På onsdag (6.6.2012) vil Lorentzen-aficionados blive forkælet med en hel dag helliget komponisten selv og hans yndlingsgenre: Den komiske opera. Seismograf har i den anledning stillet musikprofessor og arrangør af seminaret Lars Ole Bonde fem spørgsmål.

Hvad har komik og kunst med hinanden at gøre?
Der er ingen modsætning mellem kunst og komik. Det vidste allerede Aristoteles. Komedie og tragedie er komplementære genrer. Høj humor kan være stor kunst – tænk på Shakespeare, Holberg, Mozart, Heerup eller Dario Fo.

Er den komiske opera altid sjov?
Det skulle den gerne være, men det kan være på mange måder: Hjertelig, rablende, grotesk, elegant, satirisk, sort – og dermed er der også mange måder at smile og le på. Den komiske opera nåede højdepunkter hos Mozart, Rossini og Offenbach, men derefter har der været længe mellem snapsene.

Hvad er det Bent Lorentzen kan med komikken?
Lorentzen kender de dramaturgiske spilleregler og det klassiske repertoire til bunds, og hans humoristiske palet har rigtig mange farver, fra det sorte til det spraglede.

Hvad er det der fascinerer ved hans værker?
Alle hans værker – herunder de 15 operaer – er meget forskellige, men altid umiddelbart tilgængelige og med en friskhed i det musikalske udtryk. Han skiller sig ud fra andre komponister ved at have andre inspirationskilder (f.eks. brasiliansk musik og Wagners harmonik) og ved at have bevaret evnen til at lege med lyd og musikkens elementer.

Prøv at beskrive hans oeuvre og æstetik i 140 tegn.
Lorentzens musik har drama, drive og direkte appel; spænder fra dyb tragik til høj komik. Hans oeuvre er en udforskning af live og elektronisk lyd som kunstnerisk udtryk.

Læs mere om arrangementet her.

© Charlotte Lakits

»For me, music is a bridge between worlds and cultures, and it’s also a path inward – and outward. Toward new insights. Music is what I use when I meet other people, instead of talking about the weather. It’s music that gives me answers and asks the questions. Music is a release valve and the space that can hold all the unmanageable, infinite, and strange emotions in life. A space for everything I can’t seem to fit anywhere else. Music roots the airy and the ethereal. A dissolution of all that is material and tangible.

When I create music myself, I discover new paths and ingredients within me that I didn’t know I had access to. Music is the language through which one can connect with others – with or without formal training – an imaginary language, and yet so concrete that it can be touched and felt. Music is a peephole into others and a gaze that crosses the boundaries that would otherwise divide us.

For me, music is motive, excuse, and emphasis. And a pressure test between reality and fantasy. Music is balance and chaos, tonal poetry, pure lovely gibberish, ultimate perfection – and sometimes the only thing bearable to listen to.«

Per Bloch is a composer and songwriter, as well as the author of novels and children’s books accompanied by musical audiobooks. Last year, he published the children’s book Gakkelaksen og de 10.000 stjerner and the novel Rosa i al slags lys, both including sound pieces. He also released three new songs in three different languages – Greek/Danish, Faroese, and Greenlandic – as a follow-up to the album Kokoro, which consisted of eight love songs in eight different languages. In addition, he released two remixes – one of them based on the novel's soundtrack, created by the Japanese sound artist Sugai Ken.

© Thomas Borberg

»Musik er min makker, og det har den været altid. Jeg er vokset op i et hjem uden klaver med en far der var kranfører og en mor der er sosu-assistent. Der var ingen stor pladesamling at gå på jagt i, og det stod ikke skrevet i nogen stjerner, at jeg skulle ende på Politiken. Vi holdt jo Det Fri Aktuelt. Men radioen var altid tændt, og jeg har kunnet trampe min egen sti igennem musikhistorien, uden forældre der slog mig oveni hovedet med deres Beatles-plader. Måske er det derfor, min musiksmag er blevet et hot mess af syrerock, streaming-konger, salsa og satan. Til gengæld jeg spiller ikke selv. Det er min lille gave til alle jer andre.«

Pernille Jensen (f. 1984) er musikanmelder på Politiken. Hun begyndte at skrive for musiktidsskriftet Geiger i 2004, og har siden skrevet for Undertoner og Soundvenue, før hun kom til Politiken i 2011.

© Jane Gisselman

»Musik er for mig minder, følelser og oplevelser i – og af – verden. Men den handler lige så meget om at sætte noget i gang og måske – mest af alt – om at holde fast i den frie leg. At lege med andre! Og i den leg kan man proppe hvad som helst: provokationer, fortællinger, der binder os sammen som folk, åndssvage lyde fra jordbærfarvede orgler, rytmebokse af træ og strengeinstrumenter fra en nedlagt centralskole, og meget mere. Når man laver musik, ender det ofte med noget fysisk, man kan stå med i hånden og sige: ‘Det her kom inde fra mit hoved, men nu findes det fandme i virkeligheden – her, på vinyl!’ Og i morgen, du kære kaffekop, går turen i øveren, hvor vi spiller det med mit orkester. For musikken skal ud i verden. På nye eventyr. Sammen med os. Det kan musikken – og jeg – sammen. Det giver en vidunderlig følelse af frihed. Og det er en rar måde at være i verden på. Til alle tider.«

Rasmus Mørup Johansen (f. 1977) – bedre kendt som Telestjernen, men også som protestsangeren Rasmus Johansen fra Fly (tre albums) – er dansksproget sangskriver og musikalsk igangsætter. Han har desuden medvirket i sangskriverkollektiverne Keminova Cowboys og Arctic Assembly (ét album med hver). Ved siden af sit virke som sangskriver og fællesskabsbygger laver han også børnemusik til og med den lokale cirkusklub, Cirkus Højdeskræk. Herudover har han lavet musik med Onkel Reje, børneorkestre og børn fra hele landet. Aktuelt er Telestjernen ude med sit syvende album, Kultfilm fra Karup.

© Kåre Viemose

»For nylig opdagede jeg, at når et par tusinde mennesker klapper deres tykke handsker sammen i minus 30 grader, lyder det som den blødeste techno – et frysende rum, hvor den kolde luft forvandles til en bølge af varme, og vi i et øjeblik af kollektiv hengivelse bliver ét med rytmen, ét med det usynlige bånd, der forbinder os i stilhedens varme. Musik er ikke blot lyde, men et forgæves forsøg på at indfange det uendelige, som altid har været og altid vil være.«

Andreo Michaelo Mielczarek har været ansvarshavende redaktør for Seismograf siden 2021. Han er desuden musikkritiker og kulturjournalist ved Kristeligt Dagblad og Århus Stiftstidende/Avisen Danmark og har gennem årene skrevet for publikationer som Kunsten.nu, Glissando (Polen), Neural (Italien), Raw Vision (UK), Nutida Musik (Sverige), Kunstkritikk (DK/Sverige), Iscene.dk, B.T. og Jazz Special. Han er medforfatter (sammen med Lars Muhl) til bogen HVA’ SAA! En guidet rutsjebanetur gennem Aarhus – før, nu og i fremtiden (2024) og har desuden bidraget til antologien om musikkritik Man skal høre meget (red. Thomas Michelsen og Claus Røllum-Larsen, 2024). Han er medstifter og partner i den polsk-danske kulturorganisation Kultur(a), og hvor end der er et klaver, vil han være der – ivrig efter at lokke en melodi frem af det.