Da Louise Beck i 2022 præsenterede sin første opera på Copenhagen Opera Festival, blev publikum bedt om at medbringe skitøj og termodragter. Den Sidste Olie, om koloniseringen af Grønland og rovdrift på naturen, udspillede sig på isen i Østerbro Skøjtehal. Det blev startskuddet til et frugtbart samarbejde om nyskrevne værker, der udvider operaens rammer og rum. Nu går samarbejdet ind i en ny fase: Fra 1. september bliver Louise Beck festivalens nye kunstneriske leder.
Louise Beck er scenograf, iscenesætter og kunstnerisk leder af opera-platformen OPE-N (tidligere OperaNord). I snart tre årtier har hun arbejdet for at udvikle opera som en levende og samtidsrelevant kunstform – i stedspecifikke formater og i dialog med repertoiret. Hun har desuden markeret sig tydeligt i debatten om operaens udviklingsvilkår og bæredygtige strukturer.
»Igennem årene har jeg fulgt med i Copenhagen Opera Festivals store indsats for at gøre opera mere tilgængelig og fortrylle en hel by med kunstartens stjernestøv. Opera er en altfavnende og vild kunstart, der kan rumme og ramme os alle – og det har festivalen helt rigtigt set. Derfor er den i dag en uundværlig platform, hvor tradition og nybrud, operaelskere og et helt nyt publikum mødes. Den dynamiske platform glæder jeg mig til at være med til at styrke og udvide.« siger Louise Beck
Hun vil videreudvikle festivalens rolle som central infrastruktur i dansk operas økosystem, hvor operahuse, det frie felt og nye stemmer mødes i forpligtende samarbejder – både under festivalen og året rundt.
»I Danmark findes der en enorm talentmasse og et utal af både erfarne og banebrydende kunstnere, der kan og vil udvikle operagenren i det frie felt. Deres skabertrang og visioner er helt afgørende for operaens økosystem, og med en målrettet opbakning fra Copenhagen Opera Festival, vil dette stærke felt kunne nå ud i hele landet og også være med til at sætte Danmark på det internationale opera-landkort,« siger Louise Beck
Beck overtager posten fra Amy Lane og tiltræder 1. september.
Copenhagen Opera Festival 2026 finder sted 13.–23. august i København.
Hun får musikken til at vibrere som en levende organisme
Da jeg første gang lyttede til den danske bratschist, sanger og producer Astrid Sonnes nye album, Great Doubt, vidste jeg ærligt talt ikke helt, hvad jeg skulle stille op med det. Jeg lagde med det samme mærke til, hvor fantastisk Sonnes bratsch lyder på albummet – en så kraftfuld tilstedeværelse, at den nærmest lyder som en dybt kompleks levende organisme, der ånder, føler og bevæger sig dramatisk gennem albummets ni sange.
Min yndlingssang var uden tvivl »Almost«, hvor Sonnes skrøbelige, subtilt intense stemme udelukkende akkompagneres af bratschens minimalistiske pizzicatomelodi, som minder mig om en glemt komposition fra den japanske new age-pioner Hiroshi Yoshimuras mesterværk, Green.
Men på størstedelen af sangene er stemme og bratsch desuden ledsaget af elektroniske rytmer, klaverakkorder og synthfigurer, som til forskel fra bratschens organiske, vibrerende klang, forekom mig nærmest plastikagtigt kunstige. For mig lød det, som om bratschen og elektronikken blev transmitteret fra hver deres vidt forskellige universer og ikke helt kunne finde ud af at sameksistere. Der var noget ved kontrasten, der forekom mig lidt… uncanny.
Men ved gentagne lyt begynder det hele alligevel at give mening. Sonnes køligt underspillede stemme er den lim, der binder hele lydbilledet sammen. Som om den selv eksisterer i det porøse sted mellem bratschens rå naturkraft og elektronikkens tæmmede renhed. Jeg kan lide det mere og mere, og måske ender jeg endda med at elske det. Great Doubt er et album, der på trods af sin beskedne længde på kun 26 minutter kræver fordybelse og eftertænksomhed – og i sidste ende også belønner sin lytter for det.
Cortini – den elektroniske John Williams
Alessandro Cortini er bedst kendt som medlem af Nine Inch Nails, og da jeg inden koncerten smuglyttede til andres samtaler, var det da også tydeligt, at flere var mødt op på grund af relationen til det berømte band og dets larmende, konfronterende musik, der er er milevidt fra det fjerlette ambientunivers, der kendetegner størstedelen af Cortinis soloarbejde.
På ALICE var det en helt tredje side af Cortini, vi fik at opleve: Cortini som filmkomponist. Kunstneren var placeret helt ude i scenens yderkant, hvor han kunne nørkle med sine synthesizere i fred uden at stjæle opmærksomheden fra den film, der blev projekteret op på scenens bagvæg. Kontrastfyldte, taktile billeder, der langsomt gled ind og ud af hinanden. Abstrakte, amorfe former, der i momenter lignede tågede erindringer fra den virkelige verden: regndråber på en bilrude, en storby set fra oven, stjernerne på nattehimlen; tjære, metalspåner, knust krystal.
Cortini mindede mig om en slags elektronisk John Williams, der indsvøbte billederne i et usædvanligt storslået, nærmest symfonisk univers, som ophøjede de sort-hvide lysformer til hieroglyffer for uendelige visdom. Stemningen var så sakral og gribende, at man med lukkede øjne godt kunne glemme, at Cortini ikke var i gang med at besynge Michelangelos malerier bag orglet i Det Sixtinske Kapel, men derimod med at sætte analoge synthtoner til det, der lignede et billede af en granitblok. Nogle af Nine Inch Nails-fansene var, kunne jeg høre, en smule forvirrede over den følelsesfyldte, nærmest romantiske æstetik, men selv beundrede jeg virkelig Cortini for den kompromisløse maksimalisme. Der var ingen påtaget distance eller affekteret kølighed, kun ren, uforfalsket musikalsk vellyd.
Raphael Roginski var intet mindre end magisk
Den polske guitarist Raphael Roginskis koncert på Musikcaféen i HUSET mindede mig om tryllekunst. Som at se en oversavning og tænke »det må være et trick«. For hvad jeg hørte, virker stadig umuligt at frembringe på en guitar, og i en blindtest havde jeg svoret, at der var mindst fire instrumenter på scenen. Men det var ikke et trick. Med kun én guitar og fire pedaler blev vi tryllebundet på en måde, der føltes urmenneskeligt – som noget, mennesket altid har gjort.
Roginski er tydeligvis en berejst mand, der har fundet sit eget udtryk i folkemusik fra hele verden. Med sin absolutte mestring af guitaren, kombineres denne folkelige tone med en banebrydende komposition af klangfarver og teknik. Således skabes en kompleksitet med en salig umiddelbarhed, hvor hvert af de mange lag er smukke, individuelle og ikke insisterende.
Jeg var så medrevet, at jeg spontant hviskede for mig selv »fuck, det lyder godt«. Flere gange. Med sit beskedne setup fremstår Roginski som en slags »konservativ visionær«. Hans udtryk, kunnen og kreativitet finder han kun i instrumentet mellem hænderne. Roginski er ikke kun en teknisk mester, men også en mester i at have teknik. Tit oplever jeg, at virtuositet står i vejen for musikken, hvor koncerten bliver en magtdemonstration og ikke udtryk. Hos Raphael Roginski bliver instrumentet ikke domineret, men er symbiotisk til et punkt, hvor det er svært at stole på sine ører. Man må give sig hen til, hvad man hører.
Svensk-amerikaneren Malone finder nyt land
På All Life Long vender amerikanskfødte Kali Malone tilbage til det orgel, der med The Sacrificial Code i 2019 tog droneverdenen med storm. En delvis tilbagevenden, for det er i virkeligheden kun seks ud af udgivelsens i alt 12 numre, der gør brug af det kirkelige instrument. De resterende seks udgøres 50/50 af kompositioner for henholdsvis kor og blæsere.
Både orgel- og blæsernumrene er langsommeligt smukke stykker, der med førstnævntes bløde, ensomme og melankolske klang og sidstnævntes ophøjede elegiske kvaliteter, endnu en gang fremviser Malones kapacitet som komponist inden for disse instrumentgrupper. Og selvom de vokalbaserede numre ikke begejstrer i lige så høj grad, så er de interessante tilføjelser til Malones musikalske palet.
Den skarpe inddeling af instrumenterne i distinkte enheder skader dog helhedsindtrykket. En del af mig ville ønske, at de tre forskellige instrumentationer havde fået lov til at samspille, i stedet for altid at være separerede. En anden del af mig savner den monolitiske hengivenhed til én stemning, som fokus på kun én af instrumenterne kunne have givet. I stedet hæmmes indlevelsen. Lytteren sættes i ét humør, og derefter et andet, nærmest så snart nummeret har formået at krybe ind under huden.
Indrømmet, det er lidt et luksusproblem. Og kan man se bort fra denne i det store hele mindre anke, så er All Life Long fyldt med materiale, der ikke bare understøtter fortællingen om Malone som en singulær stemme inden for sit felt, men også peger i nye, endnu ikke helt udforskede retninger.
Wauw, sikke en guitardrøm
Alle kender de ubærligt kedelige toner, når en middelmådig musiker bruger lidt for lang tid på at stemme sin guitar på en amatørscene eller i en social sammenhæng. Der er bare INTET musik i det – men det opstod der her! Og det var skægt ovenikøbet, da de 30 musikere langs alle væggene langsomt stemte deres forstærkede guitarer fra bunden. De mange skæve toner gik i resonans, og fra alle hjørner af Metronomen opstod der med- og modklang i førstesatsen af værket Copenhagen Guitar Summit 2024. Musik skabt ud fra en triviel stemmesituation af lydkunstneren PJ Fossum, som selv ledte de fem satser.
I »Waves« spillede halvdelen en flageoletakkord oppefra og ned – modgruppen svarede med samme akkord, men nedefra og op. Uhyre simpelt, men stor effekt når alle disse let æteriske overtoner bølgede frem og tilbage mellem hinanden. I »Raindrops« faldt enkelttoner som perler, stemningsfuldt og musikalsk. Publikum gik rundt imellem det hele eller lagde sig ned i musikken, som omsluttende dem.
Vildere gik det for sig i »Power Chords«, hvor guitaristernes magtfulde greb fik frit spil – men samlede sig til sidst i en fælles tone, der klart hørtes som en kvint i en overordnet akkord. Dominantakkorden måtte bare opløses og det skete i den afsluttende »Feedback«’ Alle instrumenter gik i rundhyl i et kæmpe lydinferno, og musikerne efterlod guitaren tæt på forstærkeren, så den klarede de destruktive feed-lyde helt selv. Guitaristerne gik så rundt mellem os andre, indtil PJ Fossum afsluttede det hele fra hovedafbryderen. Wauw. En times smuk, stemningsfuld og original guitardrøm.