Goodiepal udstiller for tiden på Andersen’s Contemporary. Udstillingen tager udgangspunkt i hans nye bog El Camino Del Hardcore – Rejsen Til Nordens Indre og i dag spiller han på Blågårdens Bibliotek. Seismograf har mødt ham til et kort interview om musik, der ikke er der længere - om viden, der bare kopieres - og om hvordan kunst- og musikscenerne smelter sammen.
Du har udgivet en bog: El Camino Del Hardcore – Rejsen Til Nordens Indre. Hvad handler den om?
”Den handler om musik. Simpelthen.”
Hvordan?
”Den handler om alting - forstået på den måde, at jeg har jo skrevet alt hvad jeg ved i den bog. Så er der sikkert noget jeg ved, som jeg ikke har skrevet i bogen – og noget jeg ikke ved, som jeg også har skrevet i bogen. Den handler om hvad man kan gøre efter Radikal Computermusik – men den er jo skrevet mens jeg kørte rundt i store dele af verden på cykel, så det er også lidt en rejsebeskrivelse.
Der er skrevet utroligt meget musik ind i bogen, så man kunne godt kalde det samling nye værker. Men det, der er specielt ved de værker er, at mange af dem ikke længere er eksisterende. I bogen hører man hele tiden om værker, der af den ene eller den anden grund ikke længere findes – de er måske faldet sammen, eller forsvundet eller noget helt tredje. Det er fordi jeg mener, at de store komponister er døde. I dag er man nødt til at pakke sin musik ind på en anden måde, så derfor handler bogen også om at kryptere. Der er utrolig meget viden, der er krypteret i bogen.
Det hænger også sammen med at folk efterhånden bare citerer og citerer. Vi har Wikipedia som det bedste eksempel. Det er jo ikke svært at vide noget om kvantefysik, det kan man læse på Wikipedia – men det er svært at sige noget nyt om kvantefysik. For eksempel den der ’videnskunst’, der bliver lavet nu, den byder jo ikke på ny viden.”
Du har været væk et stykke tid og nu er du tilbage – hvorfor det?
”Jeg har altid kommet lidt tilbage - og jeg er heller ikke kommet mere tilbage end som så. Men nu har jeg jo en udstilling i Danmark på Andersen’s Contemporary. Bogen har sådan set været ude et stykke tid, men det kræver en udstilling i Danmark, før der er nogen der gider at forholde sig til, at jeg har lavet en bog. Faktisk har jeg været i Danmark ind imellem hele tiden. Jeg lå med et brækket ben i tre måneder i Danmark for et års tid siden.”
For mig at se har du i de senere år nærmet dig galleriscenen. Er det en mere interessant scene for dig end musikmiljøet?
”De hænger sammen. Det bliver sværere og sværere at skelne det ene fra det andet. Det er stadig musik det handler om. Jeg har beskæftiget med musik, der har været så højtravende, at den danske musikverden ikke gider at røre ved det. I rytmiske musikkredse har jeg nærmest været hadet – mens kunstkredsene har sagt: ”Nej, hvor spændende”. Så jeg er gået derhen hvor der har været interesse. På den måde er det jo virkelig rock’n’roll – jeg er bare taget derhen, hvor det næste gig har været. Men jeg kan da godt se på de folk der kom til udstillingsåbningen, at nu var det langt væk fra musikmiljøet. Nu var det kunstnerne og alle forfatterne – der var simpelthen ikke en komponist eller rytmisk musiker til stede. Og på den måde må jeg erkende, at mit popmusikertække er faldende.
Men der er sket en interessant udvikling over de sidste 15 år. For eksempel sidder der i dag rigtig mange på kunstakademierne, der arbejder med lyd, og i de seneste par år har der også været mange installatoriske ting på musikscenen. Så det er beskrivende for hvor det hele er ved at bevæge sig hen, og det er mere en tendens end det har noget med mig at gøre. Måske er to højttalere og konceptalbummets dage bare talte. Jeg synes langt de fleste musikere har referencer, der peger tilbage, og derfor peger på noget der i bund og grund er uopnåeligt. Og det er måske lidt svært for musikken at acceptere, at det er sådan. Men jeg er ikke den eneste, der beskæftiger sig med musik, som er røget over mod galleriscenen. Så i stedet for at tale om et personligt opgør, vil jeg hellere se det som en tendens. Der vil jo altid være en brydning de forskellige kunstarter imellem. Der er altid en ping-pong.”
