Goodiepal udstiller for tiden på Andersen’s Contemporary. Udstillingen tager udgangspunkt i hans nye bog El Camino Del Hardcore – Rejsen Til Nordens Indre og i dag spiller han på Blågårdens Bibliotek. Seismograf har mødt ham til et kort interview om musik, der ikke er der længere - om viden, der bare kopieres - og om hvordan kunst- og musikscenerne smelter sammen.

Du har udgivet en bog: El Camino Del Hardcore – Rejsen Til Nordens Indre. Hvad handler den om?

”Den handler om musik. Simpelthen.”

Hvordan?

”Den handler om alting - forstået på den måde, at jeg har jo skrevet alt hvad jeg ved i den bog. Så er der sikkert noget jeg ved, som jeg ikke har skrevet i bogen – og noget jeg ikke ved, som jeg også har skrevet i bogen. Den handler om hvad man kan gøre efter Radikal Computermusik – men den er jo skrevet mens jeg kørte rundt i store dele af verden på cykel, så det er også lidt en rejsebeskrivelse.

Der er skrevet utroligt meget musik ind i bogen, så man kunne godt kalde det samling nye værker. Men det, der er specielt ved de værker er, at mange af dem ikke længere er eksisterende. I bogen hører man hele tiden om værker, der af den ene eller den anden grund ikke længere findes – de er måske faldet sammen, eller forsvundet eller noget helt tredje. Det er fordi jeg mener, at de store komponister er døde. I dag er man nødt til at pakke sin musik ind på en anden måde, så derfor handler bogen også om at kryptere. Der er utrolig meget viden, der er krypteret i bogen.

Det hænger også sammen med at folk efterhånden bare citerer og citerer. Vi har Wikipedia som det bedste eksempel. Det er jo ikke svært at vide noget om kvantefysik, det kan man læse på Wikipedia – men det er svært at sige noget nyt om kvantefysik. For eksempel den der ’videnskunst’, der bliver lavet nu, den byder jo ikke på ny viden.”

Du har været væk et stykke tid og nu er du tilbage – hvorfor det?

”Jeg har altid kommet lidt tilbage - og jeg er heller ikke kommet mere tilbage end som så. Men nu har jeg jo en udstilling i Danmark på Andersen’s Contemporary. Bogen har sådan set været ude et stykke tid, men det kræver en udstilling i Danmark, før der er nogen der gider at forholde sig til, at jeg har lavet en bog. Faktisk har jeg været i Danmark ind imellem hele tiden. Jeg lå med et brækket ben i tre måneder i Danmark for et års tid siden.”

For mig at se har du i de senere år nærmet dig galleriscenen. Er det en mere interessant scene for dig end musikmiljøet?

”De hænger sammen. Det bliver sværere og sværere at skelne det ene fra det andet. Det er stadig musik det handler om. Jeg har beskæftiget med musik, der har været så højtravende, at den danske musikverden ikke gider at røre ved det. I rytmiske musikkredse har jeg nærmest været hadet – mens kunstkredsene har sagt: ”Nej, hvor spændende”. Så jeg er gået derhen hvor der har været interesse. På den måde er det jo virkelig rock’n’roll – jeg er bare taget derhen, hvor det næste gig har været. Men jeg kan da godt se på de folk der kom til udstillingsåbningen, at nu var det langt væk fra musikmiljøet. Nu var det kunstnerne og alle forfatterne – der var simpelthen ikke en komponist eller rytmisk musiker til stede. Og på den måde må jeg erkende, at mit popmusikertække er faldende.

Men der er sket en interessant udvikling over de sidste 15 år. For eksempel sidder der i dag rigtig mange på kunstakademierne, der arbejder med lyd, og i de seneste par år har der også været mange installatoriske ting på musikscenen. Så det er beskrivende for hvor det hele er ved at bevæge sig hen, og det er mere en tendens end det har noget med mig at gøre. Måske er to højttalere og konceptalbummets dage bare talte. Jeg synes langt de fleste musikere har referencer, der peger tilbage, og derfor peger på noget der i bund og grund er uopnåeligt. Og det er måske lidt svært for musikken at acceptere, at det er sådan. Men jeg er ikke den eneste, der beskæftiger sig med musik, som er røget over mod galleriscenen. Så i stedet for at tale om et personligt opgør, vil jeg hellere se det som en tendens. Der vil jo altid være en brydning de forskellige kunstarter imellem. Der er altid en ping-pong.”

