktur er helt sin egen, men alligevel gennemskuelig.
Mod slutningen tager repetitionen for alvor over. Enkelttoner hamres ned i klaviaturet, som om noget skal morses eller mejsles i sten for at afværge en nært forestående glemsel. Kompositionen er på mange måder et kommuniké, som inviterer til tematisk læsning om postapokalypse og klimakatastrofe. Men den er også helt ekstremt omsorgsfuld, kærlig, indbydende. Jeg tror simpelthen, det er min favorit i klaverlitteraturen fra det 21. århundrede, voldsomt nok.
Natklub ved verdens ende
Sort/Hvid: »Solastalgia«
© Martin Høyer
Hermed en kort rapport fra verdens ende. Et sted indhyllet i teaterrøg, katastroferødt neonlys og metalliske tordenbrag druknet i betonekko. Her herskede en poetisk kult, som havde indrettet sig under stilladser, hvor de sov, spiste, mindedes tiden før katastrofen og brød ud i rituel dans og sang. Sidstnævnte en overleveret kanon, et varsel komponeret i en fjern fortid af Clarissa Connelly.
Sort/Hvid er blevet til musikdramatikkens laboratorium i København, og instruktør Madeleine Kate McGowans to døgn lange sci-fi-performance Solastalgia viste, hvor fantastisk store perspektiver satsningen rummer. Mest af alt mindede oplevelsen om at træde ind i et dystopisk computerspil, hvor man kunne interagere med de programmerede indbyggere; deres ordforråd var begrænset, men viljen stor, og pludselig sad man og stablede sten sammen med en pjaltet fremtidskvinde, mens grænsen mellem performer og publikum sløredes.
Fragmenter af samtaler – har du vandet planterne, den saks har jeg ledt længe efter, tak for din tillid – blandede sig med søgende blokfløjte, cello, elguitar, synthdroner og det industrielle lyddesign skabt af Soho Rezanejad og Cæcilie Trier. Lugte: tørrede blomster, kanelte og grøntsagssuppe fra køkkenet. Terninger blev slået, trin genlød fra stilladset, en mezzosopran vokaliserede lydord. Alt var en tåge, et syn fra en tid med stærk drift og hulkende sorg. Det fjerne midt iblandt os. Og så et banner: »A different end of the world can be sung.«
Jeg tjekkede ud igen efter en times sondering, midt i en ørkenstorm af brølende basstøj, med en klar fornemmelse af at have set og hørt noget afgørende.
Overraskende ordinært
»JAZZ/TAKE: French electronic« w/NLD IJC feat. Greg Hutchinson og Luca Aquino«
© Kannan
Drømmen om Berghain, der møder Miles Davis i et crossover af sfæriske og grænseløse eksperimenter, blev erstattet af en aften på en jazzklub for det pænere borgerskab, som aldrig har stiftet bekendtskab med kunstnere som Nils Frahm, Trentemøller eller Bjørn Svin.
»That’s cool«, har Jean-Michel Jarre efter sigende udtalt, da han hørte om aftenens NLD IJC jazz-take på fransk elektronisk musik, hvor der med interpretationer af Jarres »Equinox part 4«, »D.A.N.C.E.« (Justice), »Love is Gone« (David Guetta), »Sexy Boy« (Air), »Alone in Kyoto« (Air) og »Genesis« (Justice) var lagt op til en aften ud over det sædvanlige. Arrangementerne var skrevet med stor respekt for de oprindelige kompositioner – og måske lidt for stor respekt. Få var overraskelserne og eksperimenterne i løbet af koncerten, der bød på fantastisk musikalsk håndværk og fremragende soloer fra samtlige musikere. Hvad Dokys forbindelse er til netop fransk elektronisk musik, udover hans mange år i Paris, står dog stadig hen i det uvisse.
Café Jorden kalder
Sune Pors: »Convalescence«
Sune Pors: »Convalescence«
Rekonvalescens. Albummet er ganske rigtigt et pusterum i efterårsgrå Danmark, men en titel, der også kan betyde sanatorieophold eller genoptræningsperiode varsler mere genremæssig fusion, en palet af effekter på strygerne og Sune Pors’ elektriske guitar, markante skift imellem strumming og fingerspil, mere galskab, lidelse, udvikling og helbredelse.
Ikke desto mindre er det et godt debutalbum fra Sune Pors, hvis fingerspil på en akustisk klingende elektrisk guitar kombineret med akustiske Admeta String Quartet er de bærende elementer. »Find Your Feet« minder om en søndag eftermiddag på Aarhus-klassikeren Café Jorden, imens »Equator«, hvor instrumenterne spiller op i mod hinanden i mol, er som en fransk sort/hvid film på en aften i en regnvåd brostensbelagt gade, og »Star Trails« flirter med fusionsjazz/noise med knas på optagelsen, klik og 'pop-lyd' på mikrofonen. Nummeret kunne snildt have båret endnu flere af disse elementer. Stor cadeau til alle instrumentalister og Sune Pors for et fint album – det er dog tydeligt, at den unge guitarist har evnerne til at bevæge sig længere ud i de musikalske afkroge, og det udnytter han forhåbentligt på sin næste udgivelse.