I dag kl. 17 skal du så optræde på Blågårdens bibliotek – hvad kan vi forvente os af det?
”Jeg præsenterer bogen – og så spiller jeg nogle af de værker der ikke findes mere – som musik. Og så kan man vel låne bogen, nu man er på biblioteket.”
Ambiente lunger
Fra allerførste sekund på Another Presence af den elektroniske producer Amphior aka Mathias Hammerstrøm kan man fornemme det: åndedrættet. Eller indånding, rettere sagt. For det lyder ikke som om, der bliver pustet ud på det første nummer »Void«. Noget ophober sig. Som luft, der siver baglæns gennem elektroniske stemmelæber og samler sig i syntetiske lunger, der vugger det ambiente liv.
Man hungrer lidt efter et forløsende brøl oven på albummets optrappende indslusning, men det kommer naturligvis aldrig. I stedet kanaliserer Hammerstrøm energien ud i forskellige vægtløse tilstande. Det er oftest lavfrekvente abstrakte landskaber, Hammerstrøm maler med sine modulationer. Som den dunkle drone på »Sleepwalker«, der dog lysner til sidst med skær af daggryskor. Indimellem dukker der figurer op, man kan gribe om: små satellitter i stratosfæren, som det brudte beat bagest i mixet på den synthbårne »Dream Traveler«, der klæber om et knitrende slør af hvid støj. Velsmagende detaljer.
Hvis respirationssystemet havde fadere og cutoff-filtre, ville det lyde som Hammerstrøms musik. Og man fornemmer en slags åndelig ventilation i de elektroniske vejrtrækninger. En forvrænget stemme kæmper rundt omkring på albummet for at trænge igennem rumklangen. Hammerstrøm slipper den ikke fri, og det er ærgerligt, for det havde måske været den håndsrækning til lytteren, man ender med at savne i de dystre meditationer på Another Presence.
Fuldendt fortabelse
Quivers debut-EP, Artificial Tranquility, spilder ikke min tid. Få sekunder efter at jeg har trykket play, gennemdolkes trommehinderne af staccato elektroniske issyle. Næsten lige så hurtigt som denne bratte opvågnen, falder der et orgel ind bag støjen og ændrer oplevelsen: Et radikalt skift i tempo og humør.
Parringen mellem synths, samples og orgel – et instrument, der med sit dronende aspekt i virkeligheden ikke er så langt fra elektronisk musik, som dets kirkelige associationer ellers kunne implicere – skaber en bred spændvidde, som denne EP i høj grad benytter sig af. Sammensmeltningen af de elektroniske elementers hårde, aggressive hakken med en analog sørgmodig fylde og varme skaber et lydbillede, der kræver min absolutte opmærksomhed. Det lyder ikke bare som en masse synths og samples smidt i en blender, hakket i småstykker, og sammensat på ny – til tider lyder det faktisk som selve blendeprocessen. Kaotisk og destruktivt. Og på andre tidspunkter smukt og sammensat.
Jeg har en svaghed for denne moderne blanding af progressive electronic, samples og analoge instrumenter, og netop derfor præsenterer Quiver mig ikke for noget, jeg ikke har hørt før. Til gengæld formår han på blot omtrent 16 minutter at skabe et fuldendt værk, der både fungerer i sin egen ret og gør mig nysgerrig på, hvor han vil tage sin lyd hen i fremtiden.
Tilfældighedernes spil
Tiden, hvor man kunne komme på rundvisning inde i Danmarks første datamat, er for længst forbi. I dag er der til gengæld mulighed for at opnå en følelse af at sidde foran en skærm og eksperimentere med lydeffekter i nattens mulm og mørke – uden selv at være tilstede. Netop denne fornemmelse fremmanes ved afspilning af Bitter Glitters debutalbum Two Steaks and the Sauce, der sender auditive hilsner til tidlig elektroniske musik og noise.