I dag kl. 17 skal du så optræde på Blågårdens bibliotek – hvad kan vi forvente os af det?

”Jeg præsenterer bogen – og så spiller jeg nogle af de værker der ikke findes mere – som musik. Og så kan man vel låne bogen, nu man er på biblioteket.”

kortkritik
01.05.2022

Glitchede traumer på væggen

Yeule: »Glitch Princess«
© PR
© PR

Inden singaporeanske Yeules andet studiealbum, Glitch Princess, slutter af med en knap fem timer lang synthmeditation, er der allerede sket en del. 

Hovedpersonen har præsenteret sig selv med netop glitchet stemme på »My Name is Nat Cmiel«. Oven på den sparsomme lyd af spilledåse har vi lært, at Nat Cmiel ikke bare er en balletinteresseret person i starten af tyverne, der elsker flotte lydteksturer, men også kan lide »at blive knaldet og knalde«, slet og ret. Stemningen er dyster.

Det er kun begyndelsen på en rejse ned i sindets afgrund. Yeule synger bedragende forsigtigt om selvskade og traumer, mens kvindestemmen bliver til en pigestemme og ender som lyse, robottiske hyl. Alt sammen manipuleret, udsat for sabotage og tilsat stjernetåger af synth. »How can I burn out of my real body?« lyder et af de gentagede mantraer.

Albummet pendulerer mellem lydkunst og rendyrket pop, der på overfladen er glad, men bærer på smertelig, underkuet lyrik. Især første halvdel er værd at lytte til for eksperimenterne med vokal og kontrasten mellem eksplosioner af poplykke og afgrundens dybde. Anden halvdel har en tendens til at reducere glitch til ren effekt i mere traditionelle popskemaer. Indtil da er Yeules Glitch Princess en af årets mest løfterigt forstemmende udgivelser.

kortkritik
25.04.2022

Naturen kalder

Lydkollektivet Newclear + Jakob Steen
© PR
© PR

Med deres Xenon-residency havde Lydkollektivet Newclear og billedkunstner Jakob Steen sat sig for at skabe møder. Møder mellem natur og kultur, musik og billedkunst. Det var dog desværre netop i mødet, at helhedsoplevelsen blev svækket. Billedsiden var det svageste led. Nogle få sekvenser gjorde sig bemærket ved deres kompositioner, temaer og farver – nogle lignede nærbilleder af levende materier, andre organiske former i kosmisk størrelsesforhold. Men for størstedelens vedkommende forblev det desværre undervældende. 

Den øjensynligt ikke helt gennemtænkte opstilling hjalp heller ikke – de fire kunstnere havde placeret sig i midten af lokalet, med stole til publikum i en halvmåne omkring sig, og med skærmen til billedmaterialet for enden af lokalet. Med den uheldige bivirkning, at man som tilskuer måtte vælge mellem enten at beskue videokunsten på fjernt hold og gennem klyngen af musikere, eller sætte sig i halvmånens yderpunkter, hvorfra man kun kunne rette sin opmærksomhed på én ting ad gangen. 

De musikalske aspekter var heldigvis langt mere givende. Med analog og digital percussion, synths, samplers og trompet skabte Newclear og Steen en levende, ofte pulserende lyd. En abstraktion over naturen i sin mangfoldighed, samt de lige så mangfoldige måder, vi som mennesker møder den. Men det centrale møde – det mellem musikken og billedkunsten – blev besværliggjort af et uligevægtigt kvalitetsforhold og underligt manglende holistisk tilgang.

kortkritik
24.04.2022

Tubasøjler i øret

Microtub + Blue Lake – Brønshøj Vandtårn/Alice
© Andreas Thaulow
© Andreas Thaulow

En tubatrio, der spiller afmålte mikrotonale flader på deres hjemmedrejede instrumenter – og ovenikøbet kalder sig for Microtub… Ingen grund til at pakke noget ind, åbenbart. Hvad du hører, er, hvad du får, og hvorfor ønske sig mere, når den kirurgiske klang bliver sendt ud i et vandtårn med 40 sekunders rumklang? 

ALICE havde inviteret til Brønshøj, og som opvarmning i det betonkolde rum skulle vi først afstresses af en klarinet-, zither-, og fløjteimprovisation af Jason Duncan aka Blue Lake. En kælende ambient leg: fabulerende på grænsen til det søvndyssende. Bare en enkelt lussing blandt de drømmende kærtegn havde været godt. 

Så hellere den firkantede tilgang, som Microtub stædigt diskede op med: Dirrende klange rejste sig som de grå betonsøjler, der bærer den rungende konstruktion. Stålsat, nærmest kynisk, smeltede musikkens og tårnets funktionelle arkitektur sammen. 

Den transformerende minimalisme var som sådan ikke vanvittig opfindsom: en toptone, der pludseligt hæver sig i akkordbrydningen, så en bundtone, der senere følger efter. Men klangene skabte den fornødne turbulens i rummet, der gjorde værkerne spændstige. Mest inciterende var de helt tætte ansatser hen mod slutningen. Dér slog lyden sprækker i luften, så det gyngede i hovedet, og det indre øre hylede med. Det stabile fundament blev faretruende usikkert: Man vidste aldrig, hvilke fascinerende knæk lyden ville tage. 

kortkritik
23.04.2022

Exhilarating

Tomasz Dąbrowski: »Tomasz Dąbrowski & The Individual Beings«
© April Records
© April Records

With his latest album, Polish jazz wonder Tomasz Dąbrowski creates one of the most interesting and cognitive dissonant experiences of the moment. Seeking his inspiration in both Western and East European jazz traditions, Dąbrowski delivers a fascinating mix of textures and references, but also offers the possibility of a renewal of old tropes.

If the album is presented as a tribute to his mentor, Polish jazz trumpetist and pioneer Tomasz Stańko (11 July 1942 – 29 July 2018), and if one can indeed see a homage, especially in the »Jr«, »In Transit« and »Spurs of Luck« tracks, it has also and fortunately a distinctive personality of his own.

Feeding on the obvious legacy of the 1965-1967 Coltrane and avant-garde Polish jazz, Dąbrowski also mixes improbable sounds reminding the listener of a secret sauce made associating the likes of McCoy Tyner, Sam Rivers, Gerry Mulligan and even Chet Baker. For instance, the tracks »Old Habits«, »Sandy« and »Troll« could be the best tribute and deconstruction of West Coast cool jazz ever.

To conclude, Tomasz Dąbrowski & The Individual Beings is an exceptionally interesting and exhilarating album, which manages to both enchant and challenge the listener in exciting ways. Very highly recommended to all those who thought the free jazz had become a rotting corpse feeding on itself.

kortkritik
23.04.2022

Fortryllende

Tomasz Dąbrowski: »Tomasz Dąbrowski & The Individual Beings«
© April Records
© April Records

Med sit seneste album skaber det polske jazz-vidunder Tomasz Dąbrowski en af ​​de mest interessante og kognitivt dissonante oplevelser i øjeblikket. Idet han søger sin inspiration i både vestlige og østeuropæiske jazztraditioner, leverer Dąbrowski en fascinerende blanding af teksturer og referencer, men tilbyder også muligheden for en fornyelse af gamle troper.

Hvis albummet præsenteres som en hyldest til hans mentor, den polske jazztrompetist og pioner Tomasz Stańko (11. juli 1942-29. juli 2018), og hvis man faktisk kan se en hyldest, især i numrene »Jr«, »In Transit« og »Spurs of Luck«, har den også og heldigvis en særegen personlighed.

Dąbrowski næres af den åbenlyse arv fra Coltrane fra 1965-1967 og polsk avantgardejazz, men blander også forbavsende lyde, der minder lytteren om en hemmelig sauce, der forbinder folk som McCoy Tyner, Sam Rivers, Gerry Mulligan og endda Chet Baker. For eksempel kunne numrene »Old Habits«, »Sandy« og »Troll« være den bedste hyldest og dekonstruktion af West Coast cool jazz nogensinde.

For at konkludere: Tomasz Dąbrowski & The Individual Beings er et usædvanligt interessant og spændende album, som formår både at fortrylle og udfordre lytteren på spændende måder. Stærkt anbefalelsesværdigt til alle dem, der troede, at freejazzen var blevet et rådnende lig, der spiser af sig selv.