Goodiepal udstiller for tiden på Andersen’s Contemporary. Udstillingen tager udgangspunkt i hans nye bog El Camino Del Hardcore – Rejsen Til Nordens Indre og i dag spiller han på Blågårdens Bibliotek. Seismograf har mødt ham til et kort interview om musik, der ikke er der længere - om viden, der bare kopieres - og om hvordan kunst- og musikscenerne smelter sammen.

Du har udgivet en bog: El Camino Del Hardcore – Rejsen Til Nordens Indre. Hvad handler den om?

”Den handler om musik. Simpelthen.”

Hvordan?

”Den handler om alting - forstået på den måde, at jeg har jo skrevet alt hvad jeg ved i den bog. Så er der sikkert noget jeg ved, som jeg ikke har skrevet i bogen – og noget jeg ikke ved, som jeg også har skrevet i bogen. Den handler om hvad man kan gøre efter Radikal Computermusik – men den er jo skrevet mens jeg kørte rundt i store dele af verden på cykel, så det er også lidt en rejsebeskrivelse.

Der er skrevet utroligt meget musik ind i bogen, så man kunne godt kalde det samling nye værker. Men det, der er specielt ved de værker er, at mange af dem ikke længere er eksisterende. I bogen hører man hele tiden om værker, der af den ene eller den anden grund ikke længere findes – de er måske faldet sammen, eller forsvundet eller noget helt tredje. Det er fordi jeg mener, at de store komponister er døde. I dag er man nødt til at pakke sin musik ind på en anden måde, så derfor handler bogen også om at kryptere. Der er utrolig meget viden, der er krypteret i bogen.

Det hænger også sammen med at folk efterhånden bare citerer og citerer. Vi har Wikipedia som det bedste eksempel. Det er jo ikke svært at vide noget om kvantefysik, det kan man læse på Wikipedia – men det er svært at sige noget nyt om kvantefysik. For eksempel den der ’videnskunst’, der bliver lavet nu, den byder jo ikke på ny viden.”

Du har været væk et stykke tid og nu er du tilbage – hvorfor det?

”Jeg har altid kommet lidt tilbage - og jeg er heller ikke kommet mere tilbage end som så. Men nu har jeg jo en udstilling i Danmark på Andersen’s Contemporary. Bogen har sådan set været ude et stykke tid, men det kræver en udstilling i Danmark, før der er nogen der gider at forholde sig til, at jeg har lavet en bog. Faktisk har jeg været i Danmark ind imellem hele tiden. Jeg lå med et brækket ben i tre måneder i Danmark for et års tid siden.”

For mig at se har du i de senere år nærmet dig galleriscenen. Er det en mere interessant scene for dig end musikmiljøet?

”De hænger sammen. Det bliver sværere og sværere at skelne det ene fra det andet. Det er stadig musik det handler om. Jeg har beskæftiget med musik, der har været så højtravende, at den danske musikverden ikke gider at røre ved det. I rytmiske musikkredse har jeg nærmest været hadet – mens kunstkredsene har sagt: ”Nej, hvor spændende”. Så jeg er gået derhen hvor der har været interesse. På den måde er det jo virkelig rock’n’roll – jeg er bare taget derhen, hvor det næste gig har været. Men jeg kan da godt se på de folk der kom til udstillingsåbningen, at nu var det langt væk fra musikmiljøet. Nu var det kunstnerne og alle forfatterne – der var simpelthen ikke en komponist eller rytmisk musiker til stede. Og på den måde må jeg erkende, at mit popmusikertække er faldende.

Men der er sket en interessant udvikling over de sidste 15 år. For eksempel sidder der i dag rigtig mange på kunstakademierne, der arbejder med lyd, og i de seneste par år har der også været mange installatoriske ting på musikscenen. Så det er beskrivende for hvor det hele er ved at bevæge sig hen, og det er mere en tendens end det har noget med mig at gøre. Måske er to højttalere og konceptalbummets dage bare talte. Jeg synes langt de fleste musikere har referencer, der peger tilbage, og derfor peger på noget der i bund og grund er uopnåeligt. Og det er måske lidt svært for musikken at acceptere, at det er sådan. Men jeg er ikke den eneste, der beskæftiger sig med musik, som er røget over mod galleriscenen. Så i stedet for at tale om et personligt opgør, vil jeg hellere se det som en tendens. Der vil jo altid være en brydning de forskellige kunstarter imellem. Der er altid en ping-pong.”

I dag kl. 17 skal du så optræde på Blågårdens bibliotek – hvad kan vi forvente os af det?

”Jeg præsenterer bogen – og så spiller jeg nogle af de værker der ikke findes mere – som musik. Og så kan man vel låne bogen, nu man er på biblioteket.”

© PR
»Musik for mig er en konstant bevægelse (i mig). Det er en konstant skiftende sang i mit hoved. Musik kan være beroligende og opløftende, og den kan give mig svar, som jeg ikke vidste fandtes. Musik leder mig gennem livet – om det er de største og bedste øjeblikke i mit liv, eller det er svære perioder. Musik er også et fællesskab, hvor nye tanker og ideer kan få liv. Fællesskabet er netop ikke en konkurrence, men det er en måde at bevæge sig fremad sammen.«
 
Troels H. Sørensen er booking- og programansvarlig på spillestedet Skråen i Nordjylland. Han er tidligere bestyrer på 1000Fryd. Sammen med Casper Clasen driver han Lasher Agency og står bl.a. for festivalen Lasher Fest. Sørensen spiller i bandet Vægtløs og har tidligere været med i diverse bands fra den aalborgensiske undergrund og har udgivet plader gennem sit cooperative pladeselskab 5FeetUnder Records.
kortkritikrelease
25.05

Ekstase uden eufori

Olof Dreijer: »Loud Bloom«
© PR
© PR

Med debutalbummet Loud Bloom fremstår Olof Dreijer – bedst kendt fra The Knife – som én, der ikke helt har forstået, at festen er slut. Eller måske forstod det før alle andre. I årevis er klubmusikken blevet opslugt af populærkulturen og dens formsprog – ikke mindst via Charli XCX, PC Music og hele hyperpop-komplekset – er blevet importeret ind i popsangen som energi, ironi og tekstur. På Loud Bloom sker det modsatte. Det er ikke klubmusik forklædt som pop, men popmusik underkastet klubbens tidslighed: cirkulær, dvælende og uden trang til hurtig forløsning.

Dreijer forstår noget væsentligt om repetition – melodierne er fængende uden at mase sig på. Særligt »Rosa Rugosa«, »Plastic Camelia« og »Cassia« er øjeblikkeligt iørefaldende, men melodierne undgår at stivne som slogans. Lydbilledet er luftigt og næsten blottet for akkordflader. Steeldrums, glinsende synthfigurer, pitchede tom-toms og subbas bevæger sig lyrisk rundt i musikken, mens kastagnetter og koklokker flimrer i periferien. Selv vokalerne fungerer mere som tekstur end som centrum.

Albummet føles konstant i bevægelse, som om melodierne spaltes gennem prismer, der hele tiden frembringer nye luminøse overflader. På »Lantana« flyder tonerne væk fra deres udgangspunkt som udtværede akvareller – ikke helt mikrotonalt, men med en fornemmelse af intonation som noget flydende. Netop derfor savner man indimellem noget fremmed. Hos The Knife fungerede Karin Dreijers vokal som et urovækkende modspil – androgyn, barnlig, truende. På Loud Bloom er klangverdenen mere homogen og udglattet. 

Alligevel føles albummet som arvtager til den halvklubbede, halvpoppede kalejdoskopiske computermusik fra midt-10’erne – Caribous Our Love og Jamie XX’s In Colour – der turde være melodisk uden ironiens sikkerhedsnet. Dreijers musik tror på ekstase som blid erfaring. Det er musik, der vil danses til, men som samtidig virker genert ved tanken om fest.

kortkritikrelease
21.05

Kunstig intelligens på autoplay

Slopcore: »Simon Littauer«
© PR
© PR

Automatiseringens logik har længe været del af moderne musikproduktion. Men hvad sker der, når den ikke længere blot assisterer, men overtager selve den kreative proces og udfoldelse? Simon Littauers Slopcore er et af de seneste bud. Lyden af det AI-drevne projekt er ikke som sådan radikal, men interessant fordi Slopcore er flere ting på én gang: både et konkret take på en kunstnerisk praksis fremtvunget af de seneste års AI-udvikling og et symptom på de altomsiggribende datamodeller, der diskuteres voldsomt i disse år.

Slopcore mimer en velkendt streamingplatform-logik, men hvor musikken her genereres i realtid og lydstrømmen løbende tilpasser sig lytterens adfærd, idet man proaktivt kan like output’et eller skippe videre, når man vil. Det simple interface med play, pause og *heart* akkompagneres af en pointillistisk bølge som visuelt understreger, hvordan Slopcores udtryk genremæssigt snor sig gennem genkendelige elektroniske landskaber af house, 00'er-electronica, IDM, techno, drum'n'bass, ambiente synthflader etc. etc. For det meste rytmisk, harmonisk og melodisk konsistent, ikke alt for eksperimenterende. 

Som en AI-boostet forlængelse af Littauers øvrige musikalske praksis – der allerede har stærke iboende aleatoriske og algoritmiske elementer – giver det hele god mening. AI forsvinder ikke som teknologi, og parallellen til fx Spotifys voksende AI-satsning eller en platform som Suno er oplagt nok. Littauers afsenderposition som etableret elektronisk musiker vikles ind i en dybt kommerciel og uigennemsigtigt data-arkitektur (læs: Googles). Og valget af titel refererer åbenlyst (ironisk?) til »AI slop«-begrebet, som dækker over den generiske, sjælløse overproduktion af billeder og lyd, der oversvømmer alle digitale platforme. Foruden at være en sjov lytteoplevelse, kan Slopcore ses som et relevant – måske i disse tider, ligefrem modigt – partsindlæg i en forvirrende, verserende debat om kunstnerisk integritet og autenticitet i en kulturverden, der ikke kan beslutte sig for, om den vil kæmpe imod eller bare logge ind. 

kortkritikrelease
18.05

Et sted mellem syredrøm og lydhave

Kaloja: »A Body of Water«
© PR
© PR

A Body of Water træder man direkte ind i den finske multikunstner Jan Anderzéns (Tomutonttu, Kemialliset Ystävät) helt egenartede lydunivers. Det er et kollageværk af fantasifulde melodier, skabt i samarbejde med britiske Paul Wilson (f.ampism, Yayoba), som bidrager på mere diskret vis til det farverige kludetæppe af lydtråde. Diskret, måske, men alligevel mærkbart. For detaljerigdommen i lydbilledet er høj, under de ofte omskiftelige melodier er der masser af små, friske skud, der higer mod trommehinden. Det er som en syredrøm, hvor hele verden omkring dig, alt fra blomsterne i vejkanten til flyvemaskinen i himlen, synger for dig. 

Disse mange kaotiske, hurtige indtryk har den lidt paradoksale virkning, at musikken bliver af en mere ambient karakter. Det kan være sjovt virkelig at lytte aktivt til de små detaljer, som bobler og perler overalt under overfladen, eller sommetider bryder igennem og dominerer frekvenserne for en stund. 

Men stærke, gennemgående melodier, som kan forankre lytteoplevelsen, udebliver til fordel for vibes. Det er vel at mærke ikke en dårlig ting. Forstået i en ambient kontekst giver albummet, der før virkede en kende retningsløst, pludselig mening. Den legesyge dybde uden alt for mange rammer inspirerer til mangfoldig fri association. Det er vidunderlig musik, der inviterer til dagdrømmeri – et multikulørt univers, hvor fantasien hele tiden finder nye veje gennem detaljernes tætte underskov.

© Meseguer

»For os er musik den ultimative ledsager. Som lyttere fremmer den en følelse af fællesskab og bygger bro mellem sjæle gennem den fælles oplevelse af lyd. Som skabere konfronterer musikken os dog med vores eget indre tomrum, den dybe ensomhed, der nærer den kreative ånd. Samtidig udfordrer den os til at springe ud i det ukendte for at tyde det ubeskrivelige. Musikken forankrer os til nuet, til nuet, som deles med et livepublikum – men den berører også det evige.« 

L'arannà er en elektronisk folkemusikduo. Med deres seneste projekt, Turmarí, dykker duoen dybt ned i folkemusiktraditionerne på Pityusic-øerne og tilbyder – gennem deres blanding af lydudforskning – et perspektiv på Ibiza og Formentera. Synthesizere og keyboards deler scenen med traditionelle instrumenter og æstetik inspireret af den forfædres ball pagès-dans. Ved at genoplive cant redoblat (en unik sangform fra disse øer, bevaret af færre end tyve mennesker), væver gruppen en fortælling, der sporer rødderne og den levede virkelighed på to øer, der er langt mere end blot et drømt paradis. Bandet turnerer rundt i Danmark og Sverige fra den 27. til den 31. maj og spiller på spillesteder som Turkis, Dexter, Inkonst eller ALICE.