De eksperimenterende toner og effekter sender tankerne i retning af det der lille galleri i en forstad til Berlin, du endte på klokken nat, imens en håndfuld venner holdt jamaften in the name of Einstürzende Neubauten, Kraftwerk og Deutsch Amerikanische Freundschaft. Det er ikke en stor musikalsk oplevelse, men man skal heller ikke underkende, at kunstneren har styr på sit bagkatalog og fremført et ganske udmærket lucky shot.
Trænger man til et mørkt trip af tilfældigheder uden tømmermænd, kan det varmt anbefales at bruge 17 minutter med albummet i ørerne.
Lad os bygge fremtiden
Med A Talk of Our Time giver Niels Rosing-Schow os et indblik i de refleksioner, han gjorde sig under pandemien. Mest imponeret var han over, at det lykkedes ungdomsgenerationen at rejse sig, både i form af Black Lives Matter- og klimabevægelsen. Klaverkoncerten for højrehånd All Right?! skaber fornemmelsen af noget krybende, en konstant serie af opbygninger og nedbrydninger. Dommedag venter. Men lejlighedsvise tonale passager signalerer, at vi er »all right, don’t look up, der er ikke ild i dit hus«. Æstetisk sætter koncerten os i en en position, hvor vi kan mærke afgrunden komme tættere på. Alt det, Greta Thunberg konstant minder os om.
I værket Unspoken – unheard, dedikeret til BLM – mumler musikerne citater fra forskellige borgerrettigheds-profiler, men den energi og vrede, der normalt følger kampen for racelighed, bliver ikke engang et ekko, men støj. Måske er det netop Rosing-Schows refleksion over egen position: Som hvid dansker kan han, trods sin sympati, aldrig andet end udvande deres budskab.
Der er associationer til minimalismen: repetitioner, der enten over tid udvikles eller får lov at nedsmelte ved intens gentagelse. Eller er det faktisk hiphoppens repetitioner? De subtile rytmiske mønstre i klaverkoncertens anden del minder om Kendrick Lamars fraser i »Alright« (fra To Pimp a Butterfly), hvis omkvæd blev et anthem for BLM-demonstranter. Hvad ville der ske, hvis Rosing-Schow havde tappet ind i energien fra hiphop? Ligger her et uudnyttet potentiale?
Pladen peger i mange retninger – ligesom sin samtid. Vi har ikke brug for at kigge til fortiden, men bygge fremtiden. Armeret med kunst, der får os til at handle.
Lynch-hulen spøger
Det er noget af et sprogligt spøgelseshus, komponist og billedkunstner Alexander Tillegreen har installeret som sin første institutionelle soloudstilling i Danmark, Shift. Fantom-ord-illusionen kaldes det besynderlige tungemål, som udstillingen er baseret på. Hvileløs ordlydsparanoia eller esperanto udsat for laboratorie-LSD og elektrochok er måske lige så dækkende
Som en nyansat ghostbuster på jagt efter hjemsøgte ord bliver man kastet direkte ind i fantasmagorien. To højttalere udsender serier af snydeord, der skifter karakter alt efter hvor, man placerer sig i rummet. Lydkunstgrebet er til at tage og føle på: Den besøgende bliver selv medskaber af værket ved at bevæge sig rundt i det. Ordene, der dukker op, afhænger af hvem, der hører dem. I mit indre øre udtalte sig et »Bornholm«, som tog sig en dadaistisk udflugt og gradvist klædte om til ordene »lo-fi«, »luffer« og »løvefar«. Automatskrivning i lydbølger.
Shift er som udstilling klinisk i sin konfronterende tilgang, og til tider går det ud over Tillegreens inddragende intention. Dobbelteksponerede fotografier af Overgadens gallerirum føles som overvågning, og løgnedetektorlignende illustrationer udstillet i glasmontrer bliver til fjerne museumsgenstande.
Mere intimt bliver det formidlet i værket episodic currents – udstillingens absolutte hovedattraktion. I den LED-blinkende og gardinomsvøbte Lynch-hule er man centrum for 19 minutters synæstetisk flimmer. Som verdens mindst beroligende ASMR blander new age-synth og filtersweeps sig med de camouflerende fantomord. Der er hele tiden noget, der undslipper én. Det er til at blive lykkeligt rundtosset